søndag den 4. december 2016

Hjerteglad

Ser til min store undren, at det er over en måned siden, at jeg sidst har blogget. Det forstår jeg ikke, jeg har da læst nogle bøger - har jeg ikke?
Jeg er ikke helt mig selv for tiden og har ikke været det i et godt stykke tid.
Jeg er forelsket.
Ja!?
Du læste fuldstændig rigtigt.

Til alle de venlige sjæle, inklusive min mor, der ikke har kunnet forstå, at sådan en dejlig skabning som mig har kunnet gå rundt alle de år helt alene, uden at blive gaflet af en mand (men som også mente, det var helt min egen skyld, når jeg nu insisterede på både at være lidt sær og bo langt fanden i vold ude på landet for enden af en blind vej):
Ånd nu bare lettet op. Eller ud.
For jeg fik ret. Igen.
I påstod, at der ikke bare kommer en mand og banker på (eller at prinsen på den hvide hest kommer ridende), at jeg måtte ud og lede efter det dér kærlighed.
At jeg vitterlig måtte ud. Ud som i væk fra matriklen og den bog/heste/have/hundeverden, jeg lever bedst i. At jeg i det mindste måtte på nettet. Oprette en profil og prøve noget dating.
Jeg nægtede (ok, regner ikke ca. 3 timer på Tinder med).
For jeg var nemlig af den overbevisning, at han nok skulle dukke op. Hvis jeg skulle have noget kærlighed og parforhold, skulle det ske "naturligt". Jeg orkede ikke jagte det. Og jeg havde det jo fint alene.
Okay, jeg indrømmer, at jeg tvivlede stærkt ind i mellem. For jeg kunne heller ikke rigtig se, hvor fanden han skulle dukke op fra.
Jeg tusser rundt i skovene her omkring. Er (selvvalgt) alene 50-75% af min vågne tid.  Jeg besøgte boghandlere i mit tidligere job (og der er absolut ikke nogle gode mænd dér - sorry boghandlere), og tilbringer mest tid med dyr. Min hest og min hund. Og ja, der har vi så kodeordet:
Hund.
Jeg havde jo dejlige Nanna, som desværre blev gammel og fik det skidt. Nanna blev aflivet og jeg græd spandevis af snot og tårer.
Men så fik jeg en ny hund. Som er en 4 år gammel skilsmissehund. Han blev leveret af sin "far".
(fornemmer du noget her?)...

Men halleluja, jeg fik ret:
For jo! Der kommer en mand og banker på! Hvis bare man tør vente længe nok og ikke selv styrter rundt og sparker alle mulige døre ind.
Så kommer den.
Kærligheden.

Og så fatter man ikke, at man syntes, at man havde det så fint alene. For alene er pludselig det sidste, man vil være.
Så er det, det er svært at genkende sig selv (en fjollet hormonreguleret galning i en midaldrende kvindekrop). Svært at få læst og blogget.
"Man" er mig.
Så der er altså en forklaring. En rigtig god én endda.






torsdag den 3. november 2016

Forført af Jussi

Anbefaling af Jussi Adler-Olsen: "Selfies"

Udgivet 6. oktober 2016
512 sider
Jussi er tilbage - også i min bogreol!
I en årrække har jeg undgået bøgerne om afdeling Q.
Jeg elskede de 3 første bind, men så døde kærligheden altså. Den fes langsomt ud. Jeg så ingen grund til at genoptage forbindelsen - men så en dag fik jeg en invitation til  bloggerarrangement, jeg tog toget hele vejen ind til hovedstaden og blev beværtet og underholdt en halv dag af selveste Jussi. Mere skal der åbenbart ikke til?
Jeg blev forført. Og jeg læste "Selfies". Og nu er jeg igen fan.

