lørdag den 31. marts 2012

Boganmeldelse: "Rødt lys stop"


489 sider, udgivet 24.marts 2012


Så kom den endelig, den nye S.J. Bolton krimi. Jeg har ventet rigtig længe. Jeg har været stor fan af hende, siden dengang jeg var boghandler og en rar mand fra forlaget talte varmt om hende. Jeg fik et læseeksemplar - og har været hooked lige siden.
Og nye læsere kan sagtens starte her, ingen af bøgerne hænger sammen eller har de samme hovedpersoner. Dog dukker en biperson, politikvinden fra "Offer", Dana Tulluch op i "Rødt lys stop"
Der er foreløbig 4 på dansk: "Offer", "Slangehuset", "Blodhøst" og så denne, jeg nu vil fortælle mere om:

Hovedpersonen er Lacey Flint, en ung kvindelig kriminalassistent med hang til tilfældig sex med flotte mænd og en usædvanlig stor interesse og viden om Jack the Ripper, der spredte skræk og rædsel i London tilbage i 1880'erne.
Nu ser det ud til, at en copycat er på spil.
En aften finder Lacey en døende kvinde, maltrakteret som Jack the Rippers ene offer. Kvinden dør i hendes arme, og Lacey - der aldrig før har været med til opklaringen af mord -kommer med på sagen.

Flere kvinder bliver myrdet på bestialsk vis. En journalist modtager et brev fra gerningsmanden, brevet minder om det brev, Jack the Ripper skulle have skrevet til pressen, og Lacey bliver nævnt.
Hun får behov for beskyttelse - ofte i form af den noget lækre Joesbury, en Special Operations agent.
Jaja, tænker du nu... men bogen er overhovedet ikke forudsigelig på noget punkt - lige når man tror, man har regnet noget ud, må man indse man har taget fejl!

Den er vanvittig spændende. Jeg kan næsten ikke fortælle mere, uden at røbe for meget.
Men jeg kan da godt sige, at man bliver overrasket undervejs. Meget overrasket!
Den er uhyggelig, Bolton kan virkelig det dér med at få én fanget og fastholdt.
Jeg synes alle bøgerne er gode - så bare kom i gang!
Og mon ikke der kommer en ny på dansk næste år? Jeg ved i hvert fald, der er en på engelsk.
LÆS den :-)
Og hvis du undrer dig over, at jeg (næsten) altid skriver læs den, er det fordi livet er for kort til dårlige bøger - dem gider jeg meget sjældent læse færdig. Og slet ikke nævne her...



mandag den 26. marts 2012

Veloverstået weekend

Så blev det mandag igen...
Men hvad gør det, når solen skinner, og den også gjorde det hele weekenden!
Lørdag var jeg til fødseldag i Karrebæk hos en veninde. Det var smadder hyggeligt, og da jeg var hjemme igen efter meget lang køretur gennem tågen i min gamle bil, havde vi søreme fået sat hegn op omkring vores terrasse bagved! Meget fint var det.
Søndag var en mærkelig dag. Da jeg vågnede viste min mobil 06.35 - men jeg havde ikke fået stillet den om til sommertid.
Og så stod jeg op! Hvor vildt at stå tidligt op, helt frivilligt og så på en søndag!
Jeg tog løbetøj på og ville så løbe med hunden. Hun er lidt mærkelig, er lige kommet i løbetid (meget passende), og hun ville ikke med! Da jeg startede med at løbe ude på asfaltvejen, stoppede hun op og nægtede at gå videre.
Gad vide, om hunde også kan have menstruationssmerter?
Nå, men jeg gik så med hende ned på marken, men efter at have tisset ville hun bare hjem.
Så det kom hun, og jeg løb alene.
I bad og tøj på og så gik vi i haven.
Det var en skøn dag. Datteren og hendes kæreste sov længe. Og var sultne, da de vågnede. Så vi kørte en tur til Smørum, hvor han skulle hente noget.
Og så på planteskole (ejer nu en fin klematis "Miss Bateman" og en uægte jasmin) og til bageren.
Hjemme spiste vi "morgenmad"  - klokken var vel blevet 12 - og der var vildt varmt på den bagerste terrasse, som er det bedste/varmeste sted på hele gården.
Faktisk hoppede datteren i bikini og lagde sig på bænken, da termometeret viste 30 grader. Og den steg!
I mens rensede hendes kæreste og jeg tagrender, han rensede og jeg holdt stigen.
Og så sad jeg der i solen med kaffe og bog.
Og så var jeg nærmest lykkelig...
Og i morgen tager jeg nok et par billeder af lyksalighederne...

