torsdag den 31. maj 2012

Gode tilbud

Spottede lige disse i en Bog & idé butik.
Begge er ret anbefalelsesværdige. 

Den første en god gang Chicklitt. Hovedpersonen (som jeg ikke kan huske hvad hedder, fordi det er flere år siden jeg har læst den) har en gift elsker. Hun drømmer om at han skal gå fra konen og være sammen med hende. Men efterhånden bliver hun lidt træt af ham. Og netop som hun har besluttet sig for at afslutte forholdet, ringer det på døren: Ding dong, der står manden med kuffert og det hele...
Et godt grin og fin, fin underholdning:


Den næste er af Karin Slaughter, som er en af mine yndlingskrimiforfattere:


Fin og fed læsning til ingen penge:-) Støt din boghandler - så den ikke lukker!

onsdag den 30. maj 2012

Bloggeraften hos People's Press

I aftes var jeg på besøg med nogle andre bogbloggere hos forlaget People's Press.
Anledningen var besøg af den svenske krimiforfatter Mari Jungstedt. Et par dage forinden havde jeg fået hendes nye bog med posten - jeg havde ikke nået at læse den helt færdig inden (det har jeg nu og anmeldelse følger senere).

Mari Jungstedt
Det blev en virkelig interessant og underholdende aften (1½ time) i selskab med denne underholdende og kloge forfatter. Samt en række spørgelystne bloggere.
Mari fortalte levende om hvordan hun finder inspiration til bøgerne; hun har nu skrevet 10 bøger på 10 år - i DK er vi lidt bagud og det er hendes 7. bog på dansk, der udkommer her d. 11. juni.
Inspirationen har hun aldrig måttet lede efter, hidtil har inspirationen til den næste bog kommet allerede mens hun var i gang med den forrige - ligget og murret svagt inde i hovedet, indtil bogen var færdig og hun kunne forfølge de nye ideer.
F.eks fik hun noget af ideen til den nyeste bog, engang hun var til fest og minglede. Hun kom til at tale med denne anden kvindelige forfatter, der - selvom de ikke kendte hinanden- blev ved med at tale om sin mand, om deres fantastiske ægteskab, hvor meget de elskede og forgudede hinanden efter 30 år og ingen hemmeligheder havde for hinanden.
Tilfældigvis vidste Mari, at en anden kvinde gennem en årrække havde haft (og stadig havde) et forhold til kvindens mand.
Hemmeligheder spiller en stor rolle i "Den dobbelte tavshed".
Efter ideerne kommer researchen, som Mari Jungstedt er meget grundig med:
Hvert år holdes der Bergman-uge på øen Fårö - og vennekredsen som denne bog handler om, deltager i denne. Mari selv har cyklet øen rundt for at finde Bergmans hus, hvis beliggenhed ingen på øen ville ud med.
Da hun mente at have fundet det, kravlede hun over en høj mur iført stram kjole og tårnhøje guldsandaler.
Men en af personerne skulle i bogen befinde sig netop der, og derfor måtte hun vide, hvordan der så ud og hvordan det føltes at være der.
En anden gang, under tilblivelsen af bogen "Den døende Dandy", var hun på sexklub. Ikke sådan en almindelig en. Men en for mænd. KUN mænd. Mænd der kommer for at gøre "det" med mænd.
Hun kontaktede en klub i Stockholm, og fik lov at komme på besøg. Men kun i den afdeling, der var for både mænd og kvinder. Hun fortalte ejeren, at hun ville skrive denne her bog, og blev nødt til at vide, hvordan der så ud, hvordan stemningen var; lyde, lugte og det hele. Så hun fik lov at kigge med på en skærm.
Men det virkede bare ikke godt nok. Og ejeren forbarmede sig over hende, og lukkede hende ind. Hun luskede rundt (gjorde sig meget lille) i hælene på ham og observerede som en gal.
Altså, jeg kunne blive ved med at skrive om sjove ting hun fortalte. 
Hun var ikke kun sjov - med en latter der kom fra maven og var dejlig høj - hun virkede også klog og oprigtig.
Hun fortalte om dette netværk, hun er med i, med blandt andre Åsa Larsson og Camilla Läckberg, de hjælper hinanden, ringer og siger "ÅRH, jeg er gået i stå, jeg kan ikke skrive" og sådan. Og så hjælper de hinanden. Spiser frokoster og bruger hinanden. Hvis den ene er kommet godt ind på markedet i et land, hjælper hun med at bane vejen for de andre.
De betragter sig mere som kolleger end konkurrenter.
Helt ærligt, hvilke mandlige forfattere ville gøre det? De ville være monsterbange for, at nogen skulle tage en bid af deres kage!

