tirsdag den 26. juli 2011

Lækker-mor

Forleden skulle jeg hente min datter og nogle af hendes venner.
Så vi bumpede af sted i den gamle bil, med 3 kæmpestore teenagedrenge på bagsædet.
Følte udstødningen nærmest slæbte henad vejen.
Er du vild de er store sådan nogle! Her bor vi jo kun to små hunkønsvæsener og så en kæmpehund.
Og dagen efter proklamerede min datter så, at da hun kom hjem til dem senere, havde de sagt til hende, at hendes mor sgu da var meget pæn. Flot og lækker faktisk :-)
Så fniser man lidt og bør vel absolut ikke indrømme, at man blev lidt glad?
Måske skulle jeg gå efter de unge???
Altså dem over 20, i hvertfald. Nej over 30... nej over 40... nej nej nej...

Bolig-umuligheder

Så får man brev fra boligforeningen, tilbud om bolig. Godt nok kun en to-værelses, men alligevel.
Der var mulighed for at se boligen i dag ml. 18-19.
Så man får lov at smutte 20 minutter før lukketid. Fræser hjem og henter teeanageren, og kigger på Krak for at finde ud af, hvor det ligger...
Finder det, og er der 18.16. Ringer på og lytter - der sker ikke en disse. Ringer på igen, banker på - der sker stadig nada.
Tjekker at det er den rigtige adresse. Og så må vi køre igen.
Meeeen, der så rigtig hyggeligt ud, det lå så dejligt tæt på den rene idyl af små, fint velholdte gamle huse, små snørklede veje... Og datteren havde ingen ting i mod det. Som hun selv sagde: "Lagde du lige mærke til, mor, at jeg ikke engang brokkede mig over at det ligger helt herude i Veksø? Her er jo smadder hyggeligt. Her kunne jeg nok godt bo". Jeg gik nærmest i chok. Er det muligt at de modnes i voldsomme ryk? Med regression.
Først den med vores kære Pia - og nu har hun ikke noget i mod at komme langt (længere) ud på landet!
Mit hjerte svulmer.
Så i morgen må jeg ringe til boligselskabet og beklage mig, og insistere på at komme til at se den lejlighed. For måske er den også fin indeni?

I øvrigt kommer et tilbud sjældent alene. På fredag skal vi måske ud at se på endnu en bolig. Ikke så langt herfra. En 3-værelses med brændeovn og have! Desværre ligger den på 1. sal. Så det bliver slut med at åbne døren og vade direkte ud i haven i bare tæer. At have døren åben så Nanna (hunden) kan gå ind og ud som hun vil.
Ahh, dilemma dilemma... Men der kommer nok en løsning :-)

søndag den 24. juli 2011

Fortabt for omverden


Var på arbejde i boghandelen i går. Der var kommet et nyt læseeksemplar, som jeg straks scorede. Blomsternes hemmelige sprog. Startede på den engang efter aftensmaden, og læste til jeg gik i seng ved 01 tiden. Slukkede lyset ved 02 tiden. Vågnede og læste igen til morgenkaffen. Og er SÅ tæt på at aflyse min aftale, der gør at jeg skal køre hjemmefra om 40 min. Har endnu ikke luftet hund eller været i bad. Vil bare læse. Hold op, den bog er fantastisk! Er nået til side 311 ud af 381 - mere følger, jeg må i bad:) men altså jeg elsker den bog... Har ikke tid vil at tænde pc, så dette indlæg er skrevet på min oldgamle mobil...

lørdag den 23. juli 2011

Datter

Sidder lettere lammet over tragedien i Norge.
Hylede til TVavisen.
Ændret mit billede på Facebook til det norske flag.
Hvad kan man gøre? Ikke en skid. Bare sidde her og være chokeret.
Stakkels, stakkels mennesker.
Samtidig bliver jeg en smule stolt af min datter.
Som jeg ellers tidligere på aftenen bandede langt væk. Fordi jeg for en gangs skyld ville lave noget lækker aftensmad, efter vi havde gjort hele hytten ren. Hun var i gang med værelset, og kunne derfor ikke hjælpe med maden.. hm..
Jeg endte med at spise Jamie Olivers mad - lavet på 30 minutter - på 5 minutter alene i køkkenet. Surt.
Men så gik jeg på Facebook og så, at denne umulige teenager havde startet en mindre debat med denne status:

Haha, Pia Kjærsgaard sur røv, at det ikke var en indvandrer der fuckede Norge op hva? At det ikke var en 13 årig indvandrer der stak en 13 årig dansker ihjel, at det ikke var en indvandrer der bankede sin omkring 2 årige søn ihjel.. Hvide mennesker, kan også være slemme, og du er en af dem.

Meningen med det hele blev jeg helt stolt af. Så hører hun alligevel lidt efter! Måske ville jeg ikke lige have formuleret det sådan - men jeg er jo heller ikke en 16 årig tvær teenager...

fredag den 22. juli 2011

Skjult kamera på disaster-date

Engang da piloten og jeg endnu engang var nødlandet, blev jeg inviteret ud af en kunde. Uha, det lyder grimt - men jeg var boghandler og ikke, hvad dine associationer ellers får dig til at tro! Om det er 1 eller 2 eller 3 år siden har jeg lykkeligt fortrængt.

