onsdag den 31. august 2011

Husk denne!

I morgen udkommer den fantastiske bog "Da bunden faldt ud af himlen" Du kan læse min anmeldelse, ved at følge linket. (Tryk her eller på titlen)
Så lige den havde fået 5 af 6 stjerne på jp.dk


mandag den 29. august 2011

Boganmeldelse: Det Smaragdgrønne atlas

John Stephens: "Det smaragdgrønne atlas" Forlaget Alvilda

Så er det sket. Jeg har overgivet mig. Har aldrig gidet læse fantasy. Nu gider jeg godt læse fantasy - glæder mig til de næste to bøger i serien!
Denne bog er den første i forlaget Alvildas nye fantasy serie. Og den 51. bog jeg har læst her i 2011.
Jeg startede på den af pligt. Og læste den færdig af lyst. 
Eller trang, nærmere. For jeg, en 42 årig kvinde, blev fuldstændig fortryllet og opslugt af denne fantastiske fortælling om de tre søskende: Emma (10 år), Michael (12 år) og Kate (14 år).

Vi møder dem, da de er henholdsvis 0,2 og 4 år og en julenat bliver skilt fra deres forældre, og anbragt på et hjem.
De vokser op på forskellige børnehjem og ingen vil have dem.
Så kommer der bud fra et børnehjem, der tilbyder at tage børnene, og frøken Crumley ser sit sit til at slippe af med dem. Børnene bliver sendt ud på en lang rejse og ankommer til et mystisk sted, hvor det viser sig, at de er de eneste børn.
Og så sker der ting og sager.
Vi møder dværge, troldmænd, hekse og alle mulige mærkelige uhyrer og monstre.
Børnene har særlige evner og kommer i besiddelse af den bog, som viser sig at være "atlasset", en bog, med hvis hjælp man kan rejse i tiden og lave historien om.
Derfor er den eftertragtet af hekse og onde skabninger.
Jeg synes den er utrolig velskrevet og spændende. Og kan varmt anbefales til dem der savner nyt og godt, efter Harry Potter, Narnia og Det gyldne kompas.
En dejlig bog om værdier, venskab, kærlighed og den evige kamp mellem det gode og det onde - indeni og udenom os.
Endnu en "KØB DEN". Dine børn vil elske den - og sikkert også dig selv - hvis du altså er til fantasy.
Ellers er det måske nu, du skal prøve? Bogen er solgt til 35 lande og i Italien lanceres den som voksenbog...


lørdag den 27. august 2011

TESTING TESTING hvem skal jeg stemme på?

Har lige prøvet denne test på DRs hjemmeside.
Tag den, hvis du er i tvivl om hvem du skal stemme på til det kommende valg.
Den virker faktisk - jeg blev i al fald bestyrket i at jeg stemmer rigtigt - dog lidt mere ude til den ene side, end jeg regnede med :-)
Tryk her for at prøve


Gav op

Jeg gav op, da jeg læste denne bog. Den fangede ikke. Så der kommer ingen anmeldelse af den!


fredag den 26. august 2011

Fredags-festligheder

Efter at have tilbragt hovedparten af arbejdsdagen i bil
(som halvsovende passager) mellem Allerød og Aarhus og tilbage igen, var jeg nærmest sprængfyldt af energi.
All dressed up and nowhere to go... energimæssigt, altså.
I vores lille landsby er det "by night" aften, hvilket vil sige at alle tre butikker holder længe åbent, der er underholdning, kokassekast (not, dog!) og en masse for børn.
Plus de obligatoriske unge og voksne, der vælter mere eller mindre berusede rundt.
Og igen er jeg splittet mellem at ville og ikke ville derned. Men hvor fedt er det at deltage alene i den slags? Jeg er jo ikke ligefrem født og opvokset her, som alle andre her i byen åbenbart er.
Så jeg blev hjemme og gjorde, hvad jeg ofte gør, når jeg ikke gider læse
og ikke ved hvad jeg ellers skal lave:
Jeg flyttede om.
Alt i Stuen - på nær de store bogreoler - fik ny plads. Og så opdagede jeg, at jeg har fået et helt nyt slags tæppe: panel til møbel. Ikke væg til væg. Men panel til møbel. Men det støvsugede jeg væk, da det havde en uklædelig grå farve.
Så vovede jeg mig ned i "byen" efter ost og cola, dagens aftensmad. Datteren mødte jeg, hun fiser rundt med vennerne.
Og nu sidder jeg her i en ren og "ny" stue - dejligt, mens jeg skriver og "Raseri i blodet" kører på DR2. Hyggeligt hyggeligt.
I morgen skal jeg være social...

