torsdag den 24. november 2011

Sygehus(u)væsen

I går blev jeg indlagt på Herlev hospital.
En oplevelse, jeg godt kunne have været foruden.
Jeg har ikke været på sygehus som patient, siden jeg fødte for over 17 år siden - og tak for det!
Jeg kom rimelig hurtigt til, min læge havde ordnet indlæggelsen, og mine søde chefer kørte mig derhen.
Jeg fik taget blodprøve og da kl. var 14 var jeg også blevet scannet. Og så skete der ligesom ikke mere, før kl. var omkring 20.
Heldigvis insisterede mine flinke forældre og bror på at komme og holde mig med selskab. Som tiden gik fik jeg mere og mere ondt. Og kunne ikke holde ud, at sidde i det lille og trange venteværelse.
Jeg troede, man i det mindste fik en seng, ville have elsket at ligge ned.
Så jeg gav dem mit mobilnummer og bad dem ringe, når lægen engang havde tid til at se mig. Og så gik jeg ned ved indgangen og ventede på min familie.
Overalt i modtagelsen, hvor jeg ventede, lå der folk i senge på gangen.
Folk fór frem og tilbage. Og stakkels syge mennesker lå i ydmygende og uflatterende stillinger til offentlig beskuelse. Hvad fanden er meningen? Folk er dårlige og syge, og så skal de ydmyges ved at ligge der, kaste op og ligge halvnøgne med hospitalsunderbukserne stikkende frem under dynen. Det kan man sgu ikke være bekendt. Der var da heldigvis nogle, der var rimelig bevidstløse.
Gav senere min bror ret i, at det sgu lignede et hospital i et u-land.
Og så ringede de efter mig. Og jeg fik mit møde med lægen, som kunne fortælle, at de ikke kunne se, der var noget galt med mig. Og jeg kunne tage hjem.
På det tidspunkt havde jeg så ondt, at jeg lige kom til at græde lidt engang i mellem.
Spurgte om han virkelig ville sende mig hjem med alle de smerter? Ja, lød svaret. Og hvis jeg fik det værre, skulle jeg bare tage noget mere smertestillende og kontakte min egen læge. Jeg fortalte ham, at jeg havde været hos egen læge mandag og tirsdag. Og vagtlæge mandag. Og at der jo måtte være et eller andet galt? Joeh, han kunne jo foretage en undersøgelse af mit underliv? Ja tak, svarede jeg, selv om jeg ikke er specielt vild med at ligge der og stikke den op i fjæset på fremmede mænd. Og den kvindelige "praktikant" hos min egen læge havde foretaget en i mandags. Men hun var ½ time bagud, havde hun fortalt... Så jeg ved ikke lige hvor grundig hun var.
Så jeg lå der igen. Og han asede og masede. Og så gjorde det nas. Og så sagde han nølende, at han kunne få gynækologerne til at kigge på mig? Jo tak. På det tidspunkt var jeg faktisk ret ligeglad, ville bare finde ud af, hvorfor det gjorde ondt og så få det til at stoppe!
Så tog vi elevatoren op på 15. etage og ventede igen.
Og så kom jeg til hos den sødeste, kvindelige gynækolog. Som var så sød lige at tage en smeartest, eller havd nu alle de rykkerbreve fra Hillerød hospital handlede om - det der celleforandringshalløj.

Men hende her var meget grundig.
Fik sådan en ultralydsscanning og kunne se hele mit underliv på skærmen. Fascinerende. Lignede lidt et månelandskab, lå hele tiden og ventede på Neil Armstrong dukkede op med det amerikanske flag.
Alt var normalt der. Heldigvis da.
Men hvordan fanden kan det være, at man sender folk med de vildeste smerter hjem? På sådan et hospital har man jo ligesom alle specialister samlet. Hvorfor ikke beholde mig til næste dag, give mig noget heftig medicin så jeg kunne sove, og så fortsætte undersøgelserne?
Hvorfor skal man hjem og så forbi egen læge, for så at blive henvist til en specialist af en slags?
Og så kørte mine forældre mig hjem. Og jeg sad på bagsædet med min mor i hånden og hylede. Det er godt nok mange år siden sidst!

I dag blev jeg så hentet af min chefs kone. Eller min ene chef - for de er vel begge mine chefer.
Det rare menneske kørte mig til sin fysioterapeut. Og han konstaterede, at jeg havde et låst bækken og en låst 5. lændehvirvel. Og så havde han lige en nøgle :-)
Jeg har stadig ondt, men nu ved jeg hvorfor. Og at det snart holder op. Laver 15 rygøvelser i timen. Svært med spaghettiarme...

Om ikke andet har jeg erfaret, at jeg er omgivet af en masse fantastiske mennesker, der gerne vil hjælpe mig.
Da jeg i tirsdags stod i Ganløse og ventede på en taxa hjem (turde ikke køre bil pga. de stærke piller og smerterne) kom min gamle genbo forbi. Kørte mig en tur på apoteket og derefter hjem. Naboen kom forbi om aftenen, for at høre, hvordan jeg havde det. og mine forældre har været hos mig hver dag. Min far med kræft og brækket fod, og min natteblinde mor som chauffør. Og i går også min bror.
Mine chefer har kørt for mig og arrangeret (og betalt!) besøg hos fysioterapeuten. Og alle er sgu så søde. På nær den lortelæge, der sendte mig hjem.



3 kommentarer :

  1. Øv, hvor er det synd for dig.

    SvarSlet
  2. For pokker da !
    sikke da en oplevelse :o( Føj for den - det er ikke vildt betryggende.
    Men hvor er det dejligt, at du er omgivet af så mange søde mennesker, der vil hjælpe dig :o)
    og at I fandt ud af hvad der var galt. (pyha - heldigvis ikke noget alvorligt). Fys kan hjælpe, og det er godt.
    Men det andet ? - skrækkeligt !
    Og så morede jeg mig ved billedet af Niel Armstrong der vandrede rundt i dit underliv . . Humor har du sgu :o)
    God bedring med den ryg.
    hyg dig med et par bøger ;o)
    mange hilsener
    Mona

    SvarSlet
  3. Lyder bestemt ikke godt. Bliv nu hurtigt okay igen, rigtig god bedring søde Hanne . Hilsen Majbritt

    SvarSlet

LinkWithin

Follow Frk. Bogorm