tirsdag den 28. oktober 2014

Surt opstød

I går kørte jeg 25 kilometer for at komme til rådighedsmøde på HK i Hillerød.
Efter at have ligget bag en ældre herre i grå bil og med blød hat - der tog de dér nye "sænk farten" plakater så alvorligt, at han kørte langt under hastighedsgrænsen- fik jeg overhalet ham og ankommet til tiden.
Jeg blev mødt i skranken af en mandlig ansat, der sagde, at jeg ikke havde udfyldt mit jobsøgningsskema korrekt. Det mente jeg så ligesom at jeg havde. Fortalte ham at jeg både havde holdt ferie og været på 6 ugers selvvalgt kursus, og der derfor var sammenlagt 8 uger, hvor jeg var fritaget for at søge job.
Han blev ved - og kunne ikke forklare mig, hvad det var, jeg havde gjort galt. Jeg påpegede, at jeg havde udfyldt og indsendt det hele 3 hverdage før mødet, som jeg havde fået besked på i "invitationen".
Nå - men jeg gik op til mødet.
Og dette er, hvad jeg fik ud af det. Jeg stjal kuglepennen.


Det var mit 2. rådighedsmøde.
På dagsordenen på powerpointen stod der 2.-5. rådighedsmøde.
Og så er det, jeg ikke kan forstå, at den meget positive, inspirerende og smilende dame (haha) fortalte nøjagtig det samme som på det første møde, jeg var til?
At der så sad en totalt hjernedød blondine og mente at mødet handlede om hende, er en helt anden sag - hun klappede ikke engang i, da hun blev bedt om det.
Nå - men det tog en time. Og jeg var så arrig, og det var den søde, meget nydelige dame der sad ved siden af mig også.
Normalt tegner jeg ikke kruseduller, men jeg blev simpelthen nødt til at bruge mine hænder til noget, så jeg ikke kom til meget infatilt at række fuck. Eller kvæle nogen.
Hvad fanden er det for en omgang spild af tid??? 
Skal man virkelig køre sammenlagt 50 km (man får jo ikke befordringsfradrag eller andet når man er ledig) og spilde en time på at høre "NYT SIDEN SIDST", hvor HKkvinden fortalte os, at der er folk der er røget ud af dagpengesystemet - NO shit Sherlock - det kan man næppe kalde nyt? 
Tænk engang at der bruges tid og ressourcer på at afholde den slags møder, bare fordi man skal.

Efter mødet fandt jeg den påståelige mand fra skranken. Og så kunne han lige pludselig godt se, at jeg havde udfyldt det hele korrekt. Også den del med ferie og uddannelse - men kunne han sige undskyld? Eller give mig ret i, at det mindste de i min A-kasse kan gøre, er at LÆSE alt det jeg SKAL indsende til dem.
Nej, vel?!




søndag den 26. oktober 2014

Søndagsgenbrug #5

Søndagens genbrug er fra d. 26. JUNI 2011
og hed oprindeligt "Blå lørdag"

Hm, jeg tror at lørdag er det nye blå.
Ikke som at 40'erne er de nye 30'ere og gråt er det nye sort (måske man skal være kvinde for at forstå disse kringlede sætninger og deres indhold?)
Men blå som i blue og blues. Engang havde jeg the søndagsblues, nu er det lørdagsblues. Engang havde jeg blå mandag, men det er once in a lifetime og noget helt, helt andet. Iklædt blå (!) fløjlsknickers, stribede lange strømper og meget grimt hår, på Bakken med resten af klassen.
Synes at det er pisseanstrengende at sidde her lørdag efter lørdag, mig alene med hunden. Det er ikke engang mørkt om natten! Er det ikke meningen, at man skal sidde udenfor hele natten, med stearinlysene tændt, drikke rødvin og blive ædt op af myg? Ja ja, der er ingen, der forhindrer mig i at gøre det.
Det er bare knap så fedt og damebladsagtigt at gøre det alene, vel? Der mangler ligesom en/nogen at snakke med. Måske en at kysse med?
Det værste er næsten, at det ikke er alle andres skyld. Det er helt og holdent (næsten da) min egen!
Jeg kunne faktisk have været til fødselsdag i dag. Måske kunne jeg netop nu have siddet i en have langt, langt væk og hygget mig.
Men nej, jeg sagde nej tak til invitationen. Hvorfor, spørger jeg mig selv om nu, Hvorfor? Fordi... ja jeg ved sgu ikke hvorfor. Fordi jeg ikke gider?
Jeg kunne også have ladet være med at forlade min trygge andedam, for at tro jeg blev svane i Nordsjælland, når jeg bare endte som Maren i kæret med prinsen, der viste sig at være Klodshans. Eller en mandlig version af en eventyr-stedmor.
Det er mig selv, der har bosat mig her, langt fra alle mine gamle, gode og højtsavnede veninder. De måbede i øvrigt også, troede det kun var Mel Gibson, der kunne få mig væk fra Næstved...
Det var det så ikke, snarere Bill Murray i Scrooge, før han fattede det og blev flink...