onsdag den 24. august 2011

Mentaltræning

Forstår nu pludselig det der med, at mentaltræning kan trætte hunde mere end lange gåture og meget motion.
Jeg er dog ikke en hund. Men KORS, hvor er jeg træt!
Har de sidste to dage siddet på min store numse og LYTTET. Og drukket kriminelle mængder af kaffe UDEN sukker. Været til salgsmøder på forlag.
Ubeskriveligt spændende!
Men meget udmattende!
Måske kan jeg nu droppe det dér zumba-hold, jeg kom til at melde mig til?

mandag den 22. august 2011

Kommenter allervenligst på dette

Har brug for din hjælp og kommentarer!
Vi er blevet tilbudt lækker lejlighed med egen have, på 1. sal. Ejeren har overtalt de andre ejere af lejlighederne til , at der gerne må bo hund. Men på én betingelse:
Udlejer ønsker klausul i min nye lejekontrakt - 3 måneders prøvetid for hunden.
For at se om den kan vænne sig til at bo i lejlighed eller generer naboerne...
Hvad skal jeg gøre?
Skriv allervenligst en kommentar!

søndag den 21. august 2011

Sofa -søndag II

Med fare for at virke frelst eller overmenneskelig må jeg nu fortælle, at jeg rent faktisk sidder i sofaen på en søndag. Temmelig akavet og akrobatisk sammenfoldet, da kæmpehunden ligger i 2/3 dele af den ellers ret store sofa.
Og dufter af fugtig hund.
Men jeg har altså fortjent det. Det har jeg!
Været ude at gå ved Bastrup sø.
Anstrengende tur med 2 modvillige teenagere.
Havde udover min egen, været så vanvittigt overskudsagtig at låne en til. Min eks-pap-bonus-søn Magnus på 14.
Dejlig dreng, som dog desværre mener, at bevægelse er det, fingrene gør, når han spiller Playstation.
Og min gik med sin mobil i hånden. Tror slet ikke de så alle de fine vækster, som jeg ellers konstant gjorde dem opmærksom på.
Men men, jeg havde lokket med tur på Mac Donalds.
HVIS de først gik med en tur ved søen.
Kunne godt mærke, at der meget hurtigt skulle komme et godt badested til hunden.
For ellers ville jeg sikkert selv ende i søen. På bunden med noget meget tungt om anklerne.
Det må sgu også være belastende med sådan en mor, der engang imellem får ubændig trang til at være sådan en "Alt for Damerne-mor". Og slæbe børn med ud i naturen i godt vejr.
Nå, men de blev altså pludselig meget sødere.
Og her er så bare endnu et fantastisk eksempel på, hvor fantastiske hunde er. Åbenbart både til plejehjem og adfærdsvanskelige.
For lige med et var ungerne ligeså søde som hunden.
Fandt pinde (jeg skulle pludselig holde mobilen) og smed i vandet til den logrende våde vovse.
Som takkede ved at stinke skrækkeligt hele vejen til Mac D. Hvor hun fik lov at sidde og spise med os ude i solen.
En rigtig dejlig dag, har det været. Og nu pisseregner det igen og jeg har sofaen for mig selv. Hvor jeg stayer put til "Sov sødt" krimien på DR1 er slut.

Sofa - søndag

...blev det ikke. Solen skinnede fra da jeg slog mine morgenhævede øjne op.
Skændtes bravt med teenageren, der ikke kunne se nødvendigheden af at forlade sin seng, bare fordi vi skulle gøre hele huset rent til åbent hus fra 12-13.
Fik vist smækket nogle døre, men smart at transmoglyffe raseriet i armene ned i gulvskrubben.
Det var lige før trægulvet glødede af friktionen.
Nå men der blev rent.
Og ungen kom hjem igen. Så kørte vi med hunden på besøg.
Derefter et par ture på genbrugspladsen - kan i øvrigt opfordre enlige kvinder til at investere i en trailer og så evt. bruge søndagene på at cruise rundt på genbrugspladser?
Der er ret mange pæne mænd.
I arbejdstøj... mmm synes mænd i arbejdsbukser er så pæne.
Billedet er lånt herfra:
 http://www.mckorman.com/shop/alle-modeller-157c1.html

 Og så er der total fed signalværdi i sådan en mand sådan et sted. Når han står der og læsser skrald af, betyder det jo at han ikke samtidig kan ligge på sofaen derhjemme og se Formel 1, tipslørdag, cykelløb m.m. derhjemme!
Man skal så måske ikke spekulere så vildt meget over, hvem der har sendt ham af sted?