Så bliver der signeret

Det var en skøn oplevelse, og jeg er nu altså blevet fan af Mari Jungstedt, den tidligere journalist med en masse på hjerte.
Tak til People's Press for et vellykket arrangement!

tirsdag den 29. maj 2012

Glad tosse til hest

 Glad tosse på aftentur. Første gang i mere end 20 år uden sadel.
Faldt ikke af, heller ikke i trav. Men grinede som en flækket træsko.
Har haft skøn dag- Men nu er jeg træt og øm, er lige kommet hjem fra hesten, så mere om det i morgen!
Godnat.
Posted by Picasa

Øj!

Her lidt senere sætter jeg kursen mod hovedstaden.
Jeg er inviteret ind på forlaget People's Press for at møde den svenske krimiforfatter Mari Jungstedt og høre om hendes nye bog (som jeg er i fuld sving med at læse).
Det bliver vildt spændende, og det er første - men forhåbentlig ikke sidste - gang i min enormt lange (1 år) karriere som blogger, jeg skal være med til den slags!


Mere følger!

fredag den 25. maj 2012

Pause

Så sidder jeg med Håkan Nesser på stranden i Gilleleje... Om en halv time er der boghandlerbesøg igen:)

tirsdag den 22. maj 2012

Boganmeldelse: "Tolv måneder"

Boganmeldelse af "Tolv måneder" af Connie Warnick Aagaard, forlaget Replikant

Udkommer 7. juni 2012


Man skal ikke skue en hund på hårene - eller bedømme en bog efter dens forside. Det er denne bog et virkelig godt eksempel på. Da den kom med posten, var min første tanke "Øj den er grim" og den næste "Den er nok ikke særlig god".
Men fy skamme. Jeg burde efterhånden vide bedre. Men grim er den - og GOD er den!
Og nu til indholdet:

Hovedpersonen er Helen. 
Berømt og prisbelønnet fotograf, der lever og ånder for at fotografere og dokumentere nød, krig og elendighed i verdens brændpunkter.
Det har hun levet for - og af - i årtier.
Hjemme i Danmark forlod hun sin (lille) søn og ægtemand, for at udleve sin passion.
Ved bogens start er Helen lige vendt hjem til Danmark. 
I sorg og død indeni. Hendes søn er blevet voksen - og stofmisbruger, og vil ikke rigtig vide af hende. Han kender hende heller ikke rigtigt, så hende kun i ferier, hvis hun var hjemme i Danmark...
Helens sidste rejse  var til Nepal, hvor hendes elskede Naipur døde.
Hun beslutter at give sig selv et år (deraf titlen) til "at komme tilbage til livet". 
Hun skriver breve til Naipur og en slags dagbog, hvor hun omtaler sig selv i 3. person.
Dette viser ret godt, hvilken splittet og ødelagt person, hun er blevet.
Hun forsøger at skrive sig tilbage i verden, og lader ofte de personer, der optræder i en beskrevet situation, komme til orde i en fodnote, hvor de kan komme med en bemærkning eller deres oplevelse af situationen.

Det  har jeg aldrig prøvet før, altså at læse en bog, der er skrevet på den måde. Først syntes jeg, at det var da noget mærkeligt noget; men ret hurtigt blev jeg glad for disse noter. Det gjorde på en eller anden måde Helen mere troværdig. Og giver en mere nuanceret beskrivelse - og oplevelse - af Helen.
Man kommer til at holde meget af hende, og jeg levede mig virkelig ind i hendes kamp for at komme sorg, skyldfølelse og smerte til livs.

Vi møder Helens familie, og hun får kontakt med en gammel veninde. Indleder et nyt kærlighedsforhold og forsøger at "blive normal" igen. Nærmer sig forsigtigt sin søn og reparerer forholdet til dem hun forlod.

Det var en dejlig og interessant oplevelse at læse "Tolv måneder". Anderledes. Først var jeg lidt i tvivl, om jeg kunne lide den. Men lidt inde i bogen forsvandt tvivlen, og blev erstattet af ægte læseglæde.
Og for min skyld måtte den gerne have heddet "Fireogtyve måneder" - jeg ville gerne have fulgt Helen lidt længere.
Så her er der en KØB DEN LÆS DEN igen! Bogen udkommer d. 7. juni og du kan bestille den hos din boghandler.
For bøger skal købes hos boghandleren. Den rigtige - med en fysisk butik i en by :-)
(Der kom den forhenværende boghandler lige frem i mig).
Rigtig god fornøjelse

lørdag den 19. maj 2012

Og vinderne er...