Et af mine nytårsfortsætter var faktisk, at være mere social i år.
Og hvor social har jeg lige været? Lad mig se:

4. marts var jeg med mit dengang helt nye arbejde ude til drinks. Først på Cocks & Cows, hvor vi drak drinks til de enorme burgers vi havde fået, og derefter på Bar Rouge, hvor jeg anstrengte mig gevaldigt for ikke at blive fuld - jeg var lige startet på jobbet 3 dage forinden, og havde ingen trang til at blamere mig.
Jeg ved, jeg nu lyde som en bonderøv. Og det er jeg også. And I'm proud! Men jeg var helt høj. Ikke af drinks eller de andre ting, man kan få inde i den store by. Men af hele mit "nye liv". Jeg arbejde midt inde i København, tog S-toget ind hver morgen, med tusinder af andre pendlere. Myldrede op ad Købmagergade, sammen med alle de andre.
Tog trappen til 3. sal i den fine, hundredeår gamle opgang, låste mig ind på kontoret som den første, og lavede mig en kop kaffe. Mens jeg priste mig lykkelig for mit held, nu ansat på et forlag. Før det, tog jeg bilen til Farum Bytorv, parkerede, gik ind i Bog & idé, tilbragte i snit 8,5 time der, gik ud til bilen og kørte hjem.
Det passede mig som fod i hose, det med at jeg i København kunne mærke det pulserende liv - og så tage hjem til fred og ro og landlig idyl igen.
Den dag, vi havde været på bar, var jeg som sagt høj. Af glæde. Og da vi skiltes forholdsvis tidligt på aftenen,
passede det med at min kæreste kom hjem til Sjælland, og vi aftalte at mødes i lufthavnen.

Jeg stod på Nørreport og snakkede eksalteret i telefon med min lillebror, som glædede sig på mine vegne over mit "nye liv". Jeg har faktisk aldrig før stået på Nørreport med en diskret lille pind i øret og været glad. Bare dét, syntes jeg var stort :-)

Men jeg tog så ud i lufthavnen, for at møde denne mand, der skulle forestille at være min kæreste.
Jeg var lidt svimmel, og i tasken havde jeg mine fine visitkort, som jeg netop havde fået den dag! Store sager!
Ude i lufthavnen bliver jeg mødt af denne her halvsure fedling, der ikke kan forstå at jeg først kommer nu - jeg anede sgu da ikke, at man kunne tage en bus hen til terminalen, jeg gik flere kilometer i stedet.
Han er - til en afveksling - sulten og vi går ind, men alt har lukket. Jeg er på det tidspunkt faktisk stadig glad og siger glædestrålende "tænk, jeg arbejder midt inde i..." hvorefter han afbryder mig og vrisser "JA ja midt inde i København, det har du sagt hundrede gange!!" Så bliver jeg skide skuffet over, han ikke kan se det fantastiske og store i, at mig lille boghandler er blevet til forlagsmedarbejder, midt inde i... Det er jo ren Askepot. Og så er dén aften ligesom ødelagt. Hvorfor jeg egentlig stolt gad give ham et af mine visitkort (jeg har aldrig haft visitkort før), ved jeg ikke. Han stak det i lommen uden at kigge på det. Lorteslutning på fed aften.
Forholdet sluttede i øvrigt (endelig) ugen efter. For hvad fanden er det for en kæreste, der ikke kan glæde sig på ens vegne? Ja, det var naturligvis ikke grunden, men udslaget der gjorde, at jeg måtte videreHan skulle ikke have lov at tynge mig ned, når jeg nu havde lyst at flyve. Måske var det dét? Han var jaloux? Han var pilot...

