mandag den 27. februar 2012

Boganmeldelse: "Tilbederen"


498 sider, udkom 26. januar 2012


I denne utroligt spændende krimi er Leona hovedperson. 
Hun er en kvinde, som får to chok lige oveni hinanden: 
Først er hun vidne til et selvmord - en kvinde dumper bogstaveligt talt ned på fortorvet foran hende - og hendes mand oplyser, at han er forelsket i en anden kvinde og forlader hende.
Så tror man at bunden er nået. Men nej. 
Leona møder Robert, som i starten virker som sendt fra himlen; han er alt, en kvinde kan ønske sig:
Han er opmærksom, ser godt ud, laver mad og kommer med blomster - og er forrygende i sengen.
Som læser aner man, han er for god til at være sand. 
Og hans grimme sider kommer snigende. Han er en notorisk løgner - og snart viser det sig, at han også er værre end det.
Leona slår op med ham - og er ganske foruroliget over hans tilsyneladende rolige accept af hendes beslutning.
En af Leonas søstre påpegede tidlig i forholdet, at han var en syg stodder - og hun havde ret.
Den ene af Leonas katte findes død på hendes dørtrin - og det er kun starten på en lang række rædsler, der venter den fyrreårige, nyskilte kvinde.


For har Robert andet end katteliv på samvittigheden? (JA, det har han!)
Bogen har et stort persongalleri, Leonas store familie er godt beskrevet og hendes eksmand Wolfgangs krise ligeså. Den foregår i og omkring Frankfurt.
Den er meget spændende! 
Og skræmmende! Hvad er det lige, vi fyrreårige enlige kvinder kan rende ind i af psykopater?
Endnu en varm anbefaling herfra: LÆS DEN!



søndag den 26. februar 2012

Skræk i livet x 2

Så er det altså i hvert fald bare lidt forår!
Jeg glemte at sove længe. Ordnede terrassen bagved (fjernede en masse visne grene m.m.) inden kl 10. Iført sweater og sutsko uden at fryse. Tak sol!
Bagte brød og serverede morgenmad for to søvnige teenagere.
Og har tilbragt ca. 1½ time i hundeskov med to andre dejlige damer og deres hunde.
Overlevet et mareridt:
Hundene løb rundt og legede og vi gik og snakkede. Og pludselig kunne jeg ikke se Nanna (min hund) men kun de to andre. Hun plejer ellers aldrig at bevæge sig særlig langt væk fra mig. Vi gik langs søen, hvor isklumperne (store som haveborde) bankede mod kanten og på den anden side var en høj skrænt, hvor hundene - sidst jeg så Nanna - havde rendt op og ned.
Så ser man mig gå fuldstændig i panik. Jeg kaldte og kaldte på hende, forsøgte at komme op ad den mudrede skrænt, men måtte opgive.
Stæsede forbi to forbavsede friluftstyper mens jeg med panik i stemmen kaldte "Nanna! Nanna!" - de troede sikkert, det var et barn jeg kaldte på. Men der skete intet.
Gik tilbage, ad den vej vi var kommet. Forestillede mig, hvordan hun var nået tilbage til bilen og lå udsplattet på vejbanen. Eller på forundelig vis druknet i søen. Eller faldet ned af skrænten og brækket benet - eller endnu værre- halsen...
Forbandede mig selv over at have givet hende selen på, i stedet for det halsbånd, hvor hendes hundetegn sidder. For så kunne ingen ringe til mig, når de fandt hende.
 Prøvede at regne ud, hvor mange timer, det ville tage mig at gennemsøge hele skoven - og om politi og hjemmeværn kunne hjælpe.
Og så kunne jeg mærke jeg havde våde kinder, men det var helt sikkert på grund af den stride pålandsvind fra Furesøen.
Og så pludselig står min lille, store hund længere henne ad stien og ser helt fortabt ud. Der går to personer foran mig, og hun kigger mærlkeligt på dem, men ser mig så og kommer springende. Meget glad og lettet springer hun op og dækker mig med mudder og hundeånde. Og så er jeg glad igen.
For fanden, hun har aldrig været væk før. Og det hele tog måske max. 5 minutter.
Minder mig om dengang Olivia var lille, og blev væk i Kvickly. Skræk.
Vel hjemme igen, måtte den meget trætte og meget beskidte hund en tur under bruseren - her er et lille udvalg af de af skovens vækster, vi valgte at stjæle med hjem i dag. Og så lod jeg endda den to meter lange brombærgren, der havde filtret sig ind i hendes pels, blive liggende i skoven...
Der sidder stadig en masse i pelsen - det må jeg pille ud når hun er tør.