Det var en ganske nydelig mand. Gråsprængt og det hele og så hed han Jens. Det var da rimelig tilforladeligt, og jeg tænkte at nu havde jeg chancen for at indse, at der var andre mænd end piloten i verden.
Så jo, jeg sagde ja tak. Og han fik mit nummer. Åndssvagt, men oprigtigt talt så var jeg lidt befippet. Det sker trods alt ikke hver dag, at jeg sådan bliver inviteret ud. Senere skulle jeg fortryde, at jeg gav ham nummeret.
Men så ringede Jens og vi snakkede rigtig længe, var fuldstændig på bølgelængde (mente jeg naivt) og så kunne han lide hunde, havde selv to.
Vi skulle mødes i Hillerød.
Og allerede da jeg så ham tænkte jeg "Fuk fuk, hvordan dælen slipper jeg ud af det her?"
Manden kommer gående med sin selvsikre gang, grimme (men helt sikkert supersmarte) spidse sko og alt, alt for åbentstående skjorte hen over torvet. Og så krammer han mig.
Han fortæller at han har bestilt bord til os på en restaurant, og har tilladt sig at bestille maden også. Det er rigtig god mad, men portionerne er så urimelig store, at man ikke kan spise dem. Derfor har han bestilt en til deling. (Hvem sagde gnier?)
Vi går rundt ved det der slot. Og han stirrer på mig og jeg synes ikke det er rart, konstant at blive komplimenteret for mine fantastiske smukke, grønne øjne m.m.
Og da han vil holde mig i hånden river jeg den febrilsk til mig. Gud ved, om jeg lignede en ungmø i nød.
Nå men vi sætter os ind for at spise. Og måske er jeg en grovæder, men jeg kunne nemt have kværnet en hel portion selv.
Uden at blinke.
Jeg vil ikke have vin til maden, skal køre hjem jo.
Og så spørger han, om jeg bedst kan lide grøn eller lilla?
Lilla, svarer jeg, for det er pilotens hadefarve.
Min yndlingsfarve er grøn.
Så hiver manden Gudhjælpemig en gave op ad lommen. Det er et armbånd. Lilla. Han havde et grønt i den anden lomme!
Han sætter det på min arm, som mest har lyst at forsvinde i et musehul sammen med resten af mig.
Men så ser jeg jo, at han har en ring på. Sådan en af guld. En vielsesring sgu!
Jamen konen er på kursus. Og han og jeg har 14 dage til at finde ud af, om det skal være os to. Om han skal forlade konen, som han har kendt i 30 år, swimmingpoolen og de to hunde - som var konens!
Så sidder man der. På date med en gift mand!
Og jeg burde jo have rejst mig og gået. Men det gjorde jeg ikke. Men fandeme om jeg ville holde ham i hånden henover det småsnaskede bord med vores dele-portion. Heller ikke under, for den sags skyld!
Det blev mere og mere bizart. Jeg blev sammenlignet med konen - dog til min fordel. Vi havde samme tøjstil og hun havde sandelig også sko, der lignede mine.
Jeg sad og kiggede efter skjulte kameraer. Tænkte, at det her bare ikke kunne være sandt!
Så begynder han at fortælle om konen, hvor meget tid hun bruger på sit arbejde, hvor egoistisk hun er - også i sengen.
Jeg er altså temmelig blufærdig. Jeg gider ikke høre om fremmede folks sexliv - og slet ikke mens jeg spiser.
Og plejer det forresten ikke være kvinder, der synger den sang?
Og så fortæller han mig sgu, at det der med at hun også er egoistisk i sengen, alligevel ikke gør så meget.
"Jeg har mit sex-legetøj" siger han og blinker til mig.
Jeg falder død om. Jeg transmoglyffer mig væk. Jeg prøver virkelig. Og da han spørger om mine sexuelle præferencer, får jeg endelig fremstammet - måske lidt højlydt - at det ikke rager ham. Og at det finder han nok aldrig ud af.
Han vil gerne hjem og "give mig desserten". Men jeg kører hjem alene. Og ringer til en veninde og fortæller om min disaster-date. Hun siger, det bare er typisk mig. Jeg har endelig vovet mig ud - og hvad sker der?
Det var ligesom dengang, jeg skulle passe børn og der var vindueskiggere. Eller hvad de var. Men det er en anden historie.
Den kære Jens måtte køre hjem alene. Jeg skulle have kørt flere timer før. Men var nærmest handlingslammet.
Og skrev en sms til ham, at jeg syntes han skulle koncentrere sig om konen. Og de næste to uger ignorerede jeg alle hans opkald, og sms. Også den, hvor han skrev jeg boede et dejligt sted - han havde tilfældigvis kørt forbi. Ja virkelig tilfældigt - jeg boede på en grusvej mellem to marker.
Sgu da ikke på margueritruten. Eller A6.
KLAMT!
Men jeg er vel ikke den eneste, med en disaster-date?

