torsdag den 24. november 2011

Sygehus(u)væsen

I går blev jeg indlagt på Herlev hospital.
En oplevelse, jeg godt kunne have været foruden.
Jeg har ikke været på sygehus som patient, siden jeg fødte for over 17 år siden - og tak for det!
Jeg kom rimelig hurtigt til, min læge havde ordnet indlæggelsen, og mine søde chefer kørte mig derhen.
Jeg fik taget blodprøve og da kl. var 14 var jeg også blevet scannet. Og så skete der ligesom ikke mere, før kl. var omkring 20.
Heldigvis insisterede mine flinke forældre og bror på at komme og holde mig med selskab. Som tiden gik fik jeg mere og mere ondt. Og kunne ikke holde ud, at sidde i det lille og trange venteværelse.
Jeg troede, man i det mindste fik en seng, ville have elsket at ligge ned.
Så jeg gav dem mit mobilnummer og bad dem ringe, når lægen engang havde tid til at se mig. Og så gik jeg ned ved indgangen og ventede på min familie.
Overalt i modtagelsen, hvor jeg ventede, lå der folk i senge på gangen.
Folk fór frem og tilbage. Og stakkels syge mennesker lå i ydmygende og uflatterende stillinger til offentlig beskuelse. Hvad fanden er meningen? Folk er dårlige og syge, og så skal de ydmyges ved at ligge der, kaste op og ligge halvnøgne med hospitalsunderbukserne stikkende frem under dynen. Det kan man sgu ikke være bekendt. Der var da heldigvis nogle, der var rimelig bevidstløse.
Gav senere min bror ret i, at det sgu lignede et hospital i et u-land.
Og så ringede de efter mig. Og jeg fik mit møde med lægen, som kunne fortælle, at de ikke kunne se, der var noget galt med mig. Og jeg kunne tage hjem.
På det tidspunkt havde jeg så ondt, at jeg lige kom til at græde lidt engang i mellem.
Spurgte om han virkelig ville sende mig hjem med alle de smerter? Ja, lød svaret. Og hvis jeg fik det værre, skulle jeg bare tage noget mere smertestillende og kontakte min egen læge. Jeg fortalte ham, at jeg havde været hos egen læge mandag og tirsdag. Og vagtlæge mandag. Og at der jo måtte være et eller andet galt? Joeh, han kunne jo foretage en undersøgelse af mit underliv? Ja tak, svarede jeg, selv om jeg ikke er specielt vild med at ligge der og stikke den op i fjæset på fremmede mænd. Og den kvindelige "praktikant" hos min egen læge havde foretaget en i mandags. Men hun var ½ time bagud, havde hun fortalt... Så jeg ved ikke lige hvor grundig hun var.
Så jeg lå der igen. Og han asede og masede. Og så gjorde det nas. Og så sagde han nølende, at han kunne få gynækologerne til at kigge på mig? Jo tak. På det tidspunkt var jeg faktisk ret ligeglad, ville bare finde ud af, hvorfor det gjorde ondt og så få det til at stoppe!
Så tog vi elevatoren op på 15. etage og ventede igen.
Og så kom jeg til hos den sødeste, kvindelige gynækolog. Som var så sød lige at tage en smeartest, eller havd nu alle de rykkerbreve fra Hillerød hospital handlede om - det der celleforandringshalløj.

Men hende her var meget grundig.
Fik sådan en ultralydsscanning og kunne se hele mit underliv på skærmen. Fascinerende. Lignede lidt et månelandskab, lå hele tiden og ventede på Neil Armstrong dukkede op med det amerikanske flag.
Alt var normalt der. Heldigvis da.
Men hvordan fanden kan det være, at man sender folk med de vildeste smerter hjem? På sådan et hospital har man jo ligesom alle specialister samlet. Hvorfor ikke beholde mig til næste dag, give mig noget heftig medicin så jeg kunne sove, og så fortsætte undersøgelserne?
Hvorfor skal man hjem og så forbi egen læge, for så at blive henvist til en specialist af en slags?
Og så kørte mine forældre mig hjem. Og jeg sad på bagsædet med min mor i hånden og hylede. Det er godt nok mange år siden sidst!

