lørdag den 3. august 2013

Anmeldelse af "Afsporet"

Michael Katz Krefeld: "Afsporet", forlaget Lindhardt & Ringhof

Udkommer 27/8-13

Jeg blev himmelhenrykt, da jeg hørte at Katz Krefeld allerede her i sommer skulle udgive en ny kriminalroman. Og endnu gladere, da vi boghandlere fik tilsendt et eksemplar for et stykke tid siden.
Jeg er ret vild med mandens bøger, og det er jeg ikke ene om. 
Hans sidste roman "Sort sne falder" fik tildelt prisen som Årets Bedste Krimi 2012.
"Afsporet" er første bind i en ny serie. Hovedpersonen er Thomas Ravnsholdt, en politimand der er på orlov, efter hans hustru blev myrdet i deres hjem.
Han er temmelig afdanket, tilbringer det meste af tiden stangstiv på Café Havodderen og resten af tiden på den faldefærdige båd i Chistianshavns Kanal med sin gamle engelske bulldog, Møffe.
For han kan ikke holde ud at være i lejligheden længere.
Han er dog omgivet af personer, der holder af ham og forsøger at holde hans hoved oven vande. 
Da bartenderen Johnson på værtshuset beder ham om hjælp, afslår Ravn først. 
Men hans politimæssige baggrund fornægter sig ikke. 
Bartenderens vens datter Masja er forsvundet, og han beder på moderens vegne om hjælp til at finde hende.
Masja er østeuropæer og prostitureret.
Og i bogens start hører vi, hvordan hendes "kæreste" Igor, giver hende væk som afdrag på gæld.
Ravn begynder at lede efter pigen. Det er ikke nemt, især ikke, da han ikke er ædru hele tiden.
Men det østeuropæiske spor har ansporet ham - sporene fra hans hustrus mord (under et røveri i deres hjem) peger på østeuropæere - og han er i gang igen. Eftersøgningen fører ham bl.a. til Sverige, hvor der samtidig foregår en del mord på prostituerede

Bogen er vanvittig spændende. Vi har tre spor i bogen. Vi følger Masja, Ravn samt en meget mærkelig og væmmelig familie i Sverige i slut 1970'erne. 
Og nu vil jeg simpelthen ikke afsløre mere. Tilbage er kun at sige, at jeg allerede glæder mig vildt til nr. 2 i serien. Og tilføje, at man kan læse lidt af bogen her, på forfatterens facebook side.
Resten af bogen (altså selve bogen) skal du naturligvis købe hos din boghandler, mens denne stadig findes. Alternativt kan du ønske dig den til jul!

Du kan købe bogen her

Ingen kommentarer :

Send en kommentar

LinkWithin

Follow Frk. Bogorm