tirsdag den 30. juli 2013

Uheldig

Nå, det er så åbenbart rigtigt, at man skal passe på med at være højlydt stolt af sig selv eller tilfreds med tilværelsen?!

I morges, da jeg var ude med hunden stod jeg pludselig som lammet midt på den lille landevej, vi bor ved.
Jeg tror hunden havde rykket i snoren, i hvert fald fik jeg så afsindigt ondt i ryggen, at jeg slet ikke kunne bevæge mig i flere minutter. Ej heller trække vejret (dog ikke i flere minutter, så var jeg vel død?).
Jeg gik helt i panik. En sløv mini-landevej en tirsdag morgen i den bedste sommerferietid er  ikke vanvittigt befærdet. Og jeg havde ikke min mobil på mig.
Jeg måtte gå bittesmå museskridt hjem, og hvæse og snerre ad hunden, der ville trække. Men jeg kunne ikke bevæge armene, uden det gjorde sindssygt ondt, så jeg kunne ikke holde ud, at hun trak.
Men på en eller anden måde forstod min kloge hund, at det var alvor og hun gik pænt og meget langsomt lige ved siden af mig.
Lægen havde ferie. Og det lægehus jeg blev henvist til at telefonsvareren ville ikke se mig. Jeg ville blive ringet op af en læge, sagde de. Han ringede så først, da jeg efter at have ventet en forfærdelig time, ringede for at høre hvornår han ville ringe.
Jeg skulle tage 2 x panodil og 2 x Ipren 3 x dagligt.
Spassernar.
Det lykkedes mig på et tidspunkt, under min venten, at få mig placeret i en stol med et par store puder i ryggen. Men jeg kunne ikke engang holde en bog, uden det gjorde for ondt. Eller klø mig på næsen.
Øv!
Så tog jeg min mobil og gik laaaangsomt over marken til hestene, vidste at nogle af de andre damer var derovre, og jeg kunne bare ikke holde ud at tusse rundt mellem stue, køkken og have hele tiden.
En af de søde stod bag mig og trak blidt mine arme mod sig (jeg havde albuerne samlet foran brystet), der kom nogle rædsomme knæklyde, og så trænede jeg ellers langsomme vridninger(?) af overkroppen. Og efter lang tid kunne jeg bevæge mig lidt mere og havde det bedre. Det gør dog stadig mere end pisseondt.
Værre var det, da jeg skulle ind og ud af hendes bil senere.

I morgen skal jeg til akupunktør og fysioterapeut - holder mig fra kiropraktoren (som jeg var hos i går) et stykke tid.

Konklusionen må være, at man ikke skal kæfte op om sit gode humør, dejlige liv eller være stolt og blære sig - for så kommer sgusgu manden og han slår sgu hårdt.
Og for pokker da - jeg vil jo bare nyde min ferie i fulde drag!
Måtte melde afbud til aftenens skovtur. Virkelig nedtur!

mandag den 29. juli 2013

Sådan lidt stolt

I går fik jeg en sms fra en veninde, der skrev, at hun var ved at læse Tana Frenchs "Gensyn med Broken Harbour" og om jeg var klar over, at jeg var citeret på flappen?
Jeg tjekkede straks bogen i reolen - og ganske rigtigt:


Så blev jeg alligevel sådan lidt stolt og noget - tænk at blive citeret af Gyldendal :-)

