søndag den 25. november 2012

Boganmeldelse: "Sort sne falder"

Boganmeldelse: "Sort sne falder" af Michael Katz Krefeld, 

Udgivet 18.09.12, 617 sider

Michael Katz Krefeld er igen på banen med hovedpersonerne Nikolaj Storm (PET chef) og den utilpassede Katrine Bergman (vicekriminalkommissær i drabsafdelingen).
Du behøver ikke at have læst de tre tidligere bind ( "Før stormen", "Pans Hemmelighed" og "Protokollen") for at nyde denne bog. Men de kan altså også varmt anbefales.

Den absolut usympatiske politiker - som jeg alligevel fik lidt ondt af til sidst - Peter Levin udsættes for et attentatforsøg. Gerningsmanden forsvinder og i jagten på ham dukker mystiske ting og sager op.
Storms far dør, og mens Storm befinder sig i faderens hus bliver han slået ned af en indbrudstyv. Tyven og Storm leder efter det samme. Faderen var medlem af en hemmelig loge med utrolig magt - som "Protokollen" handlede om.

Bogen starter på Indlandsisen i 1968. Kommer til Danmark i nutiden og ser jævnligt tilbage til begivenhederne på Grønland i 1960'erne, som er kædet sammen med - og er grunden til - begivenhederne i 2012.
Vi møder igen den karismatiske, iskolde morder Løvengren, da Storm sideløbende med den officielle efterforskning kører sin helt egen private efterforskning af faderens fortid og forbindelse med den hemmelige loge.
Katrine modtager anonyme opkald fra en tilsyneladende bekymret borger, som giver hende værdifulde tips om en pædofilring, som optrævles. Han ringer igen og snart indser Katrine, at manden har sin egen dagsorden. At hun bliver manipuleret med.

Bogen er spændende, underholdende og som sædvanlig leverer Hr. Krefeld varen.



1 kommentar :

  1. jeg har læst 2 af hans andre bøger - og de er simpelthen fantastisk gode.
    Så denneher vil jeg med stor fornøjelse glæde mig til at læse.
    hilsen Mona

    SvarSlet

LinkWithin

Follow Frk. Bogorm