søndag den 4. december 2016

Hjerteglad

Ser til min store undren, at det er over en måned siden, at jeg sidst har blogget. Det forstår jeg ikke, jeg har da læst nogle bøger - har jeg ikke?
Jeg er ikke helt mig selv for tiden og har ikke været det i et godt stykke tid.
Jeg er forelsket.
Ja!?
Du læste fuldstændig rigtigt.

Til alle de venlige sjæle, inklusive min mor, der ikke har kunnet forstå, at sådan en dejlig skabning som mig har kunnet gå rundt alle de år helt alene, uden at blive gaflet af en mand (men som også mente, det var helt min egen skyld, når jeg nu insisterede på både at være lidt sær og bo langt fanden i vold ude på landet for enden af en blind vej):
Ånd nu bare lettet op. Eller ud.
For jeg fik ret. Igen.
I påstod, at der ikke bare kommer en mand og banker på (eller at prinsen på den hvide hest kommer ridende), at jeg måtte ud og lede efter det dér kærlighed.
At jeg vitterlig måtte ud. Ud som i væk fra matriklen og den bog/heste/have/hundeverden, jeg lever bedst i. At jeg i det mindste måtte på nettet. Oprette en profil og prøve noget dating.
Jeg nægtede (ok, regner ikke ca. 3 timer på Tinder med).
For jeg var nemlig af den overbevisning, at han nok skulle dukke op. Hvis jeg skulle have noget kærlighed og parforhold, skulle det ske "naturligt". Jeg orkede ikke jagte det. Og jeg havde det jo fint alene.
Okay, jeg indrømmer, at jeg tvivlede stærkt ind i mellem. For jeg kunne heller ikke rigtig se, hvor fanden han skulle dukke op fra.
Jeg tusser rundt i skovene her omkring. Er (selvvalgt) alene 50-75% af min vågne tid.  Jeg besøgte boghandlere i mit tidligere job (og der er absolut ikke nogle gode mænd dér - sorry boghandlere), og tilbringer mest tid med dyr. Min hest og min hund. Og ja, der har vi så kodeordet:
Hund.
Jeg havde jo dejlige Nanna, som desværre blev gammel og fik det skidt. Nanna blev aflivet og jeg græd spandevis af snot og tårer.
Men så fik jeg en ny hund. Som er en 4 år gammel skilsmissehund. Han blev leveret af sin "far".
(fornemmer du noget her?)...

Men halleluja, jeg fik ret:
For jo! Der kommer en mand og banker på! Hvis bare man tør vente længe nok og ikke selv styrter rundt og sparker alle mulige døre ind.
Så kommer den.
Kærligheden.

Og så fatter man ikke, at man syntes, at man havde det så fint alene. For alene er pludselig det sidste, man vil være.
Så er det, det er svært at genkende sig selv (en fjollet hormonreguleret galning i en midaldrende kvindekrop). Svært at få læst og blogget.
"Man" er mig.
Så der er altså en forklaring. En rigtig god én endda.






4 kommentarer :

  1. Hvor dejligt, at kærligheden sådan kom og bankede på din dør <3

    SvarSlet
  2. Et rigtigt juleeventyr - hvor dejligt :-)


    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
  3. Kære Hanne,

    Hvor er det HERLIGT at læse. (Og jeg som troede rosenkål handlede om rosenkål ... og rosenkål ER stadigvæk kærlighed i mit univers. <3 )

    Vil det sige, at manden fulgte med hunden (og ikke omvendt)? Dét er da i så fald noget af en vild historie. Men såååååååååååååååå skøn!

    TILLYKKE med hunden ... og kærligheden.

    SvarSlet
  4. Åhr hvor er det kært at læse <3 Tillykke
    Så kan jeg jo roligt også sætte mig tilbage og vente på Mr Right dukker op :D

    SvarSlet

LinkWithin

Follow Frk. Bogorm