fredag den 23. marts 2012

Boganmeldelse: "Glasslottet"


389 sider, udgivet 1/9-2011
En gruopvækkende roman, der IKKE er en krimi!
Bogen er fantastisk og selvbiografisk.
Pigen Jeannette vokser op under de kummerligste forhold, med 3 søskende, en alkoholiseret far og en kunstner mor. 
Som 3 årig bliver hun indlagt på hospitalet, fordi der går ild i hendes syntetiske kjole, da hun står ved gaskomfuret og koger pølser.
Faderen nærmest bortfører hende, da han og moren ikke "tror på" sundhedssystemet. Meget ærgerligt for Jeannette, der først på hospitalet oplever at blive vasket regelmæssigt og få mad 3 gange om dagen.

De stakkels unger går for lud og koldt vand - men for det meste elsker de deres forældre.
De flytter meget, hver gang de ikke længere kan få kredit og betale regningerne - mange af flytningerne foregår i ly af mørket, og børnene må efterlade det, det er lykkes dem at samle sammen af skatte, såsom sten og andres aflagte legetøj.
Moderen arver et hus efter sin mor. Et fint hus - og jord, der er udlejet til olieboringer. Det får de hurtigt formøblet, og turen går videre. Dog sælger moderen aldrig jorden - helt uforståeligt, for i perioder lever de af f.eks. popcorn eller salathoveder morgen og aften.
På et tidspunkt køber faderen (på afbetaling) en lille bitte og faldefærdigt hus. Uden el og indlagt vand. Den vinter fryser alt til og de fryser forfærdeligt. Den eneste fordel var, at der så ikke lugtede så forfærdeligt "..det var som om, alle lugtene frøs til".
Børnene er underernærede, ildelugtende - men begavede.
Det er en bog, der bliver "siddende i én" efter man har læst den.
Det må blive en LÆS den!


onsdag den 21. marts 2012

Burde måske

have skrevet om mordene i Frankrig, busulykker og alt det andet forfærdelige, der sker i verden lige nu.
Død og ulykke...
Men det gør aviserne så glimrende. Og der er massiv dækning på TV.
Får nu nærmest helt dårlig samvittighed, over at være navlebeskuende og lokal-begivenheds-agtig; men det er vel stadig i orden at blive glad over en lille fed gris på afveje?

Løssluppen

I dag kom jeg kørende mellem Roskilde og Jyllinge, på sådan en pæn stor vej. Myldretidstrafik og det hele.
Ude til højre ligger nogle huse, det ene med en høj hæk langs en mark, vinkelret på vejen.
På lang afstand ser jeg så et dyr komme luntende, det lignede umiddelbart ikke en hunderace jeg kendte, så jeg holder øje med den, den har kurs mod vejen men er dog stadig langt fra den.
Det er så ikke en hund?
Det er en GRIS!
Den sødeste, fedeste og gladeste gris kommer vraltende, med flæsket dinglende og gult mærke i det ene øre.
Jeg er sikker på den blev forårskåd og brød ud af en dødssyg, masseproducerende staldbygning på størrelse med IKEA i Gentofte.
Desværre er jeg så lovlydig, at jeg ikke tog et billede af den med min mobil. Det var ellers et herligt syn!
Heldigvis var der en, der trak ind til siden og stoppede - måske var det hans gris.
Jeg småfnisede de næste par kilometer - helt oplivet af den muntre fedling på afveje.

mandag den 19. marts 2012

Ahhh

Se, hvad der lå til mig, da jeg kom træt hjem fra Bornholm:
Teenageren havde ryddet så pænt op, nu sover hun! Og hunden og jeg er gået i seng med den nye S.J. Bolton, en af mine yndlingsforfattere. Skønt:)

søndag den 18. marts 2012

Boganmeldelse: "Tretten timer"

