tirsdag den 25. februar 2014

Og nej, det er IKKE mandag

Sådan en dag, hvor man bare er pissetræt lige fra vækkeuret ringer ti i seks. Hænger  i telefonen mellem læge, A-kasse og fagforening og alle siger, at det, de andre siger er forkert. Når man på vej i bil møder en anden og lige ruller vinduet ned for at give en besked på stille vej - og der så lyder et knald og vinduet forsvinder ned et eller andet sted i førerdøren.
Og man kører vred og ærgerlig op i byen med (kold) vind og sol i håret, bare for at opdage at kommunen endnu ikke har åbent. Og det brev man troede, man bare lige skulle ind og aflevere ikke er i konvolut - så man må folde det 700 gange og presse det ind ad brevsprækken. Kold kommer man så hjem igen.
Skifter til lange underdrenge og ridebukser for så at ride en tur og vende dårlig dag til god. Og så er hesten underlig og begynder at småhalte og man må gå nogle kilometer hjem.
Og man så sidder i sin seng kl. 21.47 med kvalme og tænker, at den burger måske alligevel ikke var en god idé.
Nå, det kender du ikke?
Sådan en dag har jeg haft i dag.
MEN så kan jeg jo bare læse videre i denne her, som indtil videre ( er på s.33) tegner rigtig godt.


GODNAT


søndag den 23. februar 2014

Boganmeldelse: "Hvad vil du virkelig?"

Anmeldelse af Sofia Manning & Mie Kaae "Hvad vil du virkelig",

Udgivet 27/12-13, 261 sider
Denne bog har tiltrukket mig lige siden jeg så den første gang.
Nu er den min og tak for det!
Her er 261 sider spækket med inspiration til at finde netop dét liv, du drømmer om.
Her er spørgsmål og øvelser (som er rimelig enkle, men kræver du er ærlig over for dig selv), forfatterne fortæller om sig selv og cases, de er stødt på.
Den er let at gå til og gør, at du kommer til at tænke over måden, du lever dit liv på.
Jeg kan især anbefale bogen til dig, der ikke har læst Mannings tidligere bøger "Hvad venter du på?" og "Personlig karma" - da en del ting går igen.
Har du det liv du ønsker? Elsker du dit arbejde og er det dét, du vil bruge størstedelen af din tid på?
Jeg synes bogen virkelig sætter gang i tankerne.
Den er inddelt i 11 kapitler:

Foto af bogens indholdsfortegnelse

Og der er er endnu flere røde sider med øvelse til refleksion:

Et eksempel på øvelse til refleksion
Alt i alt en meget anvendelig og brugbar bog til dig, der er klar til at ændre din tilværelse. Det kræver virkelig mod at ændre på tingene, men jeg tror på at bare dét, at man har læst bogen sætter noget i gang. Så kan det hele ligge og lure/lumre/simre i underbevidstheden, mens man stille og roligt får mod på mere.

fredag den 21. februar 2014

I tvivl - hvad synes du?

Jeg har nu læst flere steder, at en blog skal have en rød tråd og ikke være en blandet landhandel.
Må jo så ligesom erkende, at Frk. Bogorm er en blandet landhandel.
Det var min intention da jeg startede, at bloggen udelukkende skulle handle om bøger- men det holdt ikke så længe.
Jeg har nu et stykke tid tænkt lidt på at lave en ny blog. Sådan at Frk. Bogorm fremover kun handler om noget med bøger. Og den nye kan så handle om alt det andet.
Hvad synes du? Snot for sig og skæg for sig? Eller kan du godt lide den blandede landhandel?