Boganmeldelse: Stille storm


Stille storm


Netop blevet færdig med denne. Elsker når en bog kan få mig op at stå på bænken i køkkenet, for at kigge på verdenskortet. 
Denne gang Canada. 
Bogen foregår i Algonquin Bay, Ontario. Hovedpersonen er, som i den forrige "Frosne sjæle" politimanden John Cardinal. 
En yderst sympatisk herre med en psykisk syg kone og egne lig i lasten. 
Cardinal gjorde som ung politimand noget meget dumt (og meget ulovligt), og dette forfølger ham stadig. Både som dårlig samvittighed og rent fysisk, i form af trusler fra nogle canadiske gangstere.
En arm bliver fundet og først falder mistanken på bjørne. Men resterne af liget dukker op, og det viser sig at manden var død inden han blev bjørnefoder.
Der er tråde tilbage til oktoberkrisen i 1970, hvor den franske separatistbevægelse hærgede i Canada. 
Trods en masse forkortelser som man lige skal holde styr på, som CSIS, RCMP og andre, synes jeg den politiske vinkel er spændende. 
Der findes endnu et lig, smukt indpakket i et lag af is og intet andet.
Cardinal og makkeren Lise Delorme skal opklare sagerne, men der er mange forhindringer. Ikke alt er, hvad det ser ud til at være. F.eks. skifter det første lig identitet et par gange. Og de forskellige instanser modvirker hinanden, CIA har haft en finger med i spillet, der er spioner og muldvarpe.
Giles Blunt skriver dejligt. Her er ikke noget vildt tjubang her. Men jeg måtte rejse mig, og nu har jeg styr på, hvor de forskellige store byer i Canada ligger i forhold til hinanden. Og Canada er stadig på listen over steder jeg gerne vil besøge.
Det er da dejligt, når en krimi kan give en lyst til at vide mere?

Boganmeldelse: Sov sødt




Har aldrig læst Mark Billingham før, selv om jeg har et par stykker eller tre i reolen. 
Og så forleden på arbejdet i boghandelen, fik jeg igen øje på denne her. Har kigget på den hundrede gange, men jeg har jo ligesom bøger nok i forvejen. Men der var altså noget ved denne her - så nu bor den her hos mig. Du kan måske være heldig at finde den hos nogle Bog & idé butikker med det gamle prismærke på, 49,95 - engang var den på tilbud...
Denne forfatter er så absolut et bekendtskab værd!
Jeg er glad over, jeg har ham i min reol.
Vores helt er her Tom Thorne. En kriminalkommisær med hang til Massive Atack og Johnny Cash (ja, allerede dér synes man jo om ham). Han har engang været gift. Nu er han alene. Og ikke helt ung længere...
Til gengæld er han skarp. Som en ragekniv faktisk.
Nogle kvinder findes myrdet, en ad gangen. Bedøvet og renskuret findes de i deres hjem. Ingen spor at gå efter. 
Så findes Alison Willetts. Hun er ikke død. Og alle tror, morderen har begået en fejl. Men hurtigt går det op for Thorne, at hun ikke var en fejl - alle de andre ofre var.
Denne stakkels kvinde ligger nu på hospitalet med locked-in syndrom. 
Fuldstændig ude af stand til at kommunikere eller bevæge sig, ligger hun der. 
Morderen har pillet ved hendes nakke og nervebaner og dermed lammet hende. 
De andre ofre var bare forsøg, der gik galt.
Vi følger Alisons tanker, Tom Thornes opklaring, morderen og den kønne læge Anne Coburn.
Tænk at ligge der som en grøntsag - være den eneste der kan identificere morderen, og ikke være i stand til noget som helst? 
End ikke da morderen opsøger Alison på hospitalet, sætter sig på sengekanten og taler til hende, er hun i stand til at kalde på hjælp.
En rigtig god og skræmmende krimi. 
Lær Tom Thorne at kende!


mandag den 18. juli 2011

Boganmeldelse: Med døden i hælene




Så har jeg - for et stykke tid siden - læst den 6. bog i serien om kriminalkommisær Roy Grace.
Bogen er desværre ikke, efter min mening, lige så god som de 5 første.
Den foregår i 1979,1997 og nu. Jeg blev altid forvirret når det skiftede. 
Selv om der hver gang var en hel side udelukkende med årstallet. 
Så en hver idiot burde kunne forstå det. Men ikke jeg. Der var alt for mange personer, tider og steder at holde rede på.
I denne krimi er Roys kommende kone gravid. De er ikke gift endnu, for Roys første kone er stadig sporløst forsvundet (forresten temmelig irriterende, at vi ikke snart slipper for hende og lader den stakkels Roy få ro i sjælen. Vi hørte en del om hende i forrige bind, så kom nu - kog ikke mere suppe på hende!).
Der sker en række modbydelige voldtægter, hvor gerningsmanden går efter ofre med dyre designer-stilletter, og tvinger dem til mærkelige ting...
Og så er det meningen, at alle sporene og alle tilbageblikkende skal fængsle læseren og laaaangsomt føre dem frem til den store opklaring/afsløring. Og laaangsomt går det. Og forvirrende er det.
Og Gud, hvor er de engelske mænd klamme - i Roys by er der ret mange klamme mænd med skofetich...


