mandag den 27. juni 2016

Anmeldelse af "Alt det lys vi ikke ser"

Boganmeldelse af Anthony Doerrs "Alt det lys vi ikke ser",




Med stor glæde og fascination har jeg læst denne smukke roman. Der var stor hype omkring den da den udkom tilbage i  april sidste år - med rette.
Den handler om skæbne. Krig. Kærlighed. Opvækst. Grusomhed. Mod.

Marie-Laure er blind. Hun bor i Paris med sin far, der arbejder på byens nationalhistoriske museum.
Han har bygget hele deres bydel i miniatureudgave, så Marie- Laure kan finde rundt.
Men tyskerne invaderer Paris og de to må flygte. Inden flugten får faderen måske/måske ikke en værdifuld juvel, som han skal bringe i sikkerhed for tyskerne.
De slår sig ned i Saint-Malo, hos en gammel onkel, der stadig lider af traumer efter den første store krig.

Werner er en tysk dreng. Han er forældreløs og dømt til arbejde i kulminen. Men da han finder en gammel radio og får den til at virke, ændres hans skæbne.
Han har talent for elektronik, dette talent bringer ham på et eliteakademi for Hitlerjugend.
Werners speciale bliver at opspore modstandsfolk - og bringer ham til Saint-Malo...

En meget smuk og rørende roman, som jeg ikke kan anbefale nok. Jeg elskede den.
559 sider. Udgivet 29. januar 2016.

Af Anthony Doerr er på dansk også udkommet "Noget om Grace"


















søndag den 19. juni 2016

Boganmeldelse: Anne Tyler: "Eddikepigen"

Anmeldelse af Anne Tylers "Eddikepigen"

Udgivet 3. juni 2016, 203 sider
Læs uddrag her



"I anledning af 400 året for William Shakespeares død skriver en række af tidens største forfattere nye romanversioner af hans skuespil", står der på bogens omslag.
Denne roman er af Anne Tyler og en genfortolkning af "Trold kan tæmmes". Nu ville det være fedt, hvis jeg havde læst "Trold kan tæmmes", så jeg rigtig kunne brillere med en sammenligning og analyse.
Det har jeg så ikke.
Til gengæld har jeg læst en masse af Anne Tylers andre bøger (hun er vist ikke udgivet i DK siden 2007 - men kan se, der kommer en ny til september).

Kate Battista er 29, bor hjemme hos sin distræte forskerfar sammen med en forkælet lillesøster. Hun har opgivet sine studier og passer nu hus og hjem uden den store glæde - den finder hun i haven, hvor hun fortryder at hun aldrig læste botanik.
Alt  husarbejdet er sat i sindrigt system af faderen, så det er tidsbesparende og effektivt.
Kate arbejder i en børnehave, hvor hun - pga. sin manglende takt og pædagogiske sans - får den ene advarsel efter den anden.

En dag foreslår faderen, at Kate gifter sig med hans forskningsassistent Pjotr. Hans visum er ved at udløbe, og det er den eneste måde, hvorpå han kan blive i landet.
Kate bliver rasende, ked af det og afviser forslaget. Men Pjotr er en ihærdig mand - og endda ikke uden en vis charme...

Jeg læste bogen meget hurtigt. Både fordi den kun er på 203 sider - men mest fordi den fra start glædede mig.
Den er morsom og komisk (ikke falde-på-halen morsom!) og en lille smule tragisk.

Jeg kan absolut anbefale den - ikke blot er den smuk, indholdet er helt i orden!
Glæder mig til "Den blå tråd" udkommer til september.



torsdag den 16. juni 2016

Harlan Coben: "Den fremmede"

Anmeldelse af Harlan Cobens "Den fremmede"


Udgivet 1. juni 2016, 335 sider



Harlan Coben forstår at skrive, så læseren holdes fanget fra første side.
Jeg har læst alle hans oversatte bøger, jeg kan simpelthen ikke lade være.
Han overrasker hver gang.