1 stk. Laureatfest i Politikens Hus.
Det var en fed fest, fin mad og fin i tøjet, bortset fra at min kjole blev elektrisk da jeg stod i RadissonBlu's bar og tog jakken af,
(så jeg lige fik vist mine trusser til min nye direktør, der, som den gentleman han er, hev ned i kjolen for mig -jeg havde ikke bemærket noget!) da jeg mødtes med mine kolleger til drinks der, inden festen.
At jeg faldt en lille bitte smule i søvn i nattoget på vej hjem og fortumlet trippede ud på Måløv station, hvor jeg stod all dressed up i bælgravende mørke og fortrød alle de krimier jeg læser, er en anden sag. Og ventede helt alene i 25  minutter på en taxa. Skræmt kanin.

En tur til Karrebæksminde hos gammel veninde, overnattede og hyggede.
En tur til Haslev hos anden gammel veninde med ny kærlighed (hendes), med efterfølgende middag med hund hos gammel flamme (min).
Besøg af gammel kollega et par gange.
Besøg af veninder flere gange.
Fest d 21. maj. Her. Skulle fejre mit nye liv, job og ny kjole - men den aflyste jeg, fordi vi lige var blevet fyret - hvem pokker har så trang til at feste??
Påskemiddag hos mine forældres venner.
Tur på Rizraz med gamle kolleger fra Farum.
Fødselsdag hos eks'ens familie i Hellerup , inden han blev fortid.
Besøg af veninder.
Besøg hos veninder.
Tæller besøg på genbrugspladsen med?

Status: Halvdelen af året er gået. De lange lyse nætter er på retur. Jeg er ikke en skid social. Jeg må tage mig sammen!
Arrangere en fest. Sige JA TAK når jeg bliver inviteret. Get a life.

mandag den 20. oktober 2014

Andre boller

Stødte på denne artikel på fra Kristeligt Dagblad.
Den fik mig endnu engang til at tænke lidt over, hvor meget tid jeg bruger på henholdsvis pc og smartphone: Alt for meget.
Jeg er typen, der altid har min telefon på mig.
Der er ganske få undtagelser: jeg har den ikke med i bad, men den ligger lige på den anden side af bruseforhænget på en skammel. Den kunne jo ringe eller bippe, mens jeg var i bad. Og måske ville jeg endda gå glip af noget vigtigt, hvis jeg ikke tog den. Og jeg er jo ledig og skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet - men man har vel lov at gå i bad?
Jeg har den heller ikke med, når jeg skovler hestelort på folden og det vælter ned i stænger, som det har gjort i, hvad der føles som evigheder. Men så ligger den inde i skuret og venter.
Jeg er endda også typen, der gerne tager billeder af hvad som helst og smækker dem på Facebook. Mine "venner" på Facebook troede på et tidspunkt, at mit liv ikke bestod af andet end høns og heste - jeg nærmest spammede med billeder af mine smukke dyr.
Men hvorfor egentlig? Hvor interessant er det lige at se hundredetusind billeder af mine 10 høns (nu er vi nede på 9) og min hund og hest? Det er de samme dyr. Og bare fordi jeg finder dem smukke, er det jo ikke ensbetydende med at alle gider glo på dem.
Til gengæld er jeg vældig flink til at "like"folks kager og babyer og speltbrød.

Jeg tjekker min mail mange gange i døgnet. Jeg sender sms temmelig tit. Egentlig bliver jeg ofte pisseirriteret over at blive afbrudt i tide og utide. Så tikker der en sms ind, og afsenderen forventer svar indenfor kort tid. Men jeg er i gang med at strikke eller læse og gider ikke lige svare. (Jeg må med skam melde, at jeg ofte glemmer at svare - ikke med vilje!)
Mine sms'er ankommer sikkert heller ikke altid belejligt hos modtageren.
Jeg står i kø i supermarkedet og i stedet for at nærstudere indholdet af folks indkøbsvogne/kurve og digte historier oppe i hovedet om dem, tjekker jeg min mail. For tænk nu hvis der pludselig kom et eller andet vanvittigt spændende.
Jeg logger på Facebook i tide og utide og sidder ustandselig og glor ned i min telefon, dog er jeg så gammel og så godt opdraget, at jeg godt kan føre en samtale med andre levende mennesker uden at kigge i den.
Jeg kan gå helt i panik, hvis jeg ikke kan finde den - og kan nærmest ikke køre bil uden.
Ikke fordi jeg bruger GPS'en, men fordi jeg næsten lammes af skræk over, hvad der vil ske, hvis jeg er ude for et uheld, kører et rådyr over eller ser en ulykke, og jeg så ikke kan ringe efter hjælp? (bør dog beroliges ved tanken om, at alle de andre i trafikken sikkert har deres med).
Jeg rider aldrig tur på hesten uden, enten jeg selv eller en af de andre har telefon med.
Men det er igen det der med at ringe efter hjælp, hvis uheldet er ude.
Men jeg besvarer heller ingen opkald eller sms, når jeg sidder på hesteryggen.

