søndag den 31. januar 2016

Anmeldelse: "Mios blues" af Kristina Ohlsson

Anmeldelse af "Mios blues" af Kristina Ohlsson


Udgivet 28. januar 2016
348 sider
Læs uddrag her
Køb den på Plusbog her

For ca. fem minutter siden lagde jeg min e-bogslæser fra mig. Helt forpustet. Jeg begyndte på bogen i aftes. Har været på arbejde det meste af dagen, men heldigvis også kørt ca. tre timer i tog, så der var tid til at læse. Og nu er bogen slut. Desværre. For dælen da, hvor var den spændende! God. Velskrevet. Og plottet! Det holder bare. Hver gang, jeg troede jeg havde regnet det hele ud, tog jeg fejl - kun for at gætte forkert igen.

Jeg aner faktisk ikke, hvad jeg skal skrive om handlingen, uden at komme til at røbe noget.
For det er indviklet. Helt fantastisk!

Du skal læse "Lotus blues" inden du kaster dig over den her. Det må du love mig. For ellers fatter du ikke en bjælde. 

Martin Brenner er advokat, og i Lotus blues hvirvles han ind i en mystisk mordefterforskning.
Her fortsætter hans liv den hurtige vej direkte i helvede, og det bliver kun værre og værre.
Og værre.

Men du må læse den for at finde ud af hvordan. For læse den skal du :-)
Den har vitterlig fortjent sine 6 hjerter!



onsdag den 27. januar 2016

Pigen uden navn

Anmeldelse af "Pigen uden navn" af Christina Baker Kline,



Udgivet 27. januar 2016, 326 sider
Bogen kan købes på Plusbog her
Læs uddrag her
Jeg elsker denne bog.
Den er forfærdelig, tragisk, smuk og rørende. Og så bygger den på virkeligheden.
Vidste du, at mellem 1854 og 1929 transporteredes mere end 200.000 forældreløse, hjemløse og forladte børn i tog tværs gennem USA? 
Her gjorde togene stop ved stationer, og der blev holdt en slags auktion over børnene,
Folk valfartede til stederne, for at se, om der var én de kunne bruge. De kunne få/tage et (eller flere) børn, blot ved at love at barnet fik kost og logi og skolegang. Myndighederne fulgte sjældent op på børnene og ikke alle var lige indstillede på, at indlemme barnet som en del af familien.
For mange gjaldt det om gratis arbejdskraft. Ikke mange af børnene fik kærlighed. Nogen fik for meget.
Jeg kendte ikke til denne grimme del af USAs historie, Det gør jeg nu, og bogen har gjort et meget stærkt indtryk på mig.

Vivian er en gammel og velhavende dame. Molly er et uregerligt og uelsket plejebarn på 17.
Molly er rastløs og ulykkelig, hun bor hos et ægtepar, der ikke er videre interesserede i at have hende.
Hun er goth og hendes sorte ydre passer fint til det indre.
Hun stjæler "Jane Eyre" på biblioteket, uvidende om, at biblioteket har tyverialarm. 
Med fare for at blive smidt ud af plejefamilien og havne i ungdomsfængsel, ser det sort ud for Molly. Sammen med sin sagsbehandler  finder hun frem til en løsning, som hedder samfundstjeneste.
Molly har en kæreste, Jack. Og han kender en gammel dame, som har brug for hjælp til at rydde op på loftet...

Sådan mødes Vivian og Molly. Vivian ved ikke, at Molly aftjener samfundstjeneste, men tror det er som led i et skoleproject, at Molly hjælper hende.
Vivian genkender noget af sig selv i Molly.
Ensomhed og længsel efter kærlighed og dét, at høre til et sted.

