søndag den 28. september 2014

Søndagsgenbrug #1



Ugens søndagsgenbrug er fra 2. maj 2011

Sjov oplevelse søndag

Søndage... søndage kan være gode og søndage kan være...søndage.
Nogen gange bryder jeg mig ikke om søndage. Det er sådan en mærkelig dag, synes jeg - sådan en, hvor man kan føle sig lidt ensom og trist. Ikke gide gå i bad (hvilket man bitterligt fortryder, når man i køen hos købmanden får øje på megalækker mand, samtidig med man indser, at man lugter hengemt og lidt af sved).
Men i går vågnede jeg overraskende sent, sov helt til klokken nærmest 11. Var ør i hovedet og tog det der søndagsbad, jeg ikke altid tager - nogen gange har det sin charme at være bevidst grim og smånusset en hel dag.
På med tøj og sko, og ud ad døren med hunden. Hunden er p.t. mit livs kærlighed, indtil der dukker én op, der kun har to ben og ingen hale...
Nå men vi vandrer derudad, hun er som sædvanlig en møgirriterende (hyrde)hund og tror, hun skal fange bilerne. Men hunden er en stor stærk én, og temmelig svær at holde på fortorvet. Jeg er ikke en stor, stærk én, nærmere tværtimod. Vi går ud et sted, hvor vi  aldrig har gået før, går i rabatten ved en lille landevej.
Jeg bemærker godt den hvide varevogn, der kører forbi , for hunden er vanvittigt forelsket i den.
Men så kommer den igen, bilen, den anden vej, og chaufføren stopper ovre i den anden side af vejen.
Jeg tænker hvad fanden vil han? og spekulerer lidt på, om jeg er ved at blive bortført eller måske lagt an på - der, midt ude i ingenting.
En fyr med hestehale ruller vinduet ned og siger "Det er godt nok ikke så tit man ser en Briard!"
Jeg ånder straks lettet op, han er åbenbart bare en uskyldig hundemand... Det ender med vi står og snakker hunde, det viser sig han engang havde en Briard, der lignede min - og det er tydeligt at han savner den, sådan som han kæler med min og siger lyde. Så jeg fortæller ham, at der på en hjemmeside på en kennel, jeg kender, er en fin sort hanhund der søger nyt hjem.
Gud ved om jeg fik lavet et match dér?

Mig og hunden går hjem igen. Jeg fniser lidt  over al den opmærksomhed man får, når man har en smuk og ualmindelig hund.
Og det blev en af de gode søndage, selv om jeg lige er blevet fyret fra mit drømmejob, fordi virksomheden blev overtaget af en anden og vi alle afskediget...
Sluttede af med at se en film. "Spis, bed, elsk".
Synes det var en hyggelig film, med mange ting, der fik mig til at tænke over mit liv - hvad vil jeg og hvor er jeg på vej hen? Men ok  det kunne jeg godt tænke uden - en fyring får ligesom en til at tænke alligevel!

lørdag den 27. september 2014

Boganmeldelse: "Savnet"

Anmeldelse af Michael Katz Krefelds "Savnet"

Udgivet 19. september 2014, 367 sider
Bogen er 2. del i serien"Ravn" om den tidligere politimand af samme navn.
Han bor på sin husbåd i Christianshavnskanal med hunden Møffe og sine dystre tanker.
Den første bog hedder "Afsporet" (læs den først).
I dette bind skal Ravn hjælpe en kvinde, hvis bror er forsvundet. Efter et velgennemført tyveri mod sin arbejdsplads, hvor Mogens lænser firmaet for adskillige hundredetusinde, rejser Mogens til Berlin - og der slutter alle spor. 
Søsteren Louise hører ikke fra ham og kontakter vores Thomas Ravnsholdt for at bede om hjælp.
Først afviser han, men det hjælper på det at Louise er en tiltrækkende kvinde, og sammen rejser de til Berlin, for at finde Mogens. 
Med sig har de de eneste spor, en mailkorrespondance af romantisk karakter mellem Mogens og en Renate Schumann.
Bogen er i to spor. Det ene er nutiden i Danmark og Berlin med Ravn og Louise, det andet er i 1989 i Berlin, lige inden murens fald. Her følger vi Hausser, en usædvanligt frastødende Stasiofficer, med speciale i voldelige og smertefulde afhøringer.


