tirsdag den 26. juni 2012

I dag for 20 år siden

Var jeg i hegnet. Helt bogstaveligt talt. Pissefuld i røde Levis, hvid bedstefar undertrøje og mærkeligt hår.
Danmark vandt EM i fodbold. Så kampen på storskærm på Axeltorv - sammen med resten af Næstved.
Var lige blevet single (eget valg) efter 6½ år med den første rigtige kæreste.
Og det hele skulle fejres. Og jeg blev frygtelig fuld.
Og slingrede hjem ad i en slem brandert, faldt i søvn i en busk på Hvedevænget, hvor jeg blev reddet af Tine W., som tog mig med hjem, fodrede mig med toast med meget varme tomater og lagde mig i seng.
Selvsamme Tine blev senere sygeplejerske - mon ikke hun kan takke mig for det?
Alt det kom jeg i tanke om, da jeg tidligere i dag kørte bil og hørte P4 Kbh som jeg plejer. Sjovt hvad der popper op i ens gamle hjerne.
Det var tider...

søndag den 24. juni 2012

Udspring

Endelig er der så sprunget nogle roser ud hos mig:

Munstead Wood

Munstead Wood

Der er alligevel sket en del siden marts måned, da jeg begyndte på højbedene :-)

Marts 2012
Søndag d. 24. juni 2012




lørdag den 23. juni 2012

Boganmeldelse af "Der var engang en mand"

Boganmeldelse af Majse Njors "Der var engang en mand", Gyldendal

Udkom 29/5-12, 232 sider

Jeg har en svaghed for Majse Njor. Hun er sjov og underholdende, skriver godt og med et strejf af alvor.
Glad var jeg, da denne bog kom med posten, og den blev læst meget hurtigt.
Hovedpersonen er Carsten.
Han er ved at brække sig over sit velordnede liv, hvor han drukner i parmiddage, blomstrede vattæpper og ikke får lov at være en rigtig mand.
I bogens start har han forskanset sig i bilen, der er parkeret i garagen. Konen og børnene forsøger at få ham ud, men han nægter. Ryger og skider i bilen (i en spand, dog), og nyder det hele. 
Konen har fået hans elskede hund, Rocky, aflivet - og det var ligesom dråben.
Nu sidder han der i bilen med hundehalsbåndet på og sørger og gør oprør.
Han råber og skriger og politiet bliver tilkaldt af naboerne. Og så giver han den ene betjent en knytnæve lige i fjæset og dagen efter siger han til  Christina (konen) at han lige kører en tur. Til Afrika!
Han vil ned og svine bilen til, træt af at den altid er så pæn og at den - en firhjulstrækker - aldrig bliver svinet ordentligt til på turen mellem hjemmet i Hellerup og jobbet på reklamebureauet i City.
Han bliver ringet op af radioens P3, kommer direkte i æteren - og så starter lavinen.
Hans indslag sætter gang i nogle andre mænds små grå, og de beslutter sig - uafhængigt af hinanden - at finde Carsten og følges med ham til Afrika.
I bilen ligger konen Christinas håndtaske. Og i den en notesbog, han aldrig før har set.
Det viser sig at være hendes dagbog. Og det er en virkelig smart måde for os læsere at få Christinas tanker og følelser at vide. Og Carsten finder ud af, at hun tumler med præcis de samme eksistentielle spørgsmål som han selv.
Carsten får følgeskab af alle de her meget forskellige mænd...

Bogen er superunderholdende. Men er skam mere end det. Den er et rigtigt fint billede af alt det der sker mellem vi kvinder og vores mænd, når vi får dem lavet om til dem, vi (tror) gerne vil have.
Og hvad er meningen med livet egentlig?

Så nu skal du en tur til boghandleren igen... Den rigtige boghandler. Ikke den der stak bøger i Kvickly, Netto eller Føtex, eller netboghandlerne. Næh du, den dér, der (måske stadig) har butik i din by.

fredag den 22. juni 2012

Bondemanden han har altid travlt...

