lørdag den 31. december 2011

At blive ældre

I går havde jeg fødselsdag. Og er nu blevet ældre. Venter så bare på at blive klogere...
Jeg havde en rigtig dejlig dag. Min veninde fra IKEA turen blev og sov, heldigvis. For efter de mange timer i IKEA med alle fristelserne - og alle de ting jeg tømte ud af den enorme lånepose inden jeg nåede kassen, var min hjerne kortsluttet. Jeg havde ligesom glemt, at jeg havde inviteret til kaffe & kage dagen efter. Vi nåede lige at købe lagkagebunde (der røg intentionerne om at bage dem selv) inden Rema lukkede, 3 min i 20. Og mel og sukker og æg.
Og efter en hurtig gang aftensmad gik vi i gang med at bage. Det blev til to forskellige slags muffins (FOR helvede da, skulle jo have taget billeder), en banankage og en lagkage med nougatcreme. Havde også ligesom glemt, at der skulle noget mellem de der bunde. Men havde heldigvis en halv liter endnu-ikke-sur piskefløde og noget nougat i køleskabet.
Vi var færdige ved midnat, og mens banankagen var i ovnen, gik vi lang tur under den stjerneklare himmel med hund og pandelygte. Og gled i en gang smattede hestepærer. Smart med gummistøvler!
Ingen af os kunne åbenbart sove. Heidi var lidt bekymret, for sidst hun sov hos mig, var det meningen hun (pga. pladmangel) skulle sove ved siden af mig, men Nanna (hunden) fik møvet hende væk, og hun måtte sove på en tynd dum madras på gulvet. Veninden altså, selvfølgelig ikke hunden!
Men denne gang var teenageren (igen) ikke hjemme, og Heidi fik hendes seng.
Sidst jeg kiggede på uret, var klokken over 3. Det er lidt surt, når man skal tidligt op næste morgen.
Men op kom vi, jeg kunne nu godt mærke det der ekstra år.
Vi gjorde rent osv, Heidi løb lige 500 km mens jeg drak noget kaffe og røg nogle smøger. Sådan er vi jo så forskellige...
Og så kom der gæster! Med gaver! Dejlige gode gaver, og dejlige gode gæster.
Fik fusioneret lidt nye veninder fra nyt liv med gamle veninder fra gammelt liv.
Det var hyggeligt. Men da der var 3 der ikke kom, var der rigeligt med kage.
Jeg havde en hyggelig dag. Og er nu gammel. Kan godt mærke det lidt nu. Synes bl.a. at morgengrimheden er frygtelig længe om at aftage. Det tager længere tid at få ansigtet lagt i de rette folder.

Meget om lidt

Havde ellers lige håbet, jeg kunne få en bog mere på listen "læst i 2011", men jeg har pludselig ikke noget lys i soveværelset. Og da jeg netop er blevet endnu ældre, har jeg vanskeligt  (vanskeligere) ved at læse i mørke.
I går - eller forgårs var det, kastede lige et blik på uret - var jeg i Ikea med en veninde.
Lang tid siden, jeg har haft sådan en dejlig tur i Ikea.
Mindes mangen en gang med piloten, hvor vi blev hamrende uvenner i Ikea.
Han syntes, det var noget billigt lort og jeg at han var en latterlig snob.
Jeg elsker nemlig Ikea. Og ingen skal sige noget ondt om det/den/dem jeg elsker, så får de røven verbalt på komedie!
Helt tilbage fra dengang jeg flyttede hjemmefra, og veninderne begyndte at blive mobile, har Ikea og jeg haft et nært forhold. Og det var en laaang tur fra Næstved til Ikea i Taastrup. Har stadig en sofa, jeg købte dengang ungen manglede tænder og nærmest gik mig til knæene. Så lort er det altså ikke. Især ikke det, der har samtlige skruer m.m. med i kassen...
Lort er det kun, når man kommer til at få et IKEA konto (Ikanofinans) kort, og sofaen pludselig har kostet mindst det dobbelte...
Nå det var lige et sidespring.
Heidi kom fra Næstved. Og så kørte vi til Ikea.
Den i Taastrup. Hvor jeg ikke har været, efter jeg flyttede nordpå. For her bruger man åbenbart den i Gentofte.
Men der skulle jeg ikke hen, ville bare blive genkendt som hende den pissesure, der sender isnende dræberblikke til fedlingen ved siden af hende i køen. Kæresten.
Nå, men jeg var bevæbnet med et gavekort fra mine forældre, og skulle kun have nogle lamper til badeværelset, hvor belysningen p.t. er som jeg, når jeg bader. Nøgen. 2 nøgne sparepærer dingler ned fra loftet.
Jeg købte så lige et spækbrædt, 3 lamper til badeværelset, fik en stol i forskud på min fødselsdagsgave (tak) og så den her superfantastiske flotte lampe, som så er skyld i, at jeg ikke kan ligge i min seng og læse lige nu.
Det er en meget stor lampe (billeder kommer på når den lyser) og kom i en flad kasse. Ikke, trods mine bange anelser, svær at samle, og normalt er jeg altså ikke bleg for at hænge lamper op.