søndag den 28. juli 2013

Svedig søndag

... kunne for dem med en vis tankegang godt indikere, at jeg har haft en "heftig" søndag.
Det har jeg sådan set også, men bare ikke på dén måde :-)
Som resten af Danmarks befolkning har jeg svedt en del i dag.
Stod op til lummerheden lidt over 7 (ja, du læste rigtigt) luftede vovsen og sagde godmorgen til hesten, badede, iførte mig sommekjole og klipklappere, for at cykle over til hestene, hvor jeg mødtes med nogle af de andre.
Og så blev det sjovt. Og dyrt.
Vi kørte nemlig til Sverige (forundres hver gang over, hvor tæt jeg egentlig bor på Sverige), hvor vi skulle i rideudstyrsbutikker.
Jaja, godt nok er den svenske krone ikke helt så "dyr" som den danske, men alligevel...
Jeg kom til at bruge lidt vel mange penge.
Hööks åbnede først kl. 11, så vi måtte fordrive tiden i et supermarked.
Hold da helt kæft, hvor har de altså mange interessante ting på tuber!
Der er da helt vildt, hvad man kan få!?
Og der var SÅ mange bøger! Billige bøger! Bøger der slet ikke er udkommet herhjemme endnu, og bøger som måske slet ikke kommer her. Jeg så et par stykker af nogle gode forfattere, jeg engang har læst - husker ikke lige hvilke, min hjerne blev nulstillet da vi kom i hestebutikkerne.
Jeg vil flytte til Sverige! Bo i et træhus med veranda, spise mærkelige ting fra tuber og læse billige bøger.

Nu har jeg et par ridestøvler, der passer mig. Før havde jeg et par i garderoben der var for små og et par jeg havde lånt, der er for store, det er fandeme varmt med tykke sokker i støvlerne for tiden - men nødvendigt for at de ikke skulle falde af :-) Så var der lige nogle reflekser (jeg er jo sådan en sikkerhedstype) til hesten og til hjelmen... Og Burger King. Og noget chokolade. og og og...
Tør ikke skrive, hvad jeg mere købte, for hvis min mor læser dette, får jeg hende bebrejdende i røret i løbet af ingen tid.
Til aften red vi tur. Der var vildt mange små lortedyr i luften, de drev hest & rytter til vanvid.
Men hvis man galoperer hurtigt nok, kan de ikke følge med. Så det gjorde vi.

Undskyld på forhånd

Jeg sidde lige og forsøger at ændre bloggens udseende, for jeg vil gerne have at jeg (og andre) kan besvare kommentarer og det kan man ikke, sådan som indstillingerne er nu.
Men hold da op hvor er det besværligt. Så jeg undskylder på forhånd, at der sikkert kommer nogle rigtig fæle "udseender"...

lørdag den 27. juli 2013

Sommeren uden mænd

... er titlen på en Siri Hustvedt roman, jeg har liggende og glæder mig til at læse.
Men det er også, hvad jeg har og går i møde, for som den vakse læser har måske bemærket, er det er længe siden, jeg har nævnt kæresten.
Det er så fordi, jeg ikke har nogen kæreste mere.
Det er både godt og trist.
Jeg er åbenbart (det vidste jeg egentlig godt, men jeg håbede at måske...) en værre eneboer.
Har et enormt behov for at være alene og mig selv og kvæles langsomt, hvis jeg ikke får "lov" til det.
Og det er svært, når man bor to sammen på lidt plads og kæresten er arbejdsløs.
Så ja, jeg nyder min frihed. Og at bruddet var fuldstændig ukompliceret, udramatisk og fredeligt, selv om jeg vandede nogle høns.
Men jeg er rigtig ked af, det ikke gik.
For vi havde de samme drømme, og han var alt det, jeg nogensinde har ønsket mig. Aldrig før har jeg haft en kæreste, der var sød og betænksom, hjælpsom, kærlig og opmærksom. Han fik mig virkelig til at føle mig elsket og kvindelig og alt det, vi kvinder drømmer om.
Og det er virkelig dejligt at kunne tænke tilbage på forholdet med ham, smile og glæde mig over det vi havde - det var 10 dejlige måneder, jeg ikke ville have været foruden.
At det så er smerteligt, når man erkender at det alligevel ikke skal være "os" er noget helt andet.
Så nu er det mig og hunden igen. Og hesten.
Og en sommer uden mænd (går jeg da stærkt ud fra!!!).