PUHA
Jeg har passet gården her siden forrige torsdag. Passet 3 voksne katte, 5 killinger og 2 heste.
Fodret morgen og aften, lukket ind og ud, muget stald og kattebakke (foretrækker stald til hver en tid!).
Foruden passet mit arbejde, datter og hund. Og muget ud hos islænderne og redet.
Jeg er monstertræt og de heste må vente med morgenmad i morgen til jeg gider stå op!
Jeg har hele tiden den der sang "Bondemanden han har altid travlt på sin bondegård" i hovedet.
Wonder why.
Har læst 5 bøger - snart 6 - som jeg endnu ikke har fået anmeldt. De kommer forhåbentlig snart?

Det er lidt mærkeligt at være helt alene på gården, hvor vi jo ellers bor 3 familier.
Er godt nok glad for min hund!
Især sidste lørdag aften. Jeg gik sent i seng og havde lige sat mig til rette i sengen med bog og hund, da al strømmen gik.
Straks tænkte jeg udspekulerede hjemmerøvere; de havde cuttet for strømmen for at bryde ind. Jeg sad i sengen med hamrende hjerte og det eneste jeg kunne høre, var blodet bruse i mine ører.
Det lynede udenfor. Og så beroligede jeg mig selv (meget lidt) med, at det nok var derfor strømmen var gået.
Nanna the dog lå roligt og snorkede, så der var jo ikke fare på færde.
Så blev jeg sådan lidt lavpraktisk og tænkte i frysere uden strøm. På hestenes hegn dagen efter.
Og så sendte jeg en sms til mine udlejere der er på ferie i Spanien. Han spurgte om jeg havde tjekket, om strømmen også var gået hos dem eller kun hos mig. Jeg måtte svare nej, at jeg er lidt mørkeræd og ikke turde gå ud. Så ringede han. Og tilbød at ringe til ham nede på nabogården, så han kunne komme op.
Jeg bed hovedet af al skam, og sagde ja tak. Jeg skulle fandeme ikke nyde noget af at snige rundt ude i mørket, stiv og halvlam af skræk. Jeg kunne jo ikke så godt tage hunden med over til 8 katte.
Men så ringede han tilbage, at det var i hele området at strømmen var gået.
Så tændte jeg nogle stearinlys og gik nærmest i chok, da hele hytten pludselig lå badet i lys - strømmen var kommet igen. Og så kunne jeg sove.
Og det vil jeg også nu!
Det har været en heftig uge, sent hjem de fleste dage og aftaler lige efter...
Godnat og god weekend!

onsdag den 13. juni 2012

Hundeblues

Jeg har jo en hund - det er hende den kønne helt oppe foroven på bloggen.
Og som alle andre hundeejere, elsker jeg min hund højt.
Hvis du brækker dig allerede nu, så læs ikke videre: Det bliver kun værre.
I eftermiddags skulle vi en tur i skoven, og jeg ville have Nanna til at hoppe op i bagagerummet, som hun plejer.
De sidste par gange har hun gjort det kluntet og modvilligt - og i dag ville hun slet ikke.
Normalt elsker hun at køre bil.
Jeg måtte lægge bagsædet ned og lukke hende ind af sidedøren og den vej om i bagagerummet.
Sagen er, at jeg for tre år siden fik Nanna forærende.
Hun er en meget fin Briard, World Junior Winner fra 2008. Men hun har dårlige hofter og må ikke bruges til avl.
Det var kærlighed ved første blik, da vi hentede den dengang toårige hund.
Og nu er jeg bange for, at det er de dårlige hofter (hoftedysplasi) der gør, at hun ikke vil hoppe op i bilen. Bange for at hun faktisk har ondt.
Og så måtte jeg lige fælde et par tårer i skoven, hvor hun løb glad rundt uden snor (det er en hundeskov) og også hjem i bilen. Og lidt nu.
For hvad nu???
Lider min hund? Set i bakspejlet, kan jeg desværre godt se, hvad jeg hidtil har nægtet at se i øjnene:
Jeg tror faktisk, hun er begyndt at have ondt. De sidste par måneder har hun ikke ville gå de vildt lange ture, hun stopper og vil hellere hjem. Hun hopper knap så elegant op i sengen og sofaen.
For pokker. Jeg kan overhovedet ikke forestille mig livet uden Nanna. Hun er den dejligste hund, smuk og sjov og fjollet, og kan gø og være farlig  - hvilket er rart, når man bor herude på landet, og naboen lige har haft indbrud.
Men jeg kan jo heller ikke klare tanken om, at hun har ondt.
Har googlet hoftedysplasi hos hunde, læst om operationer (som jeg overhovedet ikke ville kunne skaffe pengene til), og smertestillende midler. Men er det fedt at være hund på smertestillende medicin?
Pokkers! Orker ikke engang finde på værre bandeord.
Øv.