Kvinder og sko

Jeg har syndet i dag.
Jeg har været på arbejde og fik  lyst til kage. Og til nye sko.
Og så gik jeg ud for at hente kage til alle, men kom til at gå for langt og endte i en skobutik. Meget mærkeligt. Og så i arbejdstiden!
Aner ikke hvad der gik af mig.
Jeg købte et par nye sko.
Og jeg er ellers ikke en af den slags kvinder, der ikke kan få sko nok og har en masse af dem.
Jeg er oven i købet fuldstændig ligeglad med, hvad de hedder.
Faktisk kan jeg ikke lide sko.
Og bryder mig slet ikke om at shoppe sko.
Jeg kan lide sandaler og støvler. Jeg har flade sandaler og lange støvler og converse i rød og et par i lilla, købt i London sidste år, da min fantasi ikke rakte til andet, end at gå tilbage til det, jeg gik i som ung.
Og så i London!
Faktisk købte jeg også et par sandaler i London, grønne og med en for mig revolutionerende høj hæl - vel en 4-5 cm, hvilket er vildt, når alle ens andre sko er fuldstændig flade.
En lille pige i flade sko er jeg. Altså højdemæssigt...
Men så købte jeg lige et par nye, beige/rosa er de vel, sådan en blød og behagelig farve, men ellers ligner de dem fra London meget.


Jeg var vildt glad - og huskede mit alibi, en , på vej tilbage på arbejdet.
Desværre kan jeg ikke skjule noget for nogen, og hev dem straks op af posen - ville ikke have skotøjsæsken med, da den var for afslørende og svær at smugle ind - og viste dem til alle mine kolleger. Og til mine nye chefer, der tilfældigvis var inde for at handle i butikken. Så nu ved de det.
Jeg er en skurk.
Jeg kan finde på at købe sko i arbejdstiden. Men det var bare for at kunne nå bøgerne på øverste hylde! (Øj, har lige set på nettet - kunne ikke finde min tommestok - at de har 6 cm hæl. Er du gal mand, så bliver jeg 166 cm høj med dem på!)
Måske er jeg endelig ved at blive en voksen kvinde? Har i al fald aldrig før haft trang til sko, men efter sigende skulle det være helt normalt for kvinder...

søndag den 17. juli 2011

Boganmeldelse: Dårlig opførsel



Meget sød og underholdende bog om den nogenogtrediveårige Miranda, der med blå mærker og berømt skuespiller eks-kæreste, åbner en dyreklinik for adfærdsvanskelige dyr. Med hvalpetræning og rådgivning om alt fra liderlige undulater til kælne lamaer.
Miranda har en bedsteveninde, Daisy, som drømmer om at blive gift med den (for læser og fortæller) dødkedelige Nigel. Han dyrker bonsaitræer, som han hindrer i deres naturlige vækst og udfoldelse - ganske som han hæmmer den sprælske adrenalinjunkie Daisy. 
Og så har de været kærester i mere end 5 år, uden han har friet.
Miranda er single, og noget skræmt af mænd. Not to blame. Hun havde en lækker, men usympatisk kæreste, som svigtede hende gevaldigt.
Desuden bærer hun rundt på en frygtelig hemmelighed, om noget der skete 16 år tidligere.
Og så kommer David for at tage billeder af hende til et magasin, der har en artikel om hendes klinik.
Hvem David er, og om han kan kysse, må du læse bogen for at finde ud af...
Køb den ikke - ikke fordi den er dårlig - den er udsolgt fra forlaget.
Hyggelig bog, strandtaskevenlig.



Åbent hus

Så var det i dag, der var det første åbent hus arrangement. 
Måske meget heldigt, at lejerens sure fjæs ikke var her. 
Lejeren var i skoven med sin hund (i styrtregn), mens ejeren og hans kæreste viste lejerens bolig frem.
Pissevådt var det. 
Og pissesur var jeg. Det gik dog lidt over ude i den dejlige skov. 
Men helt ærligt! Hvem fanden gider stå tidligt op søndag morgen og gøre rent og rydde op, fordi andre skal have gæster i ens hjem???

Jeg gad ikke. Men jeg gjorde det. 
Selvfølgelig gjorde jeg det. Jeg er nemlig sådan én, der har gået rigtig mange år i flinkeskolen, og stadig er medlem der... Ikke hvilende medlem. Men sådan én, der stadig er alt for flink og altid (nårh ja, næsten da) gør, hvad der forventes af mig.
Og sikkert også mere til.
Jeg kunne jo i virkeligheden bare have væltet ud ad sengen kl. 11, ladet være med at rede den,  sagt hej hej og smuttet min vej.
Jeg kan jo da være ligeglad - det er ikke mit hus, der skal sælges. Bare mit hjem.
Men nej.
Jeg kunne ikke lige klare tanken om, at der skulle komme nogen her til åbent hus, og så tænke at her var rodet og beskidt. 
Så jeg for rundt som en skoldet skid i adskillige timer. 
Hvor jeg kunne have ligget under dynen. Og da min udlejer kom med sin kæreste, gik hunden og jeg ad helvede til i øsregnvejr.
Og kom hjem da han ringede og sagde, at her havde været én person, en ældre herre. Og takkede fordi jeg holder det så pænt. 
Ja ingen tak - hellere penge.
Dog syntes han, at hækken var lidt langhåret. Ja, svarede jeg, for den har du lovet at klippe! Så blev han lidt stille og ævlede noget om, at det var dengang inden fotografen skule komme. Om jeg ikke selv lige kunne gøre det? Nej, svarede jeg. Nårh... men så måtte han jo se om han fik kørt 35 km en dag for at klippe hæk. Om jeg ikke selv havde en hækklipper? NEJ, svarede jeg, og sidst jeg prøvede at klippe en hæk lignede det noget en uden arme havde klippet, sat ild til og slukket med en skovl. Jeg tror han forstod, at han skulle holde sit løfte.
Jeg er nemlig skideligeglad med, hvordan fanden den hæk ser ud! Jeg betaler ham 8360 kr. om måneden. Så han kan godt klippe den hæk. Og ordne den stikkontakt der er i stykker. Og lade være med at sige, at det er fordi jeg ikke har lukket køleskabet ordentligt, at der nogengange løber vand ud på gulvet! Jeg er sgu da ikke debil - ved godt, hvordan man lukker et køleskab. Han kan bare få fingeren ud. Ja han kan. Nemlig.

