mandag den 26. december 2011

Jeg vil også have Mr. Rochester

Sidder i køkkenet, ved siden af en skål med resten af den ris a' la mande jeg ikke kan klemme mere ned af, stadig iført morgenhår og absolut hæslige velourbukser.
Coldplay spiller i stuen (desværre ikke live), og jeg er så småt begyndt at pakke julepynten ned.
Her bliver lidt tomt og blegt i det, synes jeg, og overvejer at lade sådan nogle papirstjerner med lys i hænge i vinduerne.
Juletræet har fået dispensation og bliver et par dage endnu.

Som min kusine sagde:"Bliver du aldrig træt af
at fotografere den hund??"

Det er lykkedes mig at hænge en (besværlig) lampe op i soveværelset.
Sagde farvel til den nøgne pære med bankende hjerte, mest fordi strømafbryderen er inde hos naboerne, som ikke er hjemme. Er ikke vanvittig fjollet med at rode med el uden hele molevitten er slukket.
Men jeg fik ikke stød.
Og nu er der fint lys over land. Over min seng. Som bliver brugt til intet andet end søvn, læsning og hund.
Kedeligt, hva?

Jeg havde en rigtig dejlig juleaften, nåede det hele. Maden var god - og jeg fik oven i købet et par gaver.
Vi spillede pakkeleg med overdrevent mange gaver:


Da familien var kørt ved 23 tiden var jeg godt brugt, men begyndte så at spille Wordfeud (en slags Scrabble) på mobilen med datteren. Da jeg var gået i seng, kom hendes kæreste, så jeg stod op igen og så var klokken pludselig 03.
1. juledag kom min "unge veninde", hentede hende hos noget familie i Veksø, hvorefter vi gik en tur med hunden derude i den frie natur. Jeg fornuftigt påklædt: morgenhår, overtræksbukser og gummistøvler.
Majken var som sædvanlig toptunet, og trippede af sted i mudderet.
Herhjemme hyggede vi, så TV (indtil det ikke virkede mere, tak TDC) læste og snakkede. Og ikke mindst åd.
Hun blev og sov her og tog af sted i dag.
Datteren havde vi kørt hjem til en veninde i aftes.
Så var jeg alene igen.
Sjovt, som det er med det.
For det meste nyder jeg det virkelig. Men nogengange - bare i små glimt - synes jeg sgu alligevel, det er lidt ensomt og kedeligt. Så jeg skovlede hunden op i bilen og kørte ud i hundeskoven med hende.
2. juledag er åbenbart den store hundelufterdag. Vi mødte en masse andre hunde, og pludselig også en ældre dame, som jeg genkendte som én, vi boede tæt på, dengang vi boede sammen med piloten.
Vi faldt i snak, som hundemennesker åbenbart gør ("nej, hvor er den sød, hvad hedder den", "Aj, en fin hund...") og så spørger jeg, om ikke hun er hende, jeg tror hun er.
Og inden jeg ved af det, får jeg lige bitchet lidt om min eks. Ahhh, det var rart at komme af med noget dér!
Især fordi denne flinke, nydelige ældre dame mente, at der var noget galt med hans hovede!
Faktisk var det hende der startede. Og jeg kunne jo ikke så godt bare stå der, uden at sige noget vel? Det ville være vildt uhøfligt, og sådan er jeg jo ikke...
Og da vi stod der og snakkede, kom der nogle med en masse hunde. Og så var der pludselig 7-8 stykker.
Må være rart at møde artsfæller.
Hjemme igen var jeg lidt aktiv - det med lampen. Overvejer et bad og rent tøj - det er jo jul...

Har set Jane Eyre , jeg vil også have  Mr. Rochester!
Nå, prøver det der bad og rene tøj - er et skridt på vejen :-)




1 kommentar :

  1. Piller du allerede julepynten ned ?
    jamen det er da nu det er jul, og nu vi kan have tid og ro til at gå og nyde julepynten ...
    Min kommer først ned efter nytår.
    måske lidt kommer væk inden nytårsaften, men det er først når juleferien er forbi jeg juler ned.
    Dejligt at høre du havde en god juleaften med gaver og alting. :o)
    og rart at møde artsfæller ;o)
    hilsen Mona

    SvarSlet

LinkWithin

Follow Frk. Bogorm