Trukket:


Og hvem vandt så hvad???


Den glemte have: Mette B.
Bundfald: Bykirsti
Øjensamleren: Pi Andrea
Hud: Gitte
Til Månen og tilbage: Julie A.
Jeg vil altid ku' genkende dig: Sidsel A
Fluen og evigheden: Ulla

Tillykke
Skriv til mig på frkbogorm@gmail.com med jeres adresser - så sender jeg bøgerne af sted!

Tak til alle som har deltaget, liked og delt :-)

Sidste chance

I dag - nærmere betegnet kl. 18 - trækker jeg vinderne af fødselsdagsgiveawayen - du kan stadig nå at deltage ved at klikke her.

fredag den 18. maj 2012

Nat med Nesser

Er næsten for træt efter dejlig fridag; har malet køkken, redet tur, luftet hund tre gange, handlet og lavet mad. Aftenfodret heste og haft veninde på besøg til aftenkaffe og Bailey... Men nu skal det være: Jeg er klar til - i hvert fald noget af - en nat med Nesser!

tirsdag den 15. maj 2012

Vindere af Giveaway

Så er vinderne trukket! 



De 3 heldige vindere er:
Hvis I sender mig jeres adresser på frkbogorm@gmail.com - så sender jeg jer bøgerne.

Var du ikke en af de heldige denne gang? Så prøv min anden giveaway her

Tillykke tillykke! Og tak til alle, der deltog :-)



Frokostpause v. Munkholmbroen

søndag den 13. maj 2012

Jaja da

Kan nu - her kl. 21.08 søndag aften - konstatere, at jeg ikke lige nåede så meget denne weekend. Andet end virkelig nyde det og undre mig over, hvordan en weekend kan gå så hurtigt?
Mit køkken ligner noget der er løgn - havde gjort klar til at male, dvs. skruet hylder ned og placeret alle tingene, der stod på dem, på alle vandrette overflader. Selv komfuret er nu optaget. Så jeg kan ikke lave aftensmad (heldigt den sultne teenager ikke er hjemme) - men jeg har stadig nogle flødeboller fra Frellsens, og prøver at efterleve rådet på kassen: "Flødebollerne skal ikke gemmes, men spises og nydes i løbet af kort tid - så smager de bedst". Har ikke tænkt mig at forsøge at modbevise den påstand.

I dag var jeg nede ved hestene kl. 10.
Kl. 11 kørte vi mod Holte, hvor vi mødtes med en masse andre heste og ryttere - vi var i alt 28 (af hver) af sted på en helt fantastisk tur.
Vi red i omkring 3½ time. Jeg må indrømme, at den første time overhovedet ikke var sjov. For jeg var altså lidt bange og nervøs. Ösp, som jeg red på er en rigtig dejlig hoppe. Men ligesom jeg, lejlighedsvis en sur mokke. Hun sparker, hvis en anden hest kommer for tæt på hendes rumpe. Og så vil hun rigtig gerne hurtigt af sted.
Jeg havde svært ved at holde hende og syntes ikke, jeg lavede andet end at prøve at sænke farten.
Efter en times rift holdt vi pause, sadlede af og spiste madpakker, mens hestene græssede. Jeg åd min mad, mens jeg havde godt fat i Ösp og holdt øje med, at vi ikke kom for tæt på de andre.
Men da vi red af sted igen, var det som om, der var sket noget. Jeg var ikke længere så nervøs. Og så slappede hun lidt mere af. Og så slappede jeg lidt mere af. Og bortset fra en galop, hvor hun pludselig satte i sjette gear, og vi kom til at overhale nogle andre, gik det rigtig godt. Hun er ikke ude på at stikke af, hun vil bare gerne fremad, og det helst i en fart.
Skoven var så smuk. Fuglene sang og jeg var så fuld af glad i min mave. Faktisk var jeg på et tidspunkt så rablende lykkelig, at jeg fik klumper i halsen og våde øjne.
Nu sidder jeg tilbage med en meget øm bagdel og en gang, der ville gøre John Wayne misundelig.
På et tidspunkt var vi så højt oppe, at jeg kunne se helt til Sverige.
Jeg var hjemme hos mig selv 18.30, træt og øm og glad. Gik tur med hunden og kørte så ud med rent tøj til datteren, som ville sove hos kæresten igen. Der gav hun sgu mig en blomst :-) Det der mors dag halløj, bruger vi ellers ikke her ! Men jeg må indrømme at jeg blev rigtig glad.
Nu går jeg i seng. Håber jeg kan komme ud af den igen i morgen tidlig :-)

lørdag den 12. maj 2012

Foder

Hestene har fået hø. Hunden har fået hundemad.
Jeg har fået 3 af Frellsens fedeste flødeboller.