Nu skal der så andre boller på suppen. Har besluttet mig for at tjekke min mail 3 gange dagligt: morgen, middag og aften. Skære ned på antallet af logon på Facebook. Og ikke tage telefonen frem i supermarkedet før det er min tur til at betale, og jeg skal finde dankortet frem - det sidder i mobilens cover.I stedet må jeg betragte de andre kunder og deres indkøb, kede mig eller hvem ved, måske møde the next Mr. Right?

Følgende er et fint - men heldigvis harmløst - eksempel på, hvad der sker, når mobilen skal frem.
Var ude at ride aftentur i forrige uge. Det var en utrolig smuk aften med den flotteste himmel. Og jeg tog min Iphone frem for at fotografere den betagende solnedgang. Men jeg skulle holde på både tøjler, pisk og telefon - og tabte pisken. Så jeg måtte af og samle op. Hjemme igen skulle jeg sende billederne til min rideveninde -det var før jeg fik læsebriller - og kom til at slette dem i stedet.
Skulle nok bare have ladet mobilen ligge i lommen, i stedet for at forevige øjeblikket. For solen forsvandt jo nærmest helt, inden jeg fik fumlet færdig og samlet op...




søndag den 19. oktober 2014

Søndagsgenbrug #4

Søndagens genbrug er fra d.11. oktober 2012 -sjovt at se som livet af og til kører i ring. Er atter ledig og har fået ny, gammel bil - men ingen kæreste...


UDMATTET MED GLAD


I de sidste par måneder er der sket vildt mange ting i mit lille liv.
I sommer blev min elskede gamle bil skrottet. 
Så skrottede jeg den gamle on/off kæreste.
Så mødte jeg en dejlig mand. Som blev min kæreste:-)
For et par uger siden blev jeg afskediget pga. nedskæringer. 
Først tog jeg det rimelig cool, for jeg var (er) så forelsket. Tænkte sådan lidt overskuds-new-age-agtigt, at der nok kom noget bedre. At Gud, når han lukker en dør, åbner en ny.... og videre i den dér, lettere tåbelige dur. Den følelse holdt i et par dage.
Samme dag som jeg blev fyret, fik jeg tilbudt et job. 
Som jeg sagde nej tak til.
Og havde det godt med det i ca. en dag. Så begyndte jeg a spørge mig selv (og andre) om jeg mon var rigtig klog? 
At sige nej til et job midt i denne her belastende lortekrise?!?
Så begyndte jeg at blive temmelig træt og trist. 
Så holdt jeg et par ferie-fridage.
Og i dag har jeg fået nyt job!
Lige nu arbejder jeg som repræsentant, ansat af et lille firma, som igen er ansat af en række danske forlag. Kører rundt til boghandlere på Sjælland, de små øer og Bornholm og elsker mit job. 
Som så slutter ved årets udgang.
Og takket være det job, har jeg fået et nyt. Da jeg besøgte en boghandel i mandags, tilbød de mig et job. Som ansvarlig for bogafdelingen:-) Det er lige mig :-)
I dag forhandlede vi løn - og jeg starter efter nytår!
I går har jeg fået fire nye hjul. Med en ældre, men smuk, VW Polo ovenpå:-)

Life is good :-)

fredag den 17. oktober 2014

Jeg er utro

Jeg kryber til korset og tilstår:
Jeg er gået død i "Stillidsen", den anmelderroste og prisvindende roman af Donna Tartt:



Jeg ved ikke rigtig hvorfor - måske er det fordi, jeg for tiden får fingre i så mange andre spændende bøger, der lokker mit letpåvirkelige sind på afveje? 
Jeg er en bog utro med en anden - eller tre.
Men jeg opgiver den ikke helt - den må bare lige vente lidt, for læse den skal og vil jeg, har nemlig lovet at læse den for at anmelde den på en anden blog. Og man må jo ligesom holde hvad man lover.