I dag blev jeg så hentet af min chefs kone. Eller min ene chef - for de er vel begge mine chefer.
Det rare menneske kørte mig til sin fysioterapeut. Og han konstaterede, at jeg havde et låst bækken og en låst 5. lændehvirvel. Og så havde han lige en nøgle :-)
Jeg har stadig ondt, men nu ved jeg hvorfor. Og at det snart holder op. Laver 15 rygøvelser i timen. Svært med spaghettiarme...

Om ikke andet har jeg erfaret, at jeg er omgivet af en masse fantastiske mennesker, der gerne vil hjælpe mig.
Da jeg i tirsdags stod i Ganløse og ventede på en taxa hjem (turde ikke køre bil pga. de stærke piller og smerterne) kom min gamle genbo forbi. Kørte mig en tur på apoteket og derefter hjem. Naboen kom forbi om aftenen, for at høre, hvordan jeg havde det. og mine forældre har været hos mig hver dag. Min far med kræft og brækket fod, og min natteblinde mor som chauffør. Og i går også min bror.
Mine chefer har kørt for mig og arrangeret (og betalt!) besøg hos fysioterapeuten. Og alle er sgu så søde. På nær den lortelæge, der sendte mig hjem.



tirsdag den 22. november 2011

For syg til blog

Øv jeg er syg. Har nyresten eller nyrebækkenbetændelse. Og har haft ondt som ind i helvede. Nu får jeg nogle meget stærke piller - er svimmel og rundtosset og kan ikke engang læse. Men nu gør det i det mindste ikke SÅ ondt mere. Kun lidt. Mine arme er mærkelige og snurrende og tunge - så jeg orker heller ikke rigtig at skrive.
Vi ses, når jeg forhåbentlig snatr er frisk igen!

fredag den 18. november 2011

Fuld af kærlighed

Selv om jeg er lidt af en spasser (gik tilbage til on/off kæresten for et stykke tid siden), og for en uge siden blev droppet pr. e-mail (er manden 46?), sidder jeg her en fredag aften, og er så underlig fuld... af kærlighed!?!
Burde vel græde snot - men det har jeg gjort så mange gange før, at jeg ikke rigtig orker længere. Og der er heller ikke rigtig nogen grund til det.
Stolt af mig selv - for ikke at svare på mailen eller de efterfølgende sms. Havde jeg gjort det, ville der have væltet eder, forbandelser, skrubtudser og værre ud ad mig.
Vel er jeg pissesur - og rasende og fornærmet og skuffet - men jeg er også nået til den erkendelse, at fordi han opfører sig som en mongolid spasserabe, behøver jeg ikke gøre det samme.
Han fortjener bare isnende tavshed (det har jeg aldrig før været leveringsdygtig i, plejer at skrive/tale før jeg tænker) - og tavshed siger vel egentlig også noget.
Og så kunne idioten ikke stave: Jalous og and ( ikke ment som engelsk og eller som det dyr, der siger rap rap - men som i "kommer an på dig"). Helt ærligt?
Nå men never mind.
For her sidder jeg så.
Med en eller mistænkelig kærlighedsfølelse indeni.
Rettet mod min datter, Jeg elsker min datter, min hund, mit hus og mit job!
Og at sidde her med pyjamasbukser, ubarberede ben (alt varmer så dejligt i denne kolde tid) og en sweater, med min elskede computer på skødet og skrive.
Og kigge rundt i vores snart ikke så nye hjem.
På den bugnende bogreol, hvor hundredevis af bøger står støvet. De fleste læst, men andre har jeg endnu til gode. Glæder mig.
Og alt det, der trænger til at blive malet. Vægge, lofter og paneler... Skal bare lige finde nogle fede farver.
Og på væggen ved sengen i soveværelset, vil jeg have hardcoremøgromantiskskideflot tapet. For der skal jo ikke ligge nogen mand og brække sig over alt det lyserøde... Overvejer det her:

