tirsdag den 26. marts 2013

Jeg er alligevel IKKE mærkelig

Hvilken vidunderlig lettelse. Jeg har fundet ud af, at jeg alligevel ikke er så mærkelig (eller forkert) som jeg (og sikkert også andre) har gået og troet.
Jeg er bare introvert.
Det har jeg selv læst i en bog:


Og det var en helt rar fornemmelse at læse denne her bog. Jeg købte den med hjem fra arbejdet til aften, efter en pludselig indskydelse. Hvilket er lidt løgn, for jeg har kigget på den i flere dage. 
Nu har jeg så også læst den. 
Og fundet ud af, at jeg ikke er helt unormal. At det er ok at have et behov for at være alene (også selv om man bor sammen med sin kæreste).
Jeg er nemlig sådan en der lader op i mit eget selskab. Gerne med en god bog og RO. Hørt hørt!!!
Jeg sprang lige kapitlet om introverte børn over - det er knap så aktuelt her, hvor datteren er ekstrovert og desuden 18 og flyttet hjemmefra.
"Skal du bruge tid alene for at komme til kræfter, efter du har været social?" Står der bag på bogen. JA!
"Introverte er naturligt stille... elsker at være alene..." står der også. Og det var så derfor jeg købte bogen.
Og læste den her til aften, hvor kæresten er ude at se fodbold.
Og jeg tusser rundt i nattøj med hunden i hælene og nyder stilheden. 
For jeg er social i over 37 timer om ugen. Har et meget udadvendt job (som jeg er meget, meget glad for) men jeg er også fuldstændig smadret, når jeg kommer hjem.
Introverte er heller ikke så meget for store fester og sammenkomster - der var så forklaringen på, at jeg ofte ender med at melde afbud til noget, jeg ellers først har sagt ja til. Mest fordi, jeg ikke kunne finde ud af at sige nej tak til invitationen.

Du kan også se forfatterens blog her: blog.annaskyggebjerg.dk

Dette er egentlig ikke en boganmeldelse - men så alligevel. En skide god bog, til sådan nogle som mig.

fredag den 22. marts 2013

Boganmeldelse: "At høre hjertet slå"

Boganmeldelse af "At høre hjertet slå" af Jan-Philipp Sendker,

Udkom i dag, 299 sider
I dag udkom denne dejlige roman om ufattelig stor kærlighed. En kærlighed der overvinder alt: Tid, sted, fravær og død.

Julia Win er en ung, amerikansk kvinde der vokser op i trygge rammer hos forældrene. Julias far er oprindeligt fra Burma. Men taler sjældent om hjemlandet. 
Morgenen efter Julia er færdig med jurastudiet, forsvinder hendes far sporløst.
4 år efter får hun af moderen overrakt et brev, som faderen har skrevet til en burmesisk kvinde, Mi Mi, men aldrig sendt.
Julia rejser til Burma for at finde sin far.
Her ender hun i en lille landsby, hvor hun bliver mødt af en mand - U Ba - der mener at kende hende.
Han har hver dag i 4 år ventet på at hun skulle komme.
Han fortæller Julia hendes fars historie. En meget smuk og usædvanlig historie.  Om faderens og Mi Mis mangeårige kærlighed.
Langsomt lærer Julia sin far at kende - en far som havde et helt andet liv, inden han rejste til USA.

Jeg kan ikke anbefale denne bog nok. Smuk og klog og varm. Håber du bliver ligeså begejstret som jeg.

Du kan købe bogen her

søndag den 10. marts 2013

Boganmeldelse: "Ønskelisten"

Boganmeldelse af Grégoire Delacourt: "Ønskelisten",

Udkom 5.3.13, 210 sider
Denne lille franske roman var et vidunderligt afbræk i min læsning af utallige krimier.
Jocelyne er 47 år. Ejer sin egen lille sybutik, hvor der ikke sker det store. Kunderne er få, men hun er glad for sin butik. Hun er en smule overvægtig og gift med en ganske almindelig mand.
Ved siden af sybutikken ligger en frisørsalon, der ejes af et par drømmende tvillingesøstre. Udover at finde en mand (hver) drømmer de om at vinde i lotto. De spiller hver uge.
Der bliver vores Jocelyne, der efter en pludselig indskydelse køber en kupon.
Og vinder.
Hun vinder over 18 millioner euro.
Nu kan hun ændre sit liv fuldstændig. I - hvad der må være det franske modstykke til vores tipstjeneste - advarer de hende på det kraftigste mod at fortælle det til nogen. Hun vil blive offer for svindel og alle vil bede om penge til det ene og det andet.
Hun siger intet til nogen. Ikke engang til sin mand. Henter den fede check og gemmer den under sålen på en sko i sit skab. Når manden sover lister hun ud af sengen og ser på den. Drømmer om, alle de ting hun kunne gøre.

Men hvad vil hun egentlig? Vil hun ændre sit liv? Rejse? Købe nyt hus, bil, smykker, pels eller hvad?
Hun begynder at lave "ønskelisten" med alt fra stort til småt. Og på den måde hører vi lidt om hendes barndom, opvækst og drømme.
Og så blogger hun om håndarbejde. Og bloggen vokser og bliver vældig populær - det samme gør forretningen.

Den er vidunderligt skrevet.
Og jo - den store gevinst ændrer hendes liv - for altid.
Igen må du af sted til boghandleren! Køb den - læs den:-) Og tænk så lidt over den imens og bagefter.
Rigtig god fornøjelse!

lørdag den 2. marts 2013

Boganmeldelse af "Trofæ" af Steffen Jacobsen

Steffen Jacobsen "Trofæ" forlaget People's Press

Udgivet 5.2.13, 426 sider

Steffen Jacobsens nyeste krimi "Trofæ" er en af de bedste krimier, jeg længe har læst. Den er spændende fra start til slut. Overraskende og tankevækkende.

Bogen starter i Norge. Et dansk/norsk ægtepar er taget et par dage til Norge for at stå på ski i vildmarken.
Da de ligger i deres telt og sover, vækkes de brat af maskerede mænd, der tager dem til fange.
De slipper dem løs igen - med to timers forspring og et gevær med få patroner.
Menneskejagten er begyndt.

Hjemme i Danmark kontaktes vores hovedperson Michael Sander (tidligere soldat og politimand) af datteren til en nu afdød meget rig og indflydelsesrig mand.
Hun har i faderens aflåste pengeskab fundet en film, en optagelse af en menneskejagt, som hun frygter faderen har deltaget i.

En tidligere udsendt og dekoreret soldat tager tilsyneladende sit eget liv morgenen efter sit bryllup.
Lene Jensen efterforsker sagen. Og så sker der væmmelige ting og sager!
De to indleder et samarbejde. Og snart er de også jaget vildt. I en verden af hensynsløse og perverterede sataner.
Bogen kan absolut anbefales. Måske bare ikke til dem, der skal tidligt op og på arbejde.
Kors, hvor den er spændende! Og så er den billig! Intropris på 149,95 - så kan alle være med:-)

Du kan købe bogen her

LinkWithin

Follow Frk. Bogorm