tirsdag den 22. maj 2012

Boganmeldelse: "Tolv måneder"

Boganmeldelse af "Tolv måneder" af Connie Warnick Aagaard, forlaget Replikant

Udkommer 7. juni 2012


Man skal ikke skue en hund på hårene - eller bedømme en bog efter dens forside. Det er denne bog et virkelig godt eksempel på. Da den kom med posten, var min første tanke "Øj den er grim" og den næste "Den er nok ikke særlig god".
Men fy skamme. Jeg burde efterhånden vide bedre. Men grim er den - og GOD er den!
Og nu til indholdet:

Hovedpersonen er Helen. 
Berømt og prisbelønnet fotograf, der lever og ånder for at fotografere og dokumentere nød, krig og elendighed i verdens brændpunkter.
Det har hun levet for - og af - i årtier.
Hjemme i Danmark forlod hun sin (lille) søn og ægtemand, for at udleve sin passion.
Ved bogens start er Helen lige vendt hjem til Danmark. 
I sorg og død indeni. Hendes søn er blevet voksen - og stofmisbruger, og vil ikke rigtig vide af hende. Han kender hende heller ikke rigtigt, så hende kun i ferier, hvis hun var hjemme i Danmark...
Helens sidste rejse  var til Nepal, hvor hendes elskede Naipur døde.
Hun beslutter at give sig selv et år (deraf titlen) til "at komme tilbage til livet". 
Hun skriver breve til Naipur og en slags dagbog, hvor hun omtaler sig selv i 3. person.
Dette viser ret godt, hvilken splittet og ødelagt person, hun er blevet.
Hun forsøger at skrive sig tilbage i verden, og lader ofte de personer, der optræder i en beskrevet situation, komme til orde i en fodnote, hvor de kan komme med en bemærkning eller deres oplevelse af situationen.

Det  har jeg aldrig prøvet før, altså at læse en bog, der er skrevet på den måde. Først syntes jeg, at det var da noget mærkeligt noget; men ret hurtigt blev jeg glad for disse noter. Det gjorde på en eller anden måde Helen mere troværdig. Og giver en mere nuanceret beskrivelse - og oplevelse - af Helen.
Man kommer til at holde meget af hende, og jeg levede mig virkelig ind i hendes kamp for at komme sorg, skyldfølelse og smerte til livs.

Vi møder Helens familie, og hun får kontakt med en gammel veninde. Indleder et nyt kærlighedsforhold og forsøger at "blive normal" igen. Nærmer sig forsigtigt sin søn og reparerer forholdet til dem hun forlod.

Det var en dejlig og interessant oplevelse at læse "Tolv måneder". Anderledes. Først var jeg lidt i tvivl, om jeg kunne lide den. Men lidt inde i bogen forsvandt tvivlen, og blev erstattet af ægte læseglæde.
Og for min skyld måtte den gerne have heddet "Fireogtyve måneder" - jeg ville gerne have fulgt Helen lidt længere.
Så her er der en KØB DEN LÆS DEN igen! Bogen udkommer d. 7. juni og du kan bestille den hos din boghandler.
For bøger skal købes hos boghandleren. Den rigtige - med en fysisk butik i en by :-)
(Der kom den forhenværende boghandler lige frem i mig).
Rigtig god fornøjelse

3 kommentarer :

  1. Den lyder rigtig god og måske kan den inspirere til håndtering af ens egen sorgproces. Jeg kom i al fald til at tænke på min far og min måde at sørge på.
    Klem

    SvarSlet
  2. Ja, den er da helt igennem grim og kedelig at se på. Men du har inspireret mig, den skal læses :)

    SvarSlet
  3. Helle Colding Seiersen24. maj 2012 kl. 22.28

    Jeg glæder mig bare til at læse den. Den lyder for god til at være grim!

    SvarSlet

LinkWithin

Follow Frk. Bogorm