søndag den 17. juli 2011

Åbent hus

Så var det i dag, der var det første åbent hus arrangement. 
Måske meget heldigt, at lejerens sure fjæs ikke var her. 
Lejeren var i skoven med sin hund (i styrtregn), mens ejeren og hans kæreste viste lejerens bolig frem.
Pissevådt var det. 
Og pissesur var jeg. Det gik dog lidt over ude i den dejlige skov. 
Men helt ærligt! Hvem fanden gider stå tidligt op søndag morgen og gøre rent og rydde op, fordi andre skal have gæster i ens hjem???

Jeg gad ikke. Men jeg gjorde det. 
Selvfølgelig gjorde jeg det. Jeg er nemlig sådan én, der har gået rigtig mange år i flinkeskolen, og stadig er medlem der... Ikke hvilende medlem. Men sådan én, der stadig er alt for flink og altid (nårh ja, næsten da) gør, hvad der forventes af mig.
Og sikkert også mere til.
Jeg kunne jo i virkeligheden bare have væltet ud ad sengen kl. 11, ladet være med at rede den,  sagt hej hej og smuttet min vej.
Jeg kan jo da være ligeglad - det er ikke mit hus, der skal sælges. Bare mit hjem.
Men nej.
Jeg kunne ikke lige klare tanken om, at der skulle komme nogen her til åbent hus, og så tænke at her var rodet og beskidt. 
Så jeg for rundt som en skoldet skid i adskillige timer. 
Hvor jeg kunne have ligget under dynen. Og da min udlejer kom med sin kæreste, gik hunden og jeg ad helvede til i øsregnvejr.
Og kom hjem da han ringede og sagde, at her havde været én person, en ældre herre. Og takkede fordi jeg holder det så pænt. 
Ja ingen tak - hellere penge.
Dog syntes han, at hækken var lidt langhåret. Ja, svarede jeg, for den har du lovet at klippe! Så blev han lidt stille og ævlede noget om, at det var dengang inden fotografen skule komme. Om jeg ikke selv lige kunne gøre det? Nej, svarede jeg. Nårh... men så måtte han jo se om han fik kørt 35 km en dag for at klippe hæk. Om jeg ikke selv havde en hækklipper? NEJ, svarede jeg, og sidst jeg prøvede at klippe en hæk lignede det noget en uden arme havde klippet, sat ild til og slukket med en skovl. Jeg tror han forstod, at han skulle holde sit løfte.
Jeg er nemlig skideligeglad med, hvordan fanden den hæk ser ud! Jeg betaler ham 8360 kr. om måneden. Så han kan godt klippe den hæk. Og ordne den stikkontakt der er i stykker. Og lade være med at sige, at det er fordi jeg ikke har lukket køleskabet ordentligt, at der nogengange løber vand ud på gulvet! Jeg er sgu da ikke debil - ved godt, hvordan man lukker et køleskab. Han kan bare få fingeren ud. Ja han kan. Nemlig.

Våd skov

Samme våde skov - anden vinkel


Stuen

Også stuen

Søreme stadig stuen

Fra stuen mod køkkenet

Køkken

Mere køkken og kig til datters værelse

Køkken - igen

Dimseri

Og her er så noget af mit hjem. Billederne ligger jo alligevel på nettet. Ufatteligt som de må have været blevet photoshoppet og manipuleret med. Her ser stort ud. Og lyst.



Ingen kommentarer :

Send en kommentar

LinkWithin

Follow Frk. Bogorm