tirsdag den 27. september 2011

Mega heldig mother mig

Nogle gange sidder der altså en slags Gud i himlen - eller et andet sted -  og ser på mig. Og tænker: Okay så, nu opfylder jeg lige nogle af hendes ønsker, så får jeg vel for pokker lidt fred?!

Jeg har længe gået og været i en "dum" boligsituation.
Sagde jo ja til den lejlighed, med 3 måneders prøvetid for hunden. Spekuleret som en gal på, hvordan det skulle gå.
Om hunden kunne være stille nok. Om jeg skulle strikke sutsko til hende, så man ikke kunne høre hende gå rundt og hoppe og og ned ad sofaen.
Om hun ville gø, når hun var alene hjemme. Om hendes hofter kunne klare turen op og ned fra 1. sal mindst 4 gange om dagen.
Egoistiske tanker som, hvordan jeg skulle overleve at bo på 1. sal dukkede også op.
Hvordan skulle det være ikke bare at kunne åbne døren i pyjamas, og med kaffekoppen i hånden og bare tæer gå udenfor en smuk morgen. Lade Nanna-hunden ligge derude med døren åben og gå ud og ind. Undvære mine "fine ting" som lanterner, krukker & planter og havemøbler lige udenfor døren. Men der var jo have til. Bare i jordhøjde og omme i gården. Og lejligheden var billig...

Lige nu bor vi jo et fantastisk dejligt sted, omgivet af de sødeste og mest hjælpsomme mennesker, her i Mølleparken i Ganløse. Hvis du har trang til et rækkehus i smukke omgivelser og ikke én eneste idiot i de andre 24 huse (højst en lettere senil ældre - men dog venlig - dame) skulle du købe mit hus. Det er til salg. Og hvis ikke det var fordi at ejeren er lidt... hm.... og det er ham, der scorer kassen på huset, ville jeg gøre alt for at anbefale det. Men grim og slem (og ude af stand til at lyve) som jeg er, håber jeg at han ikke får det solgt de første 5 år. Og ikke finder en ny lejer... så kan han stege i sit eget grådige fedt, den lede bolighaj!
Nå, det var vist et sidespring...
Jeg ville jo have fortalt om Ruth. Som bor her og er en rar ældre dame med en sød mand, der spiller harmonika. Hun kom engang i sidste uge og bankede på. Spurgte om vi havde fundet noget at bo i? For hun kendte nogen... Jeg takkede og sagde, at vi skulle flytte d. 1. oktober.
Og så kommer hun igen i søndags, mens jeg sidder i haven med hund og en veninde. Og snakker om, hvordan det bliver, når vi ikke bare kan lunte ud med kaffen og se på hunden, der nyder at ligge på græsset.
Nå men Ruth kommer igen. Spørger om jeg ikke nok vil med ud at se det? For hun havde fortalt om os, og de derude  kunne så godt tænke sig at have os boende. Det er ude på en gård. Jeg siger (uden at tænke, noget jeg har lagt mærke til at jeg ofte gør) ja, og vi aftaler at mødes på parkeringspladsen en halv time senere.
Og som jeg siger til min veninde Dorte: Jamen jeg skal jo ikke have det? Hvorfor sagde jeg ja???

Nu flytter vi der ud på lørdag. Og ikke i lejlighed. Som jeg om fredagen lige havde betalt et indskud på 23.700 til.

Vi flytter på landet. En ombygget stald. 81 m2. Med lidt have og fuld og ubetinget tilladelse til både hund og teenager. Kæmpe stue, 2 små værelser, køkken med spisekrog i forbindelse med stuen, pænt store badeværelse og Gudhjælpemig sgu også et WALK-IN-CLOSET :-)
Morgensol på den ene terrasse og eftermiddags- og aftensolen på den anden. Og billigt! med vand og varme inkluderet i huslejen. Og pæne småsprossede vinduer...

Jamen for fanden... Det kostede mig dog lige en dag på langs i går med dårlig mave. Fik vist lige lidt stressagtigt-noget over de der 23.700 som jeg ikke kunne trække tilbage. Og de 18.000 jeg skal betale det nye sted. Men lykken tilsmilede mig igen og den flinke mand, i hvis lejlighed vi skulle have boet, vil tilbagebetale mit indskud minus en halv måneds husleje! Hvilket er absolut rimeligt! Totally fair. Jeg tror jeg elsker ham lidt?
Jeg fik sms'en fra ham i dag (endte med at sende ham en i søndags, forklarede ham det med hunden og skrækken for at skulle flytte igen, undskyldte og hørte ingenting), og sjovt så gode sange, de pludselig spillede i bilradioen. I takt med min kvalme og sammenbidte kæber forsvandt. Ja kæberne forsvandt ikke, de løsnede sig bare så jeg kunne smile igen og synge med.
Tak.
Tak.
Tak til hvem det nu er, der sørger for de gode ting sker.
Og tak til eks-udlejer for fin og fair behandling. Han må have noget vin. Og søde Ruth, hun fik et ordentligt kram og må have nogle blomster.
Nu er det pludselig meget mere overkommeligt at pakke hele vores liv ned i kasser. Og alle bøgerne skal op at stå et fint nyt sted:-) Hvor er vi bare heldige!
Tak. (Nej, det er ikke en Oscar-uddeling! I know...)

7 kommentarer :

  1. Skønt for jer alle tre, Hanne! Tillykke!

    SvarSlet
  2. Tak UllaT :-)
    Det er bare for vildt. Og jeg skal nok sige til, når jeg engang har pakket alle bøgerne ud og man kan vinde en igen :-)

    SvarSlet
  3. hvor er det bare dejligt med sådan en solstrålehistorie fra det virkelige liv. Det er vist ikke den slags historier der lige hænger på træerne !
    TILLYKKE med den nye bolig :o)
    og med at det gik så godt med at få det andet indskud retur.
    Hvor er det godt at kunne lytte til sin 'mavefornemmelse' i den situation :o)
    hilsen Mona

    ps. overlevede skorstensfejeren ?

    SvarSlet
  4. hooold nu kæft! Føler mig som en på 60 sidder nu igen og fælder en tåre fordi jeg bare er så glad på jeres vegne for gud hvor i dog fortjener det!!
    mange gange tillykke skønne..:)

    SvarSlet
  5. Hej Mona
    Ja skorstensfejeren overlevede, for det var ikke mig, men datteren, der var hjemme da han kom!
    Og tak - vi glæder os også meget!

    SvarSlet
  6. Hej Anonym
    Tak skal du have - og husk det er helt i orden at blive rørt over gode ting :-) Og babyer og hundehvalpe... Det bliver kun VÆRRE med alderen!

    SvarSlet

LinkWithin

Follow Frk. Bogorm