Og ellers ikke lavet så meget i dag. Byttet ridebukser med meget lange ben til ridehjelm med ufattelig stor omkreds. Været i Roskilde og frosset med datter i regnvejr. Luftet hund x 3. Fodret heste x 2.
Tilbød at aftenfodre dem, da jeg bor lige bag - og til højre for -  de (meget grimme og forhåbentlig ikke særlig sundhedsskadelige) højspændingsdimser. Jeg skulle jo ligesom alligevel gå aftentur med hunni. Hyggeligt at blive mødt af sådan en flok småvrinskende, vellugtende glade heste.
Nu vil jeg gøre noget for mig meget sjældent: Se tv!
Og lade mentalt op til langtur i morgen i skov på hesteryg (yeeehaa).

fredag den 11. maj 2012

Weekend - eufori

Så blev det fredag! Udsigt til en weekend (næsten) uden planer, hvilket er hårdt tiltrængt efter sidste weekend, hvor jeg var umenneskeligt tidligt oppe fra fredag til søndag!
Til gengæld har jeg helt sommerfugle i maven over alle mulighederne. Har lige luftet hunden i lun og velduftende blæst, faldet i svime over et blomstrende tudsegammelt æbletræ OG inde i stuen står en pose bøger. Og en spand maling. Og jeg skal i al fald og helt sikkert ud at ride. Og posten har været her med den nye Jennifer Weiner. Så... hvad nu?
Skal jeg snuppe en velfortjent morfar? Male køkkenet eller gå i gang med Nesser eller Weiner? Uha. Man bliver helt træt af al den forventning. Tror sofaen vinder...



Fluer og cykelryttere

Det er skønt at bo på landet. I bakket landskab med små, snoede veje og omgivet af heste. Det elsker jeg virkelig.
Men... Det første tiltrækker cykelryttere. Det andet fluer.
Og jeg ved ikke, hvad der er værst?

tirsdag den 8. maj 2012

1 års fødselsdags GIVEAWAY


Afsluttet
Afsluttet 
Afsluttet

Jamen hallo! Jeg har haft så travlt med arbejde, ridning, læsning og konfirmationer, at jeg da helt har overset at

Frk. Bogorm fyldte 1 år d. 2. maj

Det må da fejres! 
Tak til alle dem, der læser med!
Så her er endnu en giveaway; med flere bøger, naturligvis!
Så her er en række (gode) bøger, du kan være så heldig at vinde:




 For at være med skal du skrive ( i kommentarer) hvilke bøger, du gerne vil vinde samt:

  • Linke til denne giveaway på din blog (= 1 ekstra lod)
  • Melde dig som fast læser (gælder også, hvis du allerede er fast læser) via Google Friend Connect i fanen ude til højre (=1 ekstra lod) ELLER på FACEBOOK 


 NB: Et par af bøgerne er læst og kan derfor indeholde æselører...
Tak til forlaget Punktum, for at have sponsoreret "Bundfald" og "Jeg vil altid ku' genkende dig" og Sohns Forlag for "Hud". Disse er naturligvis fuldstændig fri for både æselører, fedtefingre og mad :-)
"Den glemte have", "Til månen og tilbage", "Fluen og evigheden" samt "Øjensamleren" er lettere brugt.

Del gerne på Facebook, Twitter og hvor du nu ellers kan :-)
Vinderne trækkes d. 19. maj 2012


søndag den 6. maj 2012

Træt og lykkelig

Her er vi så, min nyeste nye ven og jeg



Fik en halv times eneundervisning på Øsp her. Og tøltede af sted for fuld gas. Er møgtræt. Og lykkelig.

fredag den 4. maj 2012

Tillad mig lige

at minde om den Giveway, jeg har på bloggen - du kan stadig nå at være med - også selv om du ikke har en blog!

Tryk her og deltag

Torsdag

Torsdag var en god dag på arbejde. Tidligt fri. Smukt solskin og dejlig varme. Og allerbedst: Susan, der ejer Tjaldur, ringede og sagde, at nu var der en hest til jeg kunne ride. En smuk og dygtig hoppe, der hedder Øsp.