Efter min mening er bogen lidt lang i spyttet. Det tager hundrede år, før Ravn og Louise havner i Berlin, men da de endelig ankommer, tager begivenhederne til gengæld fart.
For Mogens er ikke den eneste enlige mand, der er forsvundet...


torsdag den 25. september 2014

Som noget helt nyt

Vil jeg nu introducere nye - og gamle - læsere for ældre indlæg.
I  D.J. branchen kalder man, ifølge min nabo, det for throwback, når gamle numre relanceres.
Jeg kalder det genbrug. Og har selv haft det sjovt ved at genlæse de gamle indlæg. Og ofte krummet tæer; enten fordi der ikke er sket nogen ændring overhovedet, eller bare over, at jeg engang var "sådan".

Jeg vil præsentere jer for et genbrugsindlæg nu og hver søndag i laaang tid.

Følgende er fra 10. januar 2012 og hed "Forstår det ikke helt"

Altså, jeg forstår det ikke?
Vi er 10 dage inde i det nye år og der er ikke sket en skid.
Jeg er hverken begyndt at løbe, gøre noget ved det overflødige fedt, jeg i mere end 42 år har været forskånet for, begyndt at spise sundt, holdt op med at ryge eller drikke cola.
Og hver gang jeg drikker en kop kaffe, har jeg tilsyneladende lykkeligt glemt, at jeg ville begynde at drikke kaffe uden sukker.
Måske er det alderen, der trykker?
Jeg har simpelthen glemt, hvordan mit nye liv skulle være?
Jeg har heller ikke været særlig social i min fritid - men har dog indtil flere aftaler udenfor arbejdstid i kalenderen.
Det er bare som om, at jeg nogengange får behovet for samvær så rigeligt dækket på mit arbejde.
Jeg ser jo mennesker hver dag.
Mange mennesker. Nye mennesker.
I sidste uge, og hele denne, har vi haft og skal have møder med forlagene.
Det er virkelig interessant og spændende, og jeg elsker det. Men når man så har siddet dér og holdt ørerne stive, øjnene på stilke og forsøgt at finde plads til alle de nye informationer i hjernen (som jo burde have lagerplads nok, siden den åbenbart har slettet mine nytårsforsæt),  - er jeg ligesom fed up, som de siger ovre i Det Store Land, hvor de fleste er temmelig større end jeg.



Og så er det altså noget så dejligt at komme hjem.
Iføre sig alt det uklædelige, men varme, tøj og slæbe den glade hund med ud på en lang gåtur med blinkende lygter og refleksbånd.
Blive blæst godt igennem (er det bare mig, eller er det som om det har blæst uafbrudt de sidste 3 måneder?), for så at komme hjem, stå transvedende i entreen og afføre sig alt klunset, efter samvittighedsfuldt at have smidt den sorte hundelortepose i den store skraldespand, lave en kop kaffe, gribe den nærmeste åbne bog - og bare være taknemmelig for freden?
For at datteren er hos en veninde (kors, jeg er en elendig mor, der nyder det, når teenageren ikke er hjemme)!
Og så er den her måned altså bare så hård at komme igennem.
Jeg forstår det ikke - jeg har spist 2 kæmpe piller med sådan noget fiskeoliehalløj og burde være frisk?
Som en fisk.
Men lige nu har jeg det mere som en guppy på land.
Gispende og udmattet. Og nu kom jeg til at skrive i stedet for at se den svenske krimi, der lige er startet på DR1.
Ville ellers have fejret, at vi endelig efter fire uger uden, nu kan se TV igen.
Men det havde jeg åbenbart også glemt...

onsdag den 24. september 2014

"Resten af livet" - boganmeldelse

Anmeldelse af Lisbeth Bruns "Resten af livet",

Udgivet 14. august 2014, 252 sider
Da denne bog ankom med posten lovede jeg mig selv, at jeg ville administrere det således, at jeg fortærede bogen i små bidder.
For efter at have læst de tre foregående bind (se nederst hvilke), var mine forventninger tårnhøje og jeg anede, at jeg ville sluge den alt for hurtigt.
Jeg glemte så ligesom det dér med små bidder.
Og mine forventninger blev indfriet til fulde.
Forventer du her en kritisk gennemgang, behøver du ikke læse videre.
Jeg er fuldstændig fjollet med Lisbeth Brun - hun er min nye litteraturheltinde.

