torsdag den 24. september 2015

Tempofyldt jagt

Anmeldelse af "Seks år" af Harlan Coben, 


Udkommer 1. oktober 2015, 301 sider
kan købes her
Jeg er stor fan af Harlan Coben. Han kan virkelig noget og forstår at skrive en krimi, som man umuligt kan lægge fra sig. Sådan er det også med den nyeste "Seks år"

Vores hovedperson Jake er universitetsprofessor. Hans liv består af undervisning og lejlighedsvis øldrikning med kollegaen og vennen Benedict, samt sjældne engangshyggestunder med kvinder han, sammen med ovennævnte storcharmør, møder på barer.
Jakes store kærlighed giftede sig pludseligt og uforståeligt med en anden seks år tidligere, og Jake lovede hende, at han ville lade dem være i fred.
Han tilbringer seks år med at længes og i tankerne genopleve deres kærlighed - men han holder sit løfte, og gør intet for at kontakte hverken Natalie eller hendes ægtemand Todd.
Men da han en dag læser nekrologen over sin elskedes mand, mener han at løftet ikke længere gælder.
Han sætter sig for at finde Natalie...

Den beslutning var så enden på det rolige liv som universitetsprofessor!
Der er andre, der gerne vil finde Natalie - og disse er ikke opfyldt at så kærlige følelser som Jake.
For hvem er Natalie? Hvorfor vil hun ikke findes? Hvem er det, der med brutale metoder vil stoppe ham?

Jeg må indrømme, at jeg læste bogen i ét stræk - den er vitterlig ikke til at lægge igen.
Plottet er godt skruet sammen og Coben har en fin humor.
Når den så "kun" får 4 hjerter af mig, er det fordi kærlighedsdelen efter min smag er lige et hak for amerikansk og Hollywoodagtig.
Så selvom jeg sagde "bvadr" og rynkede misbilligende på næsen, slugte jeg historien råt og hurtigt!
Havde bogen været en film, ville jeg have siddet yderst på stolen og holdt vejret.
I stedet lå jeg i sengen og missede min skønhedssøvn.

BONUSINFO: Harlan Cobens bøger har forskellige hovedpersoner, og kan derfor læses i fuldstændig vilkårlig rækkefølge.

NB: Bogen udkommer først d. 1. oktober - men jeg har fået lov at omtale den allerede nu

1 kommentar :

  1. Lyder god ... Er der slet ingen sammenhæng eller personer der går igen i bøgerne ?
    Og tak for en masse brugbar info, så dejligt

    SvarSlet

LinkWithin

Follow Frk. Bogorm