Boganmeldelse: Deon Meyer: "Tretten timer", forlaget Sohn

484 sider, udgivet 29. februar 2012

Hæsblæsende thriller!
Jeg blev helt forpustet af denne medrivende krimi af den sydafrikanske forfatter, hvis andre bøger jeg også har læst.
Hovedpersonen er Benny Griessel. Vicekriminalkommisær. Ved at blive skilt fra konen, har søn uden mål i livet  samt datter i London, med hvem han udveksler daglige emails.
Her står han overfor de længste 13 timer i sit liv.
Benny er udnævnt til mentor for en række nye politimænd i det nye Sydafrika. En rolle, han ikke er helt tilfreds med, han føler sig kørt ud på et sidespor. Og en rolle, der bliver svær at udfylde, da der pludselig sker to mord på én gang - og en ung pige er på flugt.

Den unge amerikaner Rachel Anderson er på flugt. Vi følger hende sideløbende med Benny Griessel og to af hans yngre politimænd. Hun flygter fra fem unge mænd, der jager hende gennem byen, efter at have myrdet hendes veninde.
Og vi følger Bennys kamp for at finde hende inden forfølgerne.
Bennys telefon ringer konstant, og han løber og kører gennem byen for at bistå med de forskellige opklaringer.
Et mord på en musikproducer ser umiddelbart oplagt ud, hans stangstive kone findes liggende bedøvet af druk ved siden af ham.
Men oplagt er det alligevel ikke.

Bogen er virkelig spændende, jeg læste den nærmest i ét stræk. 
Der er to mord at opklare på samme tid, en ung kvinde der skal findes inden hun også bliver myrdet.
Man får en god fornemmelse for, hvilket komplekst land Sydafrika er. Om de sorte, de farvede og de hvide.
Og deres problemer med at manøvrere rundt mellem hinanden.
Det er ikke bare endnu en bog om en vicekriminalkommisær, der har problemer med konen, med at holde sig fra flasken og på dydens smalle sti. Den er mere kompleks end som sådan.
Læs den!!


Boganmeldelse: "Kolde hænder"


390 sider, udgivet 2009

Stor var min glæde, da jeg forleden fik øje på denne bog på bogudsalg. Jeg har læst samtlige John Harvey bøger udgivet på dansk, engang i '90érne.
Han er suveræn.
Denne handler, som resten i den serie jeg læste, om Charlie Resnick. Han er vicekriminalkommisær i Nottingham.
Charlie elsker Jazz, polsk mad (kommer selv fra Polen) og nu også Lynn Kellogg.
Lynn var i de tidligere bøger betjent under ham - nu bor de sammen. Jeg mener, der har været en pause på en ti års tid, før denne bog kom.
Tempoet er roligt, historien smukt og godt fortalt.
Lynn Kellogg kommer alene ud til nogle optøjer, nogle unge slås og hun griber ind. Hun bliver beskudt, men reddet af den skudsikre vest - værre går det for den unge pige, hun netop har grebet fat i. Hun dør. 
Familien mener, det er Lynns skyld og ønsker hævn.
Samtidig pågår en undersøgelse af indsmuglede våben, og selv i politiets egne rækker er der involverede.
Og der er flere, der ønsker Lynn Kellogg død.

John Harvey har skrevet en serie om Frank Elder ("Aske og støv", "Lys og mørke"), dem har jeg endnu tilgode.

John Harvey kan så absolut anbefales. Kan du lide Håkan Nesser og Leif G.W. Perssons rolige tempo, er han sikkert også noget for dig.
Mon ikke de har de gamle bøger af ham på biblioteket?



Boganmeldelse: "Øjensamleren"


407 sider, udkom 15/2-12

En meget væmmelig forbryder er på spil.
Han myrder moderen, bortfører barnet og giver faderen 45 timer til at finde barnet.
Finder han ikke barnet inden fristens udløb, dræbes det. 
På de barnelig, man hidtil har fundet, mangler det venstre øje.