Våd skov

Samme våde skov - anden vinkel


Stuen

Også stuen

Søreme stadig stuen

Fra stuen mod køkkenet

Køkken

Mere køkken og kig til datters værelse

Køkken - igen

Dimseri

Og her er så noget af mit hjem. Billederne ligger jo alligevel på nettet. Ufatteligt som de må have været blevet photoshoppet og manipuleret med. Her ser stort ud. Og lyst.



mandag den 11. juli 2011

Afslapning


Ahh... Ligger på bænken i haven og slapper af efter aftensmad Hører TVavis gennem det åbne vindue. Solen skinner og livet er smukt:)

søndag den 10. juli 2011

Hm... Jeg ligner min hund

Ak ja, så er det åbenbart sandt.
At hundeejere kommer til at ligne deres hunde.
Var lige - med hunden- nede en tur ved købmanden, og da jeg kommer ud igen og skal til at tage Nanna, kommer en dame forbi.
"Ih, du har næsten samme hår som hunden!" siger hun og jeg frydes endnu mere over jeg skal til frisør i morgen, noget jeg ikke kommer så tit, for det er hundedyrt (haha).
Og hun spørger, hvilken race hun er og jeg svarer Briard. Og så står vi der og snakker hunde. Og jeg er med henne og se hendes hund bag i bilen...
Men de lignede altså ikke hinanden!

Sådan ser vi ud hjemme hos os

Røvhuller kører BMW

Så er det søndag formiddag.
Ikke at det har den store betydning for én, der arbejder deltid, men det er snart slut med det.
Jeg har fri i morgen, men efter det går det løs med arbejde 2 steder, en uges ferie til Bornholm (tænk at have en lillebror, der fylder 40!?) mere arbejde 2 steder og så fra 1. september fuldtidsansat:-)
Sidder i køkkenet og kigger ud, hvor solen kæmper med skyerne om pladsen på himlen.
Hunden, som er i løbetid, ligger væltet på gulvet og sover.
Tidligere lå hun i haven og gav mig et chok: hun hylede!
Det har jeg aldrig hørt før og blev helt forskrækket, troede hun havde ondt et sted. Men hun lå der, med gabet løftet og hylede som en ulv. Det var for at lokke hanhunde til. Der kom ikke nogen, heldigvis. Skulle man selv prøve?
Datteren sover hos en veninde og her er fred og ro.
Har haft en dejlig weekend. Have besøg af en gammel nabo i går, vi har ikke set hinanden meget længe, og der var en masse der skulle snakkes om.
Hun har mødt manden og skal til at købe gård og flytte sammen. Blev helt misundelig - bortset fra at han er pilot.
Been there, done that, got the t-shirt og det var ikke et hit for mig. Håber hun er mere heldig.
Men det er vel også lidt for groft at sige, at piloter er idioter.
Selv om det rimer så flot.
Især når ens far også er det. Pilot altså, absolut ikke idiot!
Så kan jeg bedre lide en anden selvopfunden regel:
Røvhuller kører BMW.
Hvis der er nogen, der kan modbevise denne påstand, er de velkomne! Men jeg er overbevist om, at det er fuldstændig sandt. I hvert fald med hensyn til mænd, der kører BMW.
Havde for mange, mange år siden en tysk kæreste. Axel, hed han. Det var the big love, og jeg elskede ham med hver en bid - selv med hans føntørrede tyskerhår. Dog var det ikke så fedt, at han tilbragte mere tid foran badeværelsesspejlet end jeg gjorde...
Men Axel knuste mit stakkels lille hjerte og kørte BMW. Når han ikke kørte sin lille røde Alfa Romeo Spider.
Så se selv, det er rigtigt!
Og så var der piloten - ham der nu har alle mine roser - han kørte Passat da vi mødtes. En gammel en. Og han var sød.
Så døde Passaten og vi købte Guldbilen, som vi kaldte den. Så købte han en BMW og blev til et rigtigt røvhul!
Så det er da ikke helt galt at konkludere, at røvhuller kører BMW, vel?

torsdag den 7. juli 2011

Valg 2.del

Så bliver jeg fuldtidsansat der, hvor jeg valgte at blive :-)
Så mit valg - karrierevalget (puha fint ord, uvant i min mund) - viste sig at være helt rigtigt!
Og indtil da, skal jeg være "sommervikar" på mit gamle arbejde. I en boghandel. Det glæder jeg mig til!
Tilbage til de søde kolleger, dejlige kunder og rimelige chef, jeg forlod for omkring 1½ år siden.
Allerød here I come!