I en sen alder har jeg fået nok af rispapirslamper, og har købt
en "rigtig" lampe til over kr. 50,-

Men da jeg skulle hænge denne op, skulle jeg lige have den grimme rispapirlampe (mon jeg er den eneste på min alder, der stadig har rispapirlamper, og plakater hængt op med lærerens tyggegummi/abesnot?) og det knitrede så mærkeligt. Først bagefter gik det op for mig, at det jo var selve lampeskærmen, der knitrede, men jeg troede det var den der stikdåsetingest i loftet. Så mig  ind til naboerne og få slukket for strømmen på afbryderen, så jeg ikke blev grillet.
Men jeg kunne ikke få skidtet til at lyse.
Det var så fordi, det er umuligt at proppe hele 3 ledninger ind i et lille hul samtidig. Der mangler en dobbeltdims. Sådan en plastik én, hvor de ledninger - f.eks. den blå, der kommer ud fra loftet, kan samles med den blå på min lampes ledning (kan godt høre, jeg får lidt svært ved at forklare mig her)... Så nu har jeg ikke lys i badeværelse, køkken og værelser...

Og så er det jo, jeg ikke kan ligge i sengen og læse. Og så bliver jeg jo ikke færdig med Jan Guillous "Brobyggerne", som ellers er smadder god. Så der kommer nok ikke flere bøger på "Læst i 2011"
Øv. Med mindre, naturligvis, at jeg virkelig giver den max gas i morgen...

Tror du så forresten på, at jeg som barn kunne fylde op til 10 kladdehæfter med en dansk stil?
Jeg tror den stakkels Fru Gjerløff var lidt træt af mig. Og det var de vist også i gymnasiet...
I don´t go for det dér "Less is more".
Men godnat, nu går jeg i seng. I mørke. Uden en bog. Gisp, skræmmende og uvant :-)