  Du må rigtig gerne skrive en kommentar - og ellers deltage i afstemningen ude øverst til højre på siden.
Tak :-)

onsdag den 19. februar 2014

Boganmeldelse: "Dødesporet"

Anmeldelse af Sara Blædel "Dødesporet", 
forlaget People´s Press

Af en eller anden mystisk grund har jeg ikke fået anmeldt Sara Blædels seneste krimi? Jeg læste den ellers i ét hug, umiddelbart efter udgivelsen i november. Nogle kvinder tager aldrig af sted uden en læbestift i tasken - jeg tager aldrig nogen steder uden en bog. Og lige præcis dén lørdag var det en glimrende idé:
Vi skulle nogle stykker til Sverige og kigge i hesteudstyrsbutikker, men "bussen" vi kørte i, skulle lige tankes op på vej ud af Stenløse. Desværre (eller heldigvis for mig) fik chaufføren hældt benzin på - og det var en diesel bil. Så vi tilbragte lige en halvanden times tid på tanken, mens vi ventede på hjælp.
Men jeg nød det. Jeg sad i bilen med "Dødesporet". De første 10 - 20 sider tænkte jeg "hvad fanden er nu det om?" men så blev jeg grebet. Var dybt asocial og læste hele vejen til den første butik i Sverige. Bogen blev færdig i lommelygtens skær på broen hjem.
For pokker da, hvor Sara Blædel bare kan det der! Hun forstår virkelig at skrue et plot sammen og holde læseren fanget.
Udgivet 8/11-13, 317 sider
Vi er igen i de vante omgivelser omkring Hvalsø. En knægt skal igennem et indvielsesritual, da han nu er blevet gammel nok til at være fuldgyldigt "medlem" af den gruppe, der gennem generationer har dyrket asatroen. Men noget går galt og han må gemme sig i skoven.
Louise kommer videre med sin søgen efter sandheden om ekskærestens død mange år forinden, noget der altid har plaget hende. 
Jeg vil ikke skrive så meget andet end at jeg virkelig anbefaler denne fremragende krimi. Hvis jeg havde fået lavet mit "stjernesystem", havde hun fået dem alle sammen.

Du kan købe bogen her

tirsdag den 18. februar 2014

Hønsefødder

I mange år har jeg drømt om at have høns.
Sådan nogle, der går rundt og gokker i haven, æder køkkenaffaldet og kvitterer med æg med mørkegule blommer og fin gødning.
Her hvor jeg bor har vi talt om at få høns til foråret. Men nu ser det ud til at det bliver før. Medmindre altså foråret kommer om senest 14 dage.
I dag var vi forbi en gård, hvor jeg før har købt æg. Vi spurgte, om vi måtte se hønsene. Og af en eller anden årsag havde jeg altså forestillet mig noget helt andet, end det jeg så.

Billedet er fundet på nettet og lånt her men ligner
meget godt det jeg så i dag


En kæmpe hal med omkring 500 mere eller mindre afpillede høns. Der var fandeme høns over det hele!
Vi snakkede lidt med kvinden der passede dem. De virkede til at have det relativt godt og lægger hver et æg om dagen. De får dem når de er 19 uger, og har dem i et års tid. Så bliver de slagtet, hallen renset og et nyt "kuld" installeres.
Hun fortalte, at der nogengange kommer en lokal og henter nogle af dem, inden de skal slagtes.
Og nu henter vi altså snart 10 -15 stykker af dem. Så skal de ud og have græs under fødderne, luft i maven og kig til himlen.
Og æde noget andet end hønsefuldfoder.
Jeg havde ellers forestillet mig at vi skulle have nøje udvalgte og yngre høns. Måske også nogle yndige og lidt anderledes nogen.
Men jeg har det rigtig fint med, at vi ligesom bliver "hønsereddere" og giver de her skabninger et bedre liv.
Nu får vi så bare travlt med at gøre klar til dem :-)
Er der nogen af jer, der holder høns? Har I nogle gode råd/tips/ideer? Og er der andet end ræven, vi skal passe på?


mandag den 17. februar 2014

Hvis jeg kan holde mig vågen

vil jeg helt sikkert se "Restless", der kommer på Dr1 i aften kl. 22.35.
Jeg har læst bogen, den er bygget over - en helt vildt spændende spionroman af William Boyd fra forlaget Hr. Ferdinand.
Den hedder Rastløs, og du kan se min anmeldelse af den HER,


Desværre er jeg ikke sikker på, jeg kan holde mig vågen. Har været oppe siden lidt i 6, hvor der blev fodret og muget hos hestene. Det var ved at blive lyst, allerede der ved 6 tiden. Det er jo helt og aldeles fabelagtigtt fantastisk!

fredag den 14. februar 2014

Mangel på teknisk snilde - hjælp?

