mandag den 16. januar 2012

Flyvedyr i køkken

Har lige spist det sidste af Citrontærten. Har ondt i maven og bliver pludselig bange for, om den var for gammel?
Den var kun fra i lørdags, og det er mandag i dag - så det skulle vel være ok at spise den?
Hm, gjort er gjort, måske spiste jeg bare for meget? Og den har stået i køleskabet...

Apropos køleskab: Det er det eneste sted, hvor vi ikke har møgdyr på størrelse med T-Rex flyvende rundt. Konstant må man dukke sig.
Jeg er nemlig (har været, men nu kommer der andre boller på suppen - eller andre orm i melet, om man vil) en af de dér, der har skabet fuld af økologisk dit og økologisk dat. (Og INTET af det var for gammelt. Jeg smed nemlig ud med hård hånd, da vi flyttede i oktober).
Og derfor også af økologiske mel-møl.
Jeg havde dem i Quinoa, i havregryn, i rugmel og i couscous.
Om aftenen d. 1. januar (af alle dage) brugte jeg adskillige timer på at rydde op i køkkenskabene, smide ud, skolde og putte i glas og andre ting med låg.
Jeg vaskede af og vaskede op og vaskede ned.
Kun for at opdage en satans lille lorte-orm orme sig vej oppe over skabet.
Og én, der havde videreudviklet sig, fløj ud ad skabet, da jeg åbnede det en halv time efter, jeg troede jeg havde fået bugt med det stads!

Jeg blev altså lidt træt i det, må jeg indrømme. Det er godt nok for klamt!
Men jeg har lige fundet ud af, at jeg ikke er den eneste. Det er åbenbart meget "normalt", at der er den slags i økologiske kornprodukter. Netop fordi de er økologiske og usprøjtede.
Har oven i købet hørt fra første hånd (ansat) om en helsekostbutik, hvor de ofte har problemet.
Så jeg er ikke et svin - det er da altid en trøst.
Nu står støvsugeren permanent, med hovedet af og ledningen i stikket, parat ude i køkkenet. Så har man den at falde over. Men den får ædt nogle flyvende tingester.
Og jeg... ja jeg er FÆRDIG med at købe økologiske kornprodukter. Orker ikke at have de dyr mere. Skal man investere i sådan nogle grønne øgle-lignende dyr, der kravler på alle overflader (måske fås de også flyvende?) så kan de stikke deres lange tunger ud og fange melmøl?
Nej vel...


1 kommentar :

  1. hej Hanne
    Et skrækkeligt øjeblik var jeg bange for at du havde fået kakkerlakker ..
    men - pyha - heldigvis kun de der meldyr, der sommetider ses i øko-melet. Ok - det er da også træls nok, men det andet havde nu været noget værre. Og helt slemt ville det have været hvis det nu VAR flyveøgler !
    Sådan en kage burde nok kunne holde et par dage ..
    håber den smagte godt :o)
    mange hilsener - og tak for kommentar :o)
    Mona

    SvarSlet

LinkWithin

Follow Frk. Bogorm