Billedet er lånt hos Tapeteksperten
Det er et nærbillede/udsnit
Man må da blive glad af at vågne op til det?
Og jeg er fri. Fri som den der lille pinkmavede fugl. Kan gøre nøjagtig som jeg vil. Ganske skøn følelse - men også lidt skræmmende.

Nu vil jeg strikke, eller læse - eller strikke og høre lydbog. Eller pille næse og prutte. Eller gå i seng. Eller æde det chokolade, jeg lige købte i Rema.
Eller endnu engang undre mig over, jeg "kom til" at købe Alt for Damerne. Hvad fanden skal jeg dog med det? Jeg skal ikke holde sort/hvid jul, hvilket åbenbart er megatrendy.
Nå - jeg skrider - skal holde hyggeaften med mig selv og hunden :-)

torsdag den 17. november 2011

Boganmeldelse: "Jeg vil altid ku' genkende dig"




Eliza Benedict hed engang noget andet. Hun har mand, hus og to børn. 
Engang var hun i Walter Bowmans vold; kidnappet, bortført og voldtaget af ham.
Nu er der gået 20 år, Walter sidder på dødsgangen og Eliza modtager et brev fra ham.
Han er dømt for at myrde en pige - men Eliza ved, der er flere ofre - og da han tilbyder hende at fortælle, hvor disse ofre er, mod at hun mødes med ham, er hun i syv sind. På den ene side ønsker hun ikke at rippe op i fortiden, men på den anden side føler hun, at de andre ofres familier fortjener visheden og fred.

Walter og Eliza fortæller skiftesvis historien, som springer mellem dengang, Eliza var 15 og det hele skete, og nutiden - hvor Eliza lever et stille anonymt liv og Walter sidder og venter på at blive henrettet.

Nogle mente dengang, at Eliza var hans medskyldige. 
Var hun det? Eller var hun bare en bange, ung pige?
Læs den selv, og find ud af, hvad der virkelig foregik.
En meget spændende psykologisk thriller!
Ikke noget tju-bang her. Fortæller tempoet er langsomt - men nødvendigt, for at vi kommer ind i offer og gerningsmands tanker.


mandag den 14. november 2011

Boganmeldelse: "Vredens tid"




Denne fantastiske krimi er lige udkommet. 
Og  den er et rigtig godt bud på julegaven til krimielskeren, der vil have bedre svenske krimier end Marklunds og Läckbergs! Eller bare trænger til noget afveksling...
Her er det hele: Mord, trætte politimænd, unge politikvinder - og spænding i store mængder!

I 2004 sker en voldsom trafikulykke og en ti-årig pige dør.
 5 år senere starter den "rigtige" historie: 
En dommer, der tager en taxa hjem ad fra lufthavnen. 
Under turen rammes han af en uventet og uvant voldsom følelse af raseri. Taxachaufføren skotter nervøst til ham i bakspejlet, og da han tilbyder at køre dommeren forbi skadestuen (fordi han ser underlig ud og opfører sig mærkeligt), kan  han ikke længere styre sig og overfalder chaufføren.
De kører galt. Chaufføren dør.
Der sker flere uforklarlige mord, hvor morderen ikke kan forstå eller forklare, hvorfor han/hun har myrdet.
Og vores hovedperson Walter Gróhn kommer på banen. Han er en yderst sympatisk kriminalkommissær, lidt gammel og lidt træt, men stadig god til sit job.
Han får en ny, ung kollega - Jonna. Og det bliver de to, der skal finde en sammenhæng, et motiv og en morder til alle mordene.
Jeg synes det er en supergod krimi. Velskrevet, personerne er troværdige og plottet snedigt udtænkt.
Jeg glæder mig allerede til de to næste - "Vredens tid" er den første i en trilogi.
Altså: En køb den - læs den!