Nu HAR JEG FERIE: I dag kl. 17.05 låste jeg døren til Bog & idé og trådte ind i 14 dages ferie :-)
Luftede hund, mugede fold og kom så til at gå i haven, efter jeg havde Skypet med min datter i USA.
Jeg er lige kommet ind.
Jeg tabte min (arvede) Iphone på fliserne. Den er ikke hel mere. Skærmen er temmelig revnet. Øv! Håber ikke det ligesom er sådan, min ferie fortsætter. Orker ikke ødelægge flere ting.
Men mon - jeg glæder mig som et lille barn over at jeg nu har 14 dage til rådighed. 14 dage, hvor jeg kan gøre lige præcis hvad  jeg har lyst til :-)
Der er en masse bøger, der venter på at blive læst, venskaber der trænger til pleje, en hest der skal rides og en bil der skal ordnes. En seng, der skal ligges i til jeg vågner op, uden et vækkeur der skal ringe.
Juhuuu, ferie kom an!


fredag den 26. juli 2013

To fede fridage og så en fredag

Jeg har haft fri både onsdag og torsdag, og nydt det i fulde drag.
Ligget i en kano på en å og småsovet, læst og spist madpakke.
Haft en veninde, som jeg ikke har set længe, på besøg.
Kigget til hesten, redet den mest fantastisk aftentur med galop for fulde gardiner på stubmarkerne, mens månen lå stor og orange på den ene mark og solen gik pink ned på den anden.
Smukt som bare pokker.
Redet med stor lykkefølelse i maven og hyggesnakket, når det ikke lige gik frem i galop, for så havde jeg travlt med at holde Ösp igen.
Og i går regnede det, så jeg fik endelig gjort rent og ryddet op.
Og rent faktisk lavet mad til veninden og jeg. Og oven i  købet lavet endnu en portion, så jeg har haft mad med til frokost og derved sluppet for, at de på McDonalds råber "en cheeseburger deluxe" når de ser mig.
Det var åbenbart så fedt at have to fridage, at jeg ikke kunne komme ud af sengen i morges.
Vågnede ved at hunden slikkede mig i hovedet kl. 8. Alarmen skulle ringe 6.30.
Jeg kom kun 5-10 min. for sent på arbejde, plejer at køre hjemmefra kl. 8.30. Pinligt!
Og så i dag på arbejde har jeg en meget sød kunde, som viser sig at være en anden blogger, nemlig Gitte fra Rav & Krat. Hun købte denne her, så mon ikke man snart kan læse om nederdele på hendes fine blog?


Jeg har haft hundeluftere på min Nannahund i dag, for jeg var på arbejde til kl. 19 og derefter hos hestene, hvor de fleste deltog i en miniridelejr med børn og det hele. 
Jeg spiste bare maden. Hunden ville ikke gå med de andre. Og da jeg kom hjem nægtede hun at gå mere end 100 m. ned ad vejen. Mystisk hund.
Men fra i morgen kl. 17.05 har jeg FERIE i 14 dage - så er der mere tid til hunden :-)
Glæder mig helt vildt. Så skal der blogges (har jo læst en helvedes masse gode bøger, jeg endnu ikke har fortalt jer om), vaskes bil, læses, rides og hygges!
Nu vil jeg gå i seng, så må vi jo håbe, jeg kan finde ud af at komme til tiden i morgen!

søndag den 21. juli 2013

Søndag aften lidt for sent

Så er det lige pludselig søndag aften. Igen.
Mit hjem ligner et bombet lokum. Jeg er kun inde, når jeg skal sove, lave kaffe, tisse eller vaske tøj. -og det ses tydeligt på mine omgivelser.
Men den danske sommer er altså for kort til, at jeg har lyst til at være indendørs. Jeg gør rent næste gang det regner. Eller måske før, hvis jeg ikke kan holde det ud længere.
Dagene tilbringes på arbejde, på ture med hunden og i selskab med hesten og hestedamerne. Og så kommer jeg træt hjem når det er (eller er ved at blive) mørkt.
Har lige været i bad - nænnede dog ikke at lægge mig i det nyvaskede sengetøj med sure tæer, sved, støv og hestemad alle steder.

Jeg købte i foråret denne stol, som jeg havde ønsket mig i årevis. Med puf og det hele.
Jeg elsker den. Men kan bare ikke huske, hvornår jeg sidst har siddet i den.