"Selfies" handler om denne her "generation" (der findes vist undtagelser) af unge kvinder, der er opvokset i den tro, at alene dét at de er her på jorden er nok. De behøver ikke bidrage med noget, deres blotte tilstedeværelse er nok. Disse tøsebørn mener, at verden er til for deres skyld og ikke omvendt. De lever gennem deres selfies og temmelig overfladiske tilværelse, hvor "man" ikke skal arbejde med hvad som helst, fordi "man" er født til noget bedre. Til noget større. Der er dog grænser for, hvor mange Amalie'r der kan leve af at være Amalie - og derfor er mange af disse piger på kontanthjælp.

I afdeling Q er der frygt for nedlæggelse. Carl Mørck, Rose, Assad og Gordon knokler og kæmper som sædvanlig. Men så bliver Rose syg. Bliver indlagt og har det virkelig psykisk dårligt. Hendes kamp mod mørket er hård læsning, og noget af det bedste i bogen.
Resten af afdelingen indser, hvor meget Rose betyder (både personligt og arbejdsmæssigt) og gør alt, hvad de kan, for at hjælpe.

En ældre kvinde findes myrdet i Kongens Have.
Der er forbindelse mellem hende og et andet, uopklaret mord. Og så accelerer Mørck & CO...

Jeg er faktisk superglad for, at jeg blev inviteret ind til det arrangement og blev charmeret af Hr. Olsen. For jeg startede på bogen i toget hjem og kunne straks mærke, at JUSSI ER TILBAGE.
Hurra for det!
En supergod, velskrevet, højaktuel og satirisk samfundskrimi.
Har dig og Jussi også holdt pause?? Du kan roligt springe på ham igen...





RÆKKEFØLGE:
  1. Kvinden i buret
  2. Fasandræberne
  3. Flaskepost fra P
  4. Journal 64
  5. Marcoeffekten
  6. Den grænseløse
  7. Selfies

søndag den 30. oktober 2016

Hvem vandt egentlig DE FROSNE FLAMMER?

Jeg undskylder mange gange, jeg lovede ligesom at finde en vinder til "De frosne flammer" søndag d. 23. oktober. Jeg er - af gode og dejlige grunde - en anelse forvirret/distræt/glemsom for tiden, og var overbevist om, at det først var i dag, jeg skulle trække en vinder.

JEN HJORTLUND send mig din adresse, så sender jeg dig bogen - ligeså snart jeg husker at gå på posthuset.
Tillykke til Jen, og tak til jer, der deltog.
God søndag :-)


onsdag den 26. oktober 2016

Anbefaler: Karensminde

Iben Mondrup "Karensminde"

Udgivet 24. oktober 2016, 312 sider
Karensminde starter en smuk sommerdag. vi er på Møn, solen skinner og Bjørk er på besøg hos sine forældre, der netop hjemvendt fra Grønland er ved at etablere Bed & Breakfast på gården Karensminde.
Verden står stille i bogens stemningsmættede begyndelse. Men da faderen Jens falder ned fra en stige og i hast må på hospitalet, ændrer bogen karakter.

Karen og Jens er kommet flyttet fra Grønland for at være mere sammen med de tre børn og børnebørnene, inden det er for sent. Bjørk og broderen Knut samt storesøsteren Hilde er opvokset i Grønland, og hurtigt fornemmer man, at den opvækst måske ikke har været helt så idyllisk, som man umiddelbart skulle tro.
Der er ikke meget familiehygge for Karen og Jens at vende hjem til. Knut på i Jylland med kone, karriere og børn, Hilde nægter at vise sig på gården (man finder senere ud af, hvorfor) og Bjørk bor i København med en mand, som hun efter faderens ulykke egentlig er vældig tilfreds med at slippe væk fra. Hun lejer et hus i nærheden af Karensminde og får job på den lokale skole, så hun kan hjælpe moderen og besøge faderen på hospitalet.

Temaet er familie. Familie på godt og ondt. Hvordan nogle barndomsminder er lykkelige og andre slet ikke huskes, om hvordan atter andre fortrænges eller forvrænges.
Om hemmeligheder, fortielser og løgne.

Romanen er god, stemningen fortættes og sproget rigtig fint.
Det eneste jeg er ked af er, at jeg ikke har læst "Godhavn", som bogen åbenbart er en fortsættelse af.




LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...