onsdag den 6. juni 2012

poli-en, poli-to...politi

I aftes, da jeg skulle lufte hunden og gik ud ad indkørslen, kom der en mand gående i mod mig.
Nu er det altså de færreste, der går herude på vejen, som bare er en lille landevej. Jeg havde aldrig set ham før. Han taler i telefon og pludselig vender han om, og spurter af sted i den retning, han kom fra. (Jeg havde IKKE morgenhår!)
Det bliver mærkeligere endnu: Han drøner af sted op ad bakken, og så kommer der en bil kørende for fulde gardiner fra en lille, hullet sidevej - der fører ned til et par gårde og ellers mest bliver brugt af ryttere (som jeg),  hundeluftere (som jeg), og løbere (ikke mig).
Den bil standser og den løbende mand springer ind og bilen kører i min retning.
Jeg tager registreringsnummeret, har jo ligesom læst tilstrækkeligt med krimier til at vide, hvornår der er lusk under opsejling. Så prøver jeg at huske signalementet af de to mænd - og bilen.
For her i pinsen var der indbrud på nabogården...
Jeg overvejer at ringe til politiet. Men jeg vil jo så nødig ulejlige nogen... men på den anden side, hvis der nu havde været indbrud, og jeg havde set gerningsmændene og bilen - og ikke gjorde noget?
Det tumlede min samvittighed og jeg så en del med. Og først i morges tog jeg mig sammen og ringede til Nordsjællands Politi. Hvorfor var det lige, at jeg fik koldsved under armene? Jeg havde jo ikke gjort noget galt?!
Nå, men den rare betjent hører på min hakkende beretning om mystiske, løbende mænd og hurtige biler.
Da han får nummeret bliver der stille. Så spørger han om det var en Opel Astra. "Ha", svarer jeg "det vidste jeg du ville spørge om! Men det ved jeg altså ikke. Men det var en stationcar og den var sort. Nej mørkeblå".
"Det er en af politiets biler", siger betjenten, hvorefter jeg slår en undskyldende (men smittende) skraldlatter op.
Undskylder jeg har forstyrret.
"Hvad de lavede, ved jeg ikke", sagde betjenten, "Nogen gange laver politiet mærkelige ting".
Det har han så ret i!

tirsdag den 5. juni 2012

Boganmeldelse: "Gudindens sidste offer"

Boganmeldelse: "Gudindens sidste offer" af Bille & Bille, Politikens forlag

Udkom 2/3-12, 299 sider

Jeg kan se, at denne bog andre steder har fået glimrende anmeldelser. Det får den ikke her. Og desværre har jeg ikke noget specielt konstruktivt at sige.
Jeg var over en uge om at læse den. Det er ikke gode tegn. Flere gange var jeg ved at opgive og lægge den fra mig, men så var der alligevel et eller andet der gjorde, at jeg blev ved. Det gjorde jeg så, blot for igen at ville opgive. Sådan var det hele bogen igennem.