fredag den 19. august 2011

Prøv at se

At jeg har prøvet noget nyt.
Oppe under bloggens titel i en lysegrøn bjælke, er der kommet en ny side: Boganmeldelser.
Der har jeg samlet links til alle de anmeldelser jeg indtil nu har lavet...
Håber det virker korrekt?!


tirsdag den 16. august 2011

Dårlig start

Min dag startede elendigt.
Dagen i dag startede egentlig allerede dårligt i går.
Arbejder hjemme, det går fint, men så bliver jeg dårlig og lægger mig på sofaen.
Vågner i tide til at se på lejligheden, der altså ikke skulle være vores næste hjem. Har det stadig dårligt. og skal tisse hele tiden. Går tidligt i seng, tror det kan soves væk.
Men det er svært at sove, når man hele tiden vågner.
Var på wc ca. hver halve time, det føltes som at tisse elefanter.
I seng igen. Skulle tisse igen. Flere elefanter.
Blev siddende og prøvede at sove på badeværelset.
Det kan man ikke så godt.

Er fuldstændig smadret, da vækkeuret ringer kl. 7.
Ligger dog i sengen på det tidspunkt. Kravler ud halv 8.
Skynder mig at tisse igen, og så morgengrim med meget minimalistiske øjne ud med hunden, så den kan tisse. Ringer til lægen mens vi går tur. Da jeg endelig kommer igennem er klokken over 8. Han siger jeg kan komme ned med en prøve, eller levere en på stedet.
Og så sad jeg i 5 minutter hos lægen (på toilettet altså) med en hvid plastickop mellem benene.
Uden resultat. Havde åbenbart fået tisset af, i løbet af de 300 gange i nat.
Kom til at tænke på de der stakkels mænd, der skal levere noget helt andet i koppen på kommando. Men ok, de har "hjælpemidler"...
Jeg tændte for vandhanen. Til sidst gav jeg op. Må komme igen i morgen.
Ringer til min chef og siger jeg bliver forsinket.
Da er kl. 08.25 og jeg skal møde kl 9. 20 minutters kørsel herfra.
Jeg skal til mit allerførste salgsmøde med et forlag, og mener derfor ikke jeg bør springe bad og tandbørstning over.
Vi skal først køre 9.15 og jeg når det i tide.
Måske fordi jeg parkerer bilen en anelse akavet i deres carport?
Sådan meget kælent og tæt på en stolpe - tjah faktisk i en stolpe.
Sidespejlet sagde mærkelige lyde. Og så holdt jeg der!
Jeg nåede det. Højre bagdør på/i stolpen - godt jeg ikke skulle ud i den side!
Og carporten blev stående. Også da vi i fællesskab efter veloverstået - og fornøjeligt - møde, flyttede min bil væk fra stolpen.
Man kan næsten ikke se det på bilen. Der er vitterlig fordele ved at have en gammel Golf fra 1987 - man græder ikke når man laver sådan nogle stunts.
Bliver højst en smule flov.
Især fordi man ligesom skal køre i chefernes pæne Alfa Romeo, når vi starter salgstur til september.
Hvis de altså stadig synes det er en god idé???

Men dagen blev alligevel god.
Godt møde på lækker café med fantastiske toiletforhold.
Og resten af dagen arbejdede jeg hjemme.



mandag den 15. august 2011

Boligumuligheder - igen

Nu har jeg kigget på den lille 2- værelses lejlighed her i andedammen.
Den var fin  - hvis jeg var alene. Men teenageren bor jo ligesom stadig her, selv om hun har proklameret, at hun gerne vil i ungdomsbolig.
Det sker så nok (hedigvis?) ikke lige foreløbig...
Nå, men jeg må sige nej tak til den, man går fra stuen ind i soveværelset (som skulle være "børne"værelse) og derfra og ud på badeværelset...Det er sgu for urealistisk!
Så jeg sætter min lid til den der lejlighed på 1. sal på marken.
Den der med den lille bitte håndvask på badeværelset.
Tror endda den er for lille som badekar til Barbiedukker?
Ejeren sms'ede i dag - at han havde talt med de fleste og at den nok var hjemme. Ville tale med de sidste på torsdag. Så kryds lige fingre ikke?
For jeg oooooorker ikke bo her mere.
Der er åbent hus på søndag - og i overmorgen kommer der nogen kl. 17 for at se på huset.
Synes ærlig talt nok, de kunne udvise lidt pli og komme til åbent hus på søndag i stedet for.
Gider Kraftestejleme ikke gøre fucking rent hele skide tiden! Udtrykker jeg mig klart nok?
Overvejer forresten at blogge på engelsk i stedet, det lyder så flot, når man bander.
Det engelske sprog har et utal af fine, grimme ord. Som bloody.



