fredag den 21. april 2017

Anmeldelse af Mirakelmanden

Julie Hastrup "Mirakelmanden"
Politikens forlag





Udgivet 30/3-17, 380 sider
En dag dumpede denne røde sag ned i postkassen. Signeret og det hele. Selv om det er sjette bog i serien om Rebekka Holm og jeg vist kun har læst de to første, måtte jeg bare læse den.
Det har jeg bestemt ikke fortrudt. Jeg er ikke særlig god til at læse "gamle bøger" og ville nok aldrig have læst denne, hvis jeg skulle have fulgt min egen regel om at læse hele serien i den rigtige rækkefølge. Så jeg må konkludere, at regler er til for at brydes...
Jeg savnede selvfølgelig en masse "baggrundsviden" - men fik alligevel meget ud af bogen, for Julie Hastrup skriver godt og lige ud af posen.

Efter en hændelse (det var sikkert i 5. bind, som jeg ikke har læst) er Rebekka sygemeldt, med et fælt sår i ansigtet, der langsomt heles. Rastløs er hun også, og beslutter sig for at tage til Sverige og besøge kæresten,  (som også er kommet til i et bind, jeg ikke har læst) politi- og enkemanden Niclas.
Af kedsomhed og almindelig nysgerrighed snuser hun rundt i Niclas' lejlighed, når han er på arbejde.
Hun finder et smykkeskrin, som har tilhørt Niclas' myrdede kone Magdalena. I smykkeskrinet ligger en USB nøgle og på den, en hel korrespondance mellem Magdalena og en anden journalist, omhandlende nogle hjemløses forsvinden.

Rebekkas strømerhjerte er ikke sygemeldt og derfor beslutter hun sig for at kaste lys over sagen.
Niclas har fortiet vigtige ting for Rebekka, og hun bliver i tvivl om hun kan stole på ham.
Hun rejser til Finland for at finde sandheden om de hjemløses forsvinden, og Julie Hastrup beskriver landet så fint, at jeg straks måtte putte endnu en nål i mit indre verdenskort.

Hvad der til gengæld hverken er smukt eller fint, er de hjemløses skæbne. Grumhed og usigelig storhedsvanvid kendetegner "mirakelmanden" - som har lagt navn til titlen.

Jeg glæder mig allerede til 7, bind udkommer!



tirsdag den 7. marts 2017

Fra eneboer til sambo


Der er forklaringer og der er undskyldninger. Jeg ved ikke helt, hvilket dette er, eller om det blot er same same?
Det er en måned siden, jeg sidst har blogget. Der er sket meget den sidste måned.
Jeg er ikke længere eneboer langt ude på landet, men er blevet voksen, bor nu på villavej med kæreste, hund, delebarn og tørretumbler.
Min kæreste er en dejlig mand, der allerede inden jeg flyttede ind, samlede denne reol for/til mig (os).


Desuden er han galant. Så mens han og min bror slæbte tunge ting og flyttekasser den sidste fredag i vinterferien, kunne jeg lynudpakke alle bøger. Det var så meningen, at jeg senere ville stille dem pænt, sortere og hygge - det har jeg bare ikke nået endnu.
For jeg fik nemlig også lige et fudtidsjob, som jeg begyndte på i uge 8.
Ansat indtil sommerferien i indskolingen på en folkeskole i Vordingborg.
Så nu halser jeg rundt i hamsterhjulet.
Står op 5.15, kører på job 6.45 og er hjemme sidst på eftermiddagen. Kravler i seng med hønsene (og kæreste og hunden, som jo oprindeligt var hans hund - så blev min hund, og nu er vores hund. Men mest min. Synes jeg). Læser maks. et par sider, inden jeg falder i søvn, velvidende at lige om lidt starter det hele forfra igen.
Jeg er vildt træt.
Men glad. Og så går det. For det er ok at være træt, hvis bare man er glad. Hvis jeg hadede jobbet og kæresten og var træt, ville det være noget møg.






onsdag den 8. februar 2017

Vinterdag

Småslingrede ned ad grusvejen hjem. Var ikke fuld, her var bare lidt glat. Skyndte mig at iføre mig endnu et halstørklæde og gik straks med hunden, der ikke gad skide til morgen. Han var ellevild over sneen. Han piskede rundt, mens sneen piskede mig i ansigtet. Vinden kom ude fra øst og vandet.


Fra bryggersvinduet. Rummet er pivkoldt,
døren utæt og det vattæppe, jeg har hængt foran døren blafrer lysigt.
Det er mod øst. Her står solen op. Og herfra kommer den bidende kolde vind

Mod vest. Fra havedøren i stuen. Her trækker det knap så meget
Vi mødte min madklubmakker, og hentede porrer til aftenens tærte i hendes have. Hjemme igen satte jeg mig stivfrossen i sofaen, efter at have fjernet sneboldlignende klumper fra hundens poter.