"Resten af livet" foregår i 2012, hvor Helle igen vender hjem til  Lendrup.
Hun køber Fjordagerholm og etablerer en sommerridelejr for overvægtige børn, en slags julemærkehjem til hest.
Og allerede nu kan jeg mærke, at jeg ikke kan skrive så meget mere, uden at afsløre for meget.
Det vil jeg helst ikke. For jeg synes nemlig, du skal skynde dig ned i din boghandel, på biblioteket eller på nettet (du bestemmer helt selv) og få fingrene i "Vejs ende". Find en god stol, hiv stikket ud (eller sæt mobilen på lydløs), lav en kop kaffe/te - og nyd så Lisbeth Bruns uovertrufne fortællekunst!
Hun skriver så dejligt, at jeg bliver helt lykkelig i maven. Og det tror jeg, at mange andre også ville blive, hvis de læste hende.
Lisbeth Brun er superb.
...men jeg kan da afsløre at bøgerne handler om menneskelige relationer, den jyske natur og valg/fravalg.


Her er rækkefølgen på bøgerne:

  1. "Vejs ende"
  2. "Det du mister"
  3. "Som brødre vi dele"
  4. "Resten af livet"
Rigtig god fornøjelse!








lørdag den 20. september 2014

Boganmeldelse: "Eremitten"

Anmeldelse af Thomas Rydahls "Eremitten" 
forlaget Bindslev

UDKOMMER D. 26. SEPTEMBER 2014

UDKOMMER FØRST  26/11-14, 520 sider
Det er ikke så ofte, at en ældre taxachauffør og eremit er helt og hovedperson i en krimi.
Men her er det tilfældet.
Thomas Rydahls debutroman er en enestående fortælling om livet (som det forhåbentlig ikke er i virkeligheden) på den kanariske ø Fuerteventura, med flot beskrevet persongalleri og lokalkolorit. Den er allerede inden udgivelsen solgt til udgivelse i flere lande, og så udkommer den på det lille forlag Bindslev (stort tillykke til dem, det er sgu så dejligt, at det ikke altid er Gyldendal eller en af de andre store, der render med det hele), som må være ved at dejse om af lykke for tiden.
Aviser, blade og elektroniske medier vrimler med begejstrede anmeldelser, og nu vil jeg slutte mig til koret.

Vores taxakørende helt Erhard har i mange år boet på Fuerteventura, han bor afsides og alene med to geder og kaldes Eremitten. Han kører taxa, når han ikke er for fuld -  for indimellem drikker han sig en ordentlig kæp i øret. Han er ikke ensom, han har venner,arbejde og faste kunder, men foretrækker at bo i sit faldefærdige skur af en bolig.
Blandt hans venner er den charmerende og velhavende Raùl og dennes smukke kæreste, samt en umælende autist Aaz.
En lille babydreng findes død i en papkasse på bagsædet af en efterladt bil på stranden.
Politiet erklærer hurtigt sagen for opklaret og lukker den, men Erhard tror der stikker noget under.
Han kommer rundt på hele øen og både ser og hører en masse, og pludselig tager begivenhederne fart. Eremitten beslutter sig for selv at opklare sagen.
Som en tæge på en korthåret hund hager han sig fast og påbegynder sin egen undersøgelse.
Der sker en hel række skrækkelige ting, som jeg ikke vil afsløre her, men der er flere døde, mafialignende personer og Erhard er ikke eremit hele tiden...
Jeg kan kun anbefale dig på det kraftigste at læse bogen! 
Personligt håber jeg på flere bøger af Thomas Rydahl - mon ikke han er det nye stjerneskud på den danske krimihimmel?