Natteblind

Jeg er blind som en muldvarp.
Kan ikke se en disse når jeg kører bil og det både regner og er mørkt. Betryggende, ikke?
Så hvis du i nattens mulm og mørke ser en gammel, halvrusten Golf fra forrige årtusinde snegle sig af sted, er det temmelig sandsynligt, at det er mig, der sidder bag rattet.
Af en eller anden grund havde jeg altså lige overset, at der skulle komme et skrækkeligt regnvejr igen i aftes.
Og så skulle jeg ud at køre...
Det viste sig endda at være fuldstændig forgæves, for ham den unge fyr jeg skulle køre til Frederikssund, havde glemt sine nøgler.
Og det opdagede han naturligvis først, da vi var levende i mål og han skulle sættes af.
Kan man ikke få sådan nogle jægerkorps-agtige nattebrilledimser? Sådan noget rødt infralysshow, eller hvad det nu hedder?
Så kunne det være, jeg kunne se ordentligt?
Aj, det er altså ufatteligt hvad man kan finde på Google!
Se jeg har lige fundet den artikel jeg skulle bruge!
Man kan åbenbart købe noget film, man kan klæbe på sine briller eller på bilens forrude?
Nåh, det er først lige udviklet og kan købes om nogle år... Hm. Surt.
Det ville da helt sikkert se pænere ud - og være mere diskret, end de der soldaterbriller...

Billedet er lånt her

Dette er vist heller ikke optimalt til køretur i lille bil?

lørdag den 13. august 2011

Motion

Det er sidste lørdag i min ferie. Vipper med foden - mener jeg burde lave et eller andet.
Har tilmeldt mig et Zumbahold, der starter til september.
Har allerede fortrudt. Jeg kan bare ikke finde ud af at bevæge mig simultant med andre mennesker. Brager altid direkte ind i dem og føler mig åndssvag.
Men alderen trykker, det er altså snart sidste udkald, hvis jeg skal i gang med at motionere min stakkels forfaldende krop.
Kan man motionere med tilbagevirkende kraft?
Engang var jeg receptionist i et motionscenter. Ja ha ha!
Jeg kunne forklare om maskinerne, vise folk til rette, mens jeg spiste marcipanbrød og i pauserne både røg og drak cola. Og så tænkte jeg en dag, at jeg hellere måtte prøve et af de der så populære aerobichold.
Total katastrofe!
Jeg gjorde det kun EN gang.
Virkelig pinligt, var det. Især fordi, alle de andre deltagere jo ligesom kendte mig fra receptionen - og helt vildt fejlagtigt troede, at jeg bare kunne den slags.
Jeg arbejdede der faktisk i en del år. Morsomt at tænke tilbage på...


torsdag den 11. august 2011

Hundetræf

I går kørte jeg til Karrebæk og besøgte min gode, gamle veninde. De har fået hundehvalp, og Nanna var inviteret med, så den lille kunne se en rigtig hund.


Vi havde en rigtig hyggelig dag, selv om det regnede. Var en tur på stranden, mindede mest om en efterårsdag. Bølgerne var vilde og kedeligt grå.
Nanna havde travlt med at opdrage på den lille hvalp, knurrede og viste tænder og var lidt bitchy.




tirsdag den 9. august 2011

Har lige

...busted min teenager igen.
Sad bag på en knallert.
Som (ufrivillig) spion-mor, må man hilse disse våde, mørke og korte sommeraftener velkommen:
Hun havde slet ikke set mig og hunden, der luskede rundt i krattet.
Hunden luskede, jeg stod.
Så lyder en infernalsk larm af overbebyrdet (og sikkert udboret) knallert, jeg springer med vovsen i skjul bag varevogn på gule plader. Og da knallerten holder stikker jeg hovedet frem - for at tjekke det er datteren - og råber BUSTED!
De sad fandeme to bag på Emil! Datter og veninde med krykker! Som forresten har krykker, fordi hun fuld blev kørt ned af (fuld?) knallert, en dag de skulle feste ved skolen. Hvem siger, der ikke sker noget herude på landet?
I øvrigt temmelig deprimerende at det er pissemørkt når man går tur 22.30!
Så nedslående at jeg vil gå i seng nu kl.23 med hund og bog. I min ferie!