Det var så den ene skræk i livet.
Vi var lige forbi Randi og Saxo og drikke kaffe/spise noget kage, og på vejen hjem, begynder min gamle bil at larme meget!
Jeg stopper og tjekker at alle 4 hjul er der. Kører forsigtig videre. For i onsdags fik jeg nemlig bilen tilbage fra mekaniker, der havde repareret den for... ja... at larme meget! Det var noget med en bremsetromle (det kunne han godt bilde mig ind?) der var revnet og blevet skiftet.
Men sjovt nok var det den samme larm som før - meget ubehageligt, og jeg sneglede mig hjemad og frygtede at bilen skulle brase totalt sammen. Lød lidt ligesom, hvis man sætter en oldgammel trailer bagpå bilen, ikke sætter den ordentlig fast, men til gengæld lader en elefant hoppe op og ned på den. Sådan oink oink yiirk? En knagen og bragen uden lige.
Vi nåede hele hjem. Og jeg skal ikke udenfor en dør mere i dag. Livet er sgu skræmmende, herude på landet!

onsdag den 22. februar 2012

Tidligt i seng

Siden lørdag har jeg haft en seddel fra posthuset liggende... først i dag har jeg nået at hente disse 2 spritnye bøger fra forlaget Mrs. Robinson.
Klokken er kvart i ni om aftenen, jeg har sand i øjnene og udenfor stormer det en halv pelikan.
Hunden skal luftes, og så skal jeg i seng med mine nye venner - kan bare ikke lige finde ud af, hvilken jeg skal læse først?


mandag den 20. februar 2012

Øjenguf

Ham her (jeg mener denne film) skal jeg snart se... glæder mig!


Vinder

Se nu bare her, hvad der lå i postkassen forleden jeg kom hjem fra arbejde:


Tak til Modtryk for at jeg var blandt de heldige vindere i Facebookkonkurrencen.
Jeg glæder mig helt vildt til at se filmen. Har læst alle Jan Guillous bøger om Hamilton og set samtlige film.
Men ham her Persbrandt er vel nok den lækreste Hamilton til dato!
Så det kan KUN blive godt!

fredag den 17. februar 2012

Ufrivillig men smuk

Sidder nu ved noget der hedder Nysø i Præstø - i en bil der ikke vil starte. Er på arbejde og på vej til Stege... Skulle lige have strakt ryggen og nu vil bilen ikke starte...
Men smukt er her da!

torsdag den 16. februar 2012

Boganmeldelse: "Et hjem til Frankie"




Arh...
Skal vi sige at jeg kender én, der har læst denne bog? For I tror da ikke, at jeg har - vel?
Jeg har læst samtlige bøger af Maeve Binchy, Rosamunde Pilcher, Marcia Willett, og hvad de nu hedder, alle de der engelske damemennesker.
Nogle gange er det bare usigeligt rart at læse en bog der ender (forudsigeligt) godt.
Men.
Med denne her er bræk-kvoten altså overskredet. Den er styg. For meget. For kvalmende og for klicheagtig.
Og jeg havde alvorlige overvejelser, når jeg lå i sengen og læste, om jeg så nu skulle gå direkte videre til Danielle Steel? For hende har jeg altså ALDRIG læst! Jeg sværger!
Og nej, vel vil jeg ej læse Danielle Steel.
Denne bog her... YDRK!
Handler om en ung mand uden mål og med. Han bor hjemme hos sine forældre der har hovederne så langt oppe i deres hellige røve, at de ikke fatter at knægten drikker. De beder bare derudad og sparer sammen til en statue af en helgen. Vi er i Irland.
Men så kommer den fantastiske Emily, eller hvad hun nu hed, tanten fra Amerika. Hun har krøller af stål, et hjerte af guld og talrige talenter. I løbet af no time får hun sat skik på hele kvarteret (se forsiden), sendt Noel til AA og vendt op og ned på alles liv.
Hun arbejder alle steder og helt og aldeles uundværlig. Sjovt nok, er hun den bedste til busruterne på den hjerteklinik, hvor hun arbejder. Alle de andre er indfødte (indavl?) i den by og hun kommer frisk fra Det Store Land og kan det hele - bedre end alle andre.
Nåmen Noel får så et spædbarn på nakken. Og skal opfostre hende her Frankie. Og ih altså, hvor er der mange forhindringer, især personificeret i skikkelse af onde, onde Moira, som er socialrådgiver.
Og blablabla.
Bræk.
Og I'm sad to inform you, Mrs. Binchy - jeg er skredet...
Så tro det eller ej, her er en køb den IKKE!
Hav i det mindste spanden parat ved sengekanten. Det er rart at læse noget sødt ind imellem. Men jeg gik i sukkerchok. Og må nu læse videre, i den glimrende krimi, jeg er i gang med!

søndag den 12. februar 2012

Boganmeldelse: "Bundfald"

Boganmeldelse: Jørn Lier Horst "Bundfald", forlaget Punktum


Drabschef William Wisting er igen hovedperson i denne krimi af Jørn Lier Horst, der sidste år vandt Norges modsvar til de Gyldne Laurbær for den næste bog i rækken.