Vi kom til at snuppe en ufrivillig morfar midt i læsningen af "Tre gange os to". Ikke fordi bogen er kedelig, det er den absolut IKKE. Anmeldelse kommer, når den er læst færdig.

Madklubben var som sagt her, og efter maden fulgte vi min makker hjem. Hunden var lykkelig, sneen lyste op og sneen var hård og god at glide i.



tirsdag den 7. februar 2017

Bilblues

Min 20 år gamle Skoda er indlagt.
Det er noget med noget styrepind/styrebjælke (?) nedslidte bremser, defekt drivaksel og nogle manchetter - og rust. Og så blev den indkaldt til syn, hvilket har forlænget indlæggelsen.
En dag i forrige uge, da jeg skulle øve mig i at køre fra mit kommende hjem i Næstved hele vejen til skolen i Vordingborg (havde overnattet hos kæresten og frådset i gulvvarme på badeværelset og kærlighed) begyndte den pludselig at skabe sig, bilen.
Jeg ved ikke, om det var karma, der ramte mig? For jeg havde kørt mindst 15 km og bandet over den forankørende mand i en varevogn, hvis maxhastighed var 70.
Så blev det min tur til at køre langsomt, for den gamle blå var med et svær at styre.
Det rykkede sært i rattet. Jeg blev pænt bekymret - og så var det min tur til at køre langsomt. Med hjertet i halsen og svedige hænder sneglede jeg mig afsted, så jeg ringede op til én, jeg kender fra et kursus, og som bor tæt på Vordingborg, og hvis hjem jeg ville passere. Spurgte om jeg måtte stille bilen hos hende. Det måtte jeg godt og var så heldig, at jeg fik et lift ind til stationen. Der måtte jeg så tage en taxa for at nå på arbejde. Surt.
Nå, men gik så et par dage og spekulerede over, om en aflivning ikke ville være det bedste. Men kom alligevel til fornuft - det er møgbesværligt at bo langt ude på landet uden offentlige transportmuligheder og uden en bil. Selv om jeg snart flytter til storbyen Næstved, skal jeg formodentlig stadig arbejde i Vordingborg. Havde ellers tænkt at skrotte bilen og cykle. Men det må vente, til jeg får arbejde i Næstved...



Desværre har jeg ikke sygeforsikring på bilen - ligesom på hesten og hunden.
Så jeg venter i åndeløs spænding. Og håber, at den så (bilen) kan klare mange flere km, når den engang bliver udskrevet.
Forrige weekend tilbragte jeg helt alene uden bil. På en måde var det rart, ikke at kunne komme nogen steder - jeg behøvede slet ikke foretage noget valg. Måtte bare blive hjemme.
En af mine ekstremt søde naboer tilbød mig atter at låne mig sin bil. Og efter lidt betænkningstid takkede jeg ja. Vil jo nødig være til besvær, men da hun før har tilbudt det (det er ikke bilens første sygdomsperiode), gjorde jeg det. Og jeg skulle jo altså på arbejde...
Og i tre dage kørte jeg i en bil fra dette århundrede. Det var skønt. Og jeg fik atter drømme om nyere og behageligere biler, der er billige i grønne afgifter og ikke suger benzin som en tørstig elefant ved et vandhul.
En anden nabo ringede, da han var ude at handle. Han kunne se at jeg var hjemme, men ikke havde nogen bil - om han skulle købe noget med til mig?
Jeg knuselsker mine naboer herude på landet, og vil savne dem gudsjammerligt. Folk i byer er da ikke så flinke - eller hvad?
Nu kører jeg i min mors bil.
Og venter spændt på at min egen kommer hjem.
Hvorfor er det aldrig mig, der vinder en ny bil?

søndag den 29. januar 2017

Dødens stemmer

Anmeldelse af "Dødens stemmer" af S.J. Bolton
Forlaget Mrs. Robinson

Hørt som lydbog, lånt på ereolen



Jeg er kommet i gang med at strikke. Det er jo dejligt, jeg kan bare ikke læse i mens. Så er det godt, at man kan låne lydbøger på e-reolen.
Denne S.J.Bolton krimi har jeg lyttet til. Det var godt nok uhyggeligt! Jeg måtte flere gange slukke og lave noget andet - det er ikke fedt at læse om aleneboende kvinder, der får ubudne gæster, når man selv bor alene langt ude på landet og det er mørkt.