Vores hovedperson er journalisten Alexander Zorbach. 
Han har tidligere været politimand, med gidselforhandling som speciale. Men på grund af en uheldig hændelse måtte han forlade politiet.
Han er meget optaget af sagen om "Øjensamleren", som morderen kaldes af offentligheden.
Desværre for ham, kommer han selv i politiets søgelys. 
Hans tegnebog findes på et gerningssted (vi ved, han er uskyldig, for vi har lige oplevet ham lede efter den), og flere andre spor og beviser peger i hans retning.
Han vil gemme sig på sit - troede han - hemmelige opholdssted, men da han ankommer er der allerede nogen.
En blind kvinde påstår hun er blevet bedt om at møde op.
Alexander forstår ingenting - ingen kendte til hans hemmelige sted, bortset fra hans afdøde mor.
Kvinden hævder at have særlige evner, hun kan "se", hvor øjensamleren har været, og "se" gennem hans øjne.
Først er Alexander Zorbach meget skeptisk. Men senere må han indrømme, at Alina umuligt kan bluffe.
De to indleder en jagt på morderen - som de gerne skulle finde, inden politiet finder Alexander og anklager ham for mordene.

Vi følger en lille dreng, endnu et offer af Øjensamleren, mens han kæmper for at slippe fri af sit fangenskab. Vi oplever Øjensamlerens syge tanker og gerninger. Men først og fremmest følger vi Alexander Zorbach, der desperat jager morderen.
For nedtællingen er begyndt... og Alexander er selv far.
En meget nervepirrende historie, hvor jeg ikke lige gættede hvem morderen var.

Endnu en læs den - hvis du tør!

lørdag den 17. marts 2012

Bagud

Jeg er totalt bagud. Har lige læst 3 bøger, jeg ikke har lavet anmeldelser af.
Sidder på Bornholm, lillebrors brændeovn truer med at give efter for trykket; jeg er varm og sløv som en flodhest på land. Og mæt.
Det er weekend - og det er dejligt.
Så hvorfor er det lige, at jeg - som altid brokker mig over mit ringe sociale liv og at jeg aldrig kommer nogle steder - sidder her og tænker på alt det, jeg kunne lave, hvis jeg var hjemme?
Hvorfor er det, jeg ikke bare kan slappe af og nyde, at der ikke er en teenager, der skal holdes i ørerne og laves mad til og jages væk fra den gode sofa? At jeg ikke skal lufte hund mindst 3 gange dagligt?
At det ikke rager mig, hvis her trænger til en tur med støvsugeren?
Hvorfor kan jeg ikke bare sidde og nyde, at jeg ikke behøver at lave en skid?
Jeg har ryddet op her hos min lillebror (som er 40 år gammel), vasket hans tøj, og i det hele taget været meget storesøster-agtig. Geskæftig. Irriterende.
Og nu er klokken 20.19 lørdag aften. Og jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv.
Jeg kunne selvfølgelig anmelde de sidste 3 læste bøger? Eller de andre jeg har læst i år og ikke nævnt?
Jeg kunne tage en lur. Eller et langt bad. Eller ordne køkkenet efter aftensmaden - men det har jeg ordnet.
Måske har jeg damp?
Jeg er nok bare lidt rastløs i det.
Og har en idé om at jeg vil til at uddele "hundehoveder", ligesom Politiken giver hjerter og andre aviser stjerner, når de laver anmeldelser. Men hvordan kringler man lige den?
Jeg er ikke særlig god til alt det PC halløj her - og ham der virkelig kan den slags, ligger og snorker på sofaen...