torsdag den 29. december 2011

Hvis jeg var en bog

Hvis jeg var et band, ville jeg nok være Herman´s Hermits (Herman´s eremitter). Og hvis jeg var en bog var jeg måske Ragdes "Eremitkrebsene"?
For jeg er vist sådan lidt eneboer-agtig?
På den fede måde, synes jeg selv. For det meste...
Jeg kan sige nej tak til invitationer, fordi jeg hellere vil være hjemme.
Jeg kan gå i flere dage, uden menneskelig kontakt, andet end den via sms og opringniger, og dem jeg tilfældigvis møder, når jeg lufter hunden.
Jeg nyder, at jeg, når jeg som nu har ferie, kan gå i to dage i grimt og slasket nattøj og morgenhår døgnet rundt, uden at være bange for at skræmme nogen med min drageånde og ufattelige morgengrimhed. (jeg børster altså tænder! Men synes det er så befriende at slippe for den der gentagne, daglige trummerum, med at stå op, gå i bad, føntørre hår osv.osv).
Jeg føler mig ikke ensom
Bor dog ikke alene men stadig sammen med både datteren og hunden.
Jeg har været alene en del af ferien, og forleden fik jeg nok af min selvvalgte isolation, og tog ud til kaffe hos en gammel nabo. Det var hyggeligt, men alligevel blev jeg slået af en glæde over at bo uden en mand:
Han var altså lidt i vejen.
Han sad i stuen og så fodbold, da jeg kom.
Og vores konversation var derefter: "Har I haft en god jul?" "Jo tak, hvad med jer?" "Tak den var fin"...
Man kan altså ikke tale fuldstændig frit fra leveren, med ens kæreste til stede.
Og det er fordi, så meget åbenbart drejer sig om ham.
Han fylder en del i ens liv (hvis man altså har en), uenigheder, uoverensstemmelser, glæder, sex og økonomi, er ikke bare sådan noget, man sidder og plaprer løs med, når han sidder ved siden af og lader som om, han er dybt optaget af 22 mænd i shorts...
Og man har voldsomt brug for at få luft - det mindes jeg svagt selv.
Heldigvis fortrak han, ind på et af de sammenbragte børns værelser, hvor han spillede playstation med drengen.
Det var da sødt. Men som hun tørt konstaterede, var det ikke noget han ellers gjorde. "Det er fordi, han ikke ved, hvor han skal gøre af sig selv når du er her", sagde hun.
Og så var de jo lige, at jeg priste mig lykkelig over "kun" at bo sammen med barn & hund.
Tænker tit på, at hvis jeg nu havde en mand, HVOR skulle han så være?
Hvor skulle jeg gøre af ham, når mine veninder kom på besøg?
Skal man bygge en opvarmet garage med TV og internet, og sende ham derud? Bede ham om at besøge sin mor/ven?
For de er altså i vejen for den frie samtale.
Helt fine at være i stue med, når alt er ok og ingen har trang til at spy galde ud. Gode (nu generaliserer jeg en anelse, I know), når der skal diskuteres politik og verdenssituationer.
Men ikke, når man skal høre, hvordan veninden i virkeligheden har det.
Nå, men han luskede af, og vi rykkede tættere sammen i sofaen, og så fik jeg hørt, hvordan julen i virkeligheden havde været. Og atter blev jeg glad. Ahh, glad er måske så meget sagt, men jeg tænkte i al fald, at det sgu er meget nemmere uden. Uden mand.
Jeg har jo prøvet det. Med hele 3 mænd har jeg boet sammen. Heldigvis da ikke samtidig.
Men med samme katastrofale udfald.
Ham den lækre, søde, opmærksomme, kærlige mand der er villig til at føre lange samtaler og alverdens ting INKLUSIV følelser, glider langsomt, og i starten nærmest umærkeligt over i sådan én, der prutter og bøvser som var han betalt for det (og kigger chokeret og forarget på én, hvis man for hver af hans 4000 prutter selv kommer til at slippe en lille vind), kun taler om sig selv, sit job og sine interesser.
Ok, det er uretfærdigt - det var kun den sidste...
Nej, men helt ærligt.
99% af tiden er jeg glad for at bo uden en mand.
Man kan jo ikke bede ham skride ud på en lang gåtur (6-7 timer), når man har lyst til at være alene.
Jeg kan indrette hjemmet, præcis som jeg vil have det (her ville en ekstra indkomst dog være kærkommen),ligge og læse så længe jeg vil, uden at genere nogen med at lyset er tændt.
Have besøg af dem, jeg vil og når jeg vil.
Lade hunden ligge i både seng og sofa, uden en perfid rengøringsliderlig mand synes det er vildt ulækkert.
Jeg slipper for en skrækkelig svigerfamilie med endeløse rækker af fødselsdage, konfirmationer og familiekomsamner. Hm.. har så aldrig haft en skrækkelig svigerfamilie, men jeg hører jo et og andet og læser en masse bøger.
Men jeg må også indrømme, at jeg nogen gange er ulidelig træt af, at skulle gøre alting selv. Være alene om alting og tage alle beslutninger selv. Det kunne da være rart. at have en, der kunne forklare mig alt det der med pension og skat, uden at være totalt overlegen og samtidig betalt for det.
Rart at have en at dele opgaver, udgifter, glæder med. Og tage beslutninger sammen med. Og én der sagde, at maden smagte godt - og laver den.
Jeg er fuldt ud i stand til at bore/skrue m.m. med mine fine maskiner.
Kunne bare godt bruge nogle ekstra arme engang imellem.
Og lidt nærkontakt. Og et ekstra hjerte. Det skulle bare ikke bo her.





tirsdag den 27. december 2011

Boganmeldelse: "Holder du lige øje med mit diadem..."




Bogen er en samling af allerede udgivede klummer og nye tekster. Julia Lahme er som sædvanlig både skarp og morsom, når hun spidder os kvinder i dagens Danmark.
Her er noget, jeg tror alle vil kunne nikke genkendende til.
Der er historier m dem, der prøver at få det hele til at gå op i en højere enhed - du ved de der pisseirriterende typer med speltboller, lækker mand, karriere, børn og hele svineriet.
Om os, der drømmer om andet og bedre.
Om pinlige episoder og ting, man ville ønske man aldrig havde gjort. Eller havde gjort.
Den er god at læse, alle teksterne er i sagens natur forholdsvis korte, og bogen er derfor et glimrende alternativ til "Lokumsbogen". I hvert fald for kvinder. Men også for dem, der gerne vil lære noget om dem!

mandag den 26. december 2011

Jeg vil også have Mr. Rochester

Sidder i køkkenet, ved siden af en skål med resten af den ris a' la mande jeg ikke kan klemme mere ned af, stadig iført morgenhår og absolut hæslige velourbukser.
Coldplay spiller i stuen (desværre ikke live), og jeg er så småt begyndt at pakke julepynten ned.
Her bliver lidt tomt og blegt i det, synes jeg, og overvejer at lade sådan nogle papirstjerner med lys i hænge i vinduerne.
Juletræet har fået dispensation og bliver et par dage endnu.