søndag den 13. november 2011

BogForum

Var lige et par timer på BogForum igen i dag - denne gang med en tidligere kollega, som vildt gerne ville se Giorgio Faletti.
Så da klokken blev 14 sad vi klar til at se denne nydelige, gråhårede og gråskæggede gamling.
Er du vild, han var charmerende! Hans elendige engelsk med italiensk accent... sødt!
Legede igen med tanken om at gå til italiensk.
Det lyder så...ja så dejligt. Og så har man jo også lige den der film "Italiensk for begyndere" i baghovedet...
Tog mig selv i at sidde og smile ad alle hans jokes - tjah nærmest af alt, hvad han sagde. Sad og overvejde, om det nu var på tide at prøve en bessefar.
Charmetrold.
Intervieweren var Thomas Harder. Ganske nydelig skaldepande. Med vielsesring.
Og så hørte jeg lige noget sladder fra en boghandler:
Sidst Faletti var til bogmesse, fik han fløjet prostituerede (i flertal? eller hørte jeg forkert? Duer ikke til at rende med sladder!) ind fra Italien.
Så syntes jeg pludselig ikke, han var så skide charmerende.
Men helt ærligt - hvorfor gør en mand det? En vanvittigt charmerende mand, oven i købet?
Vel næppe for at konversere på sit modersmål?
There's only one thing to say: MÆND??!!!



lørdag den 12. november 2011

Signeret eksemplar

Var på BogForum i går - i to timer. Hold dag helt op med mennesker - og bøger. Og kendte og ukendte. Og folk jeg kender og ikke kender.
Kunne først mødes sent med kusinen, og havde godt set, at S.J. Bolton skulle signere hos forlaget 
Jeg er stor, stor fan af hende, synes hendes bøger er skidegode og burde være kendt af alle krimielskere.
Jeg har været "på hende", siden den første "Offer", udkom på dansk og jeg var så heldig at få et læseeksemplar.
Da kusinen og jeg så kom forbi Mrs. Robinsons stand engang efter kl. 16, sad hun der. 
Forfatterinden i egen høje person.
Og så blev jeg altså grebet af et eller andet ellers for mig ukendt fænomen: starfuckerism. Måske er det ikke lige det, det hedder?
Men jeg så på hende, den lille dame som lignede en engelsk skolelærerinde (ved det, for jeg har gået i skole i England i forrige århundrede), og jeg kiggede på hende. Og blev så imponeret/benovet over, at der sad den dame, som skriver de der gode bøger.
Så jeg har nu et signeret eksemplar af "Blodhøst".




