tirsdag den 7. februar 2012

Frosne havedrømme

Sidder træt og søvnig med PC'en på skødet i sofaen. Småfryser. Og zapper rundt mellem kanalerne på TV. Der er ikke noget, jeg gider se. Og er nu havnet på noget norsk TV. Hvor de går rundt i korte ærmer og laver et eller andet ved et hus - udenfor. Noget terrasse og have. Og så ramte det mig. Vidste det ville komme:
JEG VIL HAVE FORÅR. Jeg vil ud i haven!
Har været derude i dag. Da jeg kom hjem fra gåtur med hunden (kvart i 18 og det var ikke engang helt mørkt), ville jeg lige give fuglene noget mere af det fuglemad, jeg lavede i weekenden.
Jeg har en trofast solsortehan, som ender med alvorlig overvægt, hvis han bliver ved at æde sådan.
Resten af maden stod begravet på bordet under sneen, og jeg vippede noget ud af et par forme til ham i foderhuset.
Og så lyder der en hvæsen. En lille kat kommer farende, med Nanna-hunden i hælene. Den havde forvildet sig ind i vores have, og havde åbenbart glemt, hvordan man hopper over et hegn. Nanna jagtede den rundt i haven, jeg var dødsensræd for, at hun skulle æde den. Bliver nok ikke superpopulær, hvis min hund æder udlejerens kat? Men jeg fik fanget hunden og lukket hende ind. Og fanget den lille kat og vist den vejen over hegnet.
Og så var jeg ærlig talt også stivfrossen.
Gud, hvor jeg længes efter varmere tider. Lysere tider.
Efter at være i haven uden frossen tud og skibukser.
Glæder mig helt vildt til at plante og så i min lille have, som jo er helt ny og nøgen - bortset fra fin terrasse og græsplæne.
Jeg tror jeg må have fat i nogle af mine havebøger og sidde og drømme lidt. Men helt sikkert er det, at jeg skal have lavendler, roser, hyacinter, tulipaner, hortensia, vellugtende aftenstjerne, gyldenlak, kæmpe verbena, klematis... og...og...og.
Og så glæder jeg mig helt vildt, til denne rose (som jeg har i en potte) blomstrer igen. Hvis den ellers har overlevet denne skrækkelige istid:

"The Pilgrim"



1 kommentar :

  1. Havebøger er rigtig hyggelige.
    Er du opmærksom på Claus Dalbys blog herinde ?
    masser af inspiration for haveelskere.
    hilsen Mona

    SvarSlet

LinkWithin

Follow Frk. Bogorm