Som min kusine sagde:"Bliver du aldrig træt af
at fotografere den hund??"

Det er lykkedes mig at hænge en (besværlig) lampe op i soveværelset.
Sagde farvel til den nøgne pære med bankende hjerte, mest fordi strømafbryderen er inde hos naboerne, som ikke er hjemme. Er ikke vanvittig fjollet med at rode med el uden hele molevitten er slukket.
Men jeg fik ikke stød.
Og nu er der fint lys over land. Over min seng. Som bliver brugt til intet andet end søvn, læsning og hund.
Kedeligt, hva?

Jeg havde en rigtig dejlig juleaften, nåede det hele. Maden var god - og jeg fik oven i købet et par gaver.
Vi spillede pakkeleg med overdrevent mange gaver:


Da familien var kørt ved 23 tiden var jeg godt brugt, men begyndte så at spille Wordfeud (en slags Scrabble) på mobilen med datteren. Da jeg var gået i seng, kom hendes kæreste, så jeg stod op igen og så var klokken pludselig 03.
1. juledag kom min "unge veninde", hentede hende hos noget familie i Veksø, hvorefter vi gik en tur med hunden derude i den frie natur. Jeg fornuftigt påklædt: morgenhår, overtræksbukser og gummistøvler.
Majken var som sædvanlig toptunet, og trippede af sted i mudderet.
Herhjemme hyggede vi, så TV (indtil det ikke virkede mere, tak TDC) læste og snakkede. Og ikke mindst åd.
Hun blev og sov her og tog af sted i dag.
Datteren havde vi kørt hjem til en veninde i aftes.
Så var jeg alene igen.
Sjovt, som det er med det.
For det meste nyder jeg det virkelig. Men nogengange - bare i små glimt - synes jeg sgu alligevel, det er lidt ensomt og kedeligt. Så jeg skovlede hunden op i bilen og kørte ud i hundeskoven med hende.
2. juledag er åbenbart den store hundelufterdag. Vi mødte en masse andre hunde, og pludselig også en ældre dame, som jeg genkendte som én, vi boede tæt på, dengang vi boede sammen med piloten.
Vi faldt i snak, som hundemennesker åbenbart gør ("nej, hvor er den sød, hvad hedder den", "Aj, en fin hund...") og så spørger jeg, om ikke hun er hende, jeg tror hun er.
Og inden jeg ved af det, får jeg lige bitchet lidt om min eks. Ahhh, det var rart at komme af med noget dér!
Især fordi denne flinke, nydelige ældre dame mente, at der var noget galt med hans hovede!
Faktisk var det hende der startede. Og jeg kunne jo ikke så godt bare stå der, uden at sige noget vel? Det ville være vildt uhøfligt, og sådan er jeg jo ikke...
Og da vi stod der og snakkede, kom der nogle med en masse hunde. Og så var der pludselig 7-8 stykker.
Må være rart at møde artsfæller.
Hjemme igen var jeg lidt aktiv - det med lampen. Overvejer et bad og rent tøj - det er jo jul...

Har set Jane Eyre , jeg vil også have  Mr. Rochester!
Nå, prøver det der bad og rene tøj - er et skridt på vejen :-)