Jeg kunne komme  ned og se hende om aftenen.
Jeg pumpede den rustne jernhest og cyklede den korte vej for at se på de rigtige. Desværre fik jeg ikke taget billeder af Øsp
( det kommer), for jeg havde travlt med at holde en vilter nykastreret hest...

tirsdag den 1. maj 2012

Tirsdag

Har været en dag fuld af begivenheder:
Jeg har været ude at ride for første gang i mange år.
Begyndte at ride da jeg var 3 år, holdt op da jeg var omkring 19 og der blev for meget at se til med gymnasium, fyre og fester; helt klassisk.
Og for at fortsætte i det klassiske spor, har jeg nu genoptaget interessen. Og rider nu islænderhest. Det er vist temmelig typisk for vi 40+ kvinder :-)
Men for DÆLEN da, hvor var det vidunderligt! Jeg er helt forelsket. I en hest - fuldstændig som da jeg var barn. Her er min udkårne:



Jeg har striglet og renset hove, sadlet op og redet en tur UDEN at falde af. 
Var en anelse bekymret da jeg kom op på ryggen af ham, der var altså ret langt ned. Vi var 3 der red af sted og vi var ikke andet end lige startet, da et eller andet skræmte hestene (jeg nåede aldrig at fatte hvad det var) og de sprang frem og galoperede af sted. Og da vi stoppede kunne jeg med lettelse konstatere, at jeg sad der endnu. Det imponerede de andre, og beroligede mig.
Og så red vi ellers den lækreste tur i solskinnet. Mærkede næsten ikke, hvordan mine fødder kogte i de grønne gummistøvler, så lykkelig var jeg. Og vi både skridtede, travede og galoperede.
Jeg var glad for de andre ikke kunne se mit ansigt når det gik hurtigt, tror det var en blanding af åben mund af skræk og ren fryd.
Og min lille mave var bare så glad hele turen. Og han lugtede så dejligt.
På søndag - hvis ikke før - skal jeg ride igen. Hvis jeg kan gå?
For der er selvfølgelig lige et minus - på indersiden af mine lår bor der åbenbart -  meget dybt inde - nogle muskler, der har stået ubrugte hen i mere end 20 år.
Dem kan jeg så småt mærke nu. 
For nu er det aften, og jeg er kommet hjem efter at have gået modeshow. Og nu kan mine stakkels ben altså ikke klare mere i dag. Jeg må i seng.
Og hvis jeg har Falckabonnement er det vel ok at ringe efter en ambulance i morgen tidlig, der kan køre mig på arbejde, når det viser sig at jeg hverken kan stå eller gå?




Mandag var

en hård dag. Ca. 12 timer på arbejde. Havde lovet datteren at vi ville tage ud og spise, når jeg kom hjem.
Så da klokken næsten var 21 gik vi på kinesisk restaurant. Der var to fyldte borde og ellers gabende tomt - hvilket måske ville have sagt en mere garvet restaurantgænger noget - men jeg kommer jo så sjældent ud.
Nu ved jeg, at man ikke skal vælge en tom restaurant. Ligesom man heller ikke skal vælge buffet, når der kun er sørgelige rester tilbage:
Sådan nogle lunkne stumper mad, der har ligget siden kl. 16.15 og prøvet at holde varmen, er ikke særlig lækre.
Til gengæld var underholdningsværdien enorm - ca. ligeså stor som prisen på sodavandet:

Hjemmelave de forårsKULLER
Det eneste positive var det billige (næppe) grin og at sodavandet var rigtig coca cola fra flaske.
Vi mistede hurtigt appetitten og blev enige om, at vi kunne æde os mætte i isbaren.
Not.
Der var tre slags is: Noget lyserødt som sikkert var jordbæris, noget lyst som vi antog for at være vanille - indtil der dukkede nogle mærkelige klumper op, den dårlige belysning gjorde det umuligt at se om det var pistacienødder, chokolade eller bare madrester. den sidste is var grønlig? Altså sådan lidt militærgrøn.
Aner ikke, hvad det var - jægeris?
Nej vi blev ikke mætte den aften.
Og det kostede kun 285 kroner. 
Som min datter sagde: "Aj. mor, næste gang går vi altså kun ind et sted, hvor der er fyldt med mennesker!".
Ja vi gør!

LinkWithin

Follow Frk. Bogorm