Oprydningen på Vivians loft tager tid og sætter gang i Vivians hukommelse.
Langsomt oprulles hendes historie for Molly (og læseren):

Vivian var togbarn. Som rødhåret irer var hun ikke blandt de første, der blev valgt.
Hun havnede forfærdelige steder. Blev udnyttet og misbrugt. Hun hungrede efter at ende hos en rigtig familie. Blive holdt om og få fortalt historier. Være elsket og høre til.
Hun var barn af fattige irske immigranter, der ligesom så mange andre rejste til Amerika i håbet om et bedre liv. Det blev bare ikke bedre.

Venskabet med Vivian betyder meget for Molly. Hun har i sagens natur vanskeligt ved at knytte sig til andre mennesker, for hun er jo altid på vej til en ny plejefamilie, en ny skole, et nyt sted.
Hos Vivian finder hun forståelse uden fordømmelse.
Efterhånden som flere kasser, kufferter og æsker bliver pakket ud og gennemgået, dukker der flere og flere ting op, og Vivian fortæller Molly sandheden - en sandhed som Vivian har brugt en menneskealder på at fortrænge.

En usædvanlig smuk, rørende og tankevækkende bog.


"Den ene er 17, den anden er 91,
men de har mere til fælles,
end de tror "
 (Citat fra bogens bagside)

lørdag den 23. januar 2016

Sokker

Det er lørdag aften. Ærtesuppen simrer udenfor. Herinde buldrer brændeovnen lystigt.
Jeg er ved at strikke sokker til min datter. Venter på at "Lewis" starter på dr1.


Er i gang med den anden sok. Den første passer mig fint, men har lovet datteren dem.
God lørdag aften :-)

onsdag den 20. januar 2016

Når kvinde er kvinde værst

Anmeldelse af Harriet Lanes "Den anden",



Udgivet 13. januar 2016, 304 sider
læs i bogen her
Køb bogen på Plusbog her
Jeg læste Harriet Lanes første bog "Aldrig uden dig". Den kunne jeg ikke lide.
Derfor anmeldte jeg den ikke, da jeg meget hellere vil koncentrere mig om at viderebringe glæden ved de bøger, jeg læser, end at sable dem ned, jeg ikke bryder mig om. (Senere fandt jeg ud af, at det sandsynligvis var fordi, jeg har det svært med usympatiske hovedpersoner).

Nu har den vakse nok allerede forstået, at jeg godt kan lide denne her!
Den handler om Emma og Nina, der tilfældigvis mødes i London. De har mødtes før.
Det har den ene glemt. Det har den anden ikke.

Emma er den yngste. Hun er i bogens start gravid med barn nummer to og er stresset og en smule utilfreds med tilværelsen.
Før hun blev mor, havde hun et interessant job og et spændende liv. Nu føler hun sig utilstrækkelig, sjusket og fortravlet og undrer sig over, hvor hendes "rigtige" liv blev af.
Nina er den ældste af de to. Hun har en stor teenagedatter og masser af tid til sig selv.
Hun er kunstmaler og har - især set fra Emmas synspunkt - et dejligt og interessant liv.

Der udvikler sig et venskab mellem de to kvinder, men ret hurtigt aner man, at den ene ikke har helt rent mel i  posen - hun har en skjult dagsorden.
Langsomt men sikkert får hun spundet den intetanende anden ind i sit spind.
Bogen er rigtig spændende og velskrevet. Den har fået stor ros i udlandet og jeg forstår godt, hvorfor.
Den er nervepirrende og jeg fik det næsten helt dårligt under læsningen, fordi følelsen af en nærtliggende katastrofe er så overvældende.
Et fremragende psykologisk drama, der kun bliver bedre af, at Emma og Nina skiftevis er fortælleren.
Det gør det meget tydeligt, at situationer, som for den ene virker tilfældige og uskyldige, er nøje gennemtænkt og tilrettelagt af den anden.