lørdag den 24. december 2011

Glædelig jul

Rigtig glædelig jul til dig og dine.
Jeg  håber du må få en dejlig aften, uden for mange klumper i sovsen, so to speak.
Det er jo nok ikke lige alle, der får den juleaften de ønsker sig.
Der er krig og hjemløse og fattige. Og syge, triste og ensomme.
Og dem, der må tilbringe julen med den svigerfamilie, de ikke er så begejstrede for. Eller endnu værre: Har dem på besøg hele julen.
Eller må sidde helt alene.
Jeg hørte i radioen forleden, at mange hospitaler har flere socialt udsatte liggende over i julen. Helt bevidst lader de dem blive, så de ikke skal være alene. Det er da juleånd og næstekærlighed i disse sparetider!
Nedslidte husmødre, der har gjort julen til et showroom for deres kunnen. Drysset en masse glimmer på - så man ikke ser det under neden.
Der er nyskilte og forladte. Dem der bare skal have julen overstået, så de med bedre samvittighed kan forlade manden /konen og ungerne.
Dem der i aften sidder og tænker: Hvad fanden laver jeg her?
Der er uindfriede forventninger - men da heldigvis også det modsatte.
Brændte ænder og brændte mandler.
Og så er der alle os, som har hele og halve familier.
Mine forældre er stadig sammen efter 44 år her 2. juledag. De kommer. Min lillebror kommer, hans kæreste bliver på Bornholm, hvor hun skal fejre jul med sine forældre, hvoraf den ene bor i Grønland.
Så kommer mine kusiner. Den ene med sin datter, den anden alene.
Så er der mig og datteren og hunden. Vi kommer ikke. Vi bor her. Vi er her i forvejen. Men endnu en amputeret familie.
Overvejer nogle gange at stikke af fra det hele, rejse til et eller andet eksotisk sted og holde jul.
Men det kommer jeg nok aldrig til.
For selv om jeg lige nu sidder i morgenkåbe iført dræberånde og morgenhår, med et hus der både roder og er beskidt, et upyntet (men dog hentet!) juletræ, en gryde med (betonlignende) risengrød på køl i haven - må opbløde den med flødeskummet - en datter der har sovet hos kæresten og for pokker da snart må komme hjem og hjælpe lidt til, ja så...
Ja så kan jeg jo alligevel godt lide det her jul.
Jeg ved, træet bliver flot. Ris ala manden bliver god. Maden smager godt (min søde far kommer med ænderne stegt og sovsen lavet) vi hygger os, kan ikke spise halvdelen af den (hjemmelavede!) konfekt.
For et par år siden indførte vi pakkeleg. Det er højdepunktet. Og takket være den, får jeg måske også et par gaver.
Da de andre foreslog, at vi i år droppede gaverne vi voksne i mellem, var jeg desværre for meget kylling til at skrige NEEEEEEJ! Sagde bare (meget voksent), at det kunne vi godt. Men jeg får da én, ved jeg. Datteren har købt til mig.
Må indrømme jeg stadig er en sucker for gaver. Kan bare ikke lide at få dem. For hvis jeg får noget, jeg ikke kan lide, kan jeg ikke finde ud af det der "en grimasse der kan passe".
Faktisk ville jeg helst pakke op alene på toilettet. Så kunne jeg øve mig foran spejlet, og lægge ansigtet i de rette folder, inden jeg kom ud.
Men ok - der kommer mere. Om 6 dage har jeg fødselsdag.
Og NU må jeg hellere komme i gang!

Kan I nu alle have en rar og fredelig og hyggelig, dejlig aften.
Glædelig jul!
Og her er lige lidt at smile ad - hvis man altså kan lide hunde:



fredag den 23. december 2011

Så står verden ikke længere

Man kan nok kalde det en overspringshandling. Eller panik før lukketid.
Det utrolige er sket: Jeg har været ude at løbe! Sammen med hunden. Og her har du beviset:

En meget træt og beskidt hund & ditto løbesko

Aner ikke, hvad der gik af mig.
Men jeg kunne ikke rigtig vågne. Og eftersom der kun er 8 dage tilbage af 2011 (det år, jeg højtideligt lovede mig selv at begynde at løbe), var det vist på tide at komme i gang.
Og nu må jeg så lige i bad. Købe juletræ, spise frokost m. mit "rigtige" arbejde ( ikke boghandelen, det er slut i denne omgang), købe en gave, mad, gøre rent og alt det dér, der ligesom skal ordnes inden i morgen eftermiddag,  hvor hele familien kommer for at fejre juleaften. Her!

Og så må jeg ikke glemme at nyde, at jeg for første gang i mange år har FRI d. 23. december.

onsdag den 21. december 2011

Tyre -ting

En dag fik jeg noget hundeguf med hjem fra arbejde til Nanna (min hund).
Det var sådan nogle tørrede tyretestikler. Dem var hun ret vild med.
Så i dag, da jeg var ude for at købe hundemad, tænkte jeg at hun da også skulle mærke det er jul.
Jeg spurgte så den rare mand ved disken: 
"Har du tyre-nosser?" Og straks det var kommet ud ad min mund, vidste jeg det var endnu en fejlformulering. Han så helt forkert ud i hovedet og brød så ud i latter.
Hans kollega, som havde stået lidt i baggrunden, slog en endnu større skraldlatter op og svarede: 
"Nej det har han ikke, men prøv at spørge ham, om han har hængenosser - det har han. Jeg har været i sauna med ham!".
Det grinede vi meget af. Jeg grinede hele vejen ud til bilen belæsset med hjorteben (de kunne ikke skaffe tyrenosser for tiden) og 15 kg hundemad.
Der er nu ikke noget som et godt grin :-)