torsdag den 16. oktober 2014

Boganmeldelse: "Gengældelsen"

Anmeldelse af Steffen Jacobsens "Gengældelsen"

Udgivet 10/10 - 2014, 413 sider
Har du ikke læst "TROFÆ"?  Så skynd dig at læse den, inden du starter på denne fantastiske, hæsblæsende krimi. Det er en selvstændig toer, men der er altså ikke noget ved at starte med en toer for at gå tilbage til etteren, synes jeg - men det må du naturligvis helt selv bestemme. Men igen er Michael Sander og Lene Jensen vores hovedpersoner og helte.

Steffen Jacobsen skriver så man taber pusten. 
Danmark rammes af et terrorangreb, en selvmordsbomber udløser en bombe under Himmelskibet i Tivoli og 1241 personer bliver dræbt. Ingen påtager sig skylden.
Efter det bliver Danmark aldrig det samme igen: menneskelige hensyn og regler sættes til side i jagten på de skyldige.
Lene Jensen er ramt af en personlig tragedie, og er jobmæssigt kørt lidt ud på et sidespor. 
Deprimeret og halvfordrukken hutler hun sig gennem arbejdsdagen - hjemme skyller hun sovepillerne ned med vin og sprut.
Hun arbejder på Livslinjen, den anonyme rådgivning for selvmordstruede og bliver ringet op af Ain, som hun før har talt med.
Da denne uheldigvis dør under et tog på Nørreport mens Lene taler med hende, vågner Lenes geniale politiinstinkt atter til live - der er noget galt...

Michael Sander, den hundedyre privatdetektiv, kommer også på banen og han og Lene er pludselig midt i et kapløb for livet.
For der er tydeligvis endnu et angreb på vej, spørgsmålet er bare, hvem de kan stole på?
Jeg vil ikke afsløre mere - bare opfordre dig kraftigt til at læse den, hvis du er til krimi.


mandag den 13. oktober 2014

Kreativ

Lørdag aften som single på landet er ikke altid vild og voldsom.
Faktisk bruger jeg ofte min lørdag aften på at rydde op og gøre lidt rent, mens jeg venter på et afsnit af "Vera", der starter alt for tæt på min nu-går-jeg-død-tid.
I lørdags havde jeg været i IKEA og bl.a. købt en rulle julepapir til 15 kr.
Engang sidste (eller var det virkelig forrige?) sommer var jeg på loppemarked, og fik fat i en fin gammel standerlampe, men skærmen var ærlig talt noget ramponeret, så jeg skrællede den af stativet og så røg den i en skraldespand allerede på loppemarkedet.
Siden har den stået i garagen og ventet på jeg skulle finde en passende skærm. Men det var ikke så nemt at finde én, der passede, fordi den skal sidde på et bestemt stativ.
Så jeg har lavet en selv, af julepapir og en rest silkebånd.
Desværre er jeg ikke jordens mest tålmodige og omhyggelige menneske, når jeg hurtigt vil lave noget til mig selv. Så den er ikke heeelt lige - men tæt på.
Jeg er normalt ikke særlig kreativ, så jeg er faktisk temmelig stolt af min hjemmelavede og meget billige lampeskærm.







søndag den 12. oktober 2014

Søndagsgenbrug #3

Indlægget hed "Citrontærte med marengs" og er fra d. 15.1. 2012

I går skulle jeg have en slikmund på besøg.
Besluttede mig  derfor for at lave en citrontærte med marengs, noget jeg altid har haft trang til, men aldrig hverken smagt eller lavet.

Her er resultatet:

Den ser da ok ud, ikke?

Rester 
Her er opskriften, som jeg har fundet på "Boligliv"s hjemmeside:

Mørdej: 
200 g mel 
120 g koldt smør i små tern 
100 g flormelis 
1 lille æg 

Citroncreme: 5 æggeblommer 
75 g sukker 
½ dl citronsaft
revet skal af 1 økologisk citron
75 g smør (stuetemperatur) 

Marengs: 
3 æggehvider 
1 tsk. citronsaft 
150 g sukker 


1. Mørdej: Kom mel i en skål, og smuldr smørret heri. Tilsæt flormelis, og saml dejen med ægget. Stil dejen køligt i 1 time. 