Wisting er træt. Han er udkørt og har konstant dårlig samvittighed over ikke at have kontaktet sin læge, for at høre svar på de prøver, han har fået foretaget. Men som han siger, ville lægen vel kontakte ham, hvis det var alvorligt.
Han har nok at se til. 
En afkappet fod i en kondisko skyller op på stranden. Og snart én til. Og én til. I alt 4 venstrefødder uden krop skyller op på stranden.
En kvinde meldes savnet, og flere ældre mænd er sporløst forsvundet fra et plejehjem.
Wisting formoder at fødderne og de forsvundne mænd har en forbindelse, og vi følger hans stædige opklaringsarbejde.
På den private front har han svært ved at få tid til at pleje det ret nye forhold med Suzanne. 
Han er splittet mellem pligt og fornøjelse, og har svært ved rigtigt at være til stede i forholdet.

Wistings datter Line er, ligesom i den første Lier Horst på dansk - "Natmanden" - en central person i bogen.
Hun er journalist, midt i 20'erne og ved at skrive en feature om rehabilitering. I den forbindelse interviewer hun en række drabsdømte, der efter at have afsonet deres straf, atter er ude i samfundet.
Hun fascineres af Ken Ronny Hauge, der har afsonet 16 år for mordet på en politimand. Et mord han aldrig har tilstået. Hun aner ugler i mosen, og starter sin egen efterforskning. En efterforskning med fatale følger.

Forfatteren Jørn Lier Horst betragtes som en af Norges førende krimiforfattere.
Han er efterforskningsleder hos Larvik politi - noget vi læsere får gavn af!
Bogen her er hans (så vidt jeg husker) 7. i rækken om William Wisting, men det er den 2. på dansk.
Jeg kan igen absolut anbefale at læse ham - udover at være en fremragende kriminalroman, er bogen samtidig samfundskritisk; denne gang er emnet om indespærring som straf skader mere end det gavner?
LÆS DEN:-)





torsdag den 9. februar 2012

En havenisses død

Ak ja. Så er min tid som havenisse-indehaver forbi.
Jeg vandt jo den skummelt udseende fyr til en julefrokost i december.
I starten stod han inde i stuen og spredte uhygge, det var som om hans lurende øjne fulgte én overalt.
Så han rykkede ud i haven, hvor han stod på en lille bænk nær hoveddøren og holdt vagt. Skræmte ubudne gæster væk.
Men da jeg i dag kom hjem fra arbejde, mødte dette "sørgelige" syn mig:


Staklen var væltet i stormen. Og taget en Hortensia med i faldet. Så nu er han død. Og ligger i stumper og stykker i en pose fra Netto, og venter på at blive ekspederet videre...
Og selvom hunden ser en kende skyldig ud, var det ikke hendes skyld:


Koldt

I dag kom jeg forbi denne lille frysende pige:



Vi måtte simpelthen gå tilbage og tage et billede. Hvor sødt, at nogen havde givet hende et sjal om skuldrene!
Datteren satte sig ved siden af - klædt bedre på til kulden:




tirsdag den 7. februar 2012

Frosne havedrømme

Sidder træt og søvnig med PC'en på skødet i sofaen. Småfryser. Og zapper rundt mellem kanalerne på TV. Der er ikke noget, jeg gider se. Og er nu havnet på noget norsk TV. Hvor de går rundt i korte ærmer og laver et eller andet ved et hus - udenfor. Noget terrasse og have. Og så ramte det mig. Vidste det ville komme:
JEG VIL HAVE FORÅR. Jeg vil ud i haven!
Har været derude i dag. Da jeg kom hjem fra gåtur med hunden (kvart i 18 og det var ikke engang helt mørkt), ville jeg lige give fuglene noget mere af det fuglemad, jeg lavede i weekenden.
Jeg har en trofast solsortehan, som ender med alvorlig overvægt, hvis han bliver ved at æde sådan.
Resten af maden stod begravet på bordet under sneen, og jeg vippede noget ud af et par forme til ham i foderhuset.
Og så lyder der en hvæsen. En lille kat kommer farende, med Nanna-hunden i hælene. Den havde forvildet sig ind i vores have, og havde åbenbart glemt, hvordan man hopper over et hegn. Nanna jagtede den rundt i haven, jeg var dødsensræd for, at hun skulle æde den. Bliver nok ikke superpopulær, hvis min hund æder udlejerens kat? Men jeg fik fanget hunden og lukket hende ind. Og fanget den lille kat og vist den vejen over hegnet.
Og så var jeg ærlig talt også stivfrossen.
Gud, hvor jeg længes efter varmere tider. Lysere tider.
Efter at være i haven uden frossen tud og skibukser.
Glæder mig helt vildt til at plante og så i min lille have, som jo er helt ny og nøgen - bortset fra fin terrasse og græsplæne.
Jeg tror jeg må have fat i nogle af mine havebøger og sidde og drømme lidt. Men helt sikkert er det, at jeg skal have lavendler, roser, hyacinter, tulipaner, hortensia, vellugtende aftenstjerne, gyldenlak, kæmpe verbena, klematis... og...og...og.
Og så glæder jeg mig helt vildt, til denne rose (som jeg har i en potte) blomstrer igen. Hvis den ellers har overlevet denne skrækkelige istid:

"The Pilgrim"



søndag den 5. februar 2012

Foodfight

Måtte bare lige vise dette fine billede. Som desværre ikke er taget af mig, men af min lillebror, der bor på Bornholm.
Posted by Picasa

Boganmeldelse af "En regnbue af glas"

Boganmeldelse: "En regnbue af glas" af James Lee Burke, udkommet på forlaget Hovedland



Dave Robicheaux er igen sammen med Clete Purcel hovedperson i denne Louisiana krimi.
Og tak for det!
Jeg er stor, stor fan af James Lee Burke, som er en gammel knark, født i 1936.
Han skriver helt fantastisk.
Ingen kan som ham beskrive natur og stemninger (så man rent faktisk gider læse naturbeskrivelserne uden at skimme hastigt igennem).
Hans bøger er en sært smuk blanding af vold og skønhed.
Clete Purcel er Daves bedste ven. Han er fyldt af en stærk retfærdighedssans - og en vanvittig trang/hang til rå vold. Ingen skal true Clete, eller dem der står ham nær. Så kommer de slemt til skade.
Denne uhæmmede voldelige adfærd har gjort, at Clete ikke længere er ansat ved politiet.
Men det er Dave Robiceaux. Og Clete Purcel er som altid klar til at hjælpe.
Dave burde være pensioneret for længe siden - de to er efterhånden et par ældre herrer.
Dave får til opgave at opklare mordene på 7 kvinder. En af kvinderne "stikker ud" og mordet på hende hænger ikke sammen med resten. Dave og Clete lugter lunten, og intensiverer opklaringen.
De to gamle rotter kan lugte ondskab og råddenskab på lang afstand. Og det er det, de får færten af, da Daves datter Alafair får en ny kæreste; en berømt forfattter der nedstammer fra en fin og indflydelsesrig Louisiana familie.
Bogen er et billede på USAs sydstater som der ser ud i dag. Social ulighed, resignation og følgevirkningerne af orkanen Katrina, der ramte New Orleans og Louisiana i 2005.
Ondskaben rykker tættere på og truer Dave og hans familie. Og man kan nærmest lugte frygten gennem siderne.
Clete og Dave får sit at se til. Og spm der står bag på bogen: "Bogens klimaks er overraskende og rejser spørgsmålet: Farvel ... eller på gensyn, Dave Robicheaux?".


James Lee Burke er ikke en mand, hvis bøger man læser på en eftermiddag. Jeg var faktisk mere end en uge om denne, selvom jeg var helt og aldeles opslugt af den.
Han bruger mange ord, og de er ikke altid helt lige til. Og man må og skal bare have dem allesammen med.
James Lee Burke har vundet adskillige priser i sit lange forfatterskab.
Hvis du ikke allerede er bekendt med Hr. Burke, og har lyst til fantastisk læsning i "den tungere ende" kan "En regnbue af glas" absolut varmt anbefales.
Og selv om det er nummer hvad-ved-jeg i rækken om Robicheaux/Purcel, vil jeg vove den påstand, at du sagtens kan starte her.
DO IT!

James Lee Burke. Billedet er lånt her


lørdag den 4. februar 2012

Produktiv

En af de dage, hvor man når en tur på genbrugsstationen iført morgenhår og -ånde. Og får lavet mad til fuglene... Her står det til afkøling i haven - det burde gå hurtigt med en temperatur påminus 10!

LinkWithin

Follow Frk. Bogorm