Dette fine billede er lånt her


mandag den 19. december 2011

Boganmeldelse: "De glemte piger"




Engang var jeg ret vild med Sara Blædel, men det gik for alvor over, da jeg læste "Kun ét liv". 
Tog egentlig kun "De glemte piger" med hjem, fordi en kollega påstod den var god.
Det er jeg virkelig glad for, at jeg gjorde! Allerede fra første side var jeg hooked. 
Bogen foregår omkring Hvalsø/Roskilde/Holbæk og har atter Louise Rick som hovedperson. 
Hun er nu blevet chef for en nyoprettet afdeling: Den særlige eftersøgningstjeneste.
Hun er blevet lokket væk fra drabsafdelingen - hvor hun gerne ville undgå den nye chef - bl.a. med løftet om selv at kunne hente sine efterforskere til teamet.
Det holder bare ikke, hun får Eik Nordstrøm tildelt. Og da han ikke møder op første dag, må hun hente ham på beværtningen "Hos Ulla", hvor han ligger på to stole og sover branderten ud.
Det tegner ikke videre godt for deres samarbejde, men denne Eik er en ret sympatisk mand, og han bliver. Håber han også er med i den næste bog - man bliver lidt lun på ham.

En kvinde findes død i skoven ved Hvalsø. Ingen er meldt savnet, og hun er heller ikke efterlyst. 
Der er ikke spor efter en forbrydelse...
Da fotoet af kvinden offentliggøres, henvender en tidligere ansat på Åndssvageforsorgens institution "Eliselund" sig og fortæller, at hun kan genkende kvinden.
Og så tager historien ellers fart.
Eik og Louise kører til skoven ved Hvalsø for at finde spor efter kvinden. I stedet finder de en lille flok forladte, små børn og en voldtaget og myrdet dagplejemor.
En række voldsomme voldtægter finder sted, og Louise og Eik får travlt med at finde gerningsmanden.
En virkelig spændende og velfortalt bog med stærke karakterskildringer og et super plot.
Sara Blædel er tilbage for fuld skrue - og tusind tak for det!

Bankrådgiver-humor

Hvis ellers min bankrådgiver havde humor, ville jeg sende ham denne plade overtræks - chokolade:



Men det har han desværre ikke.

søndag den 18. december 2011

Så er løbet kørt

Fredag var jeg med arbejdet til julefrokost på et forlag, hvor jeg var så heldig at vinde denne skumle fætter:


Og altså. Nu er løbet vel kørt? Bunden nået? Jeg har en havenisse. 
Noget jeg altid har forsvoret at eje, og som jeg synes er noget af det mest skrækkelige, der findes.
Nu er jeg altså en enlig kvinde med havenisse - nu finder jeg aldrig en mand! Suk.
Og ham her, prøv lige at se hans fjæs? Han er faktisk ret skræmmende, ser lusket og ubehagelig ud.
Og er det skarpslebne knive, han står der og prøver at gemme?
Tør ikke rigtig vende ryggen til ham.
Heldigvis skal jeg have ham med tilbage til  julefrokosten næste år. Og i mellemtiden fotografere hans oplevelser...

torsdag den 15. december 2011

Twitter

Nu er jeg også på Twitter...
Frkbogorm
:-)

Bøger (igen)

Kan se det er skrækkeligt længe siden, jeg har skrevet her på bloggen.
Sagen er at jeg er blevet lidt gammel og træt i det.
Jeg "julearbejder" nogle dage om ugen i "min" gamle boghandel.
Og havde lykkeligt glemt, hvor sindssygt hårdt det er at stå op hele dagen, vandre rundt i butikken belæsset med bøger, pakke ind (og være rar) i lang tid ad gangen.
Resultatet er, at jeg er totalt smadret, når jeg kommer hjem.
Jeg brokker mig - men jeg nyder det!
Altså at være tilbage i boghandelen.
Dejligt at møde de gamle kunder der siger "Guuud, er du her igen? Jeg har savnet dig!"
Så bliver man så varm om hjertet, at man glemmer man har ondt i fødderne.
Og det allerbedste er, at jeg har fået fingre i en masse læseeksemplarer:

