søndag den 17. april 2016

Sorg

Det er snart to måneder siden, min far døde. I næsten to måneder har jeg ikke haft nogen far.
Har jeg været halvt forældreløs.
Selvom jeg er voksen, midaldrende faktisk, har det været utroligt hårdt at miste ham.
Det er som om, jeg først nu er blevet rigtig voksen. Jeg er rykket en plads på udskiftningsbænken, tættere på kanten.
Det er ikke altid og hele tiden, at jeg virkelig fatter at han er væk. At min far er død.
Det er så uvirkeligt. Men i sociale sammenhænge, hvor han plejer at være der, er det ekstra tydeligt at han mangler. Jeg gruer for at besøge min mor på Bornholm, hvor jeg ikke har været siden han døde. (Hun har været her et par gange) siden vi tidligt om morgenen efter han var død, sad trætte og zombieagtige i deres stue, og kiggede på hospitalssengen og alle de andre hjælpemidler, han aldrig nåede at bruge.
Jeg ved, jeg vil kigge hen i sofaen, hvor han lå det meste af julen, da min datter og jeg sidst var ovre.
Min far var en fantastisk kok. Det var altid ham, der lavede maden. Også til jul. Flæskesteg og and med brun sovs (kaldet fars sovs) og rødkål.
Vi andre skulle holde os væk fra køkkenet - jeg lavede altid ris a la mande - vi måtte først komme til, når der skulle vaskes op.
Da han juleaften sad på kanten af rollatoren og forsøgte at lave sovs, kunne jeg godt se, hvor det bar hen. Jeg fik lov at blive i køkkenet, røre i sovsen. Og han fortalte mig, hvordan den skulle laves og lod mig brune kartoflerne under kyndig vejledning.
Jeg var ved at græde, da han måtte opgive at klippe anden i stykker og rakte mig fjerkræsaksen.
Det føltes, som rakte han stafetten videre.
Julen blev sidste gang, jeg rigtig så ham. Hvor han var sig selv. En tynd og syg og svag udgave af min stærke far, men stadig min far.

Da vi ankom med morgenflyver til Bornholm midt i februar, kørte vi direkte på hospitalet, hvor han var blevet indlagt om natten.
Han havde lungebetændelse og høj feber. Og blev vred, da min datter og jeg kom ind ad døren.
Min far havde kræft i 20 år. Lægerne på Herlev hospital kaldte ham en solstrålehistorie.
Hver gang de var ved at opgive ham, blev der fundet på noget nyt og han klarede den.
Han var sjældent dårlig af al den gift de gav ham, og det meste af tiden var han ikke mærket af sygdommen. I mange, mange år havde han det ret godt, alt taget i betragtning.
Han var optimistisk og brugte rigtig meget energi på at holde modet oppe hos os andre, han glemte nogle gange, at han var syg. Han løj for mig, når jeg ringede. Sagde at han havde det godt. Men det havde han ikke.
Det sidste år han levede var forfærdeligt for ham. Han røg ind og ud af hospitaler på Bornholm og Sjælland og havde frygtelige smerter. Det startede som prostatakræft. Da han døde, havde han kræft over det hele. Kraniet, skuldre, rygrad - alle knogler. Han havde store knuder. Mange smerter.
Men stadig sagde han, at han havde det fint. Det var vist ikke kun mig, han løj for.
Så da han så os den morgen på hospitalet, må han have vidst, at den var gal.
Da vi havde siddet lidt og talt med ham ved sengen, måtte jeg væk et øjeblik, jeg ville ikke have, at han skulle se mig græde - at han troede, at jeg troede, at han skulle dø.
Da jeg fløj ud ad døren med undskyldning om at skulle på toilettet, kaldte han på mig.
Det var sidste gang, han sagde mit navn.
Lægerne ville ikke sige, om han var ved at dø. Han var en fighter og hans hjerte stærkt.
Han nægtede at give op.
Men han forsvandt mere og mere, og jeg fik aldrig en rigtig samtale med ham igen. -til sidst kunne han ikke tale, selv om han prøvede. Jeg spekulerer stadig over, hvad det on var, han ville sige.
Han hallucinerede og talte om flyvemaskiner og mad (hans to lidenskaber), og om ting i loftet. Han troede, der var et barberblad i et mikroskopisk stykke kage, jeg lokkede i ham.
Det var forfærdeligt at være vidne til. Heldigvis sparede de søde sygeplejersker ikke på den smertestillende medicin, så han holdt op med at lide og vride sig i smerte.
Efter 6 døgn gav han slip.
Det var de mest surrealistiske 6 døgn i mit liv - men jeg er taknemmelig for at have oplevet det. Jeg var kun væk fra hospitalet to gange. Og jeg er glad for at jeg var der, da han døde.
Det var en smuk død.
Endelig fik han fred. Det var ventet. Det var ønsket.
Men det var ubeskrivelig sørgeligt. Min bror gjorde ham i stand sammen med sygeplejerskerne.
Iklædt sin flyverdragt, og med erantis fra haven i de foldede hænder, lå han så fint, mens varmen forlod ham og hans gamle krop blev kold.
Det var svært at forlade ham. Jeg ville ikke.

Jeg får det bedre og bedre, jeg sidder ikke længere  (så tit) og hyler, mens jeg kører bil og siger far far - men sorgen kommer stadig pludseligt, uden varsel, som en lastbil på fulde drøn fra en sidevej og rammer mig hårdt. Så savner jeg ham noget så forfærdeligt. De mindste ting får mig til at mindes ham og savne ham. Mangle ham.
Hans død har påvirket mig på så mange måder, og sorgen har luskede små hjælpere, der piner og plager, når man mindst venter det.
Jeg glæder mig til den dag, hvor jeg kan tænke på ham med glæde - uden at blive så ked af det.

Min far nåede aldrig at se, hvor fantastisk skønt jeg bor nu. Jeg ville have elsket at gå rundt med ham i skoven og haven, han kunne have fortalt mig navnet på hvert eneste træ og lille plante. På hver en fugl i træerne.
Nu står jeg ofte og stirrer og snakker med ham. Spørger ham om ting, jeg ikke får svar på, før jeg går ind og slår det op i en have- eller fuglebog.
Han ville have vidst, hvordan jeg bedst slipper af med muldvarpene uden gift, hvad det er, der er på vej op ad jorden.
Han ville have kunne lide mit sted, han er født i en skov -  og nogen gange er det som om, jeg kan mærke, at han er her et sted og nikker bifaldende.



LinkWithin

Follow Frk. Bogorm