fredag den 16. marts 2012

Bornholm Bornholm Bornholm

Så er jeg på Bornholm.
Tog hjemmefra i går formiddags i god tid - dumt! Der havde jo været noget strejke i lufthavnen, og alt var derfor forsinket.
Men det gjorde ikke så meget, for jeg havde jo to bøger i håndbagagen. Startede på Deon Meyers "Tretten timer". Den er jeg lige blevet færdig med, fredag aften på Bornholm.
Har haft en super dag.
Var på boghandler besøg i Rønne, det tog ca. to timer - og så var der weekend. Jeg blev lige nødt til at købe 3 bøger, for min bror har to tv kanaler og jeg kun halvanden bog tilbage til mandag eftermiddag - not good!
Der er ikke noget mere skræmmende end udsigten til at løbe tør for læsestof!
Og solskinsøen levede op til sit navn, solen skinnede og fuglene sang. Min bror, som jeg bor hos, og jeg, ryddede op i hans have. Den er kæmpeenorm og til den ene side er der skov. Der slæbte vi en masse store afsavede grene ind.
Tog ud og handlede. Købte en lampe, så jeg kan se at læse om aftenen. Spiste lidt. Drak noget kaffe. Hele dagen ude i den skønne natur.
Han havde fyldt godt op på bålpladsen, og vi blev enige om, at starte et bål, for at komme af med nogle af alle de grene, der allerede lå der, og dem, vi ikke gad slæbe hen i skoven.
Så han hældte noget diesel på. Wroum, sagde det. Så brændte det lidt. Og så gik det ud.
"Aj" sagde jeg skuffet, jeg elsker bål. "Har du ikke nogle aviser eller noget?" Det havde han ikke.
"Glem det søster" sagde han, "det får du sgu ikke gang i, jeg går ind!".
Så der stod jeg, med lyst til kæmpebål og ingen ild. Hm.
Fandt to stykker af det der hvide optændingshallløj, der stinker af sprit og kan bruges til brændeovne.
Og så fik jeg sgu gang i bålet.
Og havde lidt svært ved ikke at hovere, da han forbløffet kom ned i haven igen.


Billedet er taget, da jeg rager de sidste ting ind i ilden, der er ved at brænde færdig. Sjovt nok, blev det ikke dokumenteret, da søsteren knoklede løs og skabte en halv meter høje flammer...
Nu vil jeg nok gå i seng. Hårdt med al den friske luft, og at sidde og læse så længe.

mandag den 12. marts 2012

Mandagstræthed

Så blev det søreme mandag igen?
Og nu sidder jeg i sofaen, med ondt i ryggen og er bare træt!
Det har været en dejlig mandag. Tidligt op - solen skinner - og så af sted til dagens første kunde i Kalundborg, som faktisk er en ret pæn by. Boghandleren var rigtig sød, jeg fik kaffe og snak :-) Og kom til at købe en bog.
Og er I egentlig klar over, hvor møgflot Danmark er?
Min GPS sendte mig ad små veje mod Ringsted, og jeg kørte i varierede landskaber og så to fine godser, en fin kro og meget andet godt for øjnene. Aner bare ikke lige, hvor det var henne? Ah - ser lige om jeg kan google det? Hang on...
Ok, det ene sted hedder Torbenfeldt (kedeligt navn til så smukt et sted, burde hedde noget langt mere poetisk!).

Billedet er lånt her
Det andet hed Kongsdal Gods og var også meget smukt:

Billedet er lånt her
Nu er jeg altså ikke ved at udvikle mig til en Søren Ryge agtig fætter, eller har tænkt mig at lægge hele Mageruitriten ind her. Men jeg blev bare lige slået af, hvor smukt vores land egentlig er.
Og hvor fedt det er, at jeg,  takket være mit arbejde, kommer vidt omkring og har muligheden for at opleve en stor del af det.

Efter en lynhurtig kaffepause med nysmurte madder hos mine forældre i Ringsted, fortsatte jeg til Hårlev - som jeg før i dag ikke anede hvor lå.
Og der var faktisk også ret pænt dernede! Eller henne. Eller hvor det nu var.
Også der var boghandleren rigtig sød og rar, hyggelig butik og sød lille by.
Hjemme ved 17 tiden - ud med hunden. Og nu hænger jeg i sofaen, som nok sidder fast på ryggen, til jeg vrister mig fri og går i seng...
Det har været en dejlig dag! Tak for det!