fredag den 11. november 2011

mandag den 7. november 2011

Kom indenfor

Entreen

Mere entre

Veninder

Jeg er velsignet med en del veninder. Nogle mere nære end andre. Nogle yngre end andre. Nogle nyere end andre.
Men jeg har dem. Og jeg elsker hver og én af dem.
Nogle er faldet fra i årenes løb, nogle savner jeg og andre savner jeg ikke.
Jeg har veninder, jeg har haft lige siden 1. klasse (hvilket er en pæn sjat mere end 30 år), og en ny, jeg kun har haft i et halvt års tid.
Den "mærkeligste" veninde jeg har er kun 23 (ups, eller er det 22? Har lidt svært ved de der lave tal) år.
Hun er bestemt ikke mærkelig, men som hun siger: " Det er altså lidt underligt, du gider være veninde med mig, når jeg kun er 23", hvortil jeg svarer: "Ja, og at du gider være veninde med mig, som er 42".
Men faktisk er det som om, den der aldersforskel ikke gør noget? Og nu er det altså ikke fordi, jeg nu gøder jorden til i næste uge at komme med breaking news om, at jeg har fundet en 20 årig kæreste!
Jeg vil ikke påstå, at man ikke kan mærke den, aldersforskellen. Hun bruger ord, jeg slet ikke kender, og jeg bruger nogle der gør, at hun synes jeg er vanvittig klog.
Hun ser mærkelige ting i TV og aner nærmest ikke, hvem U2, REM, Beatles og Simon & Garfunkel er.
Til gengæld er jeg lost, når hun taler om kendisser og bands (hedder det satdig det, sådan en forsamling, der spiller musik og udgiver CD'er?) og TV programmer.
Hun kan klare sig med nærmest ingen søvn og fester gerne en hel weekend ad gangen.
Eller arbejder nat og dag med kun et par timers søvn.
Og så har hun den vildeste hud. Altså teint, eller hvad det nu hedder. Hvilket jeg måske også havde for 20 år siden...
Men vi har ligesom en grundlæggende forståelse for hinanden.
Og hun er nok  den eneste, og vice versa, jeg fortæller de rigtig grimme ting, jeg har gjort.
Som dengang jeg var sur på kæresten og kom til at spytte i hans kaffe, inden jeg serverede den.
Vi taler tit i telefonen, og det sjove er, at jeg først mødte hende, da vi flyttede her nordpå og jeg startede nyt arbejde for vel 5½ år siden.
Vi har siddet sammen i frokoststuen og grædt snot over dumme kærester, der valgte at være virkelig dumme samtidig. Chefen skyndte sig ud, da han så hvad vi havde gang i.
Og kærestesorg er rimelig ens, uanset alder.
Så vi blandede ikke blod, men tårer, og har været venner lige siden.
Hun er en smuk og klog pige, og nu er hun flyttet til Næstved, hvor vi kom fra. Pudsigt. Nu bevæger hun sig rundt i mine gamle cirkler - med ny rollebesætning. Kommer mine gamle steder.
Jeg har lige talt med hende igen - og derefter med en anden veninde - og hun sagde, hun håbede vi altid ville være venner. Og at det var mig, hun ville ringe til og fortælle at hun var gravid (hvilket ikke sker lige i den nærmeste fremtid, da hun af uforståelige årsager er single.

En anden god og dejlig veninde har jeg kendt siden jeg engang arbejdede som receptionist i et motionscenter (not a joke but the real truth!), og gik på seminariet.
Hun og jeg sender søde sms'er til hinanden om morgenen og godnat sms'er. For ingen af os har en kæreste til at gøre det.
Og bare det, at der er en der tænker på en, er jo rigtigt dejligt. Det er virkelig guld værd.
Vi har begge været lidt uheldige med mænd de sidste par år.
Blevet for længe i forhold, vi skulle have forladt før. Og så er det rart med en, der forstår en og har prøvet det samme. Hvor afhængig man kan blive af et andet menneske, som man dybt inde godt ved, ikke er godt for én. Og hvor svært det er at give slip (igen og igen, når man er faldet tilbage).
Vi prøver at give hinanden styrke. Og i perioder taler vi i mobil sammen flere gange om dagen.

En anden fantastisk veninde er hende, der har besøgt mig allermest, efter jeg forlod Næstved.
Hun har telepatiske evner, tror jeg. Jeg behøver ikke ringe/skrive og invitere hende, hun gør det selv når jeg har allermest brug for det.
Jeg har kendt hende siden vi startede i skole. Vi har redet sammen, passet ponyer og været ridelærere sammen.
Festet sammen og headbanget/spillet luftguitar til U2 sammen - og været til en del af deres koncerter sammen.
Vi kender hinandens familier, eks'er, børn. Det er så nemt, man behøver ikke forklare alt muligt hele tiden.