Lækre kager


Denne fine kogebog er spækket med lækre opskrifter.
I går prøvede jeg to af dem:

Citron-birkes-cupcakes
12 cupcakes
1 portion grunddej til cupcakes
1 dl blå birkes
skal og saft af 2 usprøjtede citroner

GRUNDDEJ:
3 øko-æg
2½ dl sukker
1 tsk. vanillesukker
100 g smør
1 dl mælk
3½ dl hvedemel
2 tsk. bagepulver
1 nip salt
skal og saft af 1 usprøjtet citron

  1. Varm ovnen op til 175 grader
  2. pisk æg, sukker og vanillesukker lyst og skummende
  3. smelt smørret, tilsæt mælken og bland det i æggemassen
  4. Tilsæt revet skal og citron saft samt de blå birkes
  5. sæt papirforme muffinforme af metal og fyld formene 3/4 op med dej
  6. bag kagerne på ovnens midterste rille i ca. 15 minutter og lad dem køle af


Citroncremeglasur:
60 g blødt smør
5 dl flormelis
skal af 2 usprøjtede citroner 
saft af ½ citron
100 g Philidelphiaost
birkes og hvide ribs til pynt.

  1. rør smør, flormelis, vanillesukker, revet citronskal, citronsaft og flødeosten cremet
  2. bred glasuren over kagerne og pynt med birkes og hvide ribs.
Kagerne blev virkelig lækre - jeg har endnu ikke lavet glasuren. Men kagerne hævede nærmest ikke, så jeg vil nok prøve med lidt mere bagepulver næste gang.

Den ser lidt kedelig ud, men smager himmelsk. Let syrlig og
dejligt knasende (birkes)
Efter at have spist en, ligner man dog en,
der ikke har børstet tænder i 14 dage


Chokoladecookies:

125 g blødt smør
1 dl rørsukker
1 øko-æg
1½ dl hvedemel
½ dl havregryn
1/4 tsk salt
½ tsk bagepulver
100 g god, mørk chokolade 70%
skal af 1 usprøjtet lime

  1. rør smør og sukker godt sammen og rør ægget i
  2. bland hvedemel, salt, havregryn, og bagepulver og vend det i dejen
  3. hak chokoladen groft og vend det i dejen med revet limeskal
  4. tril dejen i en rulle på ca 5 cm i tykkelsen og pak den i bagepapir eller film. Frys den ca. 30 minutter
  5. varm ovnen op til 180 grader
  6. skær rullen i 1 cm. tykke skiver og læg dem på en plade med bagepapir
  7. bag kagerne gyldne på ovnens midterste rille i ca. 10 minutter
Jeg brugte citron i stedet for lime, da jeg havde glemt at købe lime.. Og skulle måske lige have haft lidt mere rum mellem kagerne - det ligner jo nærmest en bradepandekage.
Min dej var i fryseren til for lidt siden - nu skal jeg smage, hvordan de blev....

Nam nam nam
Opskrifterne er fra Leila Lindholms bog "A piece of cake" udgivet på Gyldendal.


mandag den 8. august 2011

Amok i køkkenet

Et meget sjældent fænomen er netop indtruffet her på matriklen:
Jeg er gået amok i køkkenet!
Tidligere i dag, da det øsregnede, fandt jeg, at vejret ikke indgød til andet end bagning.
Klokken skulle dog blive 22, før jeg gik i gang.
Men nu ligger der chokolade-cookie dej i fryseren, og jeg har netop taget citron/birkes cupcakes ud af ovnen.
Hvis noget af det smager bare halv så godt som forventet, lægger jeg opskrifterne ud i morgen - nu skal hunden luftes...



Boganmeldelse: Hotel Rudolph




Skræmmende bog om stakkels dame med væmmelig mand!
Anna er gift med Lars. Stakkels Anna, for Lars er absolut ikke en rar mand. Han er et sadistisk svin og manipulerende som bare pokker.
Anna er ikke så stakkels endda. For hun har nosser. 
Og da hun en dag har sat manden af i lufthavnen (han skal for første gang i lang tid på forretningsrejse), beslutter hun sig fo at stikke af med deres søn.
Så det gør hun. Hæver efter en masse besvær en hulens masse penge (hendes egne) i banken, og ender i Korsør. 
På et mærkeligt, afsidesliggende hotel. Hotel Rudolph. 
Hotellet er befolket med en farverig besætning, og Anna og sønnen bliver budt velkommen og holdt øje med.
Annas mor døde, da Anna var barn. Men Anna finder ud af, at det slet slet ikke hænger sammen, som hun har fået det fortalt gennem sin barndom.
Mens hun forsøger at finde ud af, hvad der skete med moderen, gemmer Anna sig helst på hotellet. Der er mærkelige lyde om natten. Biler der kommer og kører igen. Men der er ikke nogen - eller er der?
En nat er Lars der. Han har fundet hende.
Og så begynder en kamp om overlevelse...