2. Rul mørdejen ud, og læg den i en smurt form, så den dækker både bund og kant. 

3. Tænd ovnen på 200 grader. Bag bunden i midten af ovnen i 12-15 min., til den er gylden. Afkøl bunden. 

4. Limecreme: Kom æggeblommer, sukker, citronsaft og citronskal i en gryde, og kog op under svag varme, mens der piskes i cremen, til den tykner. Tag gryden af varmen, og afkøl cremen, til den er fingervarm. 

5. Rør smørret i cremen, til den bliver tyk og cremet. Fordel citroncremen på den bagte bund. 

6. Hæv varmen til 225 grader. 

7. Marengs: Pisk hviderne stive med citronsaft og sukker. Fordel marengs over tærten, og brug en kniv til at forme toppe med. 

8. Bag tærten i 5-8 min., til marengsen er gylden.

Jeg har skrevet opskriften, som jeg har lavet den, altså med citron og ikke lime.
Det er i øvrigt løgn... jeg brugte en færdig rulle mørdej :-)

Den smagte supergodt, meget forfriskende.
Veninden blev glad, og nu - aftenen efter - er naboerne også glade, da jeg alligevel syntes det var for ulækkert at spise en halv tærte selv, fik de en kvart.
En kvart tærte kan man vel altid kværne?

fredag den 10. oktober 2014

Kulturnat

Så er det søreme i aften, der er kulturnat? Jeg har aldrig deltaget - men til gengæld hvert år sagt, at næste år vil jeg med.
Det bliver så heller ikke i år...
Aner ikke, hvordan det kommer bag på mig - tror jeg skriver det ind i næste års kalender.
For i aften har jeg andre planer og kan ikke lige smutte til hovedstaden og være kulturel.
Desværre.
Jeg ville ellers så gerne være kulturel - i det mindste bare lidt. Men det bliver aldrig til så meget.
Synes faktisk at tiden flyver af sted og jeg kan slet ikke følge med - lige pludselig bliver det mørkt og bang - så er det aften?
Derfor satte jeg mig ned i går og lavede et slags skema over min uge. Fandt ud af, at der i WORD er nogle mægtig smarte skabeloner. Jeg skrev alle de ting, jeg allerede gør nu samt alle de ting, jeg burde vil og bør gøre.
Selv om jeg stadig er ledig er der nok at gøre.
Har sat 3 timer af hver morgen/formiddag til hesten - så er der både tid til at muge og ride - og ikke mindst drikke kaffe med min rideveninde. Det gælder alle dage minus torsdag, hvor jeg mødes med min gruppe, fra det 6 ugers kursus, jeg lige har afsluttet. Vi blev enige om stadig at mødes, så kan vi skrive ansøgninger sammen og motivere og inspirere hinanden.
Hesten er heller ikke på skemaet i weekenden, jeg muger dog alligevel og rider sikkert også - men det bliver når det ellers passer ind.
Som noget helt nyt har jeg besluttet mig for at sætte "skrive" på skemaet. Jeg elsker at skrive, og vil gerne gøre noget mere ud af det- så nu skal jeg skrive to timer hver dag.
Det gælder fra mandag, og jeg er spændt på, om jeg kan overholde det. Men det vil jeg!
Burde måske skrive "kulturel" på skemaet også?

Og hvor kulturel er du?



Billede lånt her, hvor du også kan
købe kulturnatpasset

tirsdag den 7. oktober 2014

Må man sige neger?

Nu er jeg gennem et stykke tid stødt på artikler om sprog i børnebøger/børnesange og politisk korrekthed.
Både her og der og alle vegne.
Politisk korrekthed er pissekedeligt!
Og er politisk korrekthed overhovedet nødvendig?
Kan man ikke bare læse teksterne i deres historiske kontekst? Og kan alle børn ikke forstå, at Pippis far altså er negerkonge, fordi man gerne måtte sige "neger", dengang bøgerne blev skrevet?
Efter min mening, bør man ikke ændre i de originale tekster. Jeg mener at børn er fuldt ud i stand til at forstå, at verden engang var anderledes.
Hvorfor skal alting være så politisk korrekt og kedeligt? Astrid Lindgren var ikke racist og ordet neger var ikke nedladende, racistisk eller på andet måde stødende (ment), dengang det blev skrevet.
Jeg synes det er synd, at så mange ting og udtryk går tabt, fordi man ikke længere må sige det ene og det andet. Der er ingen negerboller eller negerkys mere...