Da bunden faldt ud af himlen

Jeg er træt i dag. Virkelig træt. Gik i gang med en fantastisk bog i går!
Havde den med hjem til mine forældre, hvor jeg på asocial vis sad med snuden nede i den det meste af tiden. Dog ikke da vi spiste. Og vel hjemme igen lå jeg alt alt for længe og læste...
Den er skrevet af Jenny Wingfield og hedder "Da bunden faldt ud af himlen". Den er ikke udkommet endnu (der er visse fordele ved lige at blive midlertidigt genansat i Allerød Bog & idé som sommerhjælp), udkommer på forlaget Cicero, som må score kassen, når folk får øjnene op for bogen.

Dette er ikke en boganmeldelse, for jeg er kun nået til side 202 - og der er 318.
Men jeg bare fortælle om den.
Nu.
Selv om hunden ligger og venter på at komme ud.
Og jeg egentlig også skulle have noget mad.

Jeg kan se det hele for mig, som en film.
Den ville blive en fantastisk film. Instrueret af Clint Eastwood.
Ville lige passe til ham! Nogen der har hans mailadresse?
Så vil jeg nemlig skrive og fortælle ham om den.
Den foregår i Arkansas i 1950'erne.
Som sædvanligt skal der være familietræf hos familien Moses, alle kommer fra nær og fjern.
Også pigen med det besynderlige navn: Swan Lake.
Sammen med sin mor og de 2 brødre ankommer hun (11 år gammel) til morforældrenes sted langt ude på landet. (Faren er på et eller andet præstetræf, og skal først komme senere).
Desværre vælger morfaren at skyde sig en kugle for panden, midt i familiefestlighederne.
Det ændrer verdens gang for alle.
Swan og hendes familie flytter ca en gang om året, når menigheden har fået nok af  Fader Samuel Lakes prædikener. Og hans urokkelige godhed og tro på Gud.
Men dette år fortæller han, da han kommer ilende pga. selvmordet, at han ikke har fået nogen ny kirke det år. Og med kirken følger præstegård - så hjemløse er de også.
De bliver hos mormor Calla.
Også Swans ene onkel, Toy, som engang har myrdet en mand og har kunstigt ben, bliver på gården.
Swan møder Blade. Naboens forsømte og gennemmishandlede stakkels søn.
Det hele er så smukt og hjerteskærende fortalt, at jeg som sagt ser det som en Clint Eastwood film. Altså ikke Dirty Harry, men mere "Million Dollar Baby", "Gran Torino" eller "Invictus" eller "Broerne i Madison County"...
Sådan nogle film, man ikke skal se i biografen, for de kræver en spand til alt det snot og tårer der vælter ud (hos mig, i hvert fald)...

Nu må jeg smutte, hunden skal tisse og jeg skal læse færdig... Men glæd dig til den - jeg satser på, den bliver ved at være så god de sidste 116 sider....

mandag den 4. juli 2011

Facebook like og alt det dér

Hmm... er vist ikke helt så meget haj med alt det her internet og facebook osv osv? Nu sidder jeg og kæmper en kamp for at finde ud af et eller andet med sider og sådan på Facebook.
Så skal man have 25 likes for at "eje" en side.
Jeg har 20...
Og hvor ryger det (blog) indlæg, man poster på sin (Facebook)side egentlig hen?
Hvem kan se det?
Hvis du læser dette - og har læst noget andet her på bloggen, som du måske kunne lide - vil du så ikke være rar at trykke like i boksen derude til venstre og foroven et sted?
Så er du en skat - og jeg fatter måske mere af alt det her...
Eller måske gør jeg ikke :)

Sur mokke-brok

Kom lige til at se noget af Aftenshowet, eller hvad det nu hed - det der hvor alle mulige interessante og Uinteressante ting bliver diskuteret af værter i det fri.
Og så stod Anne Thygesen der.
For vi har jo haft katastrofe i Danmark.
Skybrud!
Som har lukket veje (åh nej, motorveje!) og givet folk vand i kælderen.
Det er sgu da katastrofalt!
Og så fortalte Anna Thygesen, om hvordan hun havde haft vand i kælderen. Tænk engang, hendes sko og smykker flød rundt!!! (Man kunne jo sige, jeg bare kunne slukke for TV'et, hvis jeg ikke gad se det - det gjorde jeg også)
Og for det ikke skal være løgn, var der i Nyhederne også laaangt indslag med folk - arme mennesker - som holdt i kø, fordi vejen var under vand og hvad ved jeg.
Men var der nogle døde? Lemlæstede? Hårdt sårede? Eller bare med lidt blod og indvoldene hængende ud???
Nej.
Så hold da for fanden i helvede op!


For pokker, vi burde skamme os.
Var det en tsunami? Et jordskælv? Et nedsmeltet atomreaktor?
Nej vel?
For den slags har vi heldigvis og Gudsketakoglov ikke i Danmark.
Vi har ikke engang nogle ordentlige giftige dyr. Vi har en grim mårhund.

Som ikke engang er særlig grim.
Eller sindssygt farlig...
Så SPAR mig for den slags med kendtes oversvømmede kældere!