Først  kunne jeg faktisk slet ikke lide bogen, og overvejede at lægge den væk. 
Det er jeg glad for, at jeg ikke gjorde. For pludselig greb den mig og jeg læste og læste - og er lige blevet færdig.
Jeg kan varmt anbefale den. Mord, mishandling, manipulation, vold, skydevåben og sex... What else do you need?


Regnfuld sommer

Hm. Hjemme igen. Skønt, havde savnet snorkende hund og sofaen - hvor jeg så igen sidder med min notebook på skødet.
Udenfor vælter regnen ned. Til en afveksling. Hold op, jeg synes det var været en våd sommer!
Er nu lige startet på anden og sidste uge af mine to ugers sommerferie.
Synes egentlig det har regnet det meste af tiden? Hmnjah, der var jo et par gode stranddage, da vi var på Bornholm. De er bare ligesom glemt igen?
Hunden ligger her ved siden af mig - vi nyder vist begge, at jeg er hjemme igen.
Det er rart at være på ferie, men jeg holder altså virkelig på den der "ude godt men hjemme bedst".
Og hvor er hjemme så for tiden?
Stadig i det til salg- ramte lejede rækkehus.
Vi har været ude at se på en lejlighed, ikke så langt herfra.
Den var ret fed, og væsentlig billigere end denne. Det eneste minus er, at den ligger på 1. sal.
Bliver godt nok ikke sjovt, når hunden har dårlig mave og ikke kan lukkes ud om natten!
Men der er have til. Egen have, hvor jeg må gøre, hvad jeg vil.
Måske bygge et shelter? Så kan jeg ligge der i min sovepose, mens hunden vender vrangen ud på sig selv?
Manden, der ejer lejligheden var flink. Ville lave det ene kælderrum om, så datteren kunne bruge det som værelse også.
Selve lejligheden er hyggelig. Med malede trægulve (det har jeg altid ønsket mig), nyt køkken og bad ( aldrig set SÅ lille håndvask), brændeovn og charmerende detaljer. Jeg er en sucker for gammelt lort...Ejeren skulle så bare overtale ejerforeningen/bestyrelsen til at der måtte bo hund. Vi har ikke hørt noget endnu. Og er spændte som bare pokker...
Da vi så kom hjem fra ferien, lå der to breve med tilbud fra boligselskabet. Den ene ude i Veksø og den anden her i  Ganløse. Begge 2 værelsers.
Er lidt hooked på den her. Kan se den næste mandag. 5000 og en sjat pr. måned eksklusiv forbrug. Nede på jorden med have. Vi er nummer 16 på listen...


Boganmeldelse: Kvinderne på stranden




Svensk krimi  om den amerikanske kvinde Ally, hvis mand forsvinder i Paris, da han er ved at skrive en artikel om illegale flygtninge og slavehandel.
I bogen møder vi  tre forskellige kvinder. En overlevende fra en menneskesmuglerbåd, en ung svensk pige, der på en strand i Spanien efter en hed nat finder et lig af en mand. 
Og så Ally, der tager af sted fra New York, for at finde sin mand. 
Hun bliver truet og jaget og rejser rundt i sydeuropa, mens hun følger sin mands spor.
De tre kvinders skæbner krydses, og bindes sammen...
En grufuld historie om handel med mennesker, jagten på penge og ekstrem ondskab. 
Og også en fin kærlighedshistorie om Ally og Patrick.
Absolut værd at læse og højt placeret på bestsellerlisterne - fik for et par uger siden en hel side begejstret omtale i Berlingske, udråbt til at være endnu bedre end "Hypnotisøren".


Spændende er den også.





søndag den 7. august 2011

Boganmeldelse: Blomsternes hemmelige sprog



Vidunderlig bog. Skøn bog. Uforglemmelig bog.
Jeg har læst "Blomsternes hemmelige sprog" - ja nærmest slugt den. Kender du det, når det bare ikke kan gå hurtigt nok, at man simpelthen bare vide, hvad der nu sker. Sådan havde jeg det med denne bog. Hele tiden med følelsen i maven af, at der sker noget forfærdeligt. 
Men at man bare ikke ved hvad.
Victoria er forældreløs. Opvokset på børnehjem og hos diverse plejefamilier. Et rigtigt utilpasset barn.
Da hun fylder 18 får hun husleje til 3 måneder i et hus for "store" forældreløse og må ellers klare sig selv.
Og det er ikke nemt, når man helst undgår menneskelig kontakt og ikke stoler på nogen.