Jeg vil ikke sige, den er decideret dårlig.
Den handler om Thea Vind, en journalist på et onlinemagasin om videnskab.
Om et mord på en professer i arkæologi, som hun umiddelbart forinden har interviewet.
Vores heltinde er en hurtig og frisk ung kvinde. Sympatisk. Der er virkelig gang i hende.
Hun kommer til Syrien med en lækkerbidsken af en ung mand - men også med en kynisk og velbetalt morder lige i hælene.
Det hele drejer sig om en oldgammel figur af gudinden Ishtar - som bliver fundet og vækker begær blandt samlere og arkæologer.
Handlingen udspiller sig i Syrien og Danmark.
Og jo, den har sine gode sider (haha), men jeg brød mig bare ikke synderligt om den.
Men hvis du er til 4000 år gamle figurer, mørke forføreriske syrere og arkæologi, vil du måske være uenig med mig.

mandag den 4. juni 2012

Boganmeldelse: "Den dobbelte tavshed"

Boganmeldelse: Mari Jungstedt: "Den dobbelte tavshed", forlaget People's Press

Udkommer 11/6-12 333 sider

I Mari Jungstedts syvende kriminalroman på dansk er hemmeligheder hovedtemaet.
Hemmeligheder, og hvad  svigt i barndommen kan gøre ved mennesker.
En gruppe naboer, som også er meget gode venner og foretager sig en masse ting sammen, er på ferie på Fårö.
Det er Sams tur til at arrangere, og da han er filminstruktør, er det meget naturligt at han har valgt Fårö, hvor der er Bergman-uge. Efter at have deltaget der, skal de til en anden lille ø, hvor et naturfænomen skal opleves.
De er tre ægtepar af sted på turen. 
Ikke alle kommer hjem i live.
Man aner efterhånden en vis spænding mellem parrene. Udadtil virker alle til at have det perfekte liv. Perfekte ægteskaber, perfekte kroppe (kvinderne motionerer sammen), og perfekte huse i det pæne villakvarter.
Men ikke alt er, hvad det ser ud til.
Kvinderne er (i al hemmelighed, naturligvis) misundelige på hinanden. Mistroiske -og især Beata, som er nedringet og gerne sidder fnisende på skødet af andre(s) mænd, er genstand for rynkede bryn fra de andre kvinder.
Jeg røber ikke for meget ved at fortælle, at en af deltagerne myrdes. 
Og så kommer politiet på sagen.
Igen er det politiinspektør Anders Knutas og hans kollega Karin Jacobsen, der skal stå for opklaringen.
Begge har deres at tumle med på hjemmefronten, Anders' kone virker fjern og distanceret, og Karin har sat sig for at opsøge den datter, hun bortadopterede for mange år siden.
Det forhindrer dem dog ikke i at opklare mordet. Eller mordene?

Jeg kan virkelig godt lide Jungstedts personer. Og jeg kan også godt lide at høre om deres privatliv og om de tanker, der ikke nødvendigvis har med mordopklaringen at gøre. Men kan man ikke det, er det ikke disse krimier man skal læse.
Jeg synes det er nødvendigt at man hører meget om personerne, for bedre at kunne leve sig ind i bogen og forestille sig menneskene. 
Den er spændende og velskrevet, og har du lyst at læse lidt mere om forfatteren og tilblivelsen af bogen, kan du kigge her, hvor jeg fortæller om besøg på forlaget People's Press, hvor jeg mødte Mari Jungstedt.
Jeg har læst to - tre stykker af hendes andre krimier, men synes helt klart, at denne er den bedste.
Så af sted med dig til boghandleren! Men vent til d. 11. juni - der udkommer den nemlig!