Boganmeldelse: Fortidens synder



Blev færdig for nogle dage siden, og har siden spekuleret lidt over, hvad jeg skulle skrive om den. Og er nået frem til, at jeg godt kan være bekendt at skrive følgende, for her på bloggen skriver jeg min egen mening:

Den har nogle ok interessante emner - traumatiserede soldater og aktiv dødshjælp. Og det er så det. Jeg kan simpelthen ikke lide hovedpersonen - synes hun er skrækkelig, vi mangler bare at hun står op og tisser, for at hun er hård (og speciel) nok til nærmest at være mand.
Medmindre du er millionær og ikke aner, hvad du skal bruge dine penge til, behøver du ikke købe denne bog. Efterlod mig kun med "ok, så har jeg læst den også". Og det er ikke godt nok. Donér hellere pengene til et godt formål, eller køb nogle af dem, hvor jeg skriver "køb den"! Det gør jeg ikke denne gang...



søndag den 3. juli 2011

At sige ja eller nej

Lovede for ikke så længe siden en veninde - og mig selv - at tage ja hatten på. Hvilket i grunden er skingrende åndssvagt, når man er sådan én, der ikke kan sige nej?!
Minder om den der gamle sang "din mund siger nej nej men dine øjne siger ja"... eller hvordan den nu var.
Med mig er det lige omvendt. Min mund siger ja ja og mit indre skriger nej!
Så lær dog for helvede at lyve, frøken bogorm!
Okay, jeg har da løjet en gang eller to. Om hvor mange cigaretter jeg ryger om dagen, og om sex var fantastisk. Men det er jo klassikere. Rigtig at lyve kan jeg simpelthen ikke finde ud af.
Måske jeg bare skulle begynde med at lære at sige nej?

Det her er jo åbenbart min store "selvudviklingssommer". En sommer, hvor jeg skal tage stilling til en helvedes masse ting.
Fedt nok, hvis det drejede sig om, hvor vidt vi skulle til Sydfrankrig eller Italien på ferie, eller om der skulle være 3 eller 5 cm hæl på mine nye sko.
Men jeg skal tage stilling (og kan Gudskelov allerede hakke et par af på listen, takket være min tagen skeen i egen/anden hånd) til job, bolig, fremtid.
Suk. Tungt. Hviler som betonklodser på mine stakkels spinkle skuldre.
Men nu kan jeg så hakke endnu et punkt af på listen: BOLIG.
Ikke at der er kommet styr på den del af livet - tværtimod. Men jeg har sagt nej tak (en pæn pige siger ikke nej, og hvis hun endelig gør er det nej tak)

Vi har været ude at se det lille lyserøde hus med stråtag.
Og solen væltende ind ad de småsprossede ruder.
Fuglene sang og insekter (og guderne skal vide hvad mere) boltrede sig i det høje græs. Rislen fra bækken og hele svineriet; kun Poul Richard manglede...
Der var de yndigste gamle døre, hoveddøren var en halvdør og alverdens vækster voksede vildt og ukontrolleret.


OG JEG SAGDE NEJ (tak)...
For jeg måtte jo være realistisk. Tænke mig om. Og lytte til datteren, der sagde, at her kunne hun altså ikke bo.
For ja, 55 m2 er ikke meget til 2 og en kæmpe hund. Og slet ikke når stuen er minimal og der derfra er adgang til det eneste værelse. Uden en dør imellem. Med et forhæng! Ikke fedt, hverken for teenager eller mor, at der ikke er en dør til pigebarnets værelse.
Det ville betyde absolut intet privatliv.
Og desuden lå huset omme bag 2 andre huse. Langt omme bag. Uden vej eller sti dertil. Og man skulle gå på ejerens terrasse for at komme derom. Og hvor skønt er det i længden? Som datteren sagde: "Hvad hvis jeg kommer sent hjem fra byen og larmer, eller mine venner kommer på knallert?" Skulle man så liste sig forbi med pandelygte? For lys er der heller ikke...
Satans osse!
For dælen, det var idyl.
Men endnu engang er jeg stolt af mig selv - to gange på to dage!
To nej'er på to dage. Keep going.

Valg

Hm. Kender du det? At skulle tage et valg, træffe en beslutning?
Jeg er en forfærdelig vægelsindet person. Har skrækkelig svært ved at beslutte mig, mærke efter og finde ud af, hvad fanden det er, jeg vil.
Det minder mig om dengang, jeg blev 18 (joo, kan huske små brudstykker) og skulle stemme første gang. Anede ikke, hvilket parti jeg skulle stemme på.
Så jeg lånte en kæmpe motherfu.... af en bog på biblioteket, om partier i Danmark.
Så slog jeg ellers de emner op, jeg var mest interesseret i, og læste, hvad de enkelte partiers holdning var til det.
Det var en svær beslutning. Det ene parti kunne i ét spørgsmål have en holdning, jeg kunne sympatisere med, men i et andet spørgsmål ikke. Jeg fik da besluttet mig, og har stemt på stort set det same lige siden. (I hvert fald på nogen, der lå i samme side).Selv om jeg ikke er enig i alt.
Nu er der snart valg igen - og jeg skal vælge. Er desværre ikke hverken synderlig politisk interesseret eller engageret - men den tid den sorg.