Må læreren egentlig skrive eleven i den lille sorte bog?

Da jeg for mange år siden læste H.C. Andersen for min egen datter, måtte jeg hele tiden stoppe op og forklare ord som svovlstikker og tornyster - men hun forstod. Vi læste også "Lille sorte Sambo" og sang "Elefantens vuggevise", hvor "negerdreng" nu er skiftet ud med "kokosnød"...

Nu er det så Pippi bøgerne, der står for skud. Astrid Lindgrens elskede figur fra 1940'erne, hvis hvide, tykke far kaldtes for negerkonge. Nu er han sydhavskonge (i de nyredigerede svenske film er han endda bare konge).
Hvor kedeligt og u-eksotisk er det lige??? Skal jeg nu se ham for mig som en udgave af den svenske konge (som virker pænt uinteressant), når min reference er en eksotisk mand med bastskørt og gang i den?

Pippi
Jeg har læst, at Astrid Lindgren selv engang har givet tilladelse til, at bøgernes indhold kunne ændres, fordi de oprindelige formuleringer tilhører en anden tid, men hvad mon Pippilotta Viktualia Rullgardinia Krusemynta Efraimsdotter Långstrump ville have sagt til det?
Det jeg i virkeligheden vil sige er, at jeg synes man (og også de små børn) skal lære at læse (og høre) de gamle (børne)bøger præcis som de er skrevet. Jeg synes det er forkert at pille ved teksterne. Børn tager ikke skade af at lære, at verden engang var anderledes end den er nu.
Skal Enid Blytons "De 5" så til at have mobiltelefoner og Ipads, fordi 2014s børn har svært ved at forstå, at man engang kunne leve (et ganske udmærket liv) uden?




søndag den 5. oktober 2014

Søndagsgenbrug #2

Søndagens genbrug er fra d. 19. maj 2011

Da jeg have skrevet indlægget om blomster og planter mistet ved forholds-ophør og flytning, vandrede mine tanker på langfart.
Jeg har også været på langfart, boet i England, Grønland, USA, og  ca. 15 forskellige steder i Næstved... I Buresø, Slangerup, Søsum og nu Ganløse.
Og ved du hvad? Endelig (skete vist egentlig for 6 måneder siden) er jeg nået dertil, hvor jeg uden at blinke kan sige, at jeg er fandens træt af at flytte! Bare synet af de grimme brune flyttekasser giver mig myrekryb.
Engang flyttede jeg helt uden flyttekasser.
Dengang var jeg 17, og måtte ikke flytte hjemmefra for mine forældre. Så hvad gør en klog, når nu bedstevenindens storebror skulle et halvt år over there, og hans totalt for vilde lejlighed (midt i Næstved, billig husleje, el-varme og uden bad og varmt vand - men dog med træk og slip, som forresten bundfrøs den vinter, engang sidst i ´80erne, hvor det var skidekoldt og der faldt 30 m sne, og vi skulle være viceværter og skrabe sne, og det var en hjørnegrund) skulle stå tom? Og bare ventede på to unge piger, der vare ved at gå i ekstase over at skulle bo midt inde i Næstved! Og som kom til at fryse så meget den vinter, da de skiftesvis sov foran radiatoren tæt sammenslyngede med alt, hvad der var i lejligheden af tæpper, dyner og puder. Og ellers hjemme hos deres respektive forældre/kærester for at få varmen...Og når de var vågne, skovlede de sne - og hvis de havde penge var de på Exxos hele natten... Hvis de ikke havde penge, var de på Exxos fra kl. gratis indgang og drak sig stive i sjatter :-)
Og levede forresten af leverpostejsmadder og de store spande peanutbutter, den enes far havde med hjem fra USA.
Man smug-pakker sine ting, gør man -samt viskestykker stjålet fra sin mor - i plasticposer, og flytter gradvist, indtil man (chicken-agtigt, I know) ringer hjem fra kærestens mor og fortæller, at man er flyttet hjemmefra...

Dengang var det hylende morsomt at flytte - og det helt uden de grimme brune.
Egentlig burde jeg jo få en form for rabat? Jeg har dæleme købt mange!!!  Køber dem forskellige steder, så sælgerne ikke skal få ondt af mig, eller tror, jeg bruger dem til et eller andet perverst. Eller også burde jeg i virkeligheden plante en hektar skov - mindst - for at kompensere for al det pap, jeg har brugt. Og de holder sgu ikke evigt, selvom jeg altid har nogle leftovers på lager...