Og på torsdag skal jeg til Bornholm :-)




mandag den 5. marts 2012

Boganmeldelse: "Uge 36"

Boganmeldelse: Sofie Sarenbrant: "Uge 36", forlaget People's Press

306 sider, udkommet 29. februar 2012
2 vennepar, hvor begge kvinder er højgravide, er på ferie sammen i en lille hyggelig fiskerby, Brantevik, i Sverige.
Ferien er ved at være forbi, og for at fejre det, går de den sidste aften de få meter hen til kroen.
Parret Agnes og Tobbe er uvenner. Faktisk har de småskændtes hele ugen, hvilket går det andet par, Johanna og Eric på nerverne.
Tobbe drikker for mange øl og sender den unge barpige lystige blikke - hans kone bliver sur og går hjem.
Hun kommer bare aldrig hjem. Da Tobbe senere vælter skidefuld om i sin seng, tænker han, at konen nok sover hos de andre, hvor datteren også overnatter.
Næste formiddag går han den korte tur hen til de andre - hvor han til sin skræk opdager, at konen ikke er.

Ages meldes savnet. Og snart kommer (den inkompetente) politimand Lars Räffel til stedet.
De andre belejres af pressen, især af en sært irriterende og stærkt karikeret Rosenlund.
Et lig skyller op på stranden ( som de jo ofte gør i svenske krimier) og først tror man, at det er Agnes.
Kvinden har nemlig også været gravid - barnet mangler, men til gengæld har hun en opskåret mave.
Bagpå bogen står der "nervepirrende krimi fra ny svensk krimidronning".
Personligt synes jeg, de har lidt for mange dronninger i det land?
Jeg brød mig ikke videre om bogen.
Men jo, den er da spændende - for hvad er det, der sker med de forsvundne gravide kvinder?
Personerne irriterer mig bare. Meget.
Så næh, denne gang kan man altså helt sikkert finde noget bedre at læse! Men bogen er pæn :-)


Frø-såning

I går, da det alligevel var for koldt til at være så meget ude i haven, fandt jeg en masse blomsterfrø
frem fra gemmerne:

Et lille udvalg

Jeg såede en del, bl.a. forskellige tobaksblomster, en gang tomater, Kæmpeverbena, Stolt Kavaler og Løvemund.
Så nu står der potter i vindueskarmene. 



Og jeg venter spændt på, at miraklet skal ske: Et lille, bitte frø bliver til en smuk, stor blomst. Lyder næsten som et eventyr, ikke sandt?
Er lidt i tvivl om nogle af dem, de var ret gamle - frøene...

søndag den 4. marts 2012

Boganmeldelse: "Før jeg lukker øjnene"

Boganmeldelse: "Før jeg lukker øjnene" af S.J. Watson, forlaget Lindhardt og Ringhof

368 sider, udkommer 15.marts 2012

Puha!
Tænk at have hukommelsestab. Vågne i en seng, du ikke kender, ved siden af en mand, du ikke genkender - og personen i spejlet på badeværelset kan du heller ikke genkende.
Sådan er det at være Christine.
Hver gang hun sover slettes hendes hukommelse.
Manden, Christine vågner ved siden af, er hendes mand Ben.
Han har sat sedler op forskellige steder, bl.a. omkring spejlet på badeværelset. Det skal hjælpe hende med at huske og komme gennem dagen.
Han fortæller hende tålmodigt dag efter dag, hvem hun er.
Men fortæller han det hele? Og taler han sandt? Og hvorfor siger han den ene dag, at de ikke har fået børn, og fortæller hende om en søn den næste?
Hvis ikke det var for dagbogen, som hun holder skjult for Ben, ville Christine ikke ane, hvem hun var. Er.
Christine har kontakt med psykiateren dr. Nash. Han ringer hver dag, på en mobil han selv har givet hende, efter Ben er gået på arbejde. Han beder hende finde den dagbog, hun er ved at skrive, i et klædeskab og læse den.
Han forsøger at hjælpe Christine med at huske, men i al hemmelighed, for Ben har gjort det klart, at de har prøvet at få hjælp - uden nytte, og han ønsker ikke, hun skal gennem alt det igen.
Christine har nemlig lidt af hukommelsestabet i mange år!
Har Ben sine egne grunde til at ønske, at hun ikke får hukommelsen igen?
På dagbogens første side står med store bogstaver: STOL IKKE PÅ BEN.
Gradvist husker hun mere og mere, uden hver formiddag at måtte læse sig til det hele i dagbogen...

