mandag den 29. august 2016

Anbefaling af "Et lille liv"

Anmeldelse af Hanya Yanagihara "Et lille liv"
Politikens forlag

Udgivet  18. august 2016
800 sider
Læs uddrag her

"Et lille liv" er den bedste bog, jeg har læst i mange år. Faktisk er det den bedste roman, jeg har læst.
Jeg havde svært ved de første ca. 120 sider - men efter dem måtte jeg læse videre. Bogen kaldte på mig og sugede mig ind i sit mørke, smukke og skræmmende univers.

Bogens hovedpersoner er de 4 venner Malcolm. J.B.,  Jude og Willem, der som ganske unge møder hinanden.
Vi følger dem gennem de næste 30 år, deres venskab er omdrejningspunktet.
Jude er bogens absolutte hovedperson. Han har ingen forældre og er hemmelighedsfuld omkring sin barndom og opvækst.
Langsomt forstår man hvorfor - og hvorfor, Jude er en nedbrudt person.

Jeg kan ikke referere handlingen uden at spolere det for kommende læsere.
Desværre.
Kun fortælle, at den handler om venskab, kærlighed (ikke så meget den romantiske mellem 2 personer, som kærligheden til familie og venner), længsel og behov for at høre til og være elsket og ønsket. Og om New York, kunst, teater og videnskab.
Bogen er så grum og smuk, rørende og oprørende, at jeg flere gange under læsningen måtte lægge den fra mig.
Jeg kunne simpelthen ikke læse videre. Nogengange fordi jeg græd, andre gange fordi jeg måtte fordøje, hvad jeg havde læst.
Lørdag eftermiddag lukkede jeg bogen, de 800 sider var læst.
Men bogen sidder stadig i mig.
Nu er det mandag eftermiddag, og jeg sidder her og har virkelig svært ved at beskrive, hvilken enorm læseoplevelse jeg havde. Jeg har grædt, smilet, sukket, holdt vejret og krummet tæer gennem 800 sider. Det er fandeme længe siden, en bog har berørt mig så dybt.

Jeg har kun én ting mere at sige: LÆS DEN for pokker - og giv den til alle, der ikke bliver skræmt af en 800 siders roman.















torsdag den 11. august 2016

Anmeldelse: "I lige linje" af Anna Grue



Boganmeldelse af "I lige linje" af Anna Grue.

Udgivet 26/6-16, 395 sider
Jeg har læst samtlige af Anna Grues bøger. Det vil jeg blive ved med.
Anna Grue er en glimrende fortæller, der forstår at give sine karakterer liv og skrue et spændende, velgennemtænkt plot sammen.

Serien om Dan Sommerdahl, den skaldede privatdetektiv med rod i kærlighedslivet - og i denne også arbejdslivet og økonomien, er ikke hæsblæsende og blodig; den er mere sådan lidt hverdagsagtig (på den gode måde) og kunne snildt foregå i virkeligheden.
Hvis du higer efter udpenslende beskrivelser af lig og obduktioner, er det ikke denne serie, du skal læse.
Det skal du derimod, hvis du har lyst til at blive godt underholdt og holde dine indvolde i ro under læsning.

Dan er er deprimeret. Han er sur, træt og gnaven - men kan ikke rigtig selv se det. Ekskonen Marianne får ham til lægen - og så lysner det i øst.
Moren flytter på plejehjem og Dans nysgerrighed omkring sit fædrene ophav forstærkes, da han finder et gammelt postkort blandt morens ting.
En cykelrytter falder i et hul i vejen og dør. Cykelrytterens ven tror det er mord, og så bliver han myrdet...
Dans jagt på faren fører ham til England, hvor han samtidig skal opspore cykelrytterens datter.
Men ikke alle har lyst til at blive fundet.

Dette syvende bind i serien er ligeså letlæst og velskrevet som de øvrige, faktisk befandt jeg mig flere gange i Christanssund under læsningen.
Hvis du endnu ikke har læst de forrige bøger, vil jeg anbefale dig at starte med den første "Dybt at falde".