Nogengange er det sjovt, man pakker kasserne sammen med sommerfuglene i maven, glæder sig over det nye sted man skal bo, det nye liv man skal have. Så er pakningen nærmest en leg. Og man mærker slt ikke, man skærer sig på det pokkers pap, når man samler kasserne. Man tænker ihh og åhh når man pakker tingene sammen, og forestiller sig dem det nye sted.

Men efter et vist antal flytninger, bliver man pissetræt af at pakke det samme lort ind og ud og op hele tiden. Og mærkeligt nok, er det altid det, man holder mest af, der smadrer?

Jeg har flyttet for lidt: Et pænere badeværelse, altan,badekar, billigere husleje, større stue, pæne vinduer, fyldningsdøre, stueetage, skråvægge, ekstra værelse... You name it og jeg har sikkert brugt netop den grund til at flytte (igen)! Jeg er kendt som hende, der aldrig har nok kasser, spørg mine veninder om de er trætte af at flytte ting i vasketøjskurve og plasticposer? Men det er altså ubehageligt at bruge penge på noget så grimt, som de brune!
Jeg har faktisk boet i 5 ud af en lille ejendoms 11 lejligheder. På omkring 7 år. Men der er mange år siden.

Så har jeg flyttet for meget: En pludselig opdukken af Mr. Right rykkede mine stakkels fastgroede Næstved-rødder op (og ungens med), og så forlod vi alt og alle. Samt nogle af de ting, han ikke kunne lide.
Dem kunne jeg såmænd bare have pakket, han ville aldrig have opdaget det. For efter et år, stod 98% af kasserne stadig i garagen, hvor de blev sat, da vi flyttede ind 18. juli 2006...
For det, der skulle have været rammen om vores lykkelige sammenbragte form for familieliv, blev ligesom aldrig færdigt ( og er det stadig ikke) Var det mon derfor, vi aldrig kom til at ligne dem her?:
Så vi flyttede igen, pigebarnet og jeg. Sidstnævnte havde vandet så mange høns, at flyttekasserne burde have opløst sig selv. Vådt pap...
Der skulle ikke pakkes så meget. Men grædt over spildt mælk, i form af alle de smukke "tøseting" vi havde kørt på genbrugspladsen, fordi de ikke lige passede ind, det blev der!
Hæ hæ, jeg kom da til at smide et par havemøbler på bålet en aften - helt ædru, men nok en anelse vanvittig af et eller andet der kunne minde om sorg. Men okay, det var nogle faldefærdige hvide fletmøbler, jeg havde reddet fra en forvirret nabos storskraldsbunke - meget søde og feminine - så hans sorg over det, var nok nærmest ikke eksisterende..
Og pludselig sidder man i en lejlighed over en ildelugtende restaurant i Slangerup, som man ikke gider bo i. Og vander flere høns, over de høns vi aldrig nåede at få, og hunden der skulle hedde Homer. Opkaldt efter eks'ens forbillede, som han i øvrigt ligner nu. Dog har han stadig sit hår og ikke helt så grimme bukser og store læber. Det får lige en til at huske på, at man nok lige skal overveje sit forbillede/idol. For tænk, hvis man kommer til at ligne!
Nå men Gud var med os. Og en dag ringede en dame, som havde set et opslag, jeg havde glemt at pille ned, dengang vi pludselig skulle flytte og dét helst meget hurtigt!
Og så fik vi drømmeboligen. I 2½ år.
Dengang var det fedt at pakke! Og så fik vi hund! Sådan en dejlig langhåret bavian, der forsøder hverdagen og sviner ad helvede til.
Og så flyttede vi igen....
Og for den da, hvor er jeg træt af de brune - se dem lige! GRIMME.GRIMME GRIMME GRIMME!!! Især når man bruger dem ret ofte! (pakkede også lige forlaget Thaning & Appels arkiv i 100 af dem):


Kunne de ikke bare se lidt pænere ud? Som disse her måske??


Så ville det da være en fryd at flytte :-)

Og på den anden side, hvis alternativet til al mit flytteri er den sidste flytning i kun én kasse


Så siger jeg bare: Keep moving

LinkWithin

Follow Frk. Bogorm