Mere vil jeg ikke røbe her. Du  må selv læse bogen for at finde ud af, hvem der er den ene og den anden.

tirsdag den 19. januar 2016

1920' ernes bohemeliv skønt skildret

Boganmeldelse af "Villa America" skrevet af Liza Klaussmann, 



Udgivet 14. januar 2016
493 sider
Du kan læse uddrag her
Bogen kan købes på Plusbog her

Gerald Murphy fødes i slutningen af 1800-tallets New York og vokser op i en kold og hjerteløs familie, hvor livet som dreng ikke er nemt. Hans eneste ven er hunden Pitz, som efter et år bliver forvist til at bo i haven og Gerald forbydes at have kontakt til den.  Det knuser Gerald hjerte, for hunden var hans eneste kilde til kærlighed og glæde. 
Heldigvis bliver han kort efter sendt på kostskole.
Senere arbejder han i faderens firma, i en unødvendig og dødkedelig stilling, fordi faderen ikke tror på Geralds evner.
Sara bliver Geralds redning, de to er som skabt for hinanden og udvikler sig i hinandens selskab, flytter fra USA til Frankrig, hvor de bosætter sig i "Villa America" ved den franske  Riviera, som bliver tilflugtssted for 1920érnes kunstnere, deriblandt parret Fitzgerald, Picasso og Hemmingway.
De får en flok børn, og Gerald formår at blive en bedre og mere kærlig far, end hans egen var.
Han bliver selv en rimelig anerkendt kunstmaler, og livet for ægteparret Murphy forløber som én lang og god drøm. Der holdes fester, (hvor F.Scott Fitzgerald og hans kone Zelda ofte brillerer med berusede ægteskabsdramaer), hygges med børnene, læses litteratur og nydes kunst.

En anden vigtig person i historien, som er blevet til efter grundig research, er amerikaneren Owen.
Han er en ung pilot, som under krigen fløj for Frankrig og er blevet hængende. En skandale, da han var ganske ung, gjorde, at han blev nødt til at forlade hjemmet i hast.
Owen er en stille mand, køn og vellidt og han bliver en del af kredsen omkring Sara og Gerald, som begge holder meget af ham.

Men alting får en ende. Stemningen i Villa America forandres. Den er knap så munter og sorgløs.
Man aner, at noget ubehageligt er under opsejling...
Mere vil jeg ikke afsløre her, i stedet vil jeg anbefale bogen til dig, der holder af drama, af at læse om forfattere og svundne tider.
Jeg måtte af og til kigge op fra bogen og spekulere over, hvad der mon var sandt og hvad der var fiktion, hvilket gjorde læsningen endnu mere interessant. Heldigvis er der bagerst i bogen forfatterens note, hvor hun redegør for, hvad der er fakta og hvad der er fiktion.
Liza Klaussmann skriver godt, beskriver personer og steder, så det nærmest står lyslevende for én.

Sara og Gerald Murphy er virkelige personer, Fitzgeralds "Blid er natten" er dedikeret til dem, og de var modeller for romanens Nicole og Dick Diver.



lørdag den 2. januar 2016

Lørdag aften på landet

Hvad laver de mennesker, der bor så smukt ude på landet, egentlig en lørdag aften?
Jeg kan svare for én af dem: kommer hjem (efter at have været væk i 6-7 timer) til en temperatur på 15 grader, tjekker musefælden, som jeg satte i skabet under vasken inden jeg tog af sted. 
Først da jeg henter lommelygten, kan jeg få øje på fælden, der har flyttet sig og klappet. Der er fyldt med muselort og rod, men da det er sådan en fancy tingest i plastik, kan jeg ikke se om den er tom, eller om der ligger en splattet mus indeni. Så jeg lader den ligge og lufter hund med lommelygte og frost i kinderne. Hjem og tænde op i brændeovnen og lave kaffe. Mon musen er i fælden? Eller ligger den et sted og dør langsomt af de kvæstelser, jeg lede kvinde har påført den? Hvorefter den ligger og rådner og hørmer?
Overvejer at bruge næste lørdag aften på at finde en mand. 
Om ikke andet, kan han tjekke/tømme fælder. 

LinkWithin

Follow Frk. Bogorm