onsdag den 31. oktober 2012

Øv, vi er syge

Nu er jeg ved at være rimelig træt af sygdom.
Både hunden og jeg lider. Jeg snotter - den skider.
Er i det mindste glad for, at det ikke er omvendt.
Jeg hoster og snotter og sveder og fryser. Mine øjne løber om kap med næsen - og de svider, så jeg ikke orker læse.
Træls. Nej jeg er ikke også jyde.
Nu vil jeg lægge mig på sofaen. Kan på trods af tilstoppet næse desværre godt lugte hunden. Langhåret hund og tynd mave er ikke en vinderkombination!
Datteren bor på 2. uge hos sin far, så her er ret stille. Kæresten starter nyt arbejde i morgen, og holder sig på venlig opfordring væk - jeg kan jo ikke have, han bliver smittet.
Jeg ligner desuden også lort. Og hunden lugter af det.

torsdag den 25. oktober 2012

Boganmeldelse: Utæmmet liv"

Boganmeldelse af Jeannette Wallls "Utæmmet liv", forlaget Hr. Ferdinand

Udgivet d. 7/10-12, 326 sider
Så har jeg læst denne fantastiske bog. Desværre. Og dét fordi, jeg nu ikke har den store oplevelse til gode.
Det er Jeannette Walls anden bog på dansk -den første hed "Glasslottet" og var også helt fantastisk - du kan se anmeldelsen af den her.
Du behøver ikke at have læst den ene for at læse den anden.
"Utæmmet liv" handler om forfatterens mormor, den absolut beundringsværdige - men også hårde - Lily Casey Smith.
Hun bliver født i 1901 i en jordhule (!)  i Texas. 
Forældrene er fattige, faderen slider trods sine forkrøblede ben med at opdrætte og tilkøre/ride hestespand. Moderen synes sig for fin til hårdt arbejde, så Lily lærer tidligt at knokle på. 
Allerede som 5 årig hjælper hun faderen med at tilride hestene - og opnår en viden og kunnen, der kommer hende til gavn senere.
Da jordhulen under en oversvømmelse styrter sammen, bliver familien hjemløse. Men heldigvis opgiver den nærmeste nabo ævred, da hans hus styrter sammen fordi fundamentet skylles bort. Han rejser tilbage til
Cleveland og familien bygger sig et hus af hans rester.
Faderen underviser selv børnene dagligt, og Lily ønsker brændende at gå rigtigt i skole. 
Da hun bliver 12 kommer hun til Santa Fe på en katolsk kostskole. 
Nonnerne advarer hende om hårdt slid - men da Lily er vant til det, der er værre, betragter hun nærmest opholdet som ferie.
Desværre bliver det en kort fornøjelse: Faderen har ikke råd til at betale skolepenge længere - og Lily bliver kaldt hjem.
Hun er foruden bidt af en gal hest, også vild med lærdom og ønsker at blive lærer. 
Og som 15 årig rider hun af sted på sin pony. 800 km til Arizona til sit første lærerjob!
Jeg kunne i virkeligheden genfortælle hele bogen. Den sidder nemlig stadig i mig. Men det ville være uretfærdigt for dem, der endnu ikke har læst den.
Lilys liv er aldrig kedeligt.
Hun har forskellige vikariater forskellige steder i USA, sine egne meninger om hvad der er rigtigt og ej - og ikke bange for at give udtryk for disse meninger. 
Men vi er jo i USA i starten af den 20. århundrede - der tilkendegav kvinder ikke bare deres meninger ustraffet. Og derfor bliver hendes ungdom - ja hele hendes liv faktisk - temmelig omskifteligt.
Hun bliver gift flere gange, har en række jobs, tager flyvetimer og kommer til Chicago.
Det er en helt fantastisk bog, som giver et godt (og grumt og dejligt) billede af det gamle Amerika og dets indbyggere. Om cowboys og indianere, bymennesker, udvikling, depressionen i 30'erne. 
Og ikke mindst af Lily Casey Smith, som jeg godt gad have mødt. 
Så nu må du af sted til din nærmeste boghandler! Købe denne vidunderlige bog og husk nu: Bøger køber man hos boghandleren - så længe der er nogen!
Rigtig god fornøjelse:-)








torsdag den 18. oktober 2012

Hvad skal man vælge?