Så er der dem, man ikke ser så meget mere, men jeg ved de er der.
Og alle har jo så fandens travlt altid. Man har mand og børn, og hus og have, og job og alt muligt andet.
Og jeg kender det godt. Bortset fra den del med manden. Man skal altid nå noget. Og når weekenden så endelig kommer, er der enten en i ens store familie der har fødselsdag, eller også trænger man bare til at være hjemme.
Flere af de gode gamle, har jeg også kendt siden jeg var et lille barn. Og de er der. Og ved forhåbentlig også at jeg er her. Hvis det brænder på. Og man har lyst til at snakke. Men jeg savner dem altså. Og er vist heller ikke selv for initiativrig, når det kommer til stykket.

Og så har jeg fået en helt ny veninde.
Der hvor vi boede før, bor der en dejlig dame med sin hund, som min hund blev gode venner med. Og så blev vi det også. Og jeg var med til hendes runde fødselsdag (ingen tal her, men hun hverken ser ud eller virker som sådan en gammel én!), og vi kan også tale om alt muligt.
Jeg troede ellers det var slut med at få nye veninder.
Der er selvfølgelig en masse ting, jeg ikke ved om hende og hendes liv - og omvendt.
Men der er tid endnu :-)

Så selv om jeg ikke har en kæreste (hulk hulk) er jeg ikke ensom.
Jeg er omgivet af en masse skønne mennesker, som jeg sætter virkelig stor pris på.
Omgivet er måske så meget sagt, eftersom de fleste bor langt væk. Men alligevel føles det som om, de aldrig er rigtig langt væk.
Hm... Og så er der dem, man ikke ser så tit og ikke er så tætte med, men bare er rigtig glad for:-)
Blev bare lige grebet af min glæde over alle disse dejlige damer.

lørdag den 5. november 2011

Maskinpark

Nogle gange sker der noget der gør, at jeg med rædsel indser hvor gammel og sat jeg er.
I dag får jeg tørretumbler.
Min søde lillebror - som altid redder søsters røv ( i hvert fald her de seneste år) kommer forbi med endnu en elslugende tingest til min maskinpark. Og jeg glæder mig som et lille barn.
Er du klar over, hvor lang tid det tager at tørre tøj udendørs i den tåge, der nærmest konstant har hængt over min bolig? Det kan jeg så fortælle dig: Det tager alle de dage, det har hængt ude + mindst en dag efter, man har givet op og sat tørrestativerne ind i stuen.
Og tørrestativer behængt med beklædningsgenstande i stuen = øjenbæ.
Her har vi ikke noget halvtag, vi kan sætte tøjet under. Desværre.
Men så får jeg altså nu en tørretumbler.
Nu har jeg vaskemaskine, opvaskemaskine, stavblender, elkedel, tv, pc, hårtørrer, brødrister, eltandbørste, brødbagemaskine og sikkert en masse mere. Ønsker mig en KitchenAid køkkenmaskine :-)
Bor tæt på sådan nogle grimme højspændingsledninger, mon ikke man kan lave en aflægger? Sætte en lille ledning til og nasse noget gratis strøm?
For som min mor siger om min nyanskaffelse: "Den er altså meget dyr at bruge"!
Og det ved jeg. Og tænker på, hvor mange træer der falder døde om, mens jeg bruger den.
Vil jo selvfølgelig være sådan én, der kun bruger den, hvis det er nødvendigt. Altså tørrer tøj udenfor i godt vejr, og tørrer det så godt det kan lade sig gøre i dårligt vejr.
Men er det naivt? Mon ikke man (jeg) bare kyler hele lortet ind i den, når man (jeg) opdager, hvor nemt det er?
Never mind... Jeg skal ud og gøre plads i the WALK-IN- CLOSET til min nye ven.
God weekend!


torsdag den 3. november 2011

Boganmeldelse: "Genfærd"