Hovedpersonen er Lacey Flint, som vi kender fra forgængeren "Rødt lys stop".
Hun er ansat ved politiet, og skal denne gang under cover og agere som psykologistuderende ved Cambridge.
En hel del kvindelig studerende (angt flere end normalt) har begået selvmord og det har vakt Scotland Yards interesse.
Lacey indkvarteres på Cambridge, ingen - undtagen psykologen Evie - ved, hvem hun i virkeligheden er.
Evie plages af mareridt. Hun sidder det meste af tiden i kørestol, og bor alene i et stort, handicapenligt hus, stillet til rådighed af universitetet. Men hun modtager anonyme opkald, der er skrevet i duggen på spejlet i badeværelset - og Evie frygter, at hun er ved at blive skør.
Flere af de nu døde kvindelige studerende var klienter hos Evie.
Lacey har svært ved at finde hoved og hale i det hele, og snart går det op for hende, at Scotland Yard ikke har fortalt hende alt, hvad de ved.

"Dødens stemmer" er sindssygt uhyggelig og meget, meget spændende. Jeg anbefaler den til alle, der er fan af handlekraftige kvinder, godt plot og gedigen underholdning.
Læs også "Offer", "Slangehuset", "Blodhøst" og "Rødt lys stop" af samme forfatter.



lørdag den 28. januar 2017

Søndag i Sandvig

Søndagsture i solskin er skønne.
Turen kan f.eks gå til Sandvig på Sydsjælland - og fra i morgen er der endnu en god grund til at besøge det idylliske fiskerleje ved Bøgestrømmen.
Jannett Sørensen åbner nemlig sin lille, hyggelige butik. Her kan du finde godt og brugt i alle afskygninger: porcelæn, tøj, brugskunst og møbler, DVD'er og bøger.

Adressen er Sandvigvej 27, 4735 Mern.
Jannett har boet 10 år i Sandvig og er uddannet massør og coach - de ydelser tilbyder hun også i det hyggelige gule hus i Sandvig.
Til sommer vil en lille hytte være klar til op til 5 overnattende gæster, og hver søndag vil der være café fra 12-16.


Når Jannett søndag d. 29. januar 2017 kl. 12 slår dørene op på Sandvigvej 27, er det en drøm, der nu går i opfyldelse. Forældrene havde en elektrikerforretning, og hun har altid drømt om at få sin egen butik.
Butikken har indtil videre kun åbent hver søndag 12-16 og efter aftale. Hun holder gerne venindeaftener, med servering af kaffe og kage og foredrag af forskellige behandlere. De aftener vil det også være muligt at handle i butikken.
Der kan bookes tider til fysiurgisk kropsmassage og/eller coaching.
Held og lykke med den lille, hyggelige butik!

Bonusinfo: Følg "Ha det bedre" på Facebook - lige nu er der konkurrence...

tirsdag den 17. januar 2017

Glimmer på og op på kaminhylden

Anmeldelse af "Papmachéreglen" af Hella Joof,
Gyldendal

Her på tallerkenrække i stedet for kaminhylde.
Udgivet 10. oktober 2016, 202 sider
Læs uddrag her


I december vandt jeg denne bog i en konkurrence fra Gyldendals Bogklubber på Instagram
Jeg har det meget blandet med Hella Joof. Hovedsagligt synes jeg hun er fantastisk, men af og til en smule frelst.
Læsningen af "Papmachéreglen" var en rigtig god oplevelse , den blev læst i små bidder mellem andre bøger.
Hella har lavet en række mere eller mindre hjemmestrikkede regler om, hvordan vi bedst gebærder os i livet. Hvornår det er i orden at stikke af i (par)forhold, hvornår man skal blive. Hvad der er vigtig, og hvad der er knap så vigtigt her i livet.
Ganske fine regler, som vi (hvis vi husker at anvende dem) helt sikkert bliver lykkeligere af. Det er ting, som de fleste af os egentlig godt ved i forvejen, men har rigtig godt af at blive mindet om.

"Glimmer på og op på kaminhylden"
er efter min mening det allervigtigste råd/bedste regel i bogen. Hver gang, der sker noget godt, eller du har håndteret en åndssvag situation godt, så kom glimmer på og sæt det op på kaminhylden. Hella Joof skriver, at de fleste hjem i dag jo ikke har en kaminhylde, men så må det op på den mentale kaminhylde, den indre kaminhylde. Kig på det. Husk det. Elsk det.
Når vi samler på gode oplevelser og hændelser og fokuserer på dem, fremfor at hænge fast i alt det, der ikke virker og går galt, så får vi det bedre. Men vi kan jo ikke rende rundt og være superpositive hele tiden, derfor gælder det om, at gribe fat i hver eneste lille gode ting. Om det så "bare" er, at der er tilbud på kanelsnegle.

Hella Joof skriver så det er sjovt at læse. Hun er ikke bange for at udlevere sig selv, hvilket gør læsningen meget mere vedkommende, for mon ikke vi alle kan genkende bare en lille, bitte smule af os selv i Hella?

LinkWithin

Follow Frk. Bogorm