Mad (på både dansk og engelsk)

I dag har jeg lavet mad. Det ligner næsten noget, andre også kunne have lyst til at spise?


De sidste tre dage har jeg været alene hjemme med hunden. Jeg har ikke gidet lave mad, eller købe ind.
Argh, faktisk holder jeg sparerunde. Prøvet at få spist noget af alt det, jeg har i køkken- og køleskabet.
De sidste tre dage har menuen bestået af perlespelt, kogt og stegt på panden sammen med forårsløg, grøn peberfrugt, tomat. mandler, græskarkerner og en håndfuld af diverse krydderurter fra haven.
I går varierede jeg det med pesto :-) Og i dag spiste jeg kød til. Det lå i fryseren. Lågsus - som min datter siger.
Og fordi jeg stadig er lidt arrig over min forgæves blafren med det hvide flag (sig mig, står der ikke i Geneve Konventionen fra 1864, at det hvide flag skal respekteres?), måtte jeg have lidt chicklitt til maden. Læser Emma Hambergs "Svømmeprøven" - den er i al fald startet godt!
Efter mit sidste arrige indslag har jeg været nede at fodre heste - jeg takker stadig Gud og hvermand for, at jeg er så heldig at have mødt disse prægtige heste og kvinder - luftet hunden og så lige kommet i tanke om, at det er fridag i morgen.
Så mangler vi bare lige lidt sol og varme - trænger til at dalre rundt i klipklappere og sige "pyhh, hvor er det varmt". Mens man skiftevis går fra solen i haven til svalende skygge i huset.


Bare pis på det hvide flag!

Har til min store undren opdaget, at det er meget længe siden, jeg har været en sur mokke!
Det må være al den friske landluft og omgang med de firbenede hestedyr og deres søde ejere, der har gjort mig mere glad. For udover ømme lår og stramme baller, får man det altså også godt i humøret.
Men.
Nu var jeg så lige lidt uvenner med én.
Og skrev så en sms - hvor jeg underforstået (måske for underforstået) viftede med det hvide flag.
Fik så bare en omgang l... igen. Jeg hader virkelig, at når jeg vifter med det hvide flag
(som jeg troede alle vidste betød "jeg overgiver mig", "fred", "våbenhvile"??), så bliver der bare pisset på det hvide flag.
Tag dog for helvede at tage i mod en fremstrakt hånd - og lad være med at bide i den!
Grrr, det gør mig altså hidsig!

søndag den 3. juni 2012

Boganmeldelse: "Himlen over London"

Boganmeldelse af Håkan Nessers "Himlen over London", forlaget Modtryk

udkom 24/4-12, 474 sider

Leonard Vermin er en gammel mand. Han er også døden nær. Han forbereder en afskedsmiddag for familien - konen og hendes to børn fra et tidligere ægteskab - i London på en fin restaurant.
Leonard er nemlig også ekstremt velhavende. 
Især stedsønnen glæder sig til arven og bruger mange af sine ellers knap så velanvendte hjerneceller på at regne ud, præcis hvor mange penge, han kommer til at arve.
Det er virkelig svært at fortælle særlig meget om denne bog, uden at komme til at røbe for meget...
Men jeg kan sige, at engang i slutningen af 1960'erne var Leobard Vermin vanvittig forelsket i den mystiske Carla. Carla fra østblokken, der var spion. Og det bliver Leonard rodet ind i.
Der er mange, mange spor og lag i denne fantastiske roman. 
Det gælder virkelig om at holde øjnene lige i brillen...
Som der står bag på bogen: "Himlen over London er en spionhistorie, eller måske en kærlighedshistorie, eller måske noget helt andet, og det meste udspiller sig i London..."