Du kan købe bogen her

lørdag den 13. september 2014

Boganmeldelse: "Levende og døde i Winsford"

Anmeldelse af Håkan Nessers "Levende og døde i Winsford", 

Udgivet 22/8-14, 361 sider

Håkan Nesser er noget helt, helt særligt. I hans bøger er tempoet roligt samtidig med, der sker en masse. 
Man får ikke åndenød, fordi man ikke kan følge med, men fordi han skriver så utroligt godt; mættet og levende.
En midaldrende kvinde gemmer sig med sin hund, som hun har besluttet sig for at overleve, på heden i Exmoor i et hus, hun har lejet for et halvt år.
"Seks måneders forår og vinter på heden. Uden andet selskab end Castor, min egen aldrende krop og min vildfarne sjæl".
På heden får vi langsomt at vide, hvad der fik Maria til at gemme sig dér, under sin mors ungpigenavn. 
Martin, hendes ægtemand gennem mere end tredive år, litteraturprofessor og forfatter bliver anklaget for voldtægt af en ung pige. 
Manden nægter, men vores hovedperson er i tvivl.
Og ender alene med hunden Castor i England.
Hvad er gået forud?
Jeg vil ikke afsløre mere her, kun anbefale dig at læse den. Nessers personskildringer er mesterlige.

Du kan læse et uddrag af bogen her tryk på her)


tirsdag den 9. september 2014

Når brikkerne falder på plads

Skal jeg nok anmelde de 3 skønne og nylæste bøger, jeg har liggende. Men det er de ikke endnu:
Jeg er temmelig træt i hovedet. Går på kursus med en masse dejlige mennesker og lærer en hel del spændende ting. Mine to brikker fiser forvirrede rundt bag min hjerneskal og hamrer med jævne mellemrum ind i hinanden.
Jeg går på 6 ugers selvvalgt kursus hos Manning Inspire i Gentofte - og jeg tør love for, jeg bliver inspireret. Faktisk kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har brugt min hjerne - eller mig selv - så meget.
Jeg meldte mig på kurset fordi jeg, som nogen måske kan huske, ikke aner hvad jeg vil med mit liv.
Nu er jeg inde i en heftig process, der hjælper mig med at definere, hvad pokker det er jeg vil. Hvad jeg ren faktisk kan, tager vi en anden gang.
Men det er pænt hårdt arbejde at gå på det dér kursus. Ikke nok med det er hårdt, det er også pænt skræmmende. Skræmmende og hårdt! Men vildt dejligt!
Så når brikkerne er faldet til ro vil jeg atter være på banen med anmeldelser af nye og spændende bøger - so hang in there!

mandag den 1. september 2014

Snestorm ønskes

Jeg kunne virkelig godt bruge en god, gammel gedigen snestorm lige nu! Sådan én der gør, at man sner inde i flere dage. Der hyler og hyller verden i hvidt, så det kun er nødvendigt at gå ud for at fodre hestene.
Det er nemlig årets fedeste (og travleste) tid for os bogelskere.
Der udkommer simpelthen så mange bøger for tiden - de skal være klar til julehandelen (som jeg heldigvis slipper for i år).
Men på en eller anden sær måde, er det også en lidt stresset tid.
På den gode måde dog.
Jeg har uendeligt mange helt nye og mindre nye bøger liggende, klar til at blive læst.


 Et udsnit af min definition af lykke
Og jeg får helt hjertebanken når jeg kigger på bunken, der nærmest vokser for hver dag der går. 
Jeg ved, jeg kommer igennem dem alle (og flere til), men uhh hvor er det svært at beslutte, hvilken der skal læses først, og ikke lige smuglæse lidt i en af de andre. 
Så lige nu er jeg i gang med en hulens masse bøger. Og har læst en hulens masse fantastiske bøger. Er bagud med anmeldelserne - har lige læst den nye Nesser (GOD) og den nye Lisbeth Brun (OGSÅ GOD)- men ikke skrevet om dem endnu.
Jeg har nemlig brugt en del krudt på at skrive til et helt andet medie - men mere om det en anden gang...

LinkWithin

Follow Frk. Bogorm