Adam Price har det hele: Et godt ægteskab og dejlige børn. Det tror han i hvert fald, lige indtil en fremmed kommer til byen. Manden opsøger Adam, som står lamstået tilbage, da manden fortæller ham hustruens hemmelighed.

Hjemme konfronterer han sin hustru med påstanden. Hendes reaktion får Adam til at tro manden.
De aftaler at tale om det og skal mødes på en restaurant.
Hun dukker ikke op. I stedet får Adam en sms, hvori hun beder ham om fred i et par dage.

Snart går det op for Adam at der er noget grueligt galt.
"Den fremmede" har anbragt Adam midt i en sammensværgelse, og han aner ikke, hvordan han skal agere. For ét forkert træk kan koste hans kone livet.

I "Den fremmede" møder vi en række andre mennesker, der også får fortalt hemmeligheder, deres koner, døtre eller mænd havde. Dybe, indtil nu, velbevarede hemmeligheder.
Hvad er det for en fremmed? Hvad vil han?

Harlans plot er som sædvanligt skruet rigtig godt sammen, og bogen måtte læses i et stræk.
Kan anbefales til dig, der gerne læser krimier med tempo og uden så mange dikkedarer.


onsdag den 15. juni 2016

Menneskets bedste ven

I sidste uge blev min dejlige Nanna aflivet.
Hun blev 9 år, og jeg fik hende, da hun var 2 år gammel. Hun var en meget fin hund, der vandt titlen som "Junior World Winner 2008". Men Nanna havde dårlige hofter og derfor måtte man ikke avle på hende.
Så fik jeg Nanna.
Jeg har jo hele tiden vidst, at hunden havde dårlige hofter - men ligesom ignoreret det, for i mange år var hun ikke plaget af det.
Men sidste mandag kørte jeg til dyrlægen og bestilte tid.
Hylede hele vejen hjem og resten af aftenen. Den stakkels gamle hund prøvede at trøste mig, det gjorde det bare værre.
Til sidst have Nanna svært ved at rejse sig. Hun ville ikke længere gå tur, og hun kunne dårligt komme op i sofaen. Hun ville ikke gå længere end til hvor grunden slutter, og straks hun havde ordnet det hun skulle, vendte hun hjem igen. Hun sov meget, hendes syn var forringet og det samme med hørelsen.

Nanna (Briard)



Forrige tirsdag kom hjem fra dyrlægen uden hund. En svær beslutning, som jeg var noget tid om at tage. Gennem de sidste 7 år har Nanna været det levende væsen, jeg har tilbragt mest tid med. Vi har delt bekymringer, sorger, glæder og ostemadder. Hun var en fantastisk hund.
Og huset var forfærdeligt tomt og stille uden hende, man kan godt mærke når 40 kg hund forsvinder.
Alle de lyde, hun lavede, som jeg egentlig ikke lagde så meget mærke til, før de ikke var der mere.
Slubren i vandskålen, poter over gulvet, snorken, gulvet i køkkenet der knagede, når hun gik. Hendes gøen hver aften.
Og med ét følte jeg mig meget alene. Og meget ulykkelig. Jeg sad med hende, lige til hun var død. Det var hårdt, jeg har jo næsten lige siddet hos min far, da han døde.

Jeg har brug for en hund.
Derfor har jeg fået dejlige Buggy. Hans "forældre" blev skilt, og så havde de ikke så meget tid til ham længere. Heldigt for mig!

Buggy er en Schapendoes og er 4 år gammel.
Her er min nye ven:


Jeg tror, man skal have hund (dyr) for at forstå, hvor forfærdeligt sørgeligt det er at miste sin bedste ven. De 4 dage uden hund var triste og stille.
Alligevel føler jeg mig lidt som en forræder, fordi jeg har fået Buggy så hurtigt efter Nanna.
Lidt som om, jeg er utro.
Dårlig samvittighed har jeg masser af. Men Buggy kunne jeg ikke sige nej til, og jeg kunne ikke holde ud at være her uden Nanna.
Buggy er en rigtig sød og dejlig hund. Han hjælper mig med at "komme over" Nanna,  jeg er ikke længere én stor, blævrende og ensom underlæbe.
Han fylder ikke så meget i sofaen som Nanna. Han er vild med at gå (lange) ture og spille bold.
Og med sådan en munter uldtot i huset, er det umuligt at være trist særlig længe ad gangen.