Du kan læse et uddrag af bogen her

RÆKKEFØLGE:
1. Dybt at falde
2. Judaskysset
3. Kunsten at dø
4. Den skaldede detektiv
5. Et spørgsmål om penge
6. Sidste forestilling
7. I lige linje

tirsdag den 19. juli 2016

Jeg har fået mail

Jeg har lige fået en mail fra en herre i Odense:

"Jeg har læst at du kun blogger om de bøger du kan lide. Det er da en underlig holdning efter min mening. Hvorfor skal alt omkring bøger altid være så højrøvet. Jeg så engang et TV-program, hvor nogle boganmeldere diskuterede bøger. Den ene anmelder, højst sandsynlig fra avisen: POLITIKEN, ville blive meget forarget hvis Alistair Maclean fik Nobells litteraturpris. hvorfor? Det skal helst være en mexikansk forfatter der skriver om en mand der drager op i bjergene og finder sig selv. Sven Hazel kan du vel heller ikke lide."

Jeg sad bare og kiggede på skærmen. Fanmail er en sjælden ting, og denne var så heller ikke fra en fan.

Ja, hvad skal jeg svare?

Ja, jeg anmelder kun de bøger, jeg kan lide. For resten gider jeg ikke læse færdig. Der er så mange bøger, og jeg er ved at være gammel. Jeg har virkelig ikke lyst til at spilde tiden på de bøger, som jeg skal kæmpe for at komme igennem. Der er sgu kampe nok i forvejen!

Jeg tror, jeg svarer:

Kære....

Tak for din mail.
Jeg er søreme ked af, at du åbenbart synes, at jeg er højrøvet og har en underlig holdning.
Jeg læser bøger for min fornøjelses skyld. Og jeg anmelder bøger for min fornøjelses skyld,
i min fritid. Uden at få noget for det.
Derfor synes jeg, at jeg er i min fulde ret til kun at anmelde de bøger, der begejstrer mig.
Jeg håber jeg kan inspirere andre til at læse en god bog og jeg er ikke på en mission, der går ud på at skille skidt fra kanel. Det lader jeg andre om.
Jeg anmelder udelukkende de bøger jeg kan lide, i håb om at andre vil læse dem og dele min glæde.
Og det bliver jeg ved med.
Jeg kan bedst lide at dele gode oplevelser.
Hvis du læste min blog, ville du hurtigt se, at der absolut intet højrøvet er at finde dér.
Sven Hazel har jeg ikke noget imod. Men jeg har heller aldrig læst ham.

Venlig hilsen Frk. Bogorm



mandag den 27. juni 2016

Anmeldelse af "Alt det lys vi ikke ser"

Boganmeldelse af Anthony Doerrs "Alt det lys vi ikke ser",




Med stor glæde og fascination har jeg læst denne smukke roman. Der var stor hype omkring den da den udkom tilbage i  april sidste år - med rette.
Den handler om skæbne. Krig. Kærlighed. Opvækst. Grusomhed. Mod.

Marie-Laure er blind. Hun bor i Paris med sin far, der arbejder på byens nationalhistoriske museum.
Han har bygget hele deres bydel i miniatureudgave, så Marie- Laure kan finde rundt.
Men tyskerne invaderer Paris og de to må flygte. Inden flugten får faderen måske/måske ikke en værdifuld juvel, som han skal bringe i sikkerhed for tyskerne.
De slår sig ned i Saint-Malo, hos en gammel onkel, der stadig lider af traumer efter den første store krig.

Werner er en tysk dreng. Han er forældreløs og dømt til arbejde i kulminen. Men da han finder en gammel radio og får den til at virke, ændres hans skæbne.
Han har talent for elektronik, dette talent bringer ham på et eliteakademi for Hitlerjugend.
Werners speciale bliver at opspore modstandsfolk - og bringer ham til Saint-Malo...

En meget smuk og rørende roman, som jeg ikke kan anbefale nok. Jeg elskede den.
559 sider. Udgivet 29. januar 2016.

Af Anthony Doerr er på dansk også udkommet "Noget om Grace"


















LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...