Jeg tror ikke, jeg helt har fattet den. Men det skal ikke forhindre mig i at anbefale den på det varmeste!
Husk, den kan købes i din boghandel :-)

Søndagssløvhed

Søndagslur
Har lige været nede på nabogården med hestene, for at fjerne 3 ton hestepærer fra foldene, inden vi skulle ride i skoven.
Blev mødt af dette hyggelig syn af heste, der tager sig en alvorlig søndagsslapper.
Nede mod den anden fold, kom mine to yndlingsheste løbende for at hilse på.

Tjaldur og Ösp

Rideturen blev udsat så jeg cyklede hjem igen for at få lidt at spise. Kl. 13 mødes vi så og rider i skoven - jeg på denne skønhed:

Tror vi passer godt sammen? Jeg har også tit
 mad i munden på billeder.

God søndag til alle :-)



lørdag den 2. juni 2012

Boganmeldelse af "Så kom du"

Boganmeldelse af Jennifer Weiners "Så kom du", forlaget Turbulenz

Udkom 23/4-12 335 sider
Jeg var ret spændt på denne bog, da jeg var noget skuffet over den sidste, hun skrev.
Denne her er god - ligeså god som de plejer at være!
Den handler om børn. Om dem, der ikke kan få dem - og dem, der hjælper dem til at få dem.
Om ægdonorer, rugemødre og barnløse.
Lyder det mærkeligt? Det er det ikke!
Vi møder en række vidt forskellige kvinder:
Der er India, der gerne vil have et barn med sin nye, ældre og meget rige mand. Men det lykkes ikke. Efter en række ufrivillige aborter beslutter de sig for en rugemor.
Så er der hende, der bliver rugemor, en ung gift kvinde og mor til to.
Og hende, der donerer æggene - en ung studerende.

(Jeg har lånt bogen ud, og da jeg har læst nogle stykker siden, kan jeg simpelthen ikke huske deres navne, undskyld!).

Vi møder først disse her meget forskellige kvinder hver for sig, og får et rigtigt godt indblik i deres liv, deres familier og baggrund - og i deres motiver for at gøre det, de gør.
Hovedmotivet kan siges at være penge.
Hende uden barn, der brændende ønsker sig et, har masser af penge. Hun er lidt af en golddigger og har giftet sig for pengenes skyld.
De to andre mangler penge.
Vores studerende (hende der donerer æggene) er køn og klog, og bliver kontaktet på en cafe af en mand, der arbejder for dether bureau, der formidler kontakten mellem parterne - og formentlig tjener styrtende på det, det er jo i USA.
Hendes far er misbruger og hun ser det som en rimelig let måde at få penge på, så hun kan sende ham på en afvænningsklinik.
Hende, der vælger at være rugemor, er den gifte unge, hjemmegående mor til to. Manden knokler for at tjene penge, men der er aldrig nok til tøj til ungerne, til at reparere huset og alt det andet.
Hendes to "egne" graviditeter var nemme, og hun elskede at være gravid.
Ingen af dem havde så regnet med de følelser og tanker, det hele medfører!

Der er endnu en hovedperson: Datteren af golddiggeren Indias mand. Hun har fra første færd lugtet lunten, og hyrer en privatdetektiv til at efterforske den nye stedmoders baggrund (og der, får vi så grunden til at hun er, som hun er), og bliver viklet ind i denne babyhistorie på en helt anderledes og uønsket måde.

Der sker så noget helt uventet. Og historien tager en drejning, jeg ikke lige havde forudset.
Faktisk var (er) jeg ret begejstret for denne bog.
Så er du til chicklitt med indhold, er dette en KØB DEN - LÆS DEN!

Og husk så: Bøgerne skal købes hos boghandleren:-)

IT nørd - eller kyndig - søges

Meget mærkeligt - nu er min URL (eller hvad det nu hedder, det dér der står øverst??) pludselig frkbogorm.blogspot.dk i stedet for frkbogorm.blogspot.com? Hvordan kan det være? For nu virker det der friend connect ikke...
Og jeg fatter nok tæt på ingenting!

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...