Værre er det straks, at der er nogle ting i min egen lille private sfære, jeg har skulle beslutte/vælge fra eller til.
Skræmmende. Er jo godt klar over, at ethvert valg betyder, at man vælger noget til - og noget andet fra.
Er så skrækslagen for at vælge forkert, at jeg ofte har været helt handlingslammet. Jeg mener, jeg er jo typen, der kan stå i komalignende tilstand ti minutter foran supermarkedets køledisk, uden at kunne beslutte mig for, om vi skal have fugl eller fisk, eller svin eller okse. (Burde måske blive vegetar? Så er jeg da ude over det!)
Nogengange tænker jeg så, hvad fanden, vi spiser sgu rugbrød, og forlader kølediskens brummen tomhændet.

Nu har jeg så lige måttet træffe valg igen. Jeg ØVER mig. Det gør jeg virkelig. Jeg er ellers typen der ringer til en ven, når jeg er i tvivl - hvilket vil sige altid. Og nej, jeg nøjes jo ikke med at høre én vens mening, jeg hører dem allesammen. Og bliver mere og mere forvirret oppe i mit lille hovede.
Jeg er jo startet på nyt arbejde for ca. 2 uger siden. Og er rigtig, rigtig meget glad for det!
Men så skete der det, at jeg blev kontaktet af et stort forlag, som tilbød mig en stilling.
Og fuk fuk fuk, så skulle jeg tænke og tage stilling og beslutte mig igen! Og jeg har lavet lange lister oppe i hovedet med for og imod.
Og selv om jeg blev helt vildt smigret (og ligesom altid har drømt om at arbejde på et forlag) har jeg besluttet, at jeg hellere vil blive, hvor jeg er. Og det er næsten  helt uden andres mening. I al fald imod de flestes gode råd. Men det lykkedes mig for én gangs skyld at mærke efter inde bag de begyndende deller, i maven og hjertet - og hvor det ellers lige er, man mærker den slags.
Og så var jeg ikke i tvivl.
Her er nemlig en vidunderlig positivitet og god humor. De har også teenager og hund. Samt en utrolig dejlig måde at være opmuntrende og rosende på. Så det tager jeg. Det beholder jeg. Og i går skrev jeg en mail til det store forlag, hvor jeg takkede for de havde tænkt på mig, men at jeg blev hvor jeg er!
Damned I'm proud! Pokkers stolt af mig selv! Måske er jeg ved at tage livets støbeske i egen hånd?

Skybrud

Ja jeg bliver også lige nødt til at kommentere vejret i går!
Det var da for vildt! Startede dagen med gå tur med hund i let regn. Sad så og kogte i telt til hyggelig børnefødselsdag. Kørte så tidligere kollega til stationen, med hunden bag i bilen, for så kunne vi lige snuppe en tur i skoven på vejen.
Men ha! Vi satte os i bilen og så blev himlen sort. Og så væltede det ned. Min lille Golf burde have været et amfibiekøretøj... men det var der også andre, der havde brug for:


Hunden kom ikke i skoven.
Datteren skulle hentes og jeg kørte af sted igen, fint nok - sad alligevel stadig i bilen og prøvede at tage mig sammen til at spæne ind. Da vi kom hjem, gik (løb!) vi i vand til midt på skinnebenene.
Er kun rigtig rigtig glad for, at jeg ikke længere bor på Svinemosevej, hvor der sidste år pludselig var indendørs swimmingpool - med frøer - i kælderen. Og helt og holdent mit eget problem, udlejeren gad ikke hjælpe.
Ellers et dejlig sted, som jeg savner:

Her boede vi - 1. sal var tom
Lidt roser fra haven sidste år
Resten af lørdagen forløb stille og roligt, luftede hund i pyjamas og gummistøvler og hyggede med film med datteren og den våde, ildelugtende hund.
Og så skulle der komme skybrud  igen i dag? Hm...


fredag den 1. juli 2011

Friday I'm in love


Ja det er jeg så ikke lige. Men fredag er det! Var længe på arbejde i dag, det var en god dag! Troede ellers aldrig jeg skulle komme ud af fjerene i morges, madrassen klæbede til ryggen og dynen var tonstung.
Men op kom jeg. Hurtigt i bad, kaffe, lufte hund, tage tøj på (ja heldigvis for de morgenfriske var det ikke lige i dén rækkefølge!) og så af sted med mig. Hvorfor er det altid, når man ikke har god tid, at der skal køre traktorer o.lign. foran én?
Herhjemme er jeg forvist til køkkenet. Heldigvis er der en slagbænk, jeg lige om lidt må lægge mig lidt på, den store sofa er optaget af en ung mand (ikke min), og den lille af datteren.
De ser Gudhjælpemig Disneysjov?!
Jeg har lige sat en kage i ovnen. Og i aften vil jeg ikke læse, men i stedet se film med Morgan Freeman, ham elsker jeg og hans film plejer at være gode.
Mine fine blomster, jeg fik på mit arbejde da jeg startede sidste torsdag, står stadig fint! Håber det er et tegn...
Skræmmende, at man kan være så træt. Jeg mener, jeg har ligesom kun arbejdet 2 dage i denne uge!
God fredag aften til jer derude!

LinkWithin

Follow Frk. Bogorm