Bogen springer frem og tilbage mellem nutiden og dengang Victoria var 9 og i en periode boede hos vinavleren og blomsterelskeren Elisabeth.
Der lærer hun om blomsternes hemmelige sprog fra visctoriatiden, hvor alle blomsterne havde deres helt egen betydning, og man (bl.a.)  kommunikerede ved at give blomster, der betød det man ville sige.
Victorias penge slipper op og hun er i en periode hjemløs i en park, hvor hun i en afkrog udplanter de planter, hun dyrkede i sit værelse.
En dag kommer hun forbi en blomsterbutik, hvor ejeren Renata er ved at bære en spand med hvide tulipaner ud. 
Victoria kommer med en bemærkning om at det er ude for sæson, og det ender med hun får arbejde i butikken. 
Renata finder hurtigt ud af, at det ikke er en helt almindelig pige hun har ansat, og Victoria bliver populær blandt kunderne, da hun ved hjælp af blomsternes hemmelige sprog binder buketter, der får stor betydning for både giver og modtager.
Og på blomstermarkedet møder hun Grant...
Forfatteren har gjort en masse research, og bag i bogen er en omfattende blomsterordbog.
En vidunderskøn bog om svigt, kærlighed, moderskab og venskab.
En helt klar KØB DEN, den udkommer vistnok 15. august.



torsdag den 4. august 2011

Boganmeldelse: Fugleskræmslet




Michael Connelly er for fed. 
Lige som man synes man har en yndlingsperson blandt hans skiftende hovedpersoner, får man en ny. Han opfinder nye, og går tilbage og henter nogle af de gamle frem igen.
Min tidligere favorit var Harry Bosch. 
Nu er jeg blevet (gen)introduceret til Jack McEvoy. Han er nu heller ikke værst.
I denne kriminalroman - for det er det - fyres Jack McEvoy, anset journalist ved L.A. Times. Nye tider, nedskæringer og ny ledelse, har gjort at den ellers så hotte kriminalreporter ryger ud i kulden.
Da han først er kommet sig over chokket, beslutter han sig for at levere et brag af en historie, i de 14 dage han har, inden han skal gå af. Han skal også lige nå at oplære den smukke, seriemorderfascinerede Angela Cook, som til en ringere løn skal overtage hans område.
Han får en opringning af en dame, som bedyrer at hendes søn sidder uretfærdigt fængslet, for et mord han ikke har begået.
Jack har før fået den slags opringninger, men ender med at kaste sig over sagen, da han opdager at tilståelsen ikke er helt fin i kanterne.
Han finder en forbindelse mellem forskellige kvindelig - og kommer på sporet af én, som udmærket ved, at han er på sporet. Denne mand har monteret en "digital snubletråd", så alarmen går i gang, da Jack og Angela søger på trunk + murder.
Nu er denne (meget væmmelige) mand foran.
Jack får hjælp af FBI agenten Rachel, som vi har mødt i nogle af de tidligere bøger.
Og jaja, det bliver endnu en "KØB DEN"!



Psst!

Nogle af de helt sikkert gode bøger, vi kan glæde os til i løbet af sensommeren/efteråret:


  • Kate Atkinson: "Tog tidligt af sted, tog hunden med"
  • Jo Nesbø: "Genfærd"
  • Arne Dahl: "Hviskeleg"
Jeg glæder mig afsindigt - og der kommer helt sikkert en mere opdateret liste senere, når jeg har adgang til andre søgemaskiner, end jeg har her på Bornholm. Koderne ligger derhjemme...



onsdag den 3. august 2011

Mød Hr. Jensen


På denne blog kan du møde Christian W. Jensen: Mine ord
Flot navn til en forfatter, ikke? Og det er lige, hvad han er!
Hans første bog er sendt til trykken og han er i gang med nummer to.
Der optræder jeg. Altså det vil sige det gør jeg selvfølgelig ikke, men jeg vandt en konkurrence (som jeg ikke var helt klar over at jeg deltog i) og præmien var at få en birolle i bog nummer 2. Du kan se mere her:
http://www.christianwjensen.com/2011/05/what-we-do-in-life.html

Jeg regner da helt klart med, at Christian sender mig et færdigt eksemplar til anmeldelse af den første bog, som jeg synes ser smadder flot ud!
Hvis jeg da ikke bliver halshugget over at vise den her :-) Der er uddrag af både den første og den anden bog på hans blog, som er værd at besøge. Han laver vist også helt OK mad!