Alstå: Jeg er SÅ glad for, at jeg har fået Buggy så hurtigt efter Nanna. Og den dårlige samvittighed, som jo faktisk er ret åndssvag, ignorerer jeg. I stedet nyder jeg at her igen er liv og beskidte hundepoter.

Nu gider jeg bare ikke mere død!


søndag den 5. juni 2016

Anmeldelse af Sara Gruen: "Uhyre"

Boganmeldelse: "Uhyre" af Sara Gruen

Udgivet 3. juni 2016


Jeg må indrømme, at jeg aldrig har læst noget af Sara Gruen, ikke engang "Vand til elefanterne", der er udgivet i 44 lande og solgt mere end 4 millioner eksemplarer og endda er filmatiseret.
Men det skal jeg helt sikkert nu!

Fra allerførste side fik bogen et godt, solidt greb i mig. Jeg var heldigvis på togrejse, og nåede at læse halvdelen af bogen på ud- og  hjemrejsen. Og ved første lejlighed læste jeg den færdig.

Hovedpersonen er Maddie. Tiden er 1945, lige i slutningen af 2. Verdenskrig. Stedet overvejende Skotland.

Maddie er gift med Ellis Hyde, og de bor hos hans forældre I Philadelphia, USA.
Familien er stinkende rige og deres tid går med fester og fornøjelser, de bliver opvartet af tjenere og stuepiger. 
Lige indtil den dag, hvor Ellis' far smækker kassen i.
Han er i forvejen virkelig skuffet og flov over, at sønnen pga. farveblindhed blev kasseret som soldat, og da det unge par nytårsaften 44/45 laver en skandale, får han nok og skærer drastisk ned på deres "lommepenge" og smider dem på porten.
Maddie og Ellis flytter ind på et lurvet hotel.
Ellis beslutter sig for, at de sammen med vennen Hank, skal rejse til Skotland og finde Loch Ness-uhyret. Det er den eneste måde, mener han, hvorpå han kan genvinde sin fars respekt  - og adgang til pengekassen.

De 3 krydser Atlanten og ankommer med nød og næppe til Skotland i live.
De finder en lille kro, hvor de indlogerer sig. Hank og Ellis er meget utilfredse med betjeningen, ingen rydder op efter dem og forplejningen er præget af krigen og rationeringsmærker.
Ellis ændrer adfærd. Maddie begynder at afsky og foragte ham, ikke mindst da de to mænd konstant er stangstive og tager af sted alene for at lede efter uhyret.
Maddie er derfor meget overladt til sig selv. I et fremmed land med fremmede skikke,  og hun præges snart af krigen, i modsætning til mændene.

Maddie keder sig gudsjammerligt  og mændene forsvinder oftere og oftere, og i længere tid ad gangen.
Modvilligt lader de to stue/kropiger Anna og Meg hende hjælpe til på kroen. Og venskaber udvikler sig støt og roligt mellem den rige, forkælede kvinde, der ikke er vant til nogen form for arbejde (hun aner ikke engang, hvordan man skræller kartofler), og de to hårdtarbejdende lokale kvinder.

Skotland kommer stik mod Maddies forventning til at gøre hende godt. Hun bliver mere selvstændig, reflekterer over livet og krigen, og finder lige så stille sine egne ben at stå på.

Men Ellis har skumle planer, og Maddies håb om frihed forsvinder...


Jeg var helt vild med denne roman. Og hvis du er til krig, kærlighed og historie - så er den også lige noget for dig !





LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...