torsdag den 24. september 2015

Tempofyldt jagt

Anmeldelse af "Seks år" af Harlan Coben, 


Udkommer 1. oktober 2015, 301 sider
kan købes her
Jeg er stor fan af Harlan Coben. Han kan virkelig noget og forstår at skrive en krimi, som man umuligt kan lægge fra sig. Sådan er det også med den nyeste "Seks år"

Vores hovedperson Jake er universitetsprofessor. Hans liv består af undervisning og lejlighedsvis øldrikning med kollegaen og vennen Benedict, samt sjældne engangshyggestunder med kvinder han, sammen med ovennævnte storcharmør, møder på barer.
Jakes store kærlighed giftede sig pludseligt og uforståeligt med en anden seks år tidligere, og Jake lovede hende, at han ville lade dem være i fred.
Han tilbringer seks år med at længes og i tankerne genopleve deres kærlighed - men han holder sit løfte, og gør intet for at kontakte hverken Natalie eller hendes ægtemand Todd.
Men da han en dag læser nekrologen over sin elskedes mand, mener han at løftet ikke længere gælder.
Han sætter sig for at finde Natalie...

Den beslutning var så enden på det rolige liv som universitetsprofessor!
Der er andre, der gerne vil finde Natalie - og disse er ikke opfyldt at så kærlige følelser som Jake.
For hvem er Natalie? Hvorfor vil hun ikke findes? Hvem er det, der med brutale metoder vil stoppe ham?

Jeg må indrømme, at jeg læste bogen i ét stræk - den er vitterlig ikke til at lægge igen.
Plottet er godt skruet sammen og Coben har en fin humor.
Når den så "kun" får 4 hjerter af mig, er det fordi kærlighedsdelen efter min smag er lige et hak for amerikansk og Hollywoodagtig.
Så selvom jeg sagde "bvadr" og rynkede misbilligende på næsen, slugte jeg historien råt og hurtigt!
Havde bogen været en film, ville jeg have siddet yderst på stolen og holdt vejret.
I stedet lå jeg i sengen og missede min skønhedssøvn.

BONUSINFO: Harlan Cobens bøger har forskellige hovedpersoner, og kan derfor læses i fuldstændig vilkårlig rækkefølge.

NB: Bogen udkommer først d. 1. oktober - men jeg har fået lov at omtale den allerede nu

onsdag den 23. september 2015

Amerikansk politikrimi med dansk islæt

Anbefaling af "Snehvide" af Michael Connelly
forlaget Klim


Udgivet 19. august 2015, 349 sider
Kan købes her

1992: Los Angeles er i undtagelsestilstand. Uroligheder og optøjer præger byen efter Rodney King, en sort taxachauffør, bliver brutalt gennemtævet af politiet.
Alt er kaos.
Da Harry Bosch og hans kollega bliver kaldt ud til en gyde, hvor der er fundet en død, hvid kvinde, må de efter ordre oppefra undersøge gerningsstedet overfladisk og haste videre til næste opgave, efter at have konstateret at kvinden, en dansk journalist, er myrdet. 
Henrettet op ad en mur.

2012: "Snehvidesagen" (som den blev kaldt allerede dengang) blev aldrig opklaret. 
Harry Bosch plages af dårlig samvittighed, men da han kommer i besiddelse af et patronhylster fra sagen, kommer der skred i sagerne.
Boschs chef synes absolut ikke, at han skal spilde sit krudt på den gamle sag, men Bosch aner, at der ligger flere ting gemt. Og Bosch synes absolut ikke om sin chef, og han fortsætter sin efterforskning - på et tidspunkt følger han et spor i sin "ferie", den ferie han udelukkende har taget for at undgå at rapportere til chefen.
Kvinden hed Anneke Jespersen og arbejdede på en artikel for Berlingske Tidende. Da det lykkes Bosch at finde ud af, hvilken artikel hun skrev på (kvindens kamera og computer mm. var stjålet både fra hendes lig og fra hotelværelset, hun boede på), kommer endelig det store gennembrud.
Men der er nogen, der synes at Bosch er ved at komme for tæt på.
Nogen, der har båret på hemmeligheder i 20 år og troet dem velforvaret.
Nogen, der vil Bosch til livs.

Michael Connelly har (efter min mening fuldt fortjent) vundet et hav af priser. Han har skrevet 25 bøger om Harry Bosch, dette er den 14. på dansk.
Da nogle af bøgerne efterhånden er så gamle at de ikke længere kan skaffes, vil jeg undlade min sædvanlige smøre om, at jeg synes man skal starte med den første bog i en serie.
Bare start!
Connelly skriver godt og ved at læse hans bøger får man andet end krimi. Han fortæller samtidig om det amerikanske samfund og politik.

BONUSINFO: Sara Blædel har hjulpet med oversættelser.



tirsdag den 15. september 2015

Tag ikke fejl - det er ikke en lægeroman!


Cecilia Samartin: "Kvinder i hvidt"
Forlaget Bazar


Kan købes her
553 sider udgivet 3. november 2014
Dette er IKKE en lægeroman, som titlen ellers godt kunne antyde! Denne fine historie handler derimod om de modige cubanske kvinder, der i hver søndag i tavshed går demonstrationstog gennem Havana.
Bevægelsen findes i virkeligheden og blev grundlagt i 2003.
Kvinderne kæmper for at gøre verden opmærksom på den uretfærdige fængsling af deres mænd og sønner, hvis eneste forbrydelse er, at de er systemkritikere.

Maria er en gammel dame. Hun bor i den store herskabsvilla, hvor hun er født og opvokset.
Engang var der pomp og pragt, nu fattigdom og fortvivlelse. Maria bor i et lille værelse, resten af huset er beboet af en masse andre mennesker: familier, enlige, drukkenbolte.
Hun lever og ånder for nevøen Ernesto og håber hele tiden, at han kommer på besøg.
Ernestos datter har fortalt, at han er på arbejde (han er læge) i Venezuela, men hjemrejsen bliver hele tiden udskudt.
Hvad hun ikke ved er, at han i virkeligheden sidder fængslet under kummerlige forhold, hvor han bliver tortureret og fornedret, og at resten af familien efter hans ønske holder det hemmeligt, for at skåne den gamle kone.
Ernestos hustru Silvia rejser hver måned den lange vej for at besøge ham i fængslet, men bliver gang på gang nægtet at se ham.
Hun danner bevægelsen "Las Damas de Blanco".

Vi følger også datteren, hendes liv og drømmene om at slippe væk fra  det Cuba, der forhindrer hende i det liv, hun ønsker. På grund af farens fængsling bliver hun smidt ud af universitetet, og hun føler at hendes liv er gået i stå og at der ikke er anden udvej, end at komme væk fra landet. Da hun møder den unge, spanske arkitektstuderende Damien, begynder hun at ane en vej væk...

Kvinder i hvidt er en medrivende roman om forholdene i Cuba. Om folkets drømme, som de ofte må holde hemmelige, for hvem kan man stole på i et samfund, hvor der er stikkere overalt og folk med frihedsdrømme fængsles?
En roman om stærke kvinder. Og om, hvordan en enkelt hændelse kan ændre et helt liv.
Kan varmt anbefales

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...