Held & lykke Hr. Jensen!


tirsdag den 2. august 2011

Ferie

Det er som om, jeg først fattede jeg har ferie, da jeg lå på solcreme/sandfedtet håndklæde på Dueodde strand i dag.
Men udsigt til velpolstret tysker i røde Speedo badebukser (som i øvrigt burde være ligeså forbudt på de danske badestrande, som skidende hunde er det - begge dele er stort set lige klamt), hans kone (som jeg jo i virkeligheden ikke aner om er hans kone, hun kunne jo ret beset være hans søster, elskerinde eller stedmor) læste Jussi Adler Olsen.
Er der ikke noget med, at tyske koner ikke "har så meget at sige" som de danske? For så kan jeg forstå det med de der badebukser. Min mand havde aldrig fået lov at vise sig offentligt i sådan nogle. Eller i det hele taget. Altså han måtte gerne vise sig - men stramme badebukser burde altså kun være tilladt for konkurrencesvømmere. På meget højt plan. I mudret vand. Og til brystsvømning!

Det var skønt at ligge der. Solen bagte og sandet er så fint så fint, at man ikke fatter, noget kan være så småt.
Jeg læste videre i "Fugleskræmslet" som er helt vildt god, og nu også fuld af sand.
Jeg fik oven i købet årets første dukkert.
Dejligt. Og endnu et spejder-duelighedstegn: Jeg var den eneste af os tre, der havde solcreme på.
Hjemme igen havde min bror og hans ven hængt den nye hængekøje op. Kors, hvor er det fedt at ligge i sådan en!

Hængekøjer er et must i alle haver, min brors hund hygger med

Efter aftensmaden tog nogle af os en tur til Dueodde, hvor hunden fik badet et temmelig øde sted.
Nu er klokken ved at være sengetid - alt det der vand og friske luft bliver man søvnig af...
Det eneste der ikke er så fedt her er, at der ikke er nogen læselampe ved sengen. Hvordan kan man ikke have en lampe man kan ligge og læse ved? Hm, måske fordi det er min brors hus og han aldrig læser.
Så jeg skal i seng med den "politilommelygte" jeg har lånt af den 4 årige Cunos politisæt. Der er nogle lede batterier i, og den lyser nogenlunde ligeså kraftigt som en fis i et glas vand...





Tung kuffert

Tog herover på Bornholm med en meget tung kuffert.
Lidt tøj og syv bøger.
Man skulle jo  nødig løbe tør for læsestof :-)
De tre af bøgerne er meget store og meget tunge - fine kunstbøger, jeg har planer om at sælge til museer herovre.
De resterende fire er til "eget brug".
Og Gudskelov at jeg tog fire med.
Startede på "Den døende detektiv" af Leif G.W. Persson og var meget begrejstret. Lige indtil jeg opdagede, at bogen slutter midt i en sætning! Der er vist noget galt med det proof copy jeg har fået med!
SURT.
For var helt bidt af bogen.
I stedet læser jeg nu Michael Connellys "Fugleskræmslet", som ikke er udkommet endnu. Han er altid god, og skal med mig en tur på årets første strandtur lige om lidt.

Der er ikke noget værre end at være på ferie, og opdage at man ikke har bøger nok med. Og nu har jeg kun 2½ tilbage. Men på den anden side, vi bor her hos min bror og hans kæreste, og jeg bliver nødt til at være lidt social engang i mellem.
Så det er sikkert nok?

mandag den 1. august 2011

Sommerhygge

Har siden lørdag aften befundet mig på solskinsøen med hele familien. Min lillebror fyldte 40 år i går.
I dag har vejret været godt og øen levet op til sit kælenavn.  Jeg har fået en "ny" mobil af min svigerinde - hendes gamle - da min egen var en anelse upålidelig.
Og nu har jeg brugt halvanden time på at sætte den op til at blogge. Helt forgæves? Det viser sig nemlig, at jeg nu åbenbart har oprettet en helt ny blog? HM, på den gamle kunne jeg sende indlæg direkte til bloggen her.
Hm. Må sove på det. Måske er jeg klogere i morgen? Helt sikkert ældre...


LinkWithin

Follow Frk. Bogorm