Og for et stykke tid siden læste jeg Nesbøs den nyeste.  
Hvad kan jeg sige? Jeg er en stor stor fan af Nesbø, og har elsket alle bøgerne om Harry Hole. Også denne her.
Efter den traumatiske episode i "Snemanden" kommer Harry nu hjem til Norge igen, efter at have boet adskillige år i Asien.
Harry Holes evige kærlighed Rakel har brug for hans hjælp. Uden at hun har bedt om den, kommer Harry hende til undsætning, da hendes søn Oleg er anklaget for mord.
Oleg skulle angiveligt have skudt en anden fyr, under et skænderi om stoffer.
Man bliver voldsomt trist over Olegs skæbne, og forstår Harrys skyldfølelse og del i knægtens deroute.
Harry forsøger at finde ting, der kan modbevise Olegs skyld. Men det er svært. 
Vi kommer langt ind i Oslos underverden, med prostitution og narko. Lurvede mennesker, som er villige til hvad som helst, bare for at få det næste fix.
Det er lidt deprimerende læsning, men man aner lys forude - især for Harry og Rakels fremtid.
Jeg elsker Harry Hole. Og Jo Nesbø. Og hele serien kan absolut anbefales. De bør altså - uanset hvad forlaget hævder - læses fra en ende af. 
Til nød kan man starte med "Snemanden" (den forrige) og så gå tilbage, hvis man får lyst til at vide mere om Harry. 
Og det får man.
Jeg kneb lige en lille tåre (pinligt), da jeg blev færdig med bogen 3 sekunder før jeg skulle af toget.
NB: Den er ikke ligeså voldelig og blodig som "Panserhjerte".




Boganmeldelse: Øen




Har netop konsumeret denne dejlige bog.
Den foregår i Grækenland, nu og tilbage fra 1939 til 1957.
Den unge kvinde Alexis, hvis hemmelighedsfulde mor er født og opvokset på Kreta, er i Grækenland på ferie med sin kæreste.
Hun rejser alene til Plaka, for at undersøge familiens fortid. Udfor Plaka ligger øen Spinalonga, som tidligere blev brugt som Kretas spedalskhedskoloni.
Alexis mødes med Fotini, moderens gamle barndomsveninde, som på moderens opfordring fortæller Alexis hele hendes families historie.
Hvordan mormoderen døde som spedalsk, og om kærlighed og venskab og krig og trænglser.
Man glemmer helt Alexis og bliver grebet af denne historie.
Den er virkelig rørende og velskrevet, og en anelse for sød. Alle vores kvindelige hovedpersoner er smukke; enten som Venus (det står der altså) eller bare som ind i helvede. Altså dem, der ikke er vansirede af spedalskhed.
Alle mændene muskuløse og lækre. Men ok. Sådan er det måske i Grækenland. Og det irriterer ikke så meget, at man ikke gider læse den. Og romantik er jo altid dejligt - især i bøger.
En dejlig roman på blæsende efterårsdage, til dig, der er kørt lidt død i krimier. Her er også meget død, men mere af den spedalskrelaterede slags. Og et enkelt mord...

tirsdag den 1. november 2011

Ulempe

Her i vores nye hjem har vi pludselig fået en masse kanaler. Før havde vi en letpåvirkelig stueantenne, som blev sørgelig berørt af forbispadserende katte, blæst og hvis man skiftede stilling i stuen.
Men der er altså ulemper:
Lige nu sidder min datter og ser "Fristet".
Jeg sidder i køkkenet og brækker mig af forargelse.
Jeg kan Gudskelov ikke se det, men jeg kan høre det - og hvor er det skræmmende!
En eller anden fyr med fistelstemme tuder som en tøs.
Hvad fanden er det for noget møg at sende i TV?
Og jeg betaler endda licens. Klamt.
Er der noget at sige til at nutidens unge er mærkelige i hovederne (kommer det fra den 90-årige her)???
Med alt det ufatteligt dårlige TV, de ser.
Jeg tvinger hende jævnligt til at se TV Avis. Men den med P4 hopper hun ikke på....

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...