tirsdag den 21. juni 2011

Stormvarsel



Der er visse fordele ved at være mellem to jobs, udover den svimlende sum man får i dagpenge. Jeg startede på denne bog i går - og har lige læst den færdig...
Denne krimi er den fjerde i rækken om Jimmy Perez, vicekriminalkommisær. Jeg synes, som altid, at man får mest ud af læse bøgerne i den rækkefølge, de er skrevet, selv om forlagene altid skriver, at bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden. Det kan de jo strengt taget godt - men man får bare så meget mere ud af at læse den første først.
I denne bog tager Jimmy sin forlovede Fran (ja, hende ville nye læsere jo så ikke vide noget om, jeg ved så, at han mødte hende i den første bog) med hjem til fødeøen Fair Isle, for at møde sin familie.
De når netop at ankomme til øen, inden et uvejr bryder løs, og øen er i flere dage afsondret fra omverdenen.
Desværre.
For der sker et mord på Naturcentret, hvor Fran og Jimmy kort forinden er blevet fejret med en fest arrangeret af hans forældre.
Det er den usympatiske - men respekterede fuglekender - maneateren Angela, der er blevet brutalt myrdet.
Ingen kan forlade øen, og gæsterne må blive på centret. En af dem er morderen.
Bogen her beskriver, som de tre øvrige, øen på sådan en måde, at man får lyst at tage dertil. Jeg har faktisk lige været inde på visit.shetland.org og endnu engang tilføjet øerne på min liste over steder, jeg gerne vil se.
Dog vil jeg betakke mig for at være spærret inde på Naturcentret med en morder. Kvindemorder.

Ann Cleeves krimier er ikke tju-bang krimier. Bevares, der er både blod og mord. Men Jimmy Perez er en lidt atypisk hovedperson, han er stille, fåmælt og tænksom. Han drøner ikke rundt i vilde biljagter, sparker døre ind og arresterer den ene efter den anden. Meget foregår oppe i hans hovede. Til stor glæde for i hvert fald mig :-)
Der sker yderligere et mord. Og et til. Og så er helvede for alvor løs.
Og med fare for at gentage mig selv: Læs den! Men kun hvis du er helt med på, at dette er en "stille" krimi.


Ingen kommentarer :

Send en kommentar

LinkWithin

Follow Frk. Bogorm