Har allerede læst lidt - hun er god og rammer plet

Glæder mig, den har fået gode anmeldelser
og skulle være bedre end den sidste, som jeg ikke
var videre begejstret for

Også fået fede anmeldelser 

Så jeg har nok at lave. Går nok bare snart i seng med stakken.
Har været i boghandelen i dag, datteren er til koncert med en eller andet neger-gangster-lookalike, hunden er luftet og har spist. Jeg har drukket lidt cola og spist 3 gamle havregrynskugler (som har stået et døgn på sofabordet) - gider ikke lave noget at spise - men nevermind, for hvis bøgerne er rigtig gode, kan man godt glemme at man er sulten:-)

Så opgav jeg i øvrigt at læse "Disciplen". Nåede halvvejs. Og nej, den fangede mig ikke. Hovedpersonen Sebastian er en snotdum, egoistisk spade - og jeg kunne ikke holde ham ud. Så farvel til den. Intet begrejstret "Læs den - køb den" i denne omgang. Nr 1, "Manden der ikke var morder", var bedre...

torsdag den 8. december 2011

Pæne mænd og flettede stjerner

Hm. Har lige været et smut i hovedstaden.
Til julestue hos Gad.
Ganske fornøjeligt: Søde mennesker, god Glögg, hyggelig jazz og nogle fabelagtige kæmpe havregrynskuglelignendesager - som jeg spiste 6 af.
Flettede mit livs første stjerne - det vil sige, Henriette flettede det meste - jeg er motorikspasser og fatter ikke det dér med små strimler, der skal ind under/udover hinanden. Og hvad sker der lige for brugsanvisningen? Den forstod jeg så heller ikke lige?
Jeg tog mit fine resultat med hjem:


Selv om det var meningen, julepynten skulle pynte hos Gad - men helt ærligt - min første stjerne :-)

Men det var jo slet ikke det, jeg ville sige.
Jeg tog S-toget hjem fra Nørreport.
Og endnu engang blev jeg imponeret og nærmest lamslået over Københavns fine og store udvalg i ... MÆND!
Hold da kæft, hvor er der mange pæne mænd!?! Havde virkelig svært ved at koncentrere mig om at læse i toget:-)
Endnu en grund til at bruge offentlig transport...



Boganmeldelse: Den døende detektiv



Har da helt glemt at fortælle, om endnu en fantastisk læseoplevelse jeg har haft.
Leif G.W. Persson skriver så englene synger, og vi almindelige dødelige håber bogen aldrig slutter.
Jeg har stået i en boghandel og smuglæst de sidste 2 sider, som desværre manglede i det læseeksemplar, jeg havde.
Jeg vidste godt de manglede, det fandt jeg ud af i sommer, da jeg havde bogen med på sommerferie.
Men nu havde den stået og lokket så længe, at jeg ikke længere kunne modstå fristelsen.
Og altså!!!
Hvor var den bare GOD!
Han minder lidt om Håkan Nesser. 
Samme rolige tempo og egentlig ikke så meget splat, blod og indvolde.
Ikke én for dem, der vil have høj fart og blodige detaljer. 
Men for dem, der kan lide at læse om alt det, der foregår mellem mennesker og om midaldrende politimænds (i dette tilfælde pensionerede politimænds) filosofiske betragtninger.
Og så godt kan lide spændende mysterier...

Lars Martin Johansson er bl.a. pensioneret chef for Säpo. Og han stopper en dag ved en legendarisk pølsevogn, for lige at nappe en pølse på vej hjem.
Men han vågner op på hospitalet, delvis lammet af en blodprop i hjernen. 
Lægen ordinerer ro, hvile og genoptræning - men nævner også lige et gammelt, uopklaret mord på en lille pige.
Og så går Lars Martin Johansson ellers i sving. For hvis der er noget han afskyr, er det uopklarede sager.
Han starter sin egen private efterforskning fra sygesengen, først på hospitalet og senere fra hjemmet.
Dertil får han hjælp af sin bedste ven og gamle kollega, en ung pige, som hustruen har ansat til at passe ham mens hun selv arbejder, og senere en forfærdelig stærk mand ved navn Max.
Vores hovedperson må konstatere, at blodproppen har gjort noget ved ham. Han er ikke længere så skarp til at se om hjørner, han får mærkelige klumper i halsen over de mindste ting - og er træt, svag og afkræftet.
Klumper i halsen fik jeg flere gange, den er altså umanerligt smukt skrevet. 
Jeg blev helt lykkelig i maven over den.

