søndag den 3. juli 2011

At sige ja eller nej

Lovede for ikke så længe siden en veninde - og mig selv - at tage ja hatten på. Hvilket i grunden er skingrende åndssvagt, når man er sådan én, der ikke kan sige nej?!
Minder om den der gamle sang "din mund siger nej nej men dine øjne siger ja"... eller hvordan den nu var.
Med mig er det lige omvendt. Min mund siger ja ja og mit indre skriger nej!
Så lær dog for helvede at lyve, frøken bogorm!
Okay, jeg har da løjet en gang eller to. Om hvor mange cigaretter jeg ryger om dagen, og om sex var fantastisk. Men det er jo klassikere. Rigtig at lyve kan jeg simpelthen ikke finde ud af.
Måske jeg bare skulle begynde med at lære at sige nej?

Det her er jo åbenbart min store "selvudviklingssommer". En sommer, hvor jeg skal tage stilling til en helvedes masse ting.
Fedt nok, hvis det drejede sig om, hvor vidt vi skulle til Sydfrankrig eller Italien på ferie, eller om der skulle være 3 eller 5 cm hæl på mine nye sko.
Men jeg skal tage stilling (og kan Gudskelov allerede hakke et par af på listen, takket være min tagen skeen i egen/anden hånd) til job, bolig, fremtid.
Suk. Tungt. Hviler som betonklodser på mine stakkels spinkle skuldre.
Men nu kan jeg så hakke endnu et punkt af på listen: BOLIG.
Ikke at der er kommet styr på den del af livet - tværtimod. Men jeg har sagt nej tak (en pæn pige siger ikke nej, og hvis hun endelig gør er det nej tak)

Vi har været ude at se det lille lyserøde hus med stråtag.
Og solen væltende ind ad de småsprossede ruder.
Fuglene sang og insekter (og guderne skal vide hvad mere) boltrede sig i det høje græs. Rislen fra bækken og hele svineriet; kun Poul Richard manglede...
Der var de yndigste gamle døre, hoveddøren var en halvdør og alverdens vækster voksede vildt og ukontrolleret.


OG JEG SAGDE NEJ (tak)...
For jeg måtte jo være realistisk. Tænke mig om. Og lytte til datteren, der sagde, at her kunne hun altså ikke bo.
For ja, 55 m2 er ikke meget til 2 og en kæmpe hund. Og slet ikke når stuen er minimal og der derfra er adgang til det eneste værelse. Uden en dør imellem. Med et forhæng! Ikke fedt, hverken for teenager eller mor, at der ikke er en dør til pigebarnets værelse.
Det ville betyde absolut intet privatliv.
Og desuden lå huset omme bag 2 andre huse. Langt omme bag. Uden vej eller sti dertil. Og man skulle gå på ejerens terrasse for at komme derom. Og hvor skønt er det i længden? Som datteren sagde: "Hvad hvis jeg kommer sent hjem fra byen og larmer, eller mine venner kommer på knallert?" Skulle man så liste sig forbi med pandelygte? For lys er der heller ikke...
Satans osse!
For dælen, det var idyl.
Men endnu engang er jeg stolt af mig selv - to gange på to dage!
To nej'er på to dage. Keep going.

Ingen kommentarer :

Send en kommentar

LinkWithin

Follow Frk. Bogorm