En meget spændende og godt skrevet krimi - jeg har i al fald aldrig læst noget med samme emne før.
Endnu en LÆS DEN


lørdag den 3. marts 2012

20.000 besøg!?

Wauw - og mens jeg har knoklet i haven, har bloggen rundet de 20.000 besøgende! Hvor vildt!
Jeg er meget beæret over - og glad for -  at der er nogen, der læser med.
Det burde fejres med maner? En giveaway måske? Ja, en giveaway ville være en glimrende måde at fejretyvetusinde besøgende siden maj sidste år på.
Mon det bliver en bog, I kan vinde?
Jeg lægger hovedet i blød og vender snart tilbage...
Hav en dejlig lørdag aften derude, jeg får besøg af Wallander ;-)


Dejlig dag!

Sikke en vidunderlig dag - so far...
Klokken er kun 17.10, og der kan nå at ske meget endnu
(7-9-13)...
Jeg sov længe, vågnede, tog en kop kaffe og tøj på og skulle så bare lige lufte Nanna, inden jeg skulle i bad.
Jeg har stadig ikke været i bad. Selvom jeg trænger gevaldigt. For i går var også en dejlig dag; jeg arbejdede hjemme og blev tidligt færdig. Satte mig så om i det, der fremover med rette kan betegnes som solkrogen:

Gammelt billede, i går var der endnu skønnere


Der var 21 grader, og jeg sad og læste og drak kaffe, mens hunden - der var tøjret til det massive bord/bænkesystem, holdt stirrekonkurrence med en kat, der sad i behørig sikkerhed lidt længere væk.
Så løb vi en tur! Ja breaking news, nærmest. Det sker ikke så tit, husker faktisk tydeligt at sidste gang var lillejuleaften.
Og så nåede jeg af en eller anden grund ikke i bad, ville så vente til inden jeg gik i seng. Men så var jeg for træt. Det er endnu en fordel ved både at bo alene og bo på landet: Ingen lægger mærke til, at man er en anelse ildelugtende.

Tilbage til i dag. Da jeg kom hjem fra gåtur med hunden, kom jeg til at gå i gang med at fylde to af mine spritnye højbede:




Det har taget hele dagen. Frem og tilbage med trillebør, grave jord bag huset (har virkelig slatne arme) og køre hen og læsse i bedene.
Først røg alle de gamle potter, der ikke har overlevet vinteren i kassen. Fedt at stå og smadre!
Så et ordentlig lag hestemøg (stalden ligger lige ved siden af - det gør møddingen også), derefter mange læs jord.

Og som sædvanlig fik jeg ikke gjort tingene, som jeg havde tænkt mig. Har siddet et par aftener med havebøger og -blade, drømt og planlagt, hvordan det hele skal se ud, hvilke planter jeg vil have...
Men jeg blev ligesom grebet af stemningen ude i den have. Og så kom jeg til at plante mange af de planter, der de sidste mange år - eller for nogles vedkommende knap så længe - har stået i potter.
Jeg har knaldet en masse løg ned, selvom det vist ikke lige er tiden til det. Kommer de, så kommer de - og kommer de ikke... Så bliver jeg sur.
Det ser lidt sørgeligt ud og jeg kan slet, slet ikke vente, til det begynder at ligne noget. Men der er små knopper på det meste - så det vare vel ikke så længe?
Jeg har stadig 3 kasser - det er pallerammer, vildt nemt - jeg mangler at fylde. Planen er, at jeg vil sætte noget armeringsjern på den side, der vender ind mod terrassen - og så skal der plantes klatreroser, kaprifolie og klematis. Så bliver der lidt afskærmet med tiden.

Lang vej endnu
Men jeg orker ikke mere i dag. Jeg er helt smadret. Måske også fordi det eneste jeg har fået spist, er 5 lakridser og en lille bitte smule chokolade?
Det har virkelig været en skøn dag. Jeg er SÅ glad for at bo her. Og glæder mig SÅ meget, til min have begynder at ligne noget!

LinkWithin

Follow Frk. Bogorm