I forgårs kom der post:-)
Hele TRE bøger fra forlaget Hr. Ferdinand:


Jeg var meget i tvivl om, hvilken bog jeg skulle starte med. "Utæmmet liv" af Jeanette Walls, "Forbryder" af Karin Slaugther, eller "Mørke afkroge" af en for  mig hidtil ukendt forfatter, Elizabeth Haynes?
Jeg har læst alle de andre bøger af Karin Slaughter, hun er en af mine krimi-favoritter.
Jeanette Walls første bog "Glasslottet" er en af de bedste bøger, jeg længe har læst... så...
"Heldigvis" har jeg ikke haft tid til at beslutte mig før nu, arbejde og teenager, kæreste, hest og hund har optaget tiden. Indtil denne aften. Datteren har ferie og fester i Skovlunde, kæresten skulle til noget møde, hesten sover nok ude på marken, og hunden snorker ved siden af mig.
Jeg valgte "Utæmmet liv".
Og det har jeg absolut ikke fortrudt. Er nået til side 43, og selv om jeg er dødtræt efter køretur (arbejde) til og fra Nakskov og Sakskøbing (der er godt nok langt!), bliver det alligevel ikke en "early night" for mig.
Og nok for nu - jeg vil læse:-)

torsdag den 11. oktober 2012

Udmattet med glad

I de sidste par måneder er der sket vildt mange ting i mit lille liv.
I sommer blev min elskede gamle bil skrottet. 
Så skrottede jeg den gamle on/off kæreste.
Så mødte jeg en dejlig mand. Som blev min kæreste:-)
For et par uger siden blev jeg afskediget pga. nedskæringer. 
Først tog jeg det rimelig cool, for jeg var (er) så forelsket. Tænkte sådan lidt overskuds-new-age-agtigt, at der nok kom noget bedre. At Gud, når han lukker en dør, åbner en ny.... og videre i den dér, lettere tåbelige dur. Den følelse holdt i et par dage.
Samme dag som jeg blev fyret, fik jeg tilbudt et job. 
Som jeg sagde nej tak til.
Og havde det godt med det i ca. en dag. Så begyndte jeg a spørge mig selv (og andre) om jeg mon var rigtig klog? 
At sige nej til et job midt i denne her belastende lortekrise?!?
Så begyndte jeg at blive temmelig træt og trist. 
Så holdt jeg et par ferie-fridage.
Og i dag har jeg fået nyt job!
Lige nu arbejder jeg som repræsentant, ansat af et lille firma, som igen er ansat af en række danske forlag. Kører rundt til boghandlere på Sjælland, de små øer og Bornholm og elsker mit job. 
Som så slutter ved årets udgang.
Og takket være det job, har jeg fået et nyt. Da jeg besøgte en boghandel i mandags, tilbød de mig et job. Som ansvarlig for bogafdelingen:-) Det er lige mig :-)
I dag forhandlede vi løn - og jeg starter efter nytår!
I går har jeg fået fire nye hjul. Med en ældre, men smuk, VW Polo ovenpå:-)

Life is good :-)


.

onsdag den 3. oktober 2012

Boing boing op og ned

Livet går op og ned og nogen gange sker der noget godt.
Som at man bliver forelsket. Andre gange noget knap så godt - eller i al fald virker det ikke lige i situationen, som om det er godt. Tværtimod.
Så kan man godt blive noget træt i det. Og modløs.
Sådan har jeg det så lige nu. Så jeg laver en Maude. Går ind (ikke op) og lægger mig. Kl. 20.52.
Godnat!

LinkWithin

Follow Frk. Bogorm