Denne bog er egentlig den sidste i en serie, men jeg vil vove den påstand, at den kan læses selvstændigt. Det har jeg gjort, og jeg vil starte med bind 1 og læse hele serien - for jeg kan ikke få nok af hans tørre humor og sarkasme.
En læs den - køb den - hør den... ØNSK dig den i julegave.
For dælen den var smuk og klog og spændende.


tirsdag den 6. december 2011

Boganmeldelse: "Jernhuset"



Er netop blevet færdig med "Jernhuset".
Har læst alle John Harts krimier - og synes de hører til i toppen af poppen. 
Han skriver fantastisk. Simpelthen.
I denne bog er Michael hovedpersonen. Da vi møder ham, har han lysegule malingpletter på armene; netop blevet færdig med at male børneværelset til den baby, han venter sammen med kæresten, Elena.
Han er oppe om natten, sover meget lidt, og man aner hurtigt, at under de pletter maling gemmer sig en ret ualmindelig mand. Og ganske rigtigt.
Han er absolut (og tak for det!) ikke som de fleste vordende fædre. Ham her har en grum og hemmelig fortid som koldblodig morder.
Han vokser op på et Gudsforladt børnehjem - heraf titlen - med sin svagere bror Julian, som bliver misbrugt og mishandlet af de andre børn.
Julian ender med at dræbe en af plageånderne i selvforsvar, Michael påtager sig skylden og stikker af. 
Julian bliver.
Jeg kunne skrive meget meget mere, men er bange for at røbe for meget.
Her er fantastiske personbeskrivelser, et uigennemskueligt plot og virkelig gang i den.
Og hvis du er til krimier, der kan mere end Marklund og mange af de "kendte", så prøv John Hart!
Køb den - lån den, whatever - bare LÆS den!


lørdag den 3. december 2011

Narko - belysning

På trods af, at der næppe bor en hulens masse stiknarkomaner herude på landet - eller hvis der gør, så vælger de næppe at komme herop på gården for at fixe- er det lykkes mig at købe en lyskæde med narkolys.
Nøjagtig den samme, klamme belysning, som der er på mange offentlige toiletter.
Angiveligt for at narkomanerne ikke kan se deres årer i den belysning. For hæslig er den. Se selv:

Pænere på billede end i virkeligheden
Jeg har stæset to (mindre) byer rundt efter en lyskæde.
For de andre beboere her på gården har pyntet for vildt og fint.
Og jeg vil ikke stå tilbage. De har juletræer med lys, der er lyskæder viklet om de tykke træstammer i alléen i indkørslen. Og oven i købet et bette rensdyr (altså i lys).
Og jeg vil have hvide lys.
Men der er fandeme ingen at opdrive i hverken Stenløse eller Allerød.
For nu er jeg da Gudsketakoglov glimtvis så frisk, at jeg kan bruge tid på den slags!
Troede ellers jeg havde gjort et fund. Men da jeg kom hjem med den, viste det sig at være sådan en fætter, der skal hænge vandret og så forestille sne eller is, eller hvad fanden ved jeg?
Det ville jeg ikke have. Skal ikke kravle rundt i nogle tagrender og montere skidtet...
Til gengæld er jeg grøn. Noget energisparehalløj.
Men behøver der være en GRØN pære midt i det hele?
Eller er det sådan en statement-ting? Se min grønne pære, jeg er helteagtig og tænker på miljøet?

Og nej, det er ikke et spøgelse... tror jeg.
Det er skidesnyd.
Og jeg sagde altså til manden (hvis man kan kalde den ultra-unge ekspedient det?), at jeg ikke ville have narkomanlys.
Jeg ville have det ligeså pænt som hos naboen:

Det er da hvidt lys!
Gud ved, om man kan bytte kæden? Gad vide, om man gider vikle den af alting igen? Gad vide, om jeg kan vænne mig til mit narkolys?
Uhuuu, mange store spørgsmål en lørdag aften. 

Kan du også se det grønne?
Hm...
Øv.
Not pænt på den fede måde.
Ikke engang bare pænt. Og jeg ved ligesom bare, at den højst sandsynligt bliver hængende der i årevis. Hele året rundt.
Men hov, det er lige gået op for mig, at man jo kan slukke for den? Smart!
Godnat så!



fredag den 2. december 2011

Natmandens far har vundet

en stor pris i Norge. Se selv her
Tillykke og helt sikkert velfortjent (har ikke læst den bog, der fik prisen, kun "NATMANDEN")
Du kan læse min anmeldelse af Natmanden her


LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...