Billedet er lånt fra IKEA
Jeg sidder i bilen til og fra arbejde. En halv time til frokost på arbejdet. På ryggen af hesten. Og lidt i sengen når jeg læser, inden jeg falder i søvn.
Måske i morgen aften, når jeg har redet aftenturen kl. 21? Vi red ved 19 tiden i dag. Skulle have været i skoven, men det var for varmt. I stedet red vi på marken, hvor dyrene lystigt (insekterne altså) bed både heste og mennesker. Men det lykkedes mig dog at ride flere omgange nogenlunde kontrolleret galop, uden krikken stak af med mig. Jeg har nemlig købt en turbohest.Og vi slås ind i mellem om, hvem der skal bestemme farten.
Det har været en skøn skøn dag. En lille lur i en venindes hængekøje og dagen sluttet med is i Espergærde. Eller hvor fanden det nu var, jeg sad i bilen og læste:


JÆGERSPRIS hed det jo... Nu vil jeg gå i seng og læse denne underholdende og kloge bog færdig.

tirsdag den 9. juli 2013

Hestebøger

Jeg er sådan én, der har bøger om alt muligt. For man ved aldrig, hvad man lige står og for brug for.
Desuden har jeg en idé om, at man kan læse sig til alt. Det er nok ikke helt rigtigt - jeg har også bøger om kærlighed, og de har ikke virket synderligt.
Jeg har flere bøger om høns (som jeg altid gerne har villet have), bøger om håndarbejde (kan dog stadig kun strikke "lige ud"), om gør- det- selv- i- hjemmet. Mange hundrede skønlitterære titler og bøger om heste og hunde. Fine børnebøger (selv om jeg er færdig med at få børn og min datter snart fylder 19)...
Nu har jeg så været så usigelig heldig at forøge samlingen med yderligere to fine eksemplarer.
Bøger om heste fra Borgens Forlag:



Jeg er jo endelig blevet hesteejer og har på mit arbejde kigget meget i disse to bøger.
Nogle forlag har den dejlige politik, at de sælger bøgerne til de ansatte i boghandler billigt.
Så jeg skrev til Borgens Forlag (som er et af de forlag jeg repræsenterede i mit forrige job) og spurgte, om jeg kunne købe "Superhesten" med medhjælperrabat. Jeg fik en sød mail tilbage, hvor de spurgte om jeg selv skulle bruge den eller det var til en gave - for hvis det var til mig selv og jeg kunne leve med et stempel inde i den, måtte jeg FÅ den! Jeg skrev tilbage om min nye hest.
Og et par dage efter dukkede pakken op - men med hele TO bøger!
De flinke, dejlige mennesker havde også foræret mig "Hestepersonligheder"!
Var de ikke bare sødt?
Så nu må jeg i gang med at læse, hvordan jeg får det bedste ud af min hest - og hun af jeg.
Det glæder jeg mig til. 
Og jeg skal nok fortælle om dem under vejs, når jeg oplever der er noget der virker:-)



Gys på sengekanten

Fuck fuck... Jeg har lige læst Keplers kommende krimi færdig. Kl. er 23.59 og nu skal jeg sove, hvis jeg tør. Hjertet hamrer og jeg hører lyde, og er du gal, hvor var den spændende!!! Glæd dig, den udkommer 27. september og er drønhamrende møguhyggelig, sindsoprivende og... Puha!!!
"Sandmanden" hedder den. Og jeg ville ønske det var højlys dag lige nu!

tirsdag den 2. juli 2013

Fordele

Se hvad jeg er gået i seng med 😊 nogle fordele skal man jo have som boghandler. Og her er så en af de absolut bedre: En promotion udgave af Michael Katz Krefelds næste roman, første del af en serie om politimanden Thomas Ravn
Og så vil jeg ikke skrive mere, bortset fra tak til Forlaget Lindhardt og Ringhof - nu skal jeg læse lige til jeg falder i søvn... I andre må vente til udgivelsen d. 27. august😊

LinkWithin

Follow Frk. Bogorm