Jeg kunne virkelig godt tænke mig sådan et slags pointsystem, lidt ligesom Politikens hjerter og andre avisers stjerner. Synes det ville være SÅ fedt at have en skala fra 1-5 med et symbol af en slags.
Men jeg har ingen anelse om, hvordan i alverden man laver den slags? Er der nogen af jer, der har gode ideer? Og skriv nu ikke, at jeg skal fabrikere en eller anden HTLM kode og sætte den ind efter !"#"#P%/=W/"#¤/ - det kan jeg nok alligevel ikke finde ud af. Men måske ved netop DU, hvor jeg kan læse mig til det (helst i korte sætninger med illustrationer) eller du kan forklare mig det?

Endnu bedre: En faktaboks!!?
God weekend!

torsdag den 6. februar 2014

Boganmeldelse: Eleanor og Park

Anmeldelse af Rainbow Rowells "Eleanor og Park", 

Kan du huske din første forelskelse? Hvis ikke - så kommer den til dig igen, når du læser denne helt og aldeles vidunderlige bog.
Handlingen udspiller sig i 1986, dengang der var kassettebåndafspiller og walkman og man hørte The Smiths, U2 og Dead Kennedys.
Dengang der ikke var sms'er. e-mails og Facebook, dengang man sad klistret til forældrenes fastnettelefon i håb om, at ens elskede ringede.
Hvor det ikke var så let at komme i kontakt med hinanden.
Hovedpersonerne er - som titlen - Eleanor og Park, to16-årige i Omaha, USA. Vi hører historien fortalt skiftevis gennem de to.
Eleanor bor med sin horrible stedfader, sin filmskuespillerindesmukke mor og et hav af søskende, i et lille uhumsk hus i et dårligt kvarter. 
Alle børnene deler et lillebitte værelse, døren til toilettet er fjernet og de har hver deres privatliv i en lille æske. Stedfaren Richie er en tikkende bombe, han drikker og ryger hash "Men man kunne ikke nyde, at han var i godt humør, for det var den slags godt humør, der grænsede lige op til et dårligt". 
Han er voldelig og styrer hele hjemmet med frygt og rædsel.
Vi møder Eleanor, da hun kommer tilbage efter at have været sendt væk et år. Eleanor er lidt for stor, for fattig og for rødhåret. Og allerede den første dag, hun stiger på skolebussen til den nye skole, starter mobningen. 
Men hun kommer til at sidde ved siden af Park, og det kommer til at ændre hendes liv fuldstændig.
Park er "gul" halvt koreaner og musik og tegneserienørd. Hans status er bedre end Eleanor, og de to forelsker sig. Først bryder de sig ikke det mindste om hinanden, men på de lange busture til og fra skole, nærmer de sig langsomt hinanden. Og hele det dér spirende forelskelseshalløj er så fint beskrevet, at man ryger direkte ned ad Memory Lane, og er pludselig selv i 1980'erne og forelsket. 
Men.
Samtidig med at jeg blev så grebet af deres kærlighedshistorie og nærmen sig hinanden, kunne jeg også ane en ubehagelig følelse i maven. Eleanors hjemmeliv er så kaotisk, at det bare ende galt.

Udkommer 4. marts 2014
En skøn, skøn bog, jeg kan anbefale til alle, der nogensinde har været forelsket. Især hvis du var ung i 1980'erne.
Køb den, lån den - jeg er ligeglad, bare du læser den! Desværre må du vente til den udkommer d. 4. marts 2014 - men så har du noget at glæde dig til :-)

Du kan købe bogen her

onsdag den 5. februar 2014

Søvnrøver


Jeg er ved at læse denne roman, som Gads forlag var så venlige at sende mig et læseeksemplar af.
Åhhh, den er god. Handler om to unges første forelskelse i 1980'erne. Smuk og bevægende, men jeg kan næsten ikke holde det ud, for i baggrunden lurer katastrofen. Har hele tiden fornemmelsen af, at der sker noget slemt.
Den udkommer først d.4.marts - men jeg skriver mere om den, når jeg har læst den færdig.

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...