onsdag den 14. december 2016

Nortons filosofiske memoirer

Anmeldelse af Håkan Nessers "Nortons filosofiske memoirer"

Udgivet 1. december 22016, 91 sider
Håkan Nesser er en af mine absolutte yndlingsforfattere, faktisk skal jeg anstrenge mig for ikke at fri til ham. Jeg elsker hans måde at skrive på, og er ret overbevist om, at han er et ultrabehageligt menneske. Han elsker nemlig hunde. I hans bøger har de gode mennesker hunde - de onde har ikke.
Derfor er det vel heller ikke overraskende, at han har skrevet en hyldest til sin afdøde bedste ven.
Bogen er én lille sag på 91 sider og hurtigt læst. Den er også grafisk smuk med talrige illustrationer.

Indersiden af omslag.
Bogen er illustreret af Karin Hagen

Vi følger Norton fra hvalp til han dør 14 år senere, og det er ham, der fortæller historien, Nesser har blot været så venlig at nedskrive historien efter Nortons instrukser.
Norton flyttede en del rundt med sin familie (fordi herren var forfatter), og vi får derfor små historier fra steder, man som læser vil genkende fra nogle af Nessers andre bøger.
Samtidig er bogen en fortælling om Håkan Nessers egen færden i årene 2004-2014.

Det er en  fin, lille, filosofisk og finurlig bog. Ingen lig, ingen mord.
Men rigtig meget Nesser.

Genial som mandelgave - men måske skal man lige have noget andet i baghånden, hvis der er børn med juleaften.
Du kan læse et uddrag af bogen her

søndag den 4. december 2016

Hjerteglad

Ser til min store undren, at det er over en måned siden, at jeg sidst har blogget. Det forstår jeg ikke, jeg har da læst nogle bøger - har jeg ikke?
Jeg er ikke helt mig selv for tiden og har ikke været det i et godt stykke tid.
Jeg er forelsket.
Ja!?
Du læste fuldstændig rigtigt.

Til alle de venlige sjæle, inklusive min mor, der ikke har kunnet forstå, at sådan en dejlig skabning som mig har kunnet gå rundt alle de år helt alene, uden at blive gaflet af en mand (men som også mente, det var helt min egen skyld, når jeg nu insisterede på både at være lidt sær og bo langt fanden i vold ude på landet for enden af en blind vej):
Ånd nu bare lettet op. Eller ud.
For jeg fik ret. Igen.
I påstod, at der ikke bare kommer en mand og banker på (eller at prinsen på den hvide hest kommer ridende), at jeg måtte ud og lede efter det dér kærlighed.
At jeg vitterlig måtte ud. Ud som i væk fra matriklen og den bog/heste/have/hundeverden, jeg lever bedst i. At jeg i det mindste måtte på nettet. Oprette en profil og prøve noget dating.
Jeg nægtede (ok, regner ikke ca. 3 timer på Tinder med).
For jeg var nemlig af den overbevisning, at han nok skulle dukke op. Hvis jeg skulle have noget kærlighed og parforhold, skulle det ske "naturligt". Jeg orkede ikke jagte det. Og jeg havde det jo fint alene.
Okay, jeg indrømmer, at jeg tvivlede stærkt ind i mellem. For jeg kunne heller ikke rigtig se, hvor fanden han skulle dukke op fra.
Jeg tusser rundt i skovene her omkring. Er (selvvalgt) alene 50-75% af min vågne tid.  Jeg besøgte boghandlere i mit tidligere job (og der er absolut ikke nogle gode mænd dér - sorry boghandlere), og tilbringer mest tid med dyr. Min hest og min hund. Og ja, der har vi så kodeordet:
Hund.
Jeg havde jo dejlige Nanna, som desværre blev gammel og fik det skidt. Nanna blev aflivet og jeg græd spandevis af snot og tårer.
Men så fik jeg en ny hund. Som er en 4 år gammel skilsmissehund. Han blev leveret af sin "far".
(fornemmer du noget her?)...

Men halleluja, jeg fik ret:
For jo! Der kommer en mand og banker på! Hvis bare man tør vente længe nok og ikke selv styrter rundt og sparker alle mulige døre ind.
Så kommer den.
Kærligheden.

Og så fatter man ikke, at man syntes, at man havde det så fint alene. For alene er pludselig det sidste, man vil være.
Så er det, det er svært at genkende sig selv (en fjollet hormonreguleret galning i en midaldrende kvindekrop). Svært at få læst og blogget.
"Man" er mig.
Så der er altså en forklaring. En rigtig god